Selv for de hårdtprøvede kinesere er den seneste fødevareskandale i særklasse. Man kan ikke længere nøjes med blot at bekymre sig over, om maden er blevet stegt i afløbsolie, men skal også nu til at finde ud af, om det er rottekød, der svømmer rundt dernede i olien.

Kinesisk politi har netop gennemført en landsdækkende kampagne, hvor man især har slået ned på kødindustrien. Tonsvis af kød er blevet beslagt og i alt er der efterforsket 400 sager, hvor der er blevet svindlet for millioner. Over 900 personer er anholdt.

Her har man blandt andet fundet kød fra rotte, ræv og mink, der er blevet solgt som lammekød. Som jeg skrev i Politiken fredag i sidste uge:

Blandt andet har myndighederne arresteret en person, der hedder Wei, og som siden 2009 har stået i spidsen for en virksomhed, der har solgt tonsvis af kød fra ræve, rotter, minke og andre »ikke kontrollerede« kødprodukter.

Wei tog det billige kød og solgte det som lammekød til brug i især hotpot, der er en slags kinesisk fondue.

»Tilsat gelatine, farvestoffet karmin, salpeter og lignende stoffer kunne kødet gå for at være lammekød og blive solgt på markedet«, skriver det kinesiske Ministerium for Politi og Offentlig Sikkerhed på deres hjemmeside.

Myndighederne har beslaglagt ti ton kød, og samtidig anholdt 63 personer, der står i forbindelse med Wei, som har tjent op mod ti millioner kroner i de seneste fire år på salget.

Problemet med det “falske” kød er så stort, at politiet nu har udgivet en vejledning, så forbrugerne kan lære at kende forskel, som jeg skrev på Politiken.dk.

»Den bedste måde at kende forskel på rigtige og falske skiver lammekød er ved at optø frosne skiver. Når de tør op vil kødet på de falske skiver nemt falde fra fedtet, mens det vil blive hængende på de rigtige stykker lammekød«, skriver politiet.

Politiet oplyser også, at fedt i lammekød er mere trevlet og fast end på falske stykker. I det hele taget har fedtet på falsk lammekød en tendens til at skille fra det røde kød.

Man kan også se forskel den ægte vare og forfalskningerne, når man koger kødet.

Det falske kød vil falde fra hinanden, hvorimod kødet fra lam vil blive hængende og tværtimod blive mere fast.

Det var politiet i Zhejiang, der lavede vejledningen, som har spredt sig på Sina Weibo. Du kan læse den for eksempel her. Inklusiv fotografier.

Hvorfor bliver fødevareskandalerne ved med at komme? Der er intet nyt ved dem. En af mine favoritter – om jeg så må sige – er fra 2004, hvor menneskehår blev brugt til at lave soyasauce.

• Læs også - Glem alt om hestekød, i Kina har de fødevareskandaler

Skandalerne skyldes blandt andet kinesernes moral. Og der går en linje fra fødevareskandalerne og over til for eksempel de to mord på de fem og seksårige piger, der døde efter at have drukket forgiftet youghurt.

Det var lederen af en konkurrerende institution, der havde hældt rottegift i youghurten, fordi hun ville give sin konkurrent et dårligt omdømme, som jeg skrev i lørdags:

Som He Jiguo, der er leder af institut for fødevaresikkerhed og ernæring på China Agricultural University, sagde til Politiken fredag, så afspejler fødevareskandalerne »den overordnede sociale moral i samfundet«.

For det grundlæggende problem handler om kinesiske værdier. De har forandret sig under de seneste årtiers markedskræfter og voldsomme økonomiske vækst. Men skreddet begyndte i 1960erne under Kulturrevolutionen, hvor selv børn vendte sig mod forældre.

Mordene i Hebei sætter igen spørgsmålstegn ved kinesernes moralske værdier, mener blandt andre Tan Fang, der er professor på South China Normal University.

»Det er udtryk for det alvorlige moralske forfald i vores land, og udstiller de store huller, der er i det juridiske sikkerhedsnet, som folk er afhængige af. Kina praler af traditionelle moralske værdier som “respekt for de ældre og at værne om børnene”. Børn har ingen økonomiske eller politiske interesser, og alligevel begår man forbrydelser mod dem«, siger Tan Fang.

Et andet element er selvfølgelig også myndighederne og etpartistaten. For det er fint nok, at der bliver lavet en kampagne mod kødindustrien, men det løser ikke de overordnede problemer, og det er kun et spørgsmål om tid, før alt er ved det gamle igen. Sådan plejer det i hvert fald at gå.

Så længe der er en kombination af en fragmenteret fødevarekontrol uden penge og magt, en slap håndhævelse af loven og lav moral blandt producenter og alle led i fødevareindustrien, så vil problemerne fortsætte.

• Læs også - Tjener, der er formaldehyd i min suppe

Og lige så længe vil det være muligt at gå på internettet og købe et sæt for cirka 50 kroner, så man kan lave for eksempel grisekød – eller kød fra rotter, ænder, mink eller hvad man nu lige har fundet – om til dyrere kød som for eksempel i det her tilfælde oksekød. Der er masser af den slags på Taoboa.

Så hvordan kan man lave svinekød til oksekød? Se videoen her på Politiken. Jeg ved ikke, hvordan det smager, men det lugter kvalmende stærkt af oksekød.

I slutningen af klippet kan man se, at kødet stadig er blegt efter at være blevet stegt. Men jeg har fået at vide, at hvis man skærer det i terninger – som jo ofte er den måde, man bruger det i en wok – og lader det ligge i endnu flere timer, så bliver det helt brunt og anderledes mørt.

Så velbekomme. Der er masser af gode grund til at være vegetar, og de bliver endnu bedre, når man bor i Kina. Bortset fra – dagens fødevareskandale handler så om ingefær, som bønder har plasket til med pesticider.

Få penge for at se porno på internettet. Et nyt jobopslag har givet debat i Kina, som jeg skrev om i Politiken i weekenden.

Der er gratis frugt og youghurt hver dag. Man får tilskud til både telefon og transport. Man har lov til at købe »relevante bøger«. Og man er endda garanteret en gave til fødselsdage, bryllup og barnefødsel, som står der i jobannoncen.

Så er der lønnen. Den er på 200.000 RMB (185.000 kroner) om året, hvilket i Beijing er en indkomst, der ligger solidt i den højere middelklasse. Derudover kommer der forskellige forsikringer. Jobbet er i det hele taget en solid pakke med alle de frynsegoder, som man nu får, når man er embedsmand i etpartistaten Kina.

Men det er næppe på grund af den fine årsløn, eller at man dagligt kan suge frugt og youghurt i sig ad libitum, at der er kommet over 4.000 – primært mandlige – ansøgere til den ene stilling.

Organisationen Anquan Lianmeng søger nemlig en »chef porno identifikations embedsmand«. Eller 首席淫秽色情鉴定官 (shouxi yinhui seqing jianding guan), for nu at være korrekt.
Man får kort sagt penge for at sidde og kigge på porno.

• Læs også – Seks måder at censurere internettet på

Derfor var da også mange som først troede, at det var en vittighed, som avisen Nanfang Ribao (Sydlig Dagblad) skrev, da stillingen blev slået op. Det var det ikke. Som jeg skrev i avisen:

Pornografi er forbudt i Kina. Også på internettet. Med jævne mellemrum laver myndighederne kampagner, hvor man slår ned på pornografiske hjemmesider. De bliver lukket og bagmændene nogle gange retsforfulgt.

Det er dog ikke kun internetpolitiet, som er ansat af både provinser og centrale myndigheder, der står for den omfattende censur af internettet i Kina. Langt fra. Det meste, både porno og politisk følsomt indhold, bliver slettet af private virksomheder. For eksempel skulle Facebook, hvis det havde været en kinesisk virksomhed, have censorer ansat, som skulle sidde og læse brugernes statusopdateringer. Facebook er, som for eksempel også Youtube, Twitter og flere tjenester fra Google, blokeret i Kina.

Anquan Lianmeng er en organisation, der arbejder for netop 800 af de private internetselskaber i Kina. Eksempelvis for to af verdens største IT-selskaber som Baidu, der er den mest populære søgemaskine i Kina, og giganten Tencent, der blandt andet står bag WeChat, som har over 300 millioner brugere.

Anquan Lianmeng, der kan oversættes til »Alliancen for Sikkerhed«, ligger i en gråzone mellem det private og etpartistaten Kina. Det er blandt andet Anquan Lianmeng, der hjælper med at censurere internettet i Kina, så der ikke kommer »skadeligt indhold« ud til de 560 millioner kinesere, der bruger internettet. Som for eksempel pornografi.

Ifølge jobannoncen skal ansøgeren kunne kende forskel på kunst og porno, skriver Beijing Wanbao (Aftenavisen Beijing). For sidste år gav det en del debat, da CCTV, der er den statslige TV-station, omtalte en udstilling med kunst fra renæssancen. Under indslaget viste man Michelangelos berømte statue »David«, hvis nøgne skridt var blevet sløret af censorer.

Cirka 90 procent af de 4.000 ansøgere har været mænd, men de vil nok blive skuffede. For Anquan Lianmeng foretrækker gifte kvinder i alderen 35-40 år.

• Læs også – alle artikler på Kinablog om censur

Jobannoncen har fået voldsom opmærksomhed på internettet, hvor den alene på Sina Weibo – der er en mellemting mellem Facebook og Twitter – er blevet omtalt i over 300.000 indlæg.

»Virkelig god brug af skatteydernes penge«, som en bruger skriver sarkastisk.

»Helt ærligt, hvor svært kan det være at se, om der er porno på en hjemmeside? Det er som at skyde fluer med antiluftskysts«, skriver en anden kineser på sin mikroblog.

»Materialerne til research er blokerede eller censurede og derfor umulige at lære, hvor skal man finde egnede kandidater?«, lyder en anden kommentar.

:: Illustration fra denne BBS

I aften begynder Danmarks Radio en dokumentarserie, der hedder »9. z mod Kina«. Det første afsnit giver et unuanceret og overfladisk billede af folkeskolen i Kina.

Serien, der er i fire afsnit, sammenligner en dansk folkeskoleklasse fra Holme med en kinesisk klasse fra Harbin, og de danske elevers faglige niveau bliver sammenlignet med kinesernes.

En af grundpillerne i det kinesiske uddannelsessystemer er udenadslære. Al undervisning er rettet mod at bestå eksamener og at blive målt på karakterer. Der er en heftig konkurrence blandt børnene, og alvoren begynder ofte fra man kommer i børnehave.

I Kina er der en voldsom debat og massiv kritik af skolerne, hvor for eksempel de europæiske og danske skolesystemer bliver fremhævet som gode eksempler. I Kina lyder kritikken blandt andet, at det ødelægger børnene, og at de ikke lærer selvstændig og kritisk tænkning samt helt mangler kreativitet.

Eller for at lade en af de kilder, som jeg har interviewet til artiklen i dag i Politiken, opsummere det:

»I de kinesiske skoler er der en ondsindet konkurrence, hvor man lærer at modarbejde sine klassekammerater og behandle dem som fjender. Sagen fra Fudan viser, hvordan noget går i stykker i de kinesiske studenter«, siger professor Yang Dongping. Han er en af Kinas skarpeste kritikere af uddannelsessystemet og tilknyttet en tænketank, der blandt andet har rådgivet regeringen.

»Der er en overdreven fokus på konkurrence, som bliver introduceret for eleverne i folkeskolen og endda ofte før de kommer i børnehaveklasse. Det er meget skadeligt og ikke godt for børnene«, siger Yang Dongping.

Yang Dongping hentyder til en sag fra sidste uge, hvor en student fra Fudan Universitet blev anholdt for at have dræbt en anden student. Sagen har fået kritikken til endnu en gang at hagle ned over Kinas i forvejen udskældte og upopulære uddannelsessystem.

Så kan det danske skolesystem lære noget af det kinesiske? Hvis man kun ser på overfladen, så ser det måske tillokkende ud. Men virkeligheden er noget mere nuanceret.

Det kan du læse om i dagens Politiken (som du selvfølgelig bør abonnere på). Her får du i stedet en anmeldelse af det første afsnit, og en baggrund om skoler i Kina samt links og tekst, som bygger på researchen til artiklen.

Fascinationen af de kinesiske skoler begyndte i 2009, hvor Kina for første gang deltog i den internationale PISA-undersøgelse, og hvor de kinesiske elevers færdigheder kom ind på en global førsteplads. Men testene foregik blandt elever på eliteskoler i Shanghai, og skolerne i den rige og veludviklede millionby kan dårligt sammenlignes med andre kinesiske provinser og byprovinser.

PISA-testen er i forvejen omdiskuteret. Og selvom skolerne i Shanghai ligger på førstepladsen er der også udbredt kritik af den i Kina.

For eksempel fra Xiong Bingqi, der er tilknyttet samme institution som Yang Dongping. Xiong siger her til Renmin Ribao (Folkets Dagblad), der er Kinas Kommunistpartis officielle talerør, at studenterne i Shanghai og det gode resultat i PISA »ikke skal overskygge det faktum, at vi stadig er langt bagefter andre lande når det kommer til udvikling af det menneskelige, personlig uddannelse, kreativitet, etc«.

Også professor Kang Jian fra Peking Universitet er kritisk og en af de mange, der vil lære fra eksepempelvis Skandinavien. I 2011 sagde Kang til Zhongguo Qingnian Bao (Kinas Ungdomsavis) (Note: det er en respekteret avis, og navnet har intet med læsergruppen at gøre), at kerneværdien i »det finske uddannelsessystem er, at alle elever er værdifulde, og at de skal udvikles fuldt gennem en god uddannelse. Den slags uddannelsesmæssige og kulturelle værdier bør Kina lære fra«.

Dokumentarprogrammet på DR stiller spørgsmålet om, hvor konkurrencen er i den danske folkeskole. Hvorfor må eleverne ikke konkurrere? Det er gode spørgsmål, men selv mange kinesere ville nok have svært ved at se, at svarene skulle findes i de kinesiske skoler.

Eleverne fra Harbin fortæller ikke om de enorme omkostninger, som der er ved konkurrencen i de kinesiske klasseværelser.

»Resultatet er umenneskelighed og mangel på glæde«, siger Yin Jianli. Hun er en kendt forfatter, der har skrevet bestselleren »En god mor er bedre end en god lærer«, hvor hovedbudskabet er, at forældre skal lytte til deres børn. En noget nær revolutionerende ide i Kina.

Bogen har været en del af de senere års debat og kinesernes selvransagelse over samfundets besættelse af karakterer og eksamener.

»De senere år er der mange lærere og forældre som er begyndt at indse, at man ikke kun skal se på karakterne« siger Yin Jianli.

Blandt andet fordi eleverne ikke lærer kritisk og selvstændig tænkning. En af de centrale elementer i skoler i Kina er en envejskommunikation fra lærer til elev, og »aldrig stille spørgsmål, aldrig stille spørgsmålstegn og ingen debat«, siger Yin Jianli.

Chu Zhaohui, der er fra National Institute of Education Science, siger til Beijing Bao (Beijing Avis), at det kinesiske uddannelsessystems overdrevne fokus på eksamener og tests gør, at elever og studenter aldrig lærer kritisk tænkning, fordi de konstante evalueringer gør, at man holder fokus på memorisering af svar og standardiseret tænkning.

»I sådan et system lærer man eleverne, at viden er til for at studere, og at målet med at studere er at kunne komme med de korrekte svar«, siger Chu Zhaohui til avisen. De kinesiske elever og studenter bliver kort sagt ikke klogere af at studere. Det handler om at lære svarene og at kunne huske dem til den næste prøve, så man kan bestå den.

Yin Jianli mener som mange andre i debatten herovre, at Kina bør kigge ud over landets grænser og lære af Vesten »og især en skandinavisk eller dansk model«.

Også når det kommer til børnenes fritid. Dokumentaren beskriver de danske folkeskoleelevers korte skoledag. Den blegner ved siden af eleverne i Harbin, der går i skole 12 timer om dagen, som begynder med selvstudier klokken 7.15, og først slutter derhjemme sent om aftenen med lektier.

Alvoren for de kinesiske børn begynder, når man er få år gammel. Et eksempel er den fem-årige dreng Xiao Xuan, der går i børnehaveklasse.

»Min stakkels søn«, skrev en mor forleden på sin mikroblog på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter, og med cirka 500 millioner registrerede brugere er en af Kinas mest populære sociale medier.

»Han har ikke engang tid til at gå på toilettet. Han tog en stol med på badeværelset for at kunne lave lektier samtidig med. Hvornår bliver det kinesiske skolesystem ændret?«, skrev moren.
Nyhedsbureauet Xinhua fulgte op på historien og interviewede drengen, hvor han konstaterer:

»Der er for mange lektier. Og jeg blev nødt til selv at bære stolen«.

Men moren er også et eksempel på, hvordan mange forældre er klar over problemerne, men ikke tør at kæmpe imod.

»Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville lade min søn studere så meget, men han skal snart begynde i skole. De andre børn i samme alder får også forberedende undervisning, og hvis han ikke gør, så er jeg bange for, at han kommer bagefter«.

Det er også rent fysisk, at børnene skal have en stærk ryg for at kunne gå i skole, som Zhejiang Xinwen (Zhejiang News) skrev for et par uger siden, hvor man havde undersøgt vægten på 42 børns skoletasker. Den tungeste vejede 7,5 kilo. Eller otte kilo, hvis man talte penalhus, vandflaske og madpakke med i vægten af de syv lærebøger, fire skriftøvelsesbøger, fem hæfter til lektier, to bøger til selvstudier, et ringbind og et sjippetov. Derfor er mange børn gået over til at bruge små kufferter med hjul.

Og weekender? De bliver brugt til privatundervisning og lektier.

»Det kræves, at weekender, sommer- og vinterferier bruges på supplerende timer«, beklagede en lærer, Wang Qifan, sig i begyndelsen af april til Zhongguo Jiaoyu Bao (Kinas Uddannelsesavis).

»For at imødekomme eventuelle inspektioner højere oppe fra i systemet, så har skolen krævet, at forældre skal underskrive et brev om, at børnene kommer frivilligt til forberedelsestimerne om morgenen og til lektierne i weekenden«, siger Wang Qifan.

For skolerne kæmper også om både penge og prestige, og derfor gælder det om at få så mange elever som muligt med høje gennemsnit. Officielt er det gratis at gå i folkeskole i Kina, men pladser kan koste penge. Samtidig udbyder en skole som den i Harbin også det, som svarer til et dansk gymnasium for elever fra cirka 15-18 år. Det gør de fleste af den slags skoler i Kina. Og jo bedre gennemsnit, jo flere penge.

Derfor lægger skolerne også pres på lærerne. Så når den kvindelige lærer fra Harbin i DRs dokumentar bliver spurgt om, hvordan det akademiske niveau er i klassen, da er det også et ømtåleligt spørgsmål for hende. Og når hun siger, at de prøver at »motivere« de dårlige elever med »opmuntrende ord«, så kan det være rigtigt.

Men nogle gange får lærerne også en økonomisk bonus, hvis deres elever klarer sig godt til prøver og eksamener. Det fik en lærer fra Foshan til at sende en SMS ud til sin klasse, hvor han skældte ud på elever med dårlige karakterer. Eller »skraldekarakterer«, som der stod i beskeden, som læreren ifølge Xin Kuaibao (Nyhedsavisen) for et par uger siden blev nødt til at undskylde for.

Derfor er der jævnligt historier i medierne om, hvordan skolebørn løber hjemmefra. Som for eksempel i marts, hvor Yangzi Wanbao (Yangzi Aftenavis) skrev om ti forskellige børn, der var forsvundet i alt fra fire-14 dage.

En af grundpillerne i det kinesiske skolesystem er som sagt en konstant strøm af eksamener og test. En af de store af slagsen er efter det, som svarer til 9. klasse, og prøven bestemmer hvilket gymnasium, man er god nok til at komme ind på. Zhang Chuxuan, der har ansvaret for helbredsundersøgelser på 13 skoler i Zhongshan i Guangdong provinsen, siger at eleverne lider af forhøjet blodtryk. De senere år »har eleverne en tendens til at have for højt blodtryk, som kan være forårsaget af nervøsitet og studiepres«, sagde Zhang til Zhongshan Ribao (Dagbladet Zhongshan).

Den kinesiske etpartistat og Kinas Kommunistparti forsøger også med konkrete ændringer at forandre systemet. I slutningen af marts introducerede det lokale bystyre i Beijing en ny lov, der er blevet lanceret som »lov om at lette byrden«. Det betyder blandt andet færre timer i skolen. Men forældre er skeptiske, for mængden af lektier og presset er den samme som før.

Siden kommunistpartiet udpegede Xi Jinping som generalsekretær og præsident har han talt om en genfødsel af den kinesiske nation. Om den »kinesiske drøm«.

Wu Zhengxian er lærer og medlem af det kinesiske parlament, som mødes en gang om året i Beijing. Det sker i marts, og her udtalte Wu til Xinhua:

»Alle taler om den kinesiske drøm. Som lærer, så tror jeg, at den første ting vi skal gøre er at reducere byrden for eleverne, så børnene igen kan få tid til at drømme«.

Egentlig skulle journalisten Chen Ying giftes i dag, men pludselig var der jordskælv. Hvad gør man så? Stiller sig op i sin brudekjole og går på TV, som man kan se på billedet af Chen, der med god grund har bredt sig hurtig over hele det kinesiske internet.

Du kan læse mere om jordskælvet i Sichuan på Twitter, hvor jeg har lavet opdateringer. Du kan læse dem på engelsk på @kinablog og på dansk på @kimrjensen.

De kinesiske medier har rykket på jordskælvet og hurtigt banket særlige hjemmesider ud, hvor man får et godt overblik med både liveblogging, foto, video og artikler. Se for eksempel søgemaskinen Baidu’s side og CCTV. Fine eksempler på netjournalistik.

Det bedste man kan gøre, hvis man bor i Beijing, er at lade være med at trække vejret. Forureningen er massiv. Det var tydeligt for eksempel her i marts 2013, hvor den kinesiske hovedstad blev ramt af den værste luftforurening i 52 år.

Det er ikke svært at mærke forureningen. Huden bliver klam og fedtet, øjnene svier og lungerne hvæser. Luftforurening var da også skyld i 1,2 millioner for tidlige dødsfald i 2010, viser en ny undersøgelse. Dermed står Kina for 40 procent af alle de dødsfald i hele verden, som man kan henføre til luftforurening.

Men Beijing er langt fra den værste by i Kina. Tværtimod går det den rigtige vej for smoggen i den kinesiske hovedstad. Den letter. Nu er hovedstaden ‘kun’ den 17. mest forurenede by i Kina. I januar var Beijing på plads nummer ni, viser nye tal, som er en sammenligning af 74 kinesiske byer. Men Beijing er stadig omgivet af syv af de ti mest forurenede byer i hele landet.

Hvor slemt er det så?

Det har jeg skrevet om utallige gange før, og du kan finde de fleste artikler her, hvor du også kan se billeder, der sammenligner en den samme udsigt med blå himmel og med en oversmogget en af slagsen.

Men for at tage den engang til. Man måler de små PM2,5 partikler i luften. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det sundhedsskadeligt, hvis der over en periode på 24 timer er mere end 25 mikrogram per kubikmeter luft. I januar var gennemsnittet for de 74 byer fuldfede 130 mikrogram.

Minxin Pei har skrevet en pænt skarp analyse på Project Syndicate om Xi Jinpings slogan om ‘den kinesiske drøm’.

Det er stadig hvedebrødsdage for Xi Jinping og kineserne, men forelskelsen kan blive kort. Xi’s forgængere formøblede ti år, hvor de havde muligheden for at lancere reformer, men hvor de reelt opnåede meget lidt. Og kineserne har, mener altså Minxin Pei, ikke tålmodighed til endnu et årti med politisk dødvande.

But government by slogan, whether in China or in other autocracies, seldom achieves its declared goals. In the last decade, GDP growth soared, but most indices of social justice, governance performance, and public welfare deteriorated. Macroeconomic imbalances worsened as economic growth became excessively dependent on investment and exports. Inequality worsened. Official corruption escalated. Social mobility declined. Environmental degradation reached a crisis point.

Today, it is the responsibility of China’s new leadership, headed by President Xi Jinping, to avert another decade of missed opportunities. Without missing a beat, Xi, like his predecessors, rolled out a new slogan to inspire popular confidence in his leadership. As a catchphrase for his administration’s objective, “the great renaissance of the Chinese nation” is bit long, but it has lately morphed into the simpler “China Dream.”

The substance of the China Dream remains difficult to determine. When Xi first unveiled his slogan after being selected as the CCP’s new general secretary, he defined it in simple, accessible, but nonetheless generic terms: The “Chinese people dream of living the same good life as all other people in the world.”

Xi has said little about the China Dream since – and his silence has caused considerable trouble. China’s ever-zealous propaganda officials, evidently fearful of not demonstrating sufficient loyalty and respect for the new party chief, quickly hijacked the slogan; the China Dream has replaced the “China Model” in official political branding. Whatever the new administration does is touted as part of its ambitious effort to make the “China Dream” come true.

Unfortunately, China propagandists, who double as censors, have a perverse ability to discredit anything that they try to brand. The China Dream is no exception. So far, public reaction has ranged from puzzlement to derision. After a decade of government by slogan, the Chinese public wants substance.

I Kina er alle medier i et eller andet omfang kontrolleret af etpartistaten og Kinas Kommunistparti. De største af slagsen er stadig talerør for kommunistpartiet, og er direkte kontrolleret af partiets propagandaafdeling. Generelt skal journalister tale partiets sag, og ‘guide’ den offentlige mening.

Derfor er det også svært at forstå, hvordan der i Vesten kan være frie medier. Og netop derfor brød kinesiske hackere også ind i Bloombergs og New York Times’ computere, da de to mediehuse havde skrevet kritiske artikler om Wen Jiabao og Xi Jinping og deres magtfulde familiers formuer på milliarder af kroner. Hackerne skulle finde ud af, hvem der havde beordret artiklerne.

Det er en del af baggrunden for en debat på Chinafile om, hvorfor Kina fortsætter med at chikanere og lægge hindringer i vejen for den vestlige presse. Her noget af bidraget fra Dorinda Elliot:

I agree with Orville that alienating the foreign press is no trifling thing. China needs friends who will help persuade the world that the country is on a positive path. But finding a solution will be tough: as long as the Chinese system is based on a paranoid Communist Party that, as Andy Nathan describes, believes that the role of the media is “propaganda” as opposed to being a watchdog, the government will view the foreign press as an essentially hostile force.

This whole conversation brings me back to the late 1980s, when I was covering China for Newsweek. Like Jonathan, we dealt with constant paranoia, worrying about our Chinese friends and sources. It seems hilarious now that I used to go crawling around the compounds of semi-official intellectuals under cover of darkness, hoping that no one would spot my blonde hair when I went to see a source who might give me some tiny glimpse of what was really going on in the behind-the-scenes power struggle. They were the ones who explained the high-stakes battle between conservative Maoists and more liberal leaders who were interested in rule of law and separation of powers between the government and the Communist Party (a “radical” idea put forth by Party Chief Zhao Ziyang and his reformist advisors.)

:: Grafik her fra QQ

Hvordan siger man hr. og fru Jensen på kinesisk? Eller rettere, hvad er de mest almindelige familienavne i Kina?

På kinesisk taler man om ‘laobaixing’, der er et udtryk for de almindelige kinesere. Manden på gaden; de jævne folk; Hr. Jensen. Hvis man oversætter det direkte, så betyder det ‘De 100 gamle navne’, og de går helt tilbage til en tekst fra Song dynastiet i 960. Læs mere på Wikipedia.

Nu er der kommet en ny og opdateret liste over hvilke af de 100 efternavne, der er de mest populære. Du kan se dem alle i artiklen fra Beijing Chenbao på news.163.com. Her er en top 20:

王 Wang
李 Li
张 Zhang
刘 Liu
陈 Chen
杨 Yang
黄 Huang
吴 Wu
赵 Zhao
周Zhou
徐 Xu
孙 Sun
马 Ma　
朱 Zhu
胡 Hu
林 Lin
郭 Guo
何 He
高 Gao
罗 Luo

New York Times og deres mand i Shanghai, David Barboza, har vundet en velfortjent Pulitzer, der er den mest prestigefyldte pris for amerikanske journalister. Læs begrundelsen her.

Barboza har vundet i kategorien for bedste internationale nyhed, og hans artikler er et eksempel på klassisk journalistik – følg penge og papirstrøm. Det kan være svært at gøre i Vesten, hvor der – alt afhængigt af hvilket land, man taler om, bare se vores egen debat om offentlighedsloven – er åbne og tilgængelige arkiver og offentlige informationer. Men det er vanvittigt svært at gøre i etpartistaten Kina.

Det gjorde Barboza dog. Gennem et år gik han vedholdende gennem de offentligt tilgængelige informationer, og fulgte rækken af papirer hele vejen op til til premierminister Wen Jiabao og hans familie.

Der har dog også været groteske konspirationsteorier i den vestlige presse om, hvordan New York Times var et våben i en politisk magtkamp i Kina, og hvordan David Barboza blot var blevet fodret med oplysningerne.

Det er jo alt sammen meget spændende, men virkeligheden er – og det sker jo – noget mere kedelig end fri fantasi. David Barbozas arbejde skete på grund af et mediehus, som gav ham frihed til i et år at arbejde på en sag, som involverede ualmindeligt mange, lange og kedelige timers ventetid hos offentlige myndigheder rundt om i Kina samt bunker af formularer og papirer og bureaukrati.

Du kan læse den første af hans artikler her. Og det bør du gøre.

Her er noget af det, som jeg skrev om afsløringen i Politiken, og som også giver et kort referat af sagen:

Fredag kunne New York Times så afsløre i en stor artikel, at Wen Jiabaos familie – for eksempel hans mor, hustru, søn, datter, lillebror og svoger – kontrollerer en formue på mere end 16 milliarder kroner. Det er større end bruttonationalproduktet i lande som for eksempel Burundi, Gambia og Bhutan.

Avisens undersøgelse viser, at familien Wen har aktier og interesser i alt fra banker, turisme, telekommunikation og diamanter.

Det er en offentlig hemmelighed, at kinesiske ledere – fra landsbyer og hele vejen op til hovedstaden Beijing – bruger deres magtfulde stillinger til at opbygge store formuer. Men det er første gang, at nogen har kortlagt så højtstående en politikers økonomi.

»Det er en bekræftelse af noget, som vi i forvejen havde en mistanke om, så jeg er ikke overrasket«, siger Steve Tsang, der er ekspert i kinesisk politik og professor på University of Nottingham.

»Det her er ministerpræsidentens familie, så man kunne forvente, at de ville udnytte deres muligheder. Det har de gjort i fænomenal grad, og det er det, som vi ser her«, siger Steve Tsang til Politiken.

For eksempel har mange af familien Wens foretagender fået støtte fra statsejede virksomheder som China Mobile. De gode forbindelser til etpartistaten har også hjulpet Wen Jiabaos lillebror, Wen Jiahong, der i 2003 fik en kontrakt på over 170 millioner kroner til rensning af spildevand i forskellige byer. I dag har han interesser i virksomheder omkring skrald og genbrug for tæt på 1,2 milliarder kroner.

Wen Jiabao er ministerpræsident, og dermed er han også leder af Statsrådet, der svarer til den kinesiske regering. I 2004 vedtog de nogle regler, så blandt andet det enorme forsikringsselskab Ping An, kunne blive noteret på børsen. Men inden da investerede hans familie, samt venner og forretningsforbindelser, i aktier i Ping An, der i 2007 havde en værdi på over 12 milliarder kroner. I dag er virksomheden en af de største finansvirksomheder i Kina, og den har en markedsværdi på over 346 milliarder kroner.

Den slags kritisk journalistik har selvfølgelig konsekvenser i Kina. For Kinas Kommunistparti er kritisk journalistik det samme som negativ journalistik, og i mangel på både faktuelle fejl i artiklen eller modbeviser har etpartistaten blokeret for adgangen til hjemmesiden for New York Times, nægtet at udstede visum til mindst en af deres journalister og forhindret avisens journalister i at tage til pressemøder, hvor andre udenlandske journalister er inviterede.

:: Foto af Wen Jiabao, der sidder ved sit skrivebord. Det blev offentliggjort kort før Lianghui i marts, hvor Wen trådte tilbage, og er så vidt jeg ved det eneste offentlige foto af hans kontor.

I marts døde Wu Renbao, som jeg skrev om her på Kinablog. Han var kendt over hele Kina for at have gjort flere folk i sin landsby til millionærer, og for at have skabt “Kinas rigeste landsby”. Eller “Landsby No. 1 under himmelen”, som Huaxi også blev kendt som.

Da han blev partisekretær i 1961 boede der kun 667 personer i landsbyen, der havde værdier for 25.000 rmb samt gæld for 15.000 rmb. Sidste år havde byområdet 35.000 indbyggere og en omsætning på 52 milliarder rmb.

Men der har været meget kritik af Wu Renbao og Huaxi. For var det et eksempel på, hvordan et socialistisk og kollektivt ejet arbejdsenhed kunne blive en succes eller var det mere en familiejet virksomhed og et lille kongedømme?

Det kan man læse mere om i denne interessante artikel fra Economic Observer:

In 2004 Zhou Yi (周怡), a professor of sociology at Fudan University, began researching the economic model of the village.

The results of his research were included in his book Huaxi Village: Post-Collectivism in a Transitional Economy (中国第一村——华西村转型经济中的后集体主义) that was published by Oxford Univesity Press in 2006.

Professor Zhou discovered that Wu’s four sons had control of 90.7 percent of the total funds of the village. Though they didn’t actually own all the wealth, all of them held high positions in the village’s party committee and council and were considered members of an elite group.

Wu Xie’en (吴协恩), Wu Renbao’s youngest son, assumed the post of party chief of the village in 2003. Wu Xie’en’s low profile and composure are in stark contrast to Old Wu’s love of the limelight and his father continued to play the role of Huaxi’s “brand ambassador.”

Yang Yongchang (杨永昌), deputy secretary of Huaxi party committee, told the EO that as Wu Xie’en used to be in the military he always took everything into consideration. Mr. Yang also said that it was the “new party chief” who came up with the idea to market the Huaxi Village brand through developing their own cigarette and baijiu (a kind of alcohol made from sorghum).

Ifølge artiklen kom halvdelen af Huaxis indtægter i 2012 fra serviceindustrien. En stor del af det, tror jeg, kom fra de hundreder af kadrer, der rejste til Huaxi fra hele Kina for at se det daglige foredrag med Wu. Når han ikke er der længere, vil Huaxi fortsætte med at være Kinas rigeste landsby?

:: Foto af et af de villkvarterer, som landsbyen byggede og gav gratis til indbyggerne.