Censur i Kina: Boghandlen i Hongkong, der sælger forbudte ord

Paul tang boghandel hong kong

Jeg har været forbi Paul Tang, der ejer People’s Recreation Community i Hong Kong. Boghandlen lever især af kinesiske turister, der kommer for at købe bøger, der er forbudte i Kina.

»Kaffe og forbudte bøger, det er det, vi sælger«, siger den 39-årige Paul Tang, der var bestyrer af en Starbucks, før han åbnede sin egen cafe i 2002.

Det kan du læse om i min artikel i Politiken, hvor jeg også har interview med forfatteren Yu Jie. Hvis du ikke kender ham, så tjek Wikipedia og New York Times samt den her gode Q&A på New York Review of Books.

Yu Jie mener, at partiets stadigt strengere censur er en trussel mod Kinas fremtid:

»Censuren og forbud mod bestemte bøger gør, at der i Kina i dag er færre og færre, der er klar over realiteterne. Folk lever på en løgn. Folks fantasi og evne til nytænkning bliver ødelagt. Og man mister sit moralske kompas«, siger Yu Jie.

I Kina blev Yu Jie også chikaneret af myndighederne og anholdt flere gange, og ifølge ham selv er han også blevet tortureret. Han er udmærket klar over, hvorfor hans bøger er censureret.

»Jeg kritiserer Kinas Kommunistparti og lederne ved navn. Men jeg vil ikke censurere mig selv«, siger Yu Jie. En af hans forbudte bøger er en biografi om vennen Liu Xiaobo, der i 2010 modtog Nobels Fredspris og i dag sidder fængslet i Kina. Yu Jie ved ikke, hvor mange eksemplarer af hans bøger der er nået ind i Kina. Men hans bog om Wen Jiabao er blevet trykt i 50.000 eksemplarer i Hongkong, siger han.

Kinesisk nytår: Ugift mand kidnapper kvinde til besøg hos sin far og mor

Thy52122 b Så blev det endelig kinesisk nytår, som Kim Larsen ville synge, hvis han var blevet født i Hebei.

Det er en tid, der virkelig kan stresse kineserne, som jeg skrev forleden, hvor en 20-årig mand tæskede sin far, fordi han var fattig og grim og ikke havde købt en flybillet til sønnen, der blev nødt til at tage toget hjem. (Kina er et konfuciansk land med respekt for de ældre? Yearh, der er lidt gråzoner, der…).

Og stressniveauet kan virkelig komme op i det røde felt, hvis man skal rejse hjem til mor og far som single. Det går endda så vidt, at man kan leje en kæreste på internettet og tage ham/hende med hjem på familiebesøg.

Eller man kan gøre som en 32-årig mand fra Dalian. Han var desperat. Han havde ingen kæreste. Og nu skulle han hjem til sine forældre, der i lang tid havde lagt pres på ham for at gøre noget ved sagen og blive gift.

Derfor kidnappede han en 24-årig kvinde. Hun skulle med hjem og lade som om, at de var blevet gift.

»Jeg var på vej på arbejde, som jeg plejer, da der pludselig kommer en mand over til mig. Han griber mig i armen og lægger en hånd over min mund og siger “rør dig ikke, du skal med mig hjem og fejre nytår og være min hustru”«, forklarer kvinden til Nandu Wang og Dalian Wanbao.

Kinesisk nytår, som er kinesernes svar på julen, kan som nævnt være en stressende periode for mange. Det er her, at alle rejser hjem for at være sammen med familien. Ofte er det kun den ene gang om året, at man ser hinanden, for det er almindeligt, at man bor hundreder eller tusinder af kilometer fra sin hjemby.

Og hvert år lægger det pres på de millioner af ugifte mænd og kvinder, der rejser alene hjem til far og mor. Især hvis man er over 30 år, som i Kina er ved at være langt over sidste salgsdato. Mange singler vælger helt at lade være med at tage hjem til forældrene, som også ofte har arrangeret ‘blind dates’ til de ugifte børn.

Derfor kidnappede manden fra den nordkinesiske by den 24-årige kvinde. Hun blev dog fundet allerede efter et par timer, efter at hendes rigtige kæreste havde alarmeret politiet. Den 32-årige mand er nu anholdt.

:: Foto: Beijing Ribao

Kinesisk nytår: Søn tæsker far, fordi han er grim og fattig

2014102411360737

I denne uge er det kinesisk nytår, og det er årets vigtigste højtid i Kina. Det er her, at alle tager hjem til deres familier.

Men det er også her, at du virkelig ikke har lyst til at rejse rundt. Veje, toge og fly er overfyldte. Det er en rejseperiode på 40 dage, hvor der i alt bliver foretaget 3,6 milliarder rejser.

Og nogle klare rejsestresset bedre end andre, som Renmin Wang skrev i sidste uge. Især hvis man er en lille kejser, som det her lugter af, kan man godt få en mindre nedsmeltning:

Den unge mand spænede gennem banegården, mens han jagtede en ældre mand, og han slog ham, men det lykkedes for politiet at fange dem. De to mænd kom til afhøring. Det viste sig, at det var en 50-årig far og hans 20-årige søn. Hvad foregik der?

Parret var på vej hjem til kinesisk nytår, og sønnen var rasende på sin far, der er migrantarbejder. Ifølge Renmin Wang mente sønnen, at faren er grim og går i gammelt tøj. Og det er ikke godt for sønnens image, mente den 20-årige.

Samtidig var sønnen rasende, fordi de skulle tage toget hjem. Faren burde have købt en flybillet til ham. Men jeg har virkelig ikke nogen penge, lød det fra faren, Zhang Mouwei. Det må du selv om, lød det højtråbende svar, men hvis du ikke lader mig flyve, dræber jeg dig, når vi kommer hjem.

Ifølge Renmin Wang fik de overraskede betjente dog talt med den unge mand, der »indså sine fejl«, og faren gik med til at rejse med sønnen hjem.

Danmark kan faktisk lære at tale om menneskerettigheder med Kina

Vil det gå ud over de danske virksomheder og eksporten til Kina, hvis regeringen mødes med Dalai Lama?

Se på Norge. I 2010 gav Nobelkomiteen deres Fredspris til kritikeren Liu Xiaobo, der er forfatter og professor i litteratur. Liu afsoner en straf på 11 års fængsel, fordi han er medforfatter til et dokument, som opfordrer kommunistpartiet til politiske reformer.

Siden da er nordmændenes eksport til Kina steget med 53 procent, skriver Dagens Næringsliv.

Ifølge de seneste tal fra Statistisk Sentralbyrå (SSB), der kom i slutningen af januar, var Norges eksport til Kina i 2014 på 17,9 milliarder kroner. Det er en stigning i forhold til året før. Her var den på 14 milliarder kroner.

Til sammenligning eksporterede Danmark i 2014 for 21,8 milliarder kroner til Kina. I 2013 var det 19,4 milliarder.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Norges eksport kunne være vokset endnu mere i de seneste 5 år. Men det er mest af alt symbolske angreb, som Kina kommer med, når en udenlandsk regering mødes med Dalai Lama, siger Kerry Brown, der er leder af Kinastudier på University of Sydney, og en af de eksperter, jeg interviewede for nyligt om Dalai Lamas besøg.

»Så den danske regering skal regne på, hvor meget den ønsker at ofre på det her område, hvis man skulle gennemføre et besøg«, siger Kerry Brown.

Og her var den danske regering ikke parat til at ofre noget, da Dalai Lama var på besøg i København i denne uge. Udenrigsminister Martin Lidegaard ville ikke mødes med ham. Det ville Helle Thorning-Schmidt heller ikke. Selvom hun i 2009 havde kritiseret Lars Løkke Rasmussen (V) for dengang at mødes med Dalai Lama som privatperson og ikke som statsminister.

Som jeg skrev i en af artiklerne i Politiken:

Danmark fører det, som man kalder en »kritisk dialog« med Kina. Og et møde med Dalai Lama ville blot fornærme Beijing og undergrave det danske arbejde for at fremme menneskerettigheder i Kina, mener udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

»Det er min overbevisning, at man skubber mere i den rigtige retning ved det her, end ved at mødes med ham og stå udenfor med en megafon og råbe«, siger Martin Lidegaard, der som statsministeren heller ikke skal mødes med Dalai Lama.

Martin Lidegaard nævner det danske Institut for Menneskerettigheder og dets program i Kina. Men på instituttet har man svært ved at se, at tidligere møder med Dalai Lama har haft betydning for arbejdet i Kina.

»Det er svært at sige, vi kan ikke udelukke det. Men tidligere besøg har ikke haft konsekvenser, som vi kan se«, siger Bjarne Andreasen, der er leder af Kinaprogrammet hos Institut for Menneskerettigheder.

Hvad er så situationen i Tibet?

Blandt analytikere og menneskeretsgrupper er der bred enighed om, at situationen er blevet forværret siden 2008. Her var der alvorlige optøjer i Tibet, som bredte sig til andre tibetanske områder i kinesiske provinser. Uofficielle skøn lyder på mindst 140 dræbte tibetanere og han-kinesere. Over 1.300 tibetanere blev arresteret.

Siden da har militær, sikkerhedsstyrker og etpartistatens institutioner markant strammet kontrollen over tibetanerne, og antallet af sammenstød og arrestationer er steget. Tibetanerne føler, at deres kultur og skikke bliver systematisk undertrykt af myndighederne. Resultatet er, at mindst 130 tibetanere siden 2009 har begået selvbrændinger i protest.

Men virker den danske politik så, hvor al kritik foregår bag lukkede døre? Som jeg skrev i en anden artikel:

Blandt analytikere og menneskeretsgrupper er der bred enighed om, at situationen er blevet forværret siden 2008. Her var der alvorlige optøjer i Tibet, som bredte sig til andre tibetanske områder i kinesiske provinser. Uofficielle skøn lyder på mindst 140 dræbte tibetanere og han-kinesere. Over 1.300 tibetanere blev arresteret.

Siden da har militær, sikkerhedsstyrker og etpartistatens institutioner markant strammet kontrollen over tibetanerne, og antallet af sammenstød og arrestationer er steget. Tibetanerne føler, at deres kultur og skikke bliver systematisk undertrykt af myndighederne. Resultatet er, at mindst 130 tibetanere siden 2009 har begået selvbrændinger i protest.

»Hvis man mener, at den rigtige måde at forhandle om menneskerettigheder på, er gennem bilaterale forhandlinger bag lukkede døre, så kan man kun argumentere for det, hvis man også kan fremvise resultaterne«, siger Robert Barnett, der er leder af Tibetstudier på Columbia University, og en af verdens førende eksperter om Tibet.

»Forhandlinger bag lukkede døre er kun troværdige, hvis der kommer konkrete, målbare og tidsbestemte resultater ud af det«, siger Robert Barnett.

Problemet er ofte, at vestlige kritikere taler på en måde, som den kinesiske regering nemt kan angribe som anti-kinesisk, siger Kerry Brown fra University of Sydney.

»Tibet er et kæmpe problem for Kinas legitimitet, og derfor er man også så følsom over for kritik. Men det er også et problem for centralregeringen, fordi hele regioonen er så dårligt styret, og det er en økonomi som er helt afhængig af statsstøtte«, siger Kerry Brown.

Tibet, der er cirka dobbelt så stor som Frankrig, og har 3 millioner indbyggere, er den fattigste af alle kinesiske provinser.

»Så hvis jeg var en vestlig leder, ville jeg tale om en bæredygtig, lovbaseret regeringsledelse og social retfærdighed – tale om mere generelle emner som det. Og ikke behandle det som et spørgsmål om etnisk diskrimination, for det er kun en fordel for Beijing«, siger Kerry Brown. I bund og grund er der så mange emner, som man i stedet kunne vælge at diskutere med kineserne, siger Kerry Brown.

Du kan i øvrigt læse et portræt, som jeg lavede af Dalai Lama, her på Politiken. Den

Kinas kollaps: Stærke Xi kan ende med at ødelægge kommunistpartiet

Kina er ved at kollapse. Lige nu. Næsten. Det er tæt på. Den slags mere eller mindre håbløse spådomme – og vi kigger på dig, Gordon Chang – er der mange, som er kommet med gennem tiden.

Men Kinas Kommunistparti er her stadig. Endnu da. For der er ingen tvivl om, at der er krise i partiet. At bevare magten over Kina er som at holde en våd citronfromage mellem hænderne.

Men Xi Jinping er manden, der kan løse opgaven, mener han selv og partiet, der med kraftig propaganda har kørt ham i stilling i de seneste to år, siden han kom til magten.

Xi er blevet den personligt stærkeste og mest magtfulde leder i Kina siden Mao Zedong, mener mange analytikere, og han kender truslerne mod partiet. Især faren ved korruption.

Derfor har han i snart to år gennemført en omfattende og vedvarende kamp mod korruption. Men kampagne kan også ses som et tegn på partiets sidste krampetrækninger, og den er en trussel mod partiets fortsatte eksistens, mener blandt andre professor Roderick MacFarquhar i denne Q&A på New York Times, som du bør læse det hele af. Her et udpluk:

Q. Are there any examples in history where a Communist Party without ideology can sustain itself?

A.There is no example because Leninist parties have only been around basically since the 1917 revolution in Russia. So there is no experience of this. The party in Cuba survived, I suppose, really because the opposition of the United States gave a certain national pride to the Cubans, especially when they were able to rely on the Soviet Union for economic support. The North Koreans, of course, survived because the Chinese are not prepared to cut them off, even though they hate the way they conduct themselves, because they don’t want another Communist regime to go down the tubes.

I don’t think there is any other experience, and my own feeling is that this party cannot reform itself. The choices for Xi Jinping are, one, ease off the corruption campaign in order to allow the economic reform program, which he’s talked about but which hasn’t got going, to proceed, because the economic reform may help to save the party in power. But if he is going to attack corruption root and branch, tigers and fleas as he would call it, then there is real danger. Danger for the party collapsing as it did in Russia, or danger of a leadership coalition against him.

Q. Is it conceivable that there could be an opposition to Xi, a pushback?

A. No one was prepared in Mao’s time to ally against him. And Mao could also rely on the fact that probably if Zhou Enlai confided in [the late President] Liu Shaoqi and said the chairman is going off his rocker, we shouldn’t allow this Cultural Revolution to continue, the chairman could rely on the possibility — probability — that Liu Shaoqi would come and report Zhou Enlai to him, and then dispose of Zhou Enlai.

That, I don’t think, applies now. People aren’t frightened of Xi Jinping in the way they were frightened of Mao. People’s interests, people’s families, people’s livelihoods are threatened. Comrades X, Y and Z can ally together against Xi Jinping. He’s not yet a figure that so terrifies his colleagues that they couldn’t dream of suggesting to a comrade, “Let’s ally against him,” because they don’t know that that comrade would not report him.

Eksperter anmelder The Interview: Se dårlig film om Nordkorea og bliv klogere på USA

Interview pr nk

Barbara Demick, der er tidligere korrespondent i Kina og forfatter til den aldeles glimrende bog “I ly af mørket” om Nordkorea, har set The Interview.

Filmen er på mange måder en tåbelig karikatur af Nordkorea – anmeldelserne har heller ikke været gode – men den rammer faktisk plet i sin beskrivelse af Nordkoreas psykologi, skriver Demick i The New Yorker.

Demick har en god pointe om, at filmen også afslører meget om USA’s eget parodiske billede af Nordkorea:

As a parody, the movie is almost as damning in its portrayal of U.S. attitudes toward North Korea. The fictional television journalists sound as hysterical as real-life American television journalists reporting on North Korean missiles capable of reaching the West Coast of the United States. (For many years, it has been erroneously suggested that North Korean missile fragments were found in Alaska.) And the plot to assassinate Kim Jong-un doesn’t sound altogether implausible. Peter Hayes, a co-founder and the executive director of the Nautilus Institute for Security and Sustainability, recently pointed to an August 14th U.S. Strategic Command symposium, currently on YouTube, in which a retired U.S. major general openly discussed assassination as an option to put in the “kitbag” to deal with Kim Jong-un.

Også Suki Kim skriver på The Nation, at The Interview er en kommerciel film og ikke en dokumentar, så man skal afstemme forventningerne. Men Suki Kim mener også, at filmen og filmen som en begivenhed, der fik et politisk efterspil, siger mindst lige så meget om USA som om Nordkorea:

The Interview, however, is more about America than it is about North Korea, both in its content and as an event. Despite what some critics have claimed, the film is no political satire. It’s popular entertainment that perpetuates America’s myth of itself as the real guardian of global peace. It sells a hackneyed tale of the two white American heroes killing the evil dictator and saving North Korea, the country the United States is responsible for creating in 1945, a fact not mentioned in the film. Ironically, it is another pair of American males, the US officials Charles Bonesteel and Dean Rusk, who arbitrarily drew up the 38th Parallel that still separates 70 million Koreans.

The film also contains one of the only commercial depictions, comedy or not, of a sitting president of another nation being killed on screen. The cartoon-like way Kim Jong-un gets blown to pieces betrays the dehumanizing manner in which Americans view North Koreans. Laughter has a power to heal travesty, but here it is a tool for bullying; the most powerful country in the world entertains itself at the expense of one of the poorest and most devastated.

Hvid du vil vide mere om livet i Nordkorea, så har jeg interviewet flere nordkoreanske flygtninge og arbejdere i de seneste par år, og du kan du læse nogle af de interviews her på Kinablog og på Politiken.

:: Foto fra filmen

Made in Liuyang: Mød de kinesere, der har lavet dine bordbomber og fyrværkeri

Hvis du tror, at det er robotter, som har lavet dine bordbomber og fyrværkeri, så tager du fejl. Det skriver jeg om i dagens Politiken.

Her kan du også se en kort video, som jeg lavede fra fabrikken i Liuyang. Det er den by, hvor man opfandt fyrværkeri for 1.400 år siden, og som i høj grad stadig lever af det i dag.

Jeg besøgte fabrikken for et par måneder siden, da de var ved at lave fyrværkeri, der skulle sendes til Danmark og sælges til nytår. Så kig på din bordbombe – måske er det en af dem, som du kan se på et af billederne ovenover.

Journalistik i Kina: Pres på udenlandske journalister og kinesiske kilder

I sidste uge sendte Foreign Correspondents Club of China (som jeg er bestyrelsesmedlem af) en mail ud med beskrivelser af nogle af de seneste hændelser, hvor kinesiske myndigheder har forhindret udenlandske korrespondenter i at udføre deres arbejde. Hændelserne viser også, hvilke konsekvenser det kan have for kinesiske kilder at tale med udenlandske journalister.

Her er to eksempler på hændelser, der er jævnt klassiske og gennemsnitlige:

BRITISH JOURNALIST PREVENTED FROM REPORTING ON FUNERAL REFORM IN ANHUI
October 11th 2014
Anhui, Zongyang County, Anqing

A correspondent working for a British newspaper was reporting on funeral reform in rural Anhui province, and approached a village party secretary for comment. The party secretary reported the driver’s license plate number to his superiors. As the report went up through the municipal chain of command, various authorities harassed the driver’s wife and the party secretary of his ancestral village. Municipal police then forced the driver to bring the correspondent to the police station — even though the reporter had registered at a hotel the night before — threatening unspecified consequences if he refused to comply. At the police station, they took down the reporter’s information and let him go — yet called the fixer afterwards, suggested that they were tracking all movements, and warned of unspecified consequences if the reporter continued reporting. At 6:30 the following morning, the manager of the hotel where the journalist stayed overnight woke him up and, under pressure from police, forced him to leave. Once he got back to Beijing, a source in a separate village said that local officials harassed him and forced him to surrender the contact information of the journalist.

POLICE DETAINED TWO ACTIVISTS AFTER INTERVIEWS WITH WASHINGTON POST
October 2014
Anhui, Dangshan

Anhui authorities have detained two activists and former law enforcement officials, after the Washington Post interviewed them in Beijing, reportedly about their experiences with China’s petitioning system. Dangshan City public security officers took one man into custody on October 28. Police later criminally detained him, a former bailiff at a Dangshan court, on suspicion of “creating a disturbance”. Police in Huanan City administratively detained another interviewee for 10 days for “illegal petitioning”.

I dag skriver New York Times om Kinas kølige forhold til udenlandske medier. Avisen interviewer Jaime FlorCruz, der i dag er chef for CNN’s kontor i Beijing, og som har været i Kina siden 1971. Da han først kom til Kina var arbejdsforholdene langt værre end i dag, og reglerne meget strammere. Læg mærke til hans sidste citat:

Mr. FlorCruz, who has reported for Time and Newsweek over the years, recalls the days when the foreign press corps needed government permission to leave the capital and official minders made it difficult to interact with ordinary Chinese. “Figuring out how to shrug off your handlers and get several minutes to do what you wanted became an art,” he said in an interview.

As part of its bid for the 2008 Olympics, Beijing relaxed those travel restrictions, leading to a boom of media coverage from the nation’s hinterland — including stories about pollution, corruption and everyday injustice that the government undoubtedly wishes had remained obscured to foreign audiences.

But Mr. FlorCruz, like other veteran reporters in China, has seen a noticeable decline in official openness, which he said reflected insecurity and unseen turmoil within the nation’s leadership.

As he contemplates retirement in the coming year, Mr. FlorCruz, 63, reflected on what he described as the Chinese government’s struggle to navigate its newfound status as an economic and diplomatic power.

“The government should realize that being big also means you are in the spotlight, which includes figuring out how to take constructive criticism,” he said. “China needs thicker skin.”

Megaprojekt: Beijing starter byggeri af ny lufthavn

Beijing skal have endnu en lufthavn. Og den bliver en af verdens støste. Byggeriet er netop gået igang.

For at gøre plads til lufthavnen – der indtil videre hedder Beijing Daxing International Airport – flytter myndighederne 116.000 personer og jævner 11 landsbyer. En af dem er Cuizhihuiying, hvor der i dag bor 170 familier. Cirka 900 personer.

En af dem af indbyggerne er den 64-årige Ban Guofeng, som er vokset op i Cuizhihuiying. Hendes familie har altid boet her.

»I hvor mange år? Så mange, at ingen kan huske det«, siger Ban Guofeng, som jeg skrev om i Politiken i lørdags. Her ovenover får du et par hurtige snapshots fra landsbyen, der snart forsvinder.

Ban Guofeng ville gerne blive boende. Men det er her, at lufthavnen skal ligge.

Den bliver en af de største i verden. Den får hele syv landingsbaner. Der kommer tre passagerterminaler, som bliver på sammenlagt 700.000 kvadratmeter, og i alt vil der være plads til 872 fly.

Der skal også bygges en 58 kilometer lang banestrækning til hurtigtog, som på en halv time kan fragte passagererne frem og tilbage til Beijing.

Prisen for det hele er over 40 milliarder kroner. Når lufthavnen står færdig i 2019 vil den have en kapacitet på 70 millioner passagerer. Med mulighed for at blive udvidet. Og efter alt at dømme er der brug for den nye lufthavn, for Beijing International Airport er kronisk overfyldt og på grænsen af sin kapacitet. Kun lidt over 20 procent af fly afgår til tiden, og med 82 millioner passagerer om året er det verdens andenmest travle lufthavn.

Den nye lufthavn i Daxing kommer til at ligge i den sydlige udkant af Beijing, tæt på grænsen til naboprovinsen Hebei. I dag er det et noget nedkørt og støvet landområde.

Rundt om byen ligger der marker, hvor bønderne især dyrker majs, hvede, bønner og peanuts. Der går en enkelt asfalteret vej ned gennem landsbyen, der ellers har cement- eller jordveje. I midten af byen ligger der en moske, for alle indbyggerne tilhører den etniske minoritet Hui, som er muslimer.

Det er en kold dag, så de fleste i landsbyen sidder indenfor i varmen i deres lave huse, som er bygget af grove mursten. Udenfor kommer en kvinde gående med to døde høns, der dingler i hænderne på hende. En mand står og stamper i jorden og venter på bussen, der kommer, når den kommer. En dreng i rød jakke cykler ned ad en ujævn jordvej.

»Om få år er det hele væk. Så er her kontorbygninger eller lufthavn«, siger en af bønderne, Ma Yongchen, der er 62 år. Ligesom Ban Guofeng har han også altid boet i landsbyen, og ville gerne blive boende. Men »udvikling er godt«, siger han.

»Vi er glade. Vi får jo et bedre hus eller bolig, og de erstatter også vores landbrugsjord og giver os et nyt lod«, siger Ma Yongchen. Det håber han i hvert fald. Men myndighederne har endnu ikke fortalt indbyggerne, om de nu også får nye huse, eller om de bliver sat i lejligheder, som Ban Guofeng frygter.

For Ban kan ikke lide høje bygninger. Nej, siger hun, de er ikke gode at bo i. Hun har altid boet på landet, og har slet ikke lyst til at sidde klemt inde i en lejlighed.

»De små huse her i landsbyen er meget bedre. Og her taler man jo også med hinanden«, siger den 64-årige Ban Guofeng.

Ugen der gik i Kina: Pensionist i trætop og guldbarre for forsvunden hund

2963e71777cebf8f3d76d237f19983f0 Hver uge er der utallige nyheder i Kina, der aldrig når frem til de vestlige medier. De er for små. Men de er alligevel med til at tegne et portræt af kineserne og hverdagen i Kina. Her er et udpluk.

Hr. Feng var rasende. Hr. Feng havde købt en ny bil til 80.000 kroner, men desværre brændte den på grund af et uheld. Og autoforhandleren ville ikke hjælpe hr. Feng med forsikringen.

Så i sidste weekend kørte den rasende hr. Feng sin 84-årige bedstemor ud til forhandleren, som ligger i Luohe, der er en by med 2,5 millioner indbyggere. Han satte hende af. Og kørte hjem.

Når han efterlod sin bedstemor hos dem, ville han gøre autoforhandleren til grin og tvinge dem til at hjælpe ham med forsikringen, mente hr. Feng. Det tog tre dage og nætter. Den gamle kvinde opholdt sig på både hospital, politistation, herberg og så hos autoforhandleren.

»Jeg vil bare hjem«, sagde den grædende og gamle bedstemor til journalister fra Dahe Dagblad. På et foto kan man se kvinden med det pjuskede og grå hår, der sidder i en tyk jakke i en hospitalsseng og tørrer øjnene med et hvidt lommetørklæde.

Hr. Feng nægtede at bøje sig.

»Når vi får en god aftale, så kan hun komme hjem«, sagde hr. Feng ifølge avisen.

Det kom der så i sidste uge, som jeg skrev om i søndags i Politiken.

Efter fire dage kørte politiet bedstemoren hjem. Og autoforhandleren gik med til at hjælpe med forsikringen. Dahe Dagblad nævner ikke, om autoforhandleren var skyld i branden. Eller om det var politiet, som pressede virksomheden til at hjælpe hr. Feng for blot at få en ende på problemet.

1416749800911 Et andet eksempel er fra den nordkinesiske by Jilin, der er et byområde med 4,4 millioner indbyggere. Overalt i de kinesiske storbyer er parkerne fyldt med ældre og gamle, der står og laver gymnastik, tai-chi, spiller badminton, sætter drager op, går baglæns eller laver fællesdans.

Men der er også andre måder, at holde sig i form på, mener en 75-årig mand i Jilin. Hver dag kravler han op i toppen af et træ i parken. På et foto fra det lokale 365jilin.com, kan man se manden, der balancerer rundt mellem grenene i toppen af kronen på det cirka seks meter høje og bladløse træ. Nogle af tilskuerne, der står i tykke vinterjakker og kigger på, mener, at det er for farligt. De ansvarlige for parken vil forsøge at få ham til at vælge andre motionsformer i fremtiden.

Det begyndte også i en park for den 45-årige hr. Mao. Det er et almindeligt efternavn i Kina, og er ikke relateret til Folkerepublikken Kinas grundlægger, Mao Zedong.

Tilbage i 2009 stod han i en park i sin hjemby i Hebei, der er naboprovins til Beijing, og var spåmand. Men så begyndte han at rejse penge til investeringer i blandt andet ejendomme og virksomheder. Det gik godt. Han endda blev medlem af kommunistpartiets parlament i provinsen. Han fik dyre biler og levede et luksusliv. Mao lovede et stort afkast, og han nåede at indsamle cirka 1,3 milliarder kroner, før det hele kollapsede med et tab på 300 millioner kroner. I denne uge blev Mao idømt betinget dødsstraf for svinde, skriver blandt andre Sina.

Bedre gik det ikke for tre bønder i den sydkinesiske by Yongzhou, der har 5,1 millioner indbyggere. De købte falske sedler, der havde en værdi på 20 millioner kroner. Hver seddel, der var på 100 renminbi, og som er den største i Kina, købte de for 3,5 krone og solgte videre for 7-10 kroner. I alt er syv personer nu arresteret.

Derimod var det rigtige penge, der blev brugt på biler under et bryllup i Tangshan, der er en forurenet industriby med tæt på 8 millioner indbyggere. Her holdt en lokal – og anonym – erhvervsmand et bryllup, hvor han havde lejet blandt andre 30 Rolls-Royce’s og andre luksusbiler, der sammenlagt havde en salgspris på 200 millioner kroner. I alt var der inviteret 1.000 personer til brylluppet, skriver Yanzhou By Avis.

Så mange penge har Wu Cong fra Zhengzhou, provinshovedstad i Henan, dog ikke. Derimod har han 20 gram guld, der er cirka 6.000 kroner værd. Det vil han gerne give til den person, som finder hans 13 år gamle golden retriever.

»Den er syg, og hver måned har den brug for at få en indsprøjtning. Den dør, hvis den ikke får det«, siger Wu Cong til Zhengzhou Aftenavis. Han frygter dog, at hunden er blevet stjålet.

»Hvis nogen finder ham, så er jeg villig til at give personen en guldbarre på 20 gram. Vores golden retriever hedder Zha Lin«, siger Wu Cong.

En katteejer fra storbyen Nanchang i det sydøstlige Kina tog desværre andre midler i brug. Den 18-årige mand arbejdede på en fabrik i det sydlige Kina, hvor han boede i en sovesal med to andre arbejdere. En af mændene torturerede hans kat ved at binde poterne sammen og holde den under vand. Den 18-årige mand dræbte ham med en kniv, og er nu anholdt og anklaget for drab.

Og så et par hurtige.

En 30-årig mand fra Fuyang, der er fraskilt og har tre børn, forsøgte at begå selvmord, fordi hans forældre ikke ville give ham 800.000 kroner til en bil.

En bonde behandler sin syge datter ved at brænde en form for kinesisk medicin af ved hendes seng. Hun er alvorligt syg og har brug for en knoglemarvstransplantation, der koster 300.000 kroner. Bonden tjener kun 4.000 kroner om året.

To passagerer i en bus kom at slås, fordi den ene spiste solsikkefrø og sad og spyttede dem ud i bussen. Han nægtede at stoppe.

En bankrøver løb ind i banken – men blev ignoreret af personalet. Da det endelig bliver hans tur spørger bankassistenten om hans kontonummer, som røveren giver ham. Han får at vide, at han kun har en krone på sin bankkonto. Røveren forlanger at få 10.000 men bliver tilbageholdt.