Væk med indflydelse fra udlandet: Kina vil have mere kontrol over det globale internet

Kinas Kommunistparti vil have mere kontrol over det globale internet. For etpartistaten kan ikke længere nøjes med at have den elektroniske mur omkring Kina. Der slipper ting igennem censuren, som partiet ikke vil have ud til kineserne. David Bandurski uddyber i denne gode analyse på China Media Project:

Gone are the days when China’s so-called Great Firewall – its hardware for filtering internet traffic — was the physical manifestation of a chronic insularity. Back then, the world of ideas was bisected into the “internal,” or dui nei (对內), and the “external,” or dui wai (对外). The purpose of the Great Firewall was to hold back the tide of foreign influence.

This insular outlook was reflected in the institutionalisation of controls. The dui nei concerns, how to control the Chinese public by “guiding public opinion” (to call it simply “censorship” belittles the ambitions of Chinese authorities), were the province of the Central Propaganda Department.

But from the early days of internet control, when the web was an indistinct force and the lightning was on the horizon, the management of the internet was placed under the Information Office of the State Council, the government agency dealing expressly with foreign, or dui wai matters — the same office that publishes the English-language China Daily, the newspaper meant for foreign readers of China.

The internet was a foreign thing. And like all foreign things, it was something to emulate and fear.

The internet is no longer lightning on the horizon. A new generation of social media promise global information sharing in multiple formats in real time. A report in the New York Times about the family fortune of a senior Chinese Communist Party official is no longer a dui wai matter — it can (and will) be shared almost instantly on Chinese social networks. Internet control is not just the new heart of censorship and propaganda, it is a life-and-death matter for the Party.

The walls have come down. The time for half-measures is over. The only choice China’s ruling Party now has is to march forth and make its insularity global.

Økonomi vs Kultur: Beijings to fortællinger om Kina giver problemer

Kina har en lang historie. Men Folkerepublikken Kina er ungt land, der først blev grundlagt i 1949. Det har været en kort periode med voldsomme forandringer og uroligheder, og landet er stadig ved at finde sin identitet, som Kerry Brown, professor og leder af Kinastudier på University of Sydney, skriver i denne kronik. Den er værd at læse. Brug et minut på den. Her et uddrag:

That uncertainty is revealed in one of the starkest contradictions: between what might be decribed as its global inclusiveness and its nationalist exceptionalism. On the one side, China’s current leadership promotes the country as a super-attractive economic entity, able to shower benefits on everyone who engages wth it; on the other, that leadership employs a grand language of national and cultural pride that insistently highlights China’a exclusive character. The disjunction between these two ideas is striking. Which China are outsiders being asked to buy into?

This creates repeated communication problems with other states. Evidently, the world “gets” China’s economic story. Leaders from abroad such as Barack Obama or David Cameron can visit China, transact business, and have a reasonable grasp of why relations with China in this area are important. But once they slip towards the other story – of China’s view of itself, its values and beliefs, and of the world – the potential for tension and misapprehension grows.

There is nothing wrong with a country wanting to be appreciated and understood. But many people trying to make sense of China face the retort that their ideas and concepts are inappropriate. For one thing, they don’t take account of China’s exceptionalism; for another, they are guilty of imposing the western disease of universalism. The result can be the limbo of having no language to talk to each other. No wonder, then, that foreign leaders – unable to navigate the disjuncture between China’s stories about itself – often seem to use two registers about China: economically warm, politically and culturally cool.

In this respect, the choice by both President Obama and prime minister Cameron, at the G20 summit in Brisbane, to dare speak the language of values and ideas in the presence of Chinese leaders is right and welcome. This doesn’t need to be done in a judgmental way – at least, not initially. Rather, it can be a means of asking Chinese leaders to spell out what, far beyond economic matters, their country believes it is. And if the answer is that China is exceptional, unique, and impossible to understand, then outsiders have the right to say that this is not good enough, and that Chinese leaders need to try again.

Nordkoreansk flygtning: “Jeg forbander det land”

Nordkorea flygtning kina

Hun var stolt af at være nordkoreaner. Hun var medlem af arbejderpartiet, og havde hele sit liv forgudet og troet på Kim Jong-il. Men for nogle år siden var den 60-årige Chae Hun-ha på et kort besøg i Kina. Her var der ingen nordkoreansk propaganda, og man talte åbent om de nordkoreanske ledere, og om at der var forfærdelige forhold i hendes hjemland. Hun var chokeret, da hun rejste hjem. Men hun tog tilbage til Kina. For Chae vil væk fra Nordkorea. Men hvordan flygter man fra en af verdens mest lukkede diktaturstater?

Det er vanskeligt, at få friske informationer ud fra Nordkorea. En af de bedste måder at finde svarene på, hvad der foregår i det lukkede land, er ved at tage til den nordkinesiske by Yanji, der ligger på grænsen til Nordkorea. Det kunne du læse om i søndags i Politiken og her på Magasinet, hvor jeg har interviews med en række nordkoreanere, der opholder sig i Kina, og som fortæller om livet og hverdagen i Nordkorea.

Chae Hun-ha mødte jeg dog sidste år. Men hendes fortælling om flugten minder om så mange andre nordkoreaneres.

Yanji er en vindblæst og nedkørt by med cirka 400.000 indbyggere. Mange er etniske koreanere, der har boet her i generationer, og indflydelsen fra Korea er tydelig. For eksempel er alle skilte i byen skrevet på både kinesisk og koreansk.

Byen er hovedstad i Yanbian Korea Autonome Præfektur, som er et grænseområde, der er på størrelse med Danmark. I alt er der omkring 2,2 millioner indbyggere, og cirka 850.000 af dem er koreanere.

Der er ingen statistikker for, hvor mange nordkoreanere der er i Yanbian. Et skøn går på, at der er cirka 300.000 nordkoreanere i Kina.

De fleste er her ulovligt. Mange har sneget sig over grænsen for at arbejde illegalt i Kina, så de kan tjene penge og sende hjem til deres familie i Nordkorea. Andre er kommet for at købe kinesiske produkter, som de kan smugle ind over grænsen og sælge på illegale markeder i Nordkorea. Eller de er flygtninge, som vil væk fra Nordkorea, og som prøver at komme til Sydkorea.

Men alle løber en stor risiko. Kina accepterer ikke nordkoreanere som flygtninge. Samtidig har de kinesiske myndigheder givet nordkoreanske agenter lov til at operere i Kina, hvor de leder efter nordkoreanske borgere, der opholder sig illegalt i landet.

Det er ikke kun agenter og kinesisk politi, som nordkoreanerne skal holde øje med. De risikerer også at blive solgt af menneskehandlere som billig arbejdskraft og slaver på for eksempel kinesiske fabrikker, bondegårde eller til prostitution på bordeller.

Hvis nordkoreanerne bliver fanget sendes de tilbage til Nordkorea, hvor de risikerer forskellige straffe. For eksempel at komme i arbejdslejr.

Så selvom nordkoreanerne kan forsøge at skjule sig i Yanji og blende sammen med de etniske koreanere, så er livet stressende. De fortæller om, hvordan de altid er nervøse. Og hvordan de er bange for at gå på gaden, hvor der er kinesisk politi, nordkoreanske agenter og menneskehandlere.

Men Chae Hun-ha, der ikke er hendes rigtige navn, er parat til at løbe risikoen. Hun vil aldrig tilbage til Nordkorea, heller ikke selvom hendes børn og børnebørn stadig er det.

Chae Hun-ha fortæller om flugten. Hun sætter sin ene hånd op på brystkassen. Lige under halsen. Vandet gik hende hertil, da hun stod ude i floden.

»Der var ikke noget smeltevand, ellers havde der været for dybt«, siger Chae Hun-ha, der er i 60erne.

Det var først, da hun stod derude i mørket og stred sig gennem det kolde vand, at hun opdagede de kinesiske vagter inde på bredden.
Hendes flugt fra Nordkorea var dog startet flere dage tidligere. Men egentlig begyndte den helt tilbage i 2009.

Chaes historie er den samme som så mange andre nordkoreaneres, og den er et typisk eksempel flugten fra sult og fattigdom og på nordkoreanernes hårde liv.

Chae Hun-ha besøgte Kina i 2009, hvor hun var på besøg i en af de nordkinesiske byer på den anden side af grænsen. Det var første gang, at hun var udenfor Nordkorea. Og det var et chok. I årtier var hun vokset op med propagandaen omkring Nordkoreas grundlægger, Kim Il-sung, og hans søn, Kim Jong-il. Hun var et stolt medlem af partiet, og kunne aldrig finde på at kritisere dem. Men her i Kina talte man åbent og nærmest nedladende om dem.

»Da jeg rejste ud første gang, og folk begyndte at tale nedsættende om dem og sige dårlige ting om Nordkorea, bad jeg dem om at holde deres kæft«, siger Chae Hun-ha.

Men det var først, da hun igen i 2011 vendte tilbage til Kina, at hendes tro på familien Kim og militærstyret begyndte at vakle.

Først på året havde hun været sammen med sin familie, hvor de havde fejret Kim Jong-ils fødselsdag. Det er en helt særlig festdag for nordkoreanerne, så familien havde brugt penge på at købe lidt kød og noget alkohol. Familien var også heldige. Der var endda elektricitet, så de kunne se Kim på fjernsynet. Men som andre nordkoreanere vidste de ikke, at han dengang var syg, og at han ville dø i december 2011. Han så lille og svag ud.

»Jeg blev så ked af at se ham. Jeg græd – her var han i en verden uden Kim Il-sung, og han arbejdede så hårdt for at brødføde os«, siger Chae Hun-ha.

Men da hun efter fødselsdagen rejste tilbage til Kina hørte hun for første gang om hans kvinder, og hvad det var for et luksusliv, Kim Jong-il havde levet. Det var der, at hun vendte sig mod ham.

»Jeg tænkte, hvad er han dog for et menneske! Folk sulter ihjel og så lever han sådan et liv? Jeg var virkelig overrasket. Jeg kunne ikke tro det! Jeg var så skuffet«, siger Chae Hun-ha

»At komme ud var som at få tørret en hjernevask af«, siger Chae Hun-ha.

»Jeg forbander det land. Man bor der, og livet er så hårdt. Du får et enkelt og nogle gange to måltider om dagen, lidt majsnudler eller grøntsager, og det er det«, siger Chae Hun-ha.

Alligevel rejste hun tilbage til Nordkorea efter at have boet og arbejdet i Kina i et halvt år. Men det nyttede ikke. Hun kunne ikke længere holde livet i Nordkorea ud. Hun ville flygte. Hun måtte ud. Også selvom hun blev nødt til at efterlade sin familie.

De fleste nordkoreanere, der vil over grænsen mellem Nordkorea og Kina, bestikker de nordkoreanske grænsevagter. Soldaterne får nogle penge og kigger den anden vej, når man går ud i den brusende flod, der er grænsen mellem Nordkorea og Kina. Chae Hun-ha havde nok penge, men hun havde et problem. De andre gange havde hun fået hjælp til at krydse grænsen. Nu skulle hun gøre det selv. Og hun havde glemt, hvor det var sikkert at krydse floden.

Man kan ikke rejse frit i Nordkorea. Det er ulovligt, og man kan blive straffet, hvis man ikke har de rigtige tilladelser. Derfor var hun forsigtig, da hun begyndte den flere dage lange rejse op mod grænsen og bjergene. Meget af turen gik hun. Og da hun kommer til bjergene møder Chae tilfældigt en familie, som hun gav hende lov til at overnatte hos dem.

De var så fattige, siger Chae. Der var jordgulv i hytten, de havde elektricitet, lys eller stearinlys og ingen mad. Men de blev glade, da de så hende, for de vidste, at nu ville de få lidt penge, så de kunne få mad til et par dage.

Men på den tredje nat dukkede politiet op.

»Jeg blev så bange, at jeg løb væk og ud i bjergene. Her sov jeg, kold og bange for at blive opdaget og fanget«, siger Chae.

»Du aner ikke, hvad du skal gøre, hvad der er derude, og hvordan du skal overleve«, siger Chae.

Hun besluttede sig for at krydse floden den næste nat. Og der stod hun, midt i vandet, da hun så vagterne inde på bredden. Men hun var heldig.

»Det viste sig at være jernbanevagter, for ellers havde de skudt eller fanget mig«, siger Chae

Hun gik rundt i to dage. Det første hus, som hun bankede på for at bede om hjælp, var etniske koreanere, og de gav hende mad, varmt tøj og sko. Men det var for farligt at blive. Og de fleste i af bønderne ville ikke hjælpe hende, for både kinesere og nordkoreanere risikerer fængsel, hvis man bliver opdaget.

Hun fik dog hjælp. Og hun kom i kontakt med sin tante, der bor i Sydkorea, og som har forbindelser i Yanji, hvor Chae fik arbejde.

Chae forlod sine døtre, børnebørn og familie. Hun forlod Nordkorea, hvor hun har boet hele sit liv. Det er ikke nemt. Men hun sparer penge op og drømmer om at komme videre til Sydkorea, og at få sin familie med.

»Jeg vil bare have, at mine børn får muligheden for at komme ud og se en større verden«, siger Chae Hun-ha.

Jeg mødte som sagt Chae sidste år. Men på grund af hendes sikkerhed har jeg ikke været i kontakt med hende siden.

Så vil det lykkes for Chae, at komme til Sydkorea? Statistikken er imod hende. I 2012 lykkedes det kun for 1.143 nordkoreanere, at komme til Sydkorea og søge om asyl.

Korruption i Kina: Partiet bestemmer mediedækning

Følg pengene, lyder et af de gode råd i journalistik. Men det er svært at gøre for kinesiske journalister, for medierne må ikke rapportere frit om de højtstående ledere i partiet. I hvert fald ikke før, at partiet selv har besluttet at fjerne en person for korruption, for så begynder en smædekampagne mod personen, som Yiyi Lu skriver her på Wall Street Journal:

With Beijing now touting its devotion to “socialist rule of law with Chinese characteristics” as part of its drive to clean up the Communist Party, it’s worth recalling a sharp commentary earlier this year by newspaper columnist Cao Lin that reflected on a key feature of news with Chinese characteristics: As soon as corrupt senior officials are brought down, Chinese media are often able to offer extensive information on their depravity and downfall, whereas previously one would be hard pressed to find even a shred of negatives new about them.

“Only the discipline inspection and supervision departments of the Party and the government can strike out at tigers,” Cao wrote (in Chinese), using Chinese President Xi Jinping’s catchword for high-ranking corrupt officials. “The media cannot confront tigers that are still alive. Only after the concerned departments have taken down the tigers, and they’ve become dead tigers, can the media attack the carcasses.”

The vivid stories flowing out of Shanxi are satisfying to a Chinese public that is weary of corruption, but the circumstances of their publication – always after the suspects have been placed under investigation by the party – highlight the limited role the media and the public play in rooting out corruption. For all its size and power, the party needs help policing its own.

Undergrundsbane og trafik: 1.000 kilometer myldretid under Beijing

I flere årtier var der kun to metrolinjer i Beijing. Og der var ikke mange, som brugte dem. I gennemsnit var der op igennem 1990erne cirka 500.000-600.000 passagerer om året på Linje 1. Og Linje 2 transporterede kun cirka 30.000 beijingere.

Linjerne blev bygget i 1960erne og 1970erne, og indtil 2002 var der kun de to. Men her begyndte den massive udvidelse af metrosystemet. I dag er der 17 linjer og hele undergrundsbanen er på 465 kilometer og transporterer hver dag 10 millioner passagerer.

Til sammenligning er den københavnske Metro på 20,4 kilometer, og har 55 millioner passagerer om året.

Men undergrundsbanen i Beijing er overfyldt og den kører i myldretiden langt over kapacitet – bare se videoen ovenover. Det er et problem. For Beijing vokser. Det gør undergrundsbanen nu også, for i 2020 vil den være udvidet til over 1.000 kilometer. Det er længere end fra København til Bruxelles.

Men spørgsmålet er, om udvidelsen er nok, som jeg skriver om i dagens Politiken. Her interviewer jeg også den 76-årige Wang Mengshu, der er en af Kinas førende eksperter på offentlig transport og undergrundsbaner. Wang er også rådgiver for den kinesiske regering.

Wang var med til at bygge den første undergrundslinje i Beijing. Han var 27 år gammel, da han i 1965 kom ud fra universitetet og begyndte at arbejde på metroen. Der var ikke plads til det i avisen, men her fortæller han om, hvordan undergrundsbanen begyndte.

»Oprindeligt byggede vi de første undergrundslinjer som beskyttelsesrum i tilfælde af luftangreb. De skulle kunne modstå to bomber på 1.500 pund per kvadratmeter«.

»Samtidig var de to linjer forbundet med overjordiske tog. For undergrundsbanen skulle også være en sikker måde at transportere folk fra Beijing og ud til sikkerhed i bjergene i Shanxi i tilfælde af angreb. Derfor er der også mangeindgange til metroen, så folk nemt kan komme derned«.

»Der var flere centrale knudepunkter, som skulle bruges til at evakuere folk. I dag bruger man stadig linje 1 og Pingguoyuan, og der er en anden tunnel, som er lukket for offentligheden«.

»Det oprindelige design kom fra Moskva. Man begyndte arbejdet med hjælp fra sovjetiske eksperter, men da de blev sendt ud måtte man selv udvikle teknologien. Dengang havde man ikke teknikken til at bore, men vi gravede fra overfladen og ned til cirka 20 meters dybde, så det øverste af tunnelen kun er 2-3 meter under overfladen. Så lagde man tunnelen ned og et anti-eksplosivt tag, der skulle kunne modstå bomber. Vi brugte også en bombe til at teste det. Beijing har nok det mest bombesikre system i verden«.

Byudvikling: Kina jævner 700 bjerge for at bygge millionby

Lanzhou by bjerge kina

Det var engang i 1950’erne, Wang Waxiang blev født i landsbyen, som du kan se på billedet her ovenover. Hun har aldrig boet andre steder. Hun har aldrig været ude at rejse.

Siden dengang for 60 år siden har Wang og de andre i byen fået elektricitet, mange har fået fjernsyn og nogle endda køleskabe, men ellers ligner landsbyen sig selv.

»Næh, der er såmænd ikke så stor forskel på dengang og nu«, siger Wang.

»Maden er bedre, det er den største forskel, ha ha … Dengang var der perioder, hvor vi slet ikke havde mad at spise«, fortæller Wang Waxiang.

Men om få år vil alt være forandret i landsbyen. Lokalregeringen vil udvikle området. De er gået igang med at jævne 700 bjerge, for de vil bygge en by med 1 million indbyggere.

Selve landsbyen hedder Shuifu, og her bor cirka 5.000 personer i byområdet. Shuifu ligger i Gansu, som er en provins, der har 25 millioner indbyggere, og som ligger i det nordvestlige Kina. Det er et af de fattigste steder i folkerepublikken, og af alle de 31 kinesiske provinser og byprovinser, ligger dens økonomi på 27. pladsen. Hvis Gansu var et land, ville dens økonomi være på størrelse med Puerto Rico eller Marokko.

Shuifu ligger cirka en halv times kørsel fra provinshovedstaden, Lanzhou, som har cirka 3,6 millioner indbyggere. Og her har myndighederne et geografisk problem. For byen ligger ved bredden af Den Gule Flod og mellem to høje bjerge. Den er klemt inde. Man kan kun udvide byen på én måde, og det er ved at gå mod nord og jævne de mindre bjerge.

Herroppe har man taget to øde, tørre og bjergrige område, der sammenlagt er på cirka 380 kvadratkilometer – så nogenlunde på størrelse med Mors – som man vil jævne og bygge den nye bydel i Lanzhou, hvor der skal bo i alt 1 million indbyggere. Det hele skal stå klart i 2020. Med fabrikker, kontorer, butikker, huse, højhuse, skoler, politistationer, sygehuse og alt det andet, som der er brug for i en by med 1 million mennesker.

Men der er utallige problemer ved projektet, som jeg skriver om i dagens Politiken. Det har store konsekvenser for miljøet. Og hele projektet risikerer at ende som en spøgelsesby, for det er tvivlsomt om der overhovedet findes 1 million mennesker, som vil bo der. Derudover har myndighederne ikke gjort sig klart, hvilken slags by de vil bygge, siger Zhang Mingquan, professor på Lanzhou Universitet, og blandt andet ekspert i urbanisering:

Overalt i Kina forsøger byer og lokalregeringer at skabe økonomisk vækst ved at tage ubrugt jord eller landbrugsjord, som de udvikler til industri og bydele. Ofte sker det i hård konkurrence med nabobyerne for at tiltrække virksomheder og investeringer.

Men som så mange andre byer har Lanzhou heller ikke gjort sig klart, hvad det er for en by, at man er ved at bygge.

»Hvad er målet, hvilken slags by er det? Er det industri, så hvilken slags? Er det handel, så hvilken slags? Ingen ved det«, siger Zhang Mingquan.

»Det er allerede svært, at få gode og store virksomheder til byen. Men at udvikle en helt ny by kræver en økonomisk motor, store virksomheder og berømte brands, og det er svært«, siger Zhang Mingquan.

For allerede i dag flytter de unge fra byen, så snart de kan. For eksempel for at læse på universiteter i Shanghai, Guangzhou eller Beijing.

»Det er et stort problem at beholde eller tiltrække talenter, og at få de rigtige mennesker hertil. Byens økonomi er dårlig, og miljøet er elendigt«, siger Zhang Mingquan. Udover sit hårde klima viste en undersøgelse fra Asian Development Bank i 2013, at Lanzhou var en af de 10 mest forurenede byer i verden.

»Når der mangler talenter, så er konsekvensen, at det er svært at få ny teknologi til byen, for det afhænger af økonomi og talent, og vi har ingen af delene«, siger Zhang Mingquan.

Misbrug: Flest kvinder i Kinas sorte fængsler

Det er især kvinder, som sidder i Kinas “sorte fængsler”. Og de bliver udsat for grove fysiske og psykiske overgreb, viser ny rapport China Human Rights Defenders.

Kort efter præsident Xi Jinping kom til magten for to år siden afskaffede Kina det omstridte system med detentioner, der kaldes for “genopdragelse gennem arbejde“.

Men det blev i høj grad blot erstattet af “sorte fængsler”. Dem har jeg tidligere skrevet om her. Det er ulovlige fængsler, der ligger på hemmelige adresser, som bliver drevet af de lokale regeringer, der også forsøger at skjule dem for omverden, medier og centralregering.

Folk kan sidde her på ubestemt tid, og de har ingen juridiske rettigheder. Det kan være både politi eller lokale partiembedsmænd, der får sat folk i de ulovlige fængsler.

De fleste af dem er kvinder, skriver China Human Rights Defenders i sin nye rapport:

Inside these shadowy detention cells, the predominantly female detainees—including elderly women, migrant women, women who lost land or were victimized by forced eviction, women with disabilities, and mothers with young children—are subjected to appalling abuses, from physical and sexual assaults to deprivation of medical treatment.

Typically guarded by males, women are more likely than men to encounter physical, sexual and verbal abuses and threats. Women are also more likely to be detained and abused for the purposes of intimidating or punishing members of their family.

Black jails are tied to roughly one in seven known cases of deprivation of liberty of human rights defenders in China between January 2012 and September 2014, according to data compiled by CHRD. In one medium-sized city alone, lawyers and activists as of early 2013 documented 96 locations being used as black jails. Even as such facilities have been reported on all over the country, Chinese officials adamantly deny their existence. Authorities operating these facilities have enjoyed total impunity, and victims seeking reparations have been obstructed, silenced, and further punished.

“The government adamantly denies the reality of ‘black jails’ because it wants to use them to ‘maintain stability’ without getting the bad publicity,” said Xia. “The very existence of black jails contradicts a favorite mantra of Chinese leaders, that ‘China is a country ruled by law.’”

Tour of Beijing: Kinas store cykelløb lukker

Img274694226

Xu Gang er ikke i tvivl om, at cykling en dag bliver en populær sport i Kina. Men der er langt igen. Især når Kina nu også har mistet sit eneste løb, hvor de kinesiske tilskuere kunne heppe på cykelryttere i verdensklassen.

Den 29-årige Xu, som kører for Lampre-Merida, var den ene af kun to kinesiske ryttere – den anden var Ji Cheng der tidligere i år kørte med i Tour de France som den første kineser nogensinde – der deltog i den fem dage lange Tour of Beijing. Sidste etape blev kørt tirsdag i sidste uge, og den blev vundet af Xu’s holdkammerat, Sacha Modolo.

Han blev så også den sidste vinder på en etape af Tour of Beijing, der er en af del af WorldTour, for efter fire år har den internationale cykelunion UCI valgt at trække sig ud af løbet, der skulle have været en spydspids for landevejscykling i Kina.

Det var et forholdsvist krævende løb med både bakker og bjerge. Men den største udfordring og bekymring for rytterne var den ofte kvælende luftforurening i Beijing. Og ikke mindst frygten for den notorisk dårlige fødevaresikkerhed i Kina, hvor rytterne risikerede at få forbudte stoffer som clenbuterol ind gennem kosten.

De kinesiske cykelfans kommer til at savne løbet. Det vil Xu Gang også. Men han tror ikke, at der er store chancer for, at Tour of Beijing vender tilbage.

»Det håber jeg, at det vil. Men det kommer ikke til at ske. Det her var sidste gang«, siger Xu Gang.

Xu, der begyndte som professionel i 2005, har ikke nogen særlige følelser over for touren, blot fordi den foregår i Kina. Tour of Beijing var blot et af mange løb, som man skal køre som professionel, siger Xu Gang. Men det var det bedste løb i Kina, og selvom der var få fans, så var de ekstremt passionerede, siger Xu Gang.

Derfor er det et tab for sporten i Kina, at det nu lukker, som jeg skrev om i går i Politiken. Så hvorfor blev løbet ikke en succes:

Zhou Fuyuan, der står bag biketo.com, som er et af Kinas mest populære hjemmesider om cykling, siger at landevejscykling stadig er en ny sport i Kina, som man for alvor først begyndte at tage alvorligt omkring et års tid før de Olympiske Lege i 2008.

Tour of Beijing var virkelig en vigtig cykelbegivenhed, siger Zhou. Men sammenlignet med andre folkelige sportsgrene er der langt igen.

»Offentlighed og publikum er ikke nok involveret, og det skyldes til dels at løbets organisatorer er bekymrede for sikkerhed. Det har de virkelig været anspændte over, og det er helt umuligt for fans at se det tæt på«, siger Zhou Fuyuan.

Samtidig var der også problemer med økonomien, og løbet kom aldrig til at give overskud.

»I dag er det lokalregeringer, som står bag de fleste løb i Kina, og så dernæst støttet af den private sektor. Men i udlandet og i andre sportsgrene er det den private sektor, som er drivkraft, og der er en forretningsmodel. For at kunne afvikle et succesfuldt løb, burde der være flere kommercielle elementer«, siger Zhou Fuyuan.

:: Foto af Xu Gang fra Sohu

Hongkong: Aktivister er “blinde”, siger Kinas Kommunistparti

Det var lidt af en udfordring, som den kinesiske journalist havde fået. Zhou Xiaofeng arbejder for CCTV, der er Kinas officielle TV-station, og en vigtig del af etpartistatens propaganda. Zhou var i Hongkong. Han skulle lave et indslag om demonstrationerne.

Men hvordan gør man det, uden at vise et eneste billede af blot en enkelt demonstrant? Det skriver jeg om i dagens Politiken.

De ikoniske billeder og fotos, med hundredtusinder af fredelige demonstranter, som besætter vejene i Hongkong, har i de seneste tre uger fyldt medier over hele verden. Men ikke i Kina.

Her er alle medier mere eller mindre direkte kontrolleret af kommunistpartiet. Og i Beijing frygter man, at protesten kan sprede sig fra Hongkong og til byer på fastlandet.

Så på den ene side har de kinesiske medier skulle vise, hvordan demonstranterne har kastet Hongkong ud i kaos og ustabilitet. Det vil vi ikke have i Kina, er budskabet. Men på den anden side uden at vise billeder af det og uden at fortælle, hvad protesten egentlig handler om og kravet om demokrati. For borgere som har indflydelse og medbestemmelse, det er en trussel mod partiets magt.

Men hvad gjorde Zhou Xiaofeng, da han skulle lave indslaget på CCTV i tirsdags? Zhou viser billeder af nogle træer og bygninger og fortæller, at det er deromme bagved, at protesterne foregår. Ingen billeder af demonstranter. Ingen billeder af skilte og bannere, der kræver demokrati i Hongkong.

Så hvordan ser verden ud, hvis man kun får nyheder fra Kinas Kommunistparti?

Ifølge en sammentælling fra China Media Project, der hører under University of Hong Kong, har der indtil den 10. oktober kun været 28 artikler om demonstrationerne i kinesiske aviser.

Og kun tre medier har brugt ordet »Paraplybevægelsen«, som ellers er blevet det internationale navn for bevægelsen i Hongkong.

De kinesiske medier og Kinas Kommunistparti er derimod systematisk gået til angreb på den historisk store protest og demonstranterne. Et af partiets mest brugte argumenter er, at protesterne i Hongkong er ulovlige og illegale, som der står her på forsiden af Renmin Ribao, der er kommunistpartiets avis.

Demonstranterne påstår, at de opfører sig lovlydigt, men det er »en forklædning«, og deres virkelige mål er et pøbelvælde fra gaden, der »ikke repræsenterer flertallet af borgere i Hongkong«, står der i en artikel først offentliggjort på Renminwang, som er et medie kontrolleret af kommunistpartiet.

De historieløse demonstranter »er blinde« og de er ligeglade med folkets interesser og realiteterne i Hongkong, skriver kommentator Ma Xiaolin i Xinhua, der er kommunistpartiets officielle nyhedsbureau.

Kinas Kommunistparti forsøger også at nedgøre demonstranterne, der mest er unge studenter, som forvirrede personer. De er i med en bevægelse, som »ikke har indflydelse på Hongkongs fremtid«, som der står i en artikel på Huanqiu Shibao, der er en populær og nationalistisk tabloidavis i Beijing.

Da antallet af demonstranter faldt i sidste uge – da folk igen skulle på arbejde efter helligdagene, hvor titusinder havde tid til at gå på gaden – beskrev kommunistpartiets journalister det i for eksempel Renmin Ribao som om paraplybevægelsen var ved at tabe flyvehøjde, og at det var en sejr for den almindelige befolkning i Hongkong, som “ville sejre over de onde kræfter”.

Partiet peger også på, at demonstrationerne koster penge for erhvervslivet i Hongkong, og at borgerne burde overholde lovene, som der står i en anden artikel på Xinhua.

Men i de seneste år har eksperter peget på, at Beijing i stigende grad bruger lovgivning som et instrument – se for eksempel her på Financial Times og på The Economist – der skal holde partiet ved magten. Og ikke til at sikre for eksempel borgernes rettigheder. Folk skal altså overholde de love, som partiet har lavet, for at holde partiet ved magten.

Organisationerne bag protesten i Hongkong ville gerne have haft en diaolog med lokalregeringen i Hongkong eller være fløjet til Beijing, for at tale med kommunistpartiets ledere. Det har de forsøgt i halvandet år. Uden held. Det var først da man begyndte at besætte gaderne i Hongkong for tre uger siden, at politikerne reagerede, er der bred enighed om blandt analytikere.

Partiets propaganda rækker også udenfor Kina. Selv i Europa er der »nyttige idioter«, som mere eller mindre bevidst forsvarer Kinas Kommunistparti og gentager partiets argumenter.

For eksempel i Tyskland. Frank Sieren, der er klummeskribent for Deutsche Welle, har omtalt massakren i 1989 som »et enkeltstående tilfælde« i Kinas historie, og beskyldt de vestlige medier for at være uforbeholdent kritiske overfor Beijing. Hans fordrejning og forsvar af kommunistpartiet har udløst en større skandale i tyske medier med artikler i for eksempel Der Spiegel og Süddeutsche Zeitung.

Ifølge Frank Sieren lyder det til, at journalister som giver en kritisk og tilstræbt objektiv dækning af Kina er negative. Det er to kerneværdier for vestlig journalistik. Men også en trussel for kommunistpartiet i Kina.

Sidste år blev der lækket et internet dokument fra partiet, hvor man advarer mod netop »vestlige ideer« som for eksempel en fri presse. Og mod demokrati og andet, der »beskytter borgerens rettigheder og begrænser statens magt«.

Censur: Kina blokerer for BBC på grund af protester i Hongkong

De kinesiske myndigheder har blokeret for adgangen til BBCs hjemmeside i Kina. Det sker på et tidspunkt, hvor der er historisk stærk kontrol med sociale medier og nyheder på grund af demonstrationerne i Hongkong.

Eller som Jeremy Goldkorn siger i min artikel på Politiken:

»Vi er nu nået til et punkt, hvor stort set samtlige globale nyhedsmedier og sociale medier er blokerede i Kina«, siger Jeremy Goldkorn, der er medieanalytiker og grundlægger af konsulentbureauet Danwei i Beijing.

»Det kinesiske internet har aldrig været så isoleret som nu. Det er lysende klart, at et ethvert internetmedie med en ellers global indflydelse ikke har en fremtid i Kina«, siger Jeremy Goldkorn.

Beijing blokerer også for adgangen til især engelsksprogede medier som for eksempel Bloomberg og New York Times. Men også eksempelvis for Le Monde, El Pais og Deutsche Welle.

Derudover kan kineserne heller ikke komme ind på sociale medier som for eksempel Twitter, Facebook og de fleste services fra Google. Du kan se en liste her på Politiken over nogle af de mest populære hjemmesider, som Beijing blokerer for.