Eksperter anmelder The Interview: Se dårlig film om Nordkorea og bliv klogere på USA

Interview pr nk

Barbara Demick, der er tidligere korrespondent i Kina og forfatter til den aldeles glimrende bog “I ly af mørket” om Nordkorea, har set The Interview.

Filmen er på mange måder en tåbelig karikatur af Nordkorea – anmeldelserne har heller ikke været gode – men den rammer faktisk plet i sin beskrivelse af Nordkoreas psykologi, skriver Demick i The New Yorker.

Demick har en god pointe om, at filmen også afslører meget om USA’s eget parodiske billede af Nordkorea:

As a parody, the movie is almost as damning in its portrayal of U.S. attitudes toward North Korea. The fictional television journalists sound as hysterical as real-life American television journalists reporting on North Korean missiles capable of reaching the West Coast of the United States. (For many years, it has been erroneously suggested that North Korean missile fragments were found in Alaska.) And the plot to assassinate Kim Jong-un doesn’t sound altogether implausible. Peter Hayes, a co-founder and the executive director of the Nautilus Institute for Security and Sustainability, recently pointed to an August 14th U.S. Strategic Command symposium, currently on YouTube, in which a retired U.S. major general openly discussed assassination as an option to put in the “kitbag” to deal with Kim Jong-un.

Også Suki Kim skriver på The Nation, at The Interview er en kommerciel film og ikke en dokumentar, så man skal afstemme forventningerne. Men Suki Kim mener også, at filmen og filmen som en begivenhed, der fik et politisk efterspil, siger mindst lige så meget om USA som om Nordkorea:

The Interview, however, is more about America than it is about North Korea, both in its content and as an event. Despite what some critics have claimed, the film is no political satire. It’s popular entertainment that perpetuates America’s myth of itself as the real guardian of global peace. It sells a hackneyed tale of the two white American heroes killing the evil dictator and saving North Korea, the country the United States is responsible for creating in 1945, a fact not mentioned in the film. Ironically, it is another pair of American males, the US officials Charles Bonesteel and Dean Rusk, who arbitrarily drew up the 38th Parallel that still separates 70 million Koreans.

The film also contains one of the only commercial depictions, comedy or not, of a sitting president of another nation being killed on screen. The cartoon-like way Kim Jong-un gets blown to pieces betrays the dehumanizing manner in which Americans view North Koreans. Laughter has a power to heal travesty, but here it is a tool for bullying; the most powerful country in the world entertains itself at the expense of one of the poorest and most devastated.

Hvid du vil vide mere om livet i Nordkorea, så har jeg interviewet flere nordkoreanske flygtninge og arbejdere i de seneste par år, og du kan du læse nogle af de interviews her på Kinablog og på Politiken.

:: Foto fra filmen

Made in Liuyang: Mød de kinesere, der har lavet dine bordbomber og fyrværkeri

Hvis du tror, at det er robotter, som har lavet dine bordbomber og fyrværkeri, så tager du fejl. Det skriver jeg om i dagens Politiken.

Her kan du også se en kort video, som jeg lavede fra fabrikken i Liuyang. Det er den by, hvor man opfandt fyrværkeri for 1.400 år siden, og som i høj grad stadig lever af det i dag.

Jeg besøgte fabrikken for et par måneder siden, da de var ved at lave fyrværkeri, der skulle sendes til Danmark og sælges til nytår. Så kig på din bordbombe – måske er det en af dem, som du kan se på et af billederne ovenover.

Journalistik i Kina: Pres på udenlandske journalister og kinesiske kilder

I sidste uge sendte Foreign Correspondents Club of China (som jeg er bestyrelsesmedlem af) en mail ud med beskrivelser af nogle af de seneste hændelser, hvor kinesiske myndigheder har forhindret udenlandske korrespondenter i at udføre deres arbejde. Hændelserne viser også, hvilke konsekvenser det kan have for kinesiske kilder at tale med udenlandske journalister.

Her er to eksempler på hændelser, der er jævnt klassiske og gennemsnitlige:

BRITISH JOURNALIST PREVENTED FROM REPORTING ON FUNERAL REFORM IN ANHUI
October 11th 2014
Anhui, Zongyang County, Anqing

A correspondent working for a British newspaper was reporting on funeral reform in rural Anhui province, and approached a village party secretary for comment. The party secretary reported the driver’s license plate number to his superiors. As the report went up through the municipal chain of command, various authorities harassed the driver’s wife and the party secretary of his ancestral village. Municipal police then forced the driver to bring the correspondent to the police station — even though the reporter had registered at a hotel the night before — threatening unspecified consequences if he refused to comply. At the police station, they took down the reporter’s information and let him go — yet called the fixer afterwards, suggested that they were tracking all movements, and warned of unspecified consequences if the reporter continued reporting. At 6:30 the following morning, the manager of the hotel where the journalist stayed overnight woke him up and, under pressure from police, forced him to leave. Once he got back to Beijing, a source in a separate village said that local officials harassed him and forced him to surrender the contact information of the journalist.

POLICE DETAINED TWO ACTIVISTS AFTER INTERVIEWS WITH WASHINGTON POST
October 2014
Anhui, Dangshan

Anhui authorities have detained two activists and former law enforcement officials, after the Washington Post interviewed them in Beijing, reportedly about their experiences with China’s petitioning system. Dangshan City public security officers took one man into custody on October 28. Police later criminally detained him, a former bailiff at a Dangshan court, on suspicion of “creating a disturbance”. Police in Huanan City administratively detained another interviewee for 10 days for “illegal petitioning”.

I dag skriver New York Times om Kinas kølige forhold til udenlandske medier. Avisen interviewer Jaime FlorCruz, der i dag er chef for CNN’s kontor i Beijing, og som har været i Kina siden 1971. Da han først kom til Kina var arbejdsforholdene langt værre end i dag, og reglerne meget strammere. Læg mærke til hans sidste citat:

Mr. FlorCruz, who has reported for Time and Newsweek over the years, recalls the days when the foreign press corps needed government permission to leave the capital and official minders made it difficult to interact with ordinary Chinese. “Figuring out how to shrug off your handlers and get several minutes to do what you wanted became an art,” he said in an interview.

As part of its bid for the 2008 Olympics, Beijing relaxed those travel restrictions, leading to a boom of media coverage from the nation’s hinterland — including stories about pollution, corruption and everyday injustice that the government undoubtedly wishes had remained obscured to foreign audiences.

But Mr. FlorCruz, like other veteran reporters in China, has seen a noticeable decline in official openness, which he said reflected insecurity and unseen turmoil within the nation’s leadership.

As he contemplates retirement in the coming year, Mr. FlorCruz, 63, reflected on what he described as the Chinese government’s struggle to navigate its newfound status as an economic and diplomatic power.

“The government should realize that being big also means you are in the spotlight, which includes figuring out how to take constructive criticism,” he said. “China needs thicker skin.”

Megaprojekt: Beijing starter byggeri af ny lufthavn

Beijing skal have endnu en lufthavn. Og den bliver en af verdens støste. Byggeriet er netop gået igang.

For at gøre plads til lufthavnen – der indtil videre hedder Beijing Daxing International Airport – flytter myndighederne 116.000 personer og jævner 11 landsbyer. En af dem er Cuizhihuiying, hvor der i dag bor 170 familier. Cirka 900 personer.

En af dem af indbyggerne er den 64-årige Ban Guofeng, som er vokset op i Cuizhihuiying. Hendes familie har altid boet her.

»I hvor mange år? Så mange, at ingen kan huske det«, siger Ban Guofeng, som jeg skrev om i Politiken i lørdags. Her ovenover får du et par hurtige snapshots fra landsbyen, der snart forsvinder.

Ban Guofeng ville gerne blive boende. Men det er her, at lufthavnen skal ligge.

Den bliver en af de største i verden. Den får hele syv landingsbaner. Der kommer tre passagerterminaler, som bliver på sammenlagt 700.000 kvadratmeter, og i alt vil der være plads til 872 fly.

Der skal også bygges en 58 kilometer lang banestrækning til hurtigtog, som på en halv time kan fragte passagererne frem og tilbage til Beijing.

Prisen for det hele er over 40 milliarder kroner. Når lufthavnen står færdig i 2019 vil den have en kapacitet på 70 millioner passagerer. Med mulighed for at blive udvidet. Og efter alt at dømme er der brug for den nye lufthavn, for Beijing International Airport er kronisk overfyldt og på grænsen af sin kapacitet. Kun lidt over 20 procent af fly afgår til tiden, og med 82 millioner passagerer om året er det verdens andenmest travle lufthavn.

Den nye lufthavn i Daxing kommer til at ligge i den sydlige udkant af Beijing, tæt på grænsen til naboprovinsen Hebei. I dag er det et noget nedkørt og støvet landområde.

Rundt om byen ligger der marker, hvor bønderne især dyrker majs, hvede, bønner og peanuts. Der går en enkelt asfalteret vej ned gennem landsbyen, der ellers har cement- eller jordveje. I midten af byen ligger der en moske, for alle indbyggerne tilhører den etniske minoritet Hui, som er muslimer.

Det er en kold dag, så de fleste i landsbyen sidder indenfor i varmen i deres lave huse, som er bygget af grove mursten. Udenfor kommer en kvinde gående med to døde høns, der dingler i hænderne på hende. En mand står og stamper i jorden og venter på bussen, der kommer, når den kommer. En dreng i rød jakke cykler ned ad en ujævn jordvej.

»Om få år er det hele væk. Så er her kontorbygninger eller lufthavn«, siger en af bønderne, Ma Yongchen, der er 62 år. Ligesom Ban Guofeng har han også altid boet i landsbyen, og ville gerne blive boende. Men »udvikling er godt«, siger han.

»Vi er glade. Vi får jo et bedre hus eller bolig, og de erstatter også vores landbrugsjord og giver os et nyt lod«, siger Ma Yongchen. Det håber han i hvert fald. Men myndighederne har endnu ikke fortalt indbyggerne, om de nu også får nye huse, eller om de bliver sat i lejligheder, som Ban Guofeng frygter.

For Ban kan ikke lide høje bygninger. Nej, siger hun, de er ikke gode at bo i. Hun har altid boet på landet, og har slet ikke lyst til at sidde klemt inde i en lejlighed.

»De små huse her i landsbyen er meget bedre. Og her taler man jo også med hinanden«, siger den 64-årige Ban Guofeng.

Ugen der gik i Kina: Pensionist i trætop og guldbarre for forsvunden hund

2963e71777cebf8f3d76d237f19983f0 Hver uge er der utallige nyheder i Kina, der aldrig når frem til de vestlige medier. De er for små. Men de er alligevel med til at tegne et portræt af kineserne og hverdagen i Kina. Her er et udpluk.

Hr. Feng var rasende. Hr. Feng havde købt en ny bil til 80.000 kroner, men desværre brændte den på grund af et uheld. Og autoforhandleren ville ikke hjælpe hr. Feng med forsikringen.

Så i sidste weekend kørte den rasende hr. Feng sin 84-årige bedstemor ud til forhandleren, som ligger i Luohe, der er en by med 2,5 millioner indbyggere. Han satte hende af. Og kørte hjem.

Når han efterlod sin bedstemor hos dem, ville han gøre autoforhandleren til grin og tvinge dem til at hjælpe ham med forsikringen, mente hr. Feng. Det tog tre dage og nætter. Den gamle kvinde opholdt sig på både hospital, politistation, herberg og så hos autoforhandleren.

»Jeg vil bare hjem«, sagde den grædende og gamle bedstemor til journalister fra Dahe Dagblad. På et foto kan man se kvinden med det pjuskede og grå hår, der sidder i en tyk jakke i en hospitalsseng og tørrer øjnene med et hvidt lommetørklæde.

Hr. Feng nægtede at bøje sig.

»Når vi får en god aftale, så kan hun komme hjem«, sagde hr. Feng ifølge avisen.

Det kom der så i sidste uge, som jeg skrev om i søndags i Politiken.

Efter fire dage kørte politiet bedstemoren hjem. Og autoforhandleren gik med til at hjælpe med forsikringen. Dahe Dagblad nævner ikke, om autoforhandleren var skyld i branden. Eller om det var politiet, som pressede virksomheden til at hjælpe hr. Feng for blot at få en ende på problemet.

1416749800911 Et andet eksempel er fra den nordkinesiske by Jilin, der er et byområde med 4,4 millioner indbyggere. Overalt i de kinesiske storbyer er parkerne fyldt med ældre og gamle, der står og laver gymnastik, tai-chi, spiller badminton, sætter drager op, går baglæns eller laver fællesdans.

Men der er også andre måder, at holde sig i form på, mener en 75-årig mand i Jilin. Hver dag kravler han op i toppen af et træ i parken. På et foto fra det lokale 365jilin.com, kan man se manden, der balancerer rundt mellem grenene i toppen af kronen på det cirka seks meter høje og bladløse træ. Nogle af tilskuerne, der står i tykke vinterjakker og kigger på, mener, at det er for farligt. De ansvarlige for parken vil forsøge at få ham til at vælge andre motionsformer i fremtiden.

Det begyndte også i en park for den 45-årige hr. Mao. Det er et almindeligt efternavn i Kina, og er ikke relateret til Folkerepublikken Kinas grundlægger, Mao Zedong.

Tilbage i 2009 stod han i en park i sin hjemby i Hebei, der er naboprovins til Beijing, og var spåmand. Men så begyndte han at rejse penge til investeringer i blandt andet ejendomme og virksomheder. Det gik godt. Han endda blev medlem af kommunistpartiets parlament i provinsen. Han fik dyre biler og levede et luksusliv. Mao lovede et stort afkast, og han nåede at indsamle cirka 1,3 milliarder kroner, før det hele kollapsede med et tab på 300 millioner kroner. I denne uge blev Mao idømt betinget dødsstraf for svinde, skriver blandt andre Sina.

Bedre gik det ikke for tre bønder i den sydkinesiske by Yongzhou, der har 5,1 millioner indbyggere. De købte falske sedler, der havde en værdi på 20 millioner kroner. Hver seddel, der var på 100 renminbi, og som er den største i Kina, købte de for 3,5 krone og solgte videre for 7-10 kroner. I alt er syv personer nu arresteret.

Derimod var det rigtige penge, der blev brugt på biler under et bryllup i Tangshan, der er en forurenet industriby med tæt på 8 millioner indbyggere. Her holdt en lokal – og anonym – erhvervsmand et bryllup, hvor han havde lejet blandt andre 30 Rolls-Royce’s og andre luksusbiler, der sammenlagt havde en salgspris på 200 millioner kroner. I alt var der inviteret 1.000 personer til brylluppet, skriver Yanzhou By Avis.

Så mange penge har Wu Cong fra Zhengzhou, provinshovedstad i Henan, dog ikke. Derimod har han 20 gram guld, der er cirka 6.000 kroner værd. Det vil han gerne give til den person, som finder hans 13 år gamle golden retriever.

»Den er syg, og hver måned har den brug for at få en indsprøjtning. Den dør, hvis den ikke får det«, siger Wu Cong til Zhengzhou Aftenavis. Han frygter dog, at hunden er blevet stjålet.

»Hvis nogen finder ham, så er jeg villig til at give personen en guldbarre på 20 gram. Vores golden retriever hedder Zha Lin«, siger Wu Cong.

En katteejer fra storbyen Nanchang i det sydøstlige Kina tog desværre andre midler i brug. Den 18-årige mand arbejdede på en fabrik i det sydlige Kina, hvor han boede i en sovesal med to andre arbejdere. En af mændene torturerede hans kat ved at binde poterne sammen og holde den under vand. Den 18-årige mand dræbte ham med en kniv, og er nu anholdt og anklaget for drab.

Og så et par hurtige.

En 30-årig mand fra Fuyang, der er fraskilt og har tre børn, forsøgte at begå selvmord, fordi hans forældre ikke ville give ham 800.000 kroner til en bil.

En bonde behandler sin syge datter ved at brænde en form for kinesisk medicin af ved hendes seng. Hun er alvorligt syg og har brug for en knoglemarvstransplantation, der koster 300.000 kroner. Bonden tjener kun 4.000 kroner om året.

To passagerer i en bus kom at slås, fordi den ene spiste solsikkefrø og sad og spyttede dem ud i bussen. Han nægtede at stoppe.

En bankrøver løb ind i banken – men blev ignoreret af personalet. Da det endelig bliver hans tur spørger bankassistenten om hans kontonummer, som røveren giver ham. Han får at vide, at han kun har en krone på sin bankkonto. Røveren forlanger at få 10.000 men bliver tilbageholdt.

Væk med indflydelse fra udlandet: Kina vil have mere kontrol over det globale internet

Kinas Kommunistparti vil have mere kontrol over det globale internet. For etpartistaten kan ikke længere nøjes med at have den elektroniske mur omkring Kina. Der slipper ting igennem censuren, som partiet ikke vil have ud til kineserne. David Bandurski uddyber i denne gode analyse på China Media Project:

Gone are the days when China’s so-called Great Firewall – its hardware for filtering internet traffic — was the physical manifestation of a chronic insularity. Back then, the world of ideas was bisected into the “internal,” or dui nei (对內), and the “external,” or dui wai (对外). The purpose of the Great Firewall was to hold back the tide of foreign influence.

This insular outlook was reflected in the institutionalisation of controls. The dui nei concerns, how to control the Chinese public by “guiding public opinion” (to call it simply “censorship” belittles the ambitions of Chinese authorities), were the province of the Central Propaganda Department.

But from the early days of internet control, when the web was an indistinct force and the lightning was on the horizon, the management of the internet was placed under the Information Office of the State Council, the government agency dealing expressly with foreign, or dui wai matters — the same office that publishes the English-language China Daily, the newspaper meant for foreign readers of China.

The internet was a foreign thing. And like all foreign things, it was something to emulate and fear.

The internet is no longer lightning on the horizon. A new generation of social media promise global information sharing in multiple formats in real time. A report in the New York Times about the family fortune of a senior Chinese Communist Party official is no longer a dui wai matter — it can (and will) be shared almost instantly on Chinese social networks. Internet control is not just the new heart of censorship and propaganda, it is a life-and-death matter for the Party.

The walls have come down. The time for half-measures is over. The only choice China’s ruling Party now has is to march forth and make its insularity global.

Økonomi vs Kultur: Beijings to fortællinger om Kina giver problemer

Kina har en lang historie. Men Folkerepublikken Kina er ungt land, der først blev grundlagt i 1949. Det har været en kort periode med voldsomme forandringer og uroligheder, og landet er stadig ved at finde sin identitet, som Kerry Brown, professor og leder af Kinastudier på University of Sydney, skriver i denne kronik. Den er værd at læse. Brug et minut på den. Her et uddrag:

That uncertainty is revealed in one of the starkest contradictions: between what might be decribed as its global inclusiveness and its nationalist exceptionalism. On the one side, China’s current leadership promotes the country as a super-attractive economic entity, able to shower benefits on everyone who engages wth it; on the other, that leadership employs a grand language of national and cultural pride that insistently highlights China’a exclusive character. The disjunction between these two ideas is striking. Which China are outsiders being asked to buy into?

This creates repeated communication problems with other states. Evidently, the world “gets” China’s economic story. Leaders from abroad such as Barack Obama or David Cameron can visit China, transact business, and have a reasonable grasp of why relations with China in this area are important. But once they slip towards the other story – of China’s view of itself, its values and beliefs, and of the world – the potential for tension and misapprehension grows.

There is nothing wrong with a country wanting to be appreciated and understood. But many people trying to make sense of China face the retort that their ideas and concepts are inappropriate. For one thing, they don’t take account of China’s exceptionalism; for another, they are guilty of imposing the western disease of universalism. The result can be the limbo of having no language to talk to each other. No wonder, then, that foreign leaders – unable to navigate the disjuncture between China’s stories about itself – often seem to use two registers about China: economically warm, politically and culturally cool.

In this respect, the choice by both President Obama and prime minister Cameron, at the G20 summit in Brisbane, to dare speak the language of values and ideas in the presence of Chinese leaders is right and welcome. This doesn’t need to be done in a judgmental way – at least, not initially. Rather, it can be a means of asking Chinese leaders to spell out what, far beyond economic matters, their country believes it is. And if the answer is that China is exceptional, unique, and impossible to understand, then outsiders have the right to say that this is not good enough, and that Chinese leaders need to try again.

Nordkoreansk flygtning: “Jeg forbander det land”

Nordkorea flygtning kina

Hun var stolt af at være nordkoreaner. Hun var medlem af arbejderpartiet, og havde hele sit liv forgudet og troet på Kim Jong-il. Men for nogle år siden var den 60-årige Chae Hun-ha på et kort besøg i Kina. Her var der ingen nordkoreansk propaganda, og man talte åbent om de nordkoreanske ledere, og om at der var forfærdelige forhold i hendes hjemland. Hun var chokeret, da hun rejste hjem. Men hun tog tilbage til Kina. For Chae vil væk fra Nordkorea. Men hvordan flygter man fra en af verdens mest lukkede diktaturstater?

Det er vanskeligt, at få friske informationer ud fra Nordkorea. En af de bedste måder at finde svarene på, hvad der foregår i det lukkede land, er ved at tage til den nordkinesiske by Yanji, der ligger på grænsen til Nordkorea. Det kunne du læse om i søndags i Politiken og her på Magasinet, hvor jeg har interviews med en række nordkoreanere, der opholder sig i Kina, og som fortæller om livet og hverdagen i Nordkorea.

Chae Hun-ha mødte jeg dog sidste år. Men hendes fortælling om flugten minder om så mange andre nordkoreaneres.

Yanji er en vindblæst og nedkørt by med cirka 400.000 indbyggere. Mange er etniske koreanere, der har boet her i generationer, og indflydelsen fra Korea er tydelig. For eksempel er alle skilte i byen skrevet på både kinesisk og koreansk.

Byen er hovedstad i Yanbian Korea Autonome Præfektur, som er et grænseområde, der er på størrelse med Danmark. I alt er der omkring 2,2 millioner indbyggere, og cirka 850.000 af dem er koreanere.

Der er ingen statistikker for, hvor mange nordkoreanere der er i Yanbian. Et skøn går på, at der er cirka 300.000 nordkoreanere i Kina.

De fleste er her ulovligt. Mange har sneget sig over grænsen for at arbejde illegalt i Kina, så de kan tjene penge og sende hjem til deres familie i Nordkorea. Andre er kommet for at købe kinesiske produkter, som de kan smugle ind over grænsen og sælge på illegale markeder i Nordkorea. Eller de er flygtninge, som vil væk fra Nordkorea, og som prøver at komme til Sydkorea.

Men alle løber en stor risiko. Kina accepterer ikke nordkoreanere som flygtninge. Samtidig har de kinesiske myndigheder givet nordkoreanske agenter lov til at operere i Kina, hvor de leder efter nordkoreanske borgere, der opholder sig illegalt i landet.

Det er ikke kun agenter og kinesisk politi, som nordkoreanerne skal holde øje med. De risikerer også at blive solgt af menneskehandlere som billig arbejdskraft og slaver på for eksempel kinesiske fabrikker, bondegårde eller til prostitution på bordeller.

Hvis nordkoreanerne bliver fanget sendes de tilbage til Nordkorea, hvor de risikerer forskellige straffe. For eksempel at komme i arbejdslejr.

Så selvom nordkoreanerne kan forsøge at skjule sig i Yanji og blende sammen med de etniske koreanere, så er livet stressende. De fortæller om, hvordan de altid er nervøse. Og hvordan de er bange for at gå på gaden, hvor der er kinesisk politi, nordkoreanske agenter og menneskehandlere.

Men Chae Hun-ha, der ikke er hendes rigtige navn, er parat til at løbe risikoen. Hun vil aldrig tilbage til Nordkorea, heller ikke selvom hendes børn og børnebørn stadig er det.

Chae Hun-ha fortæller om flugten. Hun sætter sin ene hånd op på brystkassen. Lige under halsen. Vandet gik hende hertil, da hun stod ude i floden.

»Der var ikke noget smeltevand, ellers havde der været for dybt«, siger Chae Hun-ha, der er i 60erne.

Det var først, da hun stod derude i mørket og stred sig gennem det kolde vand, at hun opdagede de kinesiske vagter inde på bredden.
Hendes flugt fra Nordkorea var dog startet flere dage tidligere. Men egentlig begyndte den helt tilbage i 2009.

Chaes historie er den samme som så mange andre nordkoreaneres, og den er et typisk eksempel flugten fra sult og fattigdom og på nordkoreanernes hårde liv.

Chae Hun-ha besøgte Kina i 2009, hvor hun var på besøg i en af de nordkinesiske byer på den anden side af grænsen. Det var første gang, at hun var udenfor Nordkorea. Og det var et chok. I årtier var hun vokset op med propagandaen omkring Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung, og hans søn, Kim Jong-il. Hun var et stolt medlem af partiet, og kunne aldrig finde på at kritisere dem. Men her i Kina talte man åbent og nærmest nedladende om dem.

»Da jeg rejste ud første gang, og folk begyndte at tale nedsættende om dem og sige dårlige ting om Nordkorea, bad jeg dem om at holde deres kæft«, siger Chae Hun-ha.

Men det var først, da hun igen i 2011 vendte tilbage til Kina, at hendes tro på familien Kim og militærstyret begyndte at vakle.

Først på året havde hun været sammen med sin familie, hvor de havde fejret Kim Jong-ils fødselsdag. Det er en helt særlig festdag for nordkoreanerne, så familien havde brugt penge på at købe lidt kød og noget alkohol. Familien var også heldige. Der var endda elektricitet, så de kunne se Kim på fjernsynet. Men som andre nordkoreanere vidste de ikke, at han dengang var syg, og at han ville dø i december 2011. Han så lille og svag ud.

»Jeg blev så ked af at se ham. Jeg græd – her var han i en verden uden Kim Il-sung, og han arbejdede så hårdt for at brødføde os«, siger Chae Hun-ha.

Men da hun efter fødselsdagen rejste tilbage til Kina hørte hun for første gang om hans kvinder, og hvad det var for et luksusliv, Kim Jong-il havde levet. Det var der, at hun vendte sig mod ham.

»Jeg tænkte, hvad er han dog for et menneske! Folk sulter ihjel og så lever han sådan et liv? Jeg var virkelig overrasket. Jeg kunne ikke tro det! Jeg var så skuffet«, siger Chae Hun-ha

»At komme ud var som at få tørret en hjernevask af«, siger Chae Hun-ha.

»Jeg forbander det land. Man bor der, og livet er så hårdt. Du får et enkelt og nogle gange to måltider om dagen, lidt majsnudler eller grøntsager, og det er det«, siger Chae Hun-ha.

Alligevel rejste hun tilbage til Nordkorea efter at have boet og arbejdet i Kina i et halvt år. Men det nyttede ikke. Hun kunne ikke længere holde livet i Nordkorea ud. Hun ville flygte. Hun måtte ud. Også selvom hun blev nødt til at efterlade sin familie.

De fleste nordkoreanere, der vil over grænsen mellem Nordkorea og Kina, bestikker de nordkoreanske grænsevagter. Soldaterne får nogle penge og kigger den anden vej, når man går ud i den brusende flod, der er grænsen mellem Nordkorea og Kina. Chae Hun-ha havde nok penge, men hun havde et problem. De andre gange havde hun fået hjælp til at krydse grænsen. Nu skulle hun gøre det selv. Og hun havde glemt, hvor det var sikkert at krydse floden.

Man kan ikke rejse frit i Nordkorea. Det er ulovligt, og man kan blive straffet, hvis man ikke har de rigtige tilladelser. Derfor var hun forsigtig, da hun begyndte den flere dage lange rejse op mod grænsen og bjergene. Meget af turen gik hun. Og da hun kommer til bjergene møder Chae tilfældigt en familie, som hun gav hende lov til at overnatte hos dem.

De var så fattige, siger Chae. Der var jordgulv i hytten, de havde elektricitet, lys eller stearinlys og ingen mad. Men de blev glade, da de så hende, for de vidste, at nu ville de få lidt penge, så de kunne få mad til et par dage.

Men på den tredje nat dukkede politiet op.

»Jeg blev så bange, at jeg løb væk og ud i bjergene. Her sov jeg, kold og bange for at blive opdaget og fanget«, siger Chae.

»Du aner ikke, hvad du skal gøre, hvad der er derude, og hvordan du skal overleve«, siger Chae.

Hun besluttede sig for at krydse floden den næste nat. Og der stod hun, midt i vandet, da hun så vagterne inde på bredden. Men hun var heldig.

»Det viste sig at være jernbanevagter, for ellers havde de skudt eller fanget mig«, siger Chae

Hun gik rundt i to dage. Det første hus, som hun bankede på for at bede om hjælp, var etniske koreanere, og de gav hende mad, varmt tøj og sko. Men det var for farligt at blive. Og de fleste i af bønderne ville ikke hjælpe hende, for både kinesere og nordkoreanere risikerer fængsel, hvis man bliver opdaget.

Hun fik dog hjælp. Og hun kom i kontakt med sin tante, der bor i Sydkorea, og som har forbindelser i Yanji, hvor Chae fik arbejde.

Chae forlod sine døtre, børnebørn og familie. Hun forlod Nordkorea, hvor hun har boet hele sit liv. Det er ikke nemt. Men hun sparer penge op og drømmer om at komme videre til Sydkorea, og at få sin familie med.

»Jeg vil bare have, at mine børn får muligheden for at komme ud og se en større verden«, siger Chae Hun-ha.

Jeg mødte som sagt Chae sidste år. Men på grund af hendes sikkerhed har jeg ikke været i kontakt med hende siden.

Så vil det lykkes for Chae, at komme til Sydkorea? Statistikken er imod hende. I 2012 lykkedes det kun for 1.143 nordkoreanere, at komme til Sydkorea og søge om asyl.

Korruption i Kina: Partiet bestemmer mediedækning

Følg pengene, lyder et af de gode råd i journalistik. Men det er svært at gøre for kinesiske journalister, for medierne må ikke rapportere frit om de højtstående ledere i partiet. I hvert fald ikke før, at partiet selv har besluttet at fjerne en person for korruption, for så begynder en smædekampagne mod personen, som Yiyi Lu skriver her på Wall Street Journal:

With Beijing now touting its devotion to “socialist rule of law with Chinese characteristics” as part of its drive to clean up the Communist Party, it’s worth recalling a sharp commentary earlier this year by newspaper columnist Cao Lin that reflected on a key feature of news with Chinese characteristics: As soon as corrupt senior officials are brought down, Chinese media are often able to offer extensive information on their depravity and downfall, whereas previously one would be hard pressed to find even a shred of negatives new about them.

“Only the discipline inspection and supervision departments of the Party and the government can strike out at tigers,” Cao wrote (in Chinese), using Chinese President Xi Jinping’s catchword for high-ranking corrupt officials. “The media cannot confront tigers that are still alive. Only after the concerned departments have taken down the tigers, and they’ve become dead tigers, can the media attack the carcasses.”

The vivid stories flowing out of Shanxi are satisfying to a Chinese public that is weary of corruption, but the circumstances of their publication – always after the suspects have been placed under investigation by the party – highlight the limited role the media and the public play in rooting out corruption. For all its size and power, the party needs help policing its own.

Undergrundsbane og trafik: 1.000 kilometer myldretid under Beijing

I flere årtier var der kun to metrolinjer i Beijing. Og der var ikke mange, som brugte dem. I gennemsnit var der op igennem 1990erne cirka 500.000-600.000 passagerer om året på Linje 1. Og Linje 2 transporterede kun cirka 30.000 beijingere.

Linjerne blev bygget i 1960erne og 1970erne, og indtil 2002 var der kun de to. Men her begyndte den massive udvidelse af metrosystemet. I dag er der 17 linjer og hele undergrundsbanen er på 465 kilometer og transporterer hver dag 10 millioner passagerer.

Til sammenligning er den københavnske Metro på 20,4 kilometer, og har 55 millioner passagerer om året.

Men undergrundsbanen i Beijing er overfyldt og den kører i myldretiden langt over kapacitet – bare se videoen ovenover. Det er et problem. For Beijing vokser. Det gør undergrundsbanen nu også, for i 2020 vil den være udvidet til over 1.000 kilometer. Det er længere end fra København til Bruxelles.

Men spørgsmålet er, om udvidelsen er nok, som jeg skriver om i dagens Politiken. Her interviewer jeg også den 76-årige Wang Mengshu, der er en af Kinas førende eksperter på offentlig transport og undergrundsbaner. Wang er også rådgiver for den kinesiske regering.

Wang var med til at bygge den første undergrundslinje i Beijing. Han var 27 år gammel, da han i 1965 kom ud fra universitetet og begyndte at arbejde på metroen. Der var ikke plads til det i avisen, men her fortæller han om, hvordan undergrundsbanen begyndte.

»Oprindeligt byggede vi de første undergrundslinjer som beskyttelsesrum i tilfælde af luftangreb. De skulle kunne modstå to bomber på 1.500 pund per kvadratmeter«.

»Samtidig var de to linjer forbundet med overjordiske tog. For undergrundsbanen skulle også være en sikker måde at transportere folk fra Beijing og ud til sikkerhed i bjergene i Shanxi i tilfælde af angreb. Derfor er der også mangeindgange til metroen, så folk nemt kan komme derned«.

»Der var flere centrale knudepunkter, som skulle bruges til at evakuere folk. I dag bruger man stadig linje 1 og Pingguoyuan, og der er en anden tunnel, som er lukket for offentligheden«.

»Det oprindelige design kom fra Moskva. Man begyndte arbejdet med hjælp fra sovjetiske eksperter, men da de blev sendt ud måtte man selv udvikle teknologien. Dengang havde man ikke teknikken til at bore, men vi gravede fra overfladen og ned til cirka 20 meters dybde, så det øverste af tunnelen kun er 2-3 meter under overfladen. Så lagde man tunnelen ned og et anti-eksplosivt tag, der skulle kunne modstå bomber. Vi brugte også en bombe til at teste det. Beijing har nok det mest bombesikre system i verden«.