Penge og politik: Kina bekæmper demokrati i Hongkong

Kina hongkong På en måde kan man sige, at det handler om kærlighed.

I 2017 er der valg i Hongkong, og her får indbyggerne lov til at stemme på forskellige kandidater til posten som leder. Det var den gode nyhed, som blev offentliggjort i søndags. Den dårlige er så, at man alene vil kunne vælge mellem personer, som er udvalgt af Kinas Kommunistparti, og som er loyale overfor kommunistpartiet oppe i den kinesiske hovedstad.

Alle kandidater skal være personer som »elsker Kina, elsker Hongkong«, som der står i retningslinjerne. De blev offentliggjort søndag i Beijing, hvor den tidligere britiske kronkoloni fik partiets kærlighed at føle. Den kinesiske etpartistat forsøger at slukke for politiske reformer i Hongkong. Demokrati og frie valg? Glem det, som jeg skriver i dagens Politiken.

I årtier har Hongkong været en magtfuldt finansby, der er vokset under både britisk og kinesisk styre. Men nu har Beijing sat politik øverst på dagsordenen, og det er kommet som et chok for mange af indbyggerne i de seneste par måneder. Resultatet har været usikkerhed, uro og demonstrationer.

For Kommunistpartiet vil have kontrol med Hongkong. Direkte valg og politiske reformer i Hongkong vil blive tolket som et svaghedstegn i Kina, og de mere end 1,3 milliarder kinesere skal ikke få ideer fra den tidligere koloniby om valg og demokratiske institutioner, der kan true kommunistpartiets magt i Kina.

Vil Hongkong så gå hen og blive et nyt Thailand eller Ukraine, som en af de statslige aviser advarede om for nogle uger siden? Voldelige sammenstød er en reel risiko, som en af de analytikere jeg talte med til artiklen, pegede på:

Professor Sonny Lo, der er leder af institut for samfundsvidenskab på Hong Kong Institute of Education og forfatter til bog om Kinas kontrol med Hongkong, tror, at der på et tidspunkt vil komme en dialog om byområdets fremtid. Men at der »ikke vil være positive resultater omkring politiske reformer«. Fronterne mellem demokrater og tilhængere af Beijing er trukket hårdt op, fordi »den nuværende regering i Hongkong sidder i en politisk sandwich«. Og der er en risiko for, at den kinesiske hær, som har soldater i Hongkong, kan blive sat ind mod demonstranter.

»Potentielt kan der komme voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. Så politiet i Hongkong er under enormt pres, for hvis de træder forkert vil det betyde voldsom offentlig kritik. Og hvis de ikke kan bevare kontrollen, så vil Folkets Befrielseshær blive mobiliseret«, siger Sonny Lo.

Reuters har mere om de 28.000 betjentes svære situation:

The Occupy Central movement has not yet won broad support among Hong Kong’s middle class, who are concerned about antagonizing China and disruptions to business, but strong measures by China or the Hong Kong police could change that.

“If police use tear gas or water cannon … this (use of) disproportionate force on protesters will generate more support for our civil disobedience campaign,” said Benny Tai, a law professor and one of Occupy Central’s main leaders.

Kernen i det hele er, at Beijing vil forsøge at gennemføre planer om, at en kommission på 1.200 personer skal udvælger de to eller tre kandidater, der skal stille op til valget i 2017 som Hongkongs leder. Og alle i kommission vil være kontrolleret af Beijing. De skal, som sagt, »elske Kina, elske Hongkong«.

Og kærligheden er et problem, som Wall Street Journal skriver i en artikel i dag:

But now, Beijing is pushing the concept of loving China to the fore, calling it a prerequisite for anyone eligible to run Hong Kong in coming years.

For a rule-based city that counts on legal code as its bedrock, ambiguous terms like “love” are sowing confusion.

When China extended the requirement to “love the country” to all Hong Kong administrators, including judges, hundreds of lawyers marched in protest. Retired Hong Kong Chief Justice Andrew Li called Beijing’s categorization of judges as administrators “unfortunate” in an Aug. 15 commentary in the South China Morning Post.

“Under the principle of judicial independence, judges should not be pro- or anti- anyone or anything,” he wrote.

For overordnet handler det om, hvilket verdenssyn regeringen i Beijing har, og hvor de vil placere Kina i den globale verdensorden, som Evan Osnos skriver på The New Yorker:

The crisis, which will likely grow, is proving to be a test not only of Hong Kong’s political culture but also of which political ethic will prevail across China in the years ahead: globalism or nationalism, two fundamentally different conceptions of how China will relate to the rest of the world. Hong Kong takes pride in its role as Asia’s original global city, a cultural and political mashup with a raucous, multilingual press corps and hot and noisy local politics—a largely borderless world of money, people, and ideas. Its courts rely on English common law, which is, in theory, free from political influence.

Udsigterne for demokrati er lige nu stort set lige nul. Chancerne for et egentligt valg i 2017 er minimale, siger eksperter. Blandt andre professor Larry Diamond fra Stanford University’s Hoover Institution her i South China Morning Post:

“It is difficult to see how, under this Iranian-style rigged system, pro-democracy forces will have any chance of nominating a candidate of their own,” said Diamond, founding co-editor of the Journal of Democracy.

“Unless a shockingly hopeful surprise emerges out of the nominating committee, I suspect that many Hongkongers will see the race as a contest between two slightly different flavours of vanilla and will boycott the election.”

Siden Xi Jinping kom til magten i 2012 har han kørt sig i stilling som en af Kinas mest magtfulde ledere efter Mao Zedong. Xi arbejder målrettet på at samle al magt i kommunistpartiet, og har lukket for politiske reformer og enhver form for opposition i alle dele af samfundet i Kina. Nu er partiets knytnæve så for alvor landet i Hongkong. I New York Times forklarer Minxin Pei hvorfor:

“They are afraid that caving in to Hong Kong would show weakness,” Minxin Pei, a professor of government at Claremont McKenna College in California, said in a telephone interview. “They believe that political weakness will encourage Hong Kong to demand more and will give opponents of the party’s rule in China great confidence to challenge the party.”

Der er også en anden grund. Eller rettere, den er en del af årsagen til, at kommunistpartiet også vil gå så langt for at bevare magten i Kina. Det handler om penge. At beskytte eliten og de rige, som Bloomberg skriver her:

Wang Zhenmin, a Chinese law professor who sat on the committee overseeing Hong Kong’s constitution, laid out the case most blatantly on Thursday, when he told journalists that the interests of the city’s powerful tycoons had to be safeguarded from unchecked democracy. “If we just ignore their interest, Hong Kong capitalism will stop,” he said. “Democracy is a political matter and it is also an economic matter.”

Partiet viste i 1989 – og flere gange siden da – at man er parat til at bruge militæret mod demonstrationer. Etpartistatens bruger også i dag hæren mod optøjer i Xinjiang og Tibet. Er det Hongkong næste gang?

:: Kinesisk propagandaplakat fra 1997, der opfordrer til entusiastisk at fejre Hongkongs overdragelse til Kina. Fra Chineseposters.net

Gå til artikel » Skriv kommentar

Funky briller: Accidental hipsters i kinesisk landsby

Accidental hipsters kina

Mødte de to herrer i en landsby i Gansu for nylig. Ret funky, begge to. Og store briller. De flinke mænd sidder og hygger sig med at ryge meget store og hjemmerullede cigaretter.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Propaganda: Kinesiske soldater spiser nudler med mudder

Yunnan soldater jord mudder

Det var søndag den 3. august, at jordskælvet ramte bjergene i Yunnan, der er en provins i det sydlige Kina. Indtil videre er tabstallet på 615 omkomne. Myndighederne sendte med det samme både soldater og redningsarbejdere til området, og deres indsats blev dækket grundigt i de kinesiske medier.

På et af de mange fotografier kan man se en håndfuld soldater fra Folkets Befrielseshær, der står udenfor omkring et ildsted. Der er en stor wok. Den er fyldt med mudret og brunt vand. Soldaterne holder papbægre med hurtignudler mellem hænderne.

Fotoet blev bragt på to af etpartistatens store medier, den nationalistiske tabloidavis Huanqiu Shibao og Kinas nationale radiostation CNR, med artikler om de modige soldater, der hårdtarbejdende og uselviske kæmper videre trods modgang. Og endda i nødens stund må nøjes med at spise nudler med mudder. »Wei renmin fuwu«, som det berømte og gamle slogan siger. At tjene folket.

Det lignede et stykke klassisk propaganda, som var mejslet ud efter kommunistpartiets trofaste og gamle skabeloner, der har rødder i en tid med vægaviser og massestævner.

Så det var ikke patriotisme og national stolthed, der flød ud i den ophedede debat på de sociale medier, hvor der var hug til hæren, som på trods af enorme budgetter åbenbart stadig ikke kan håndtere kriser, og kommunistpartiets propagandamyndigheder, der lever i fortiden.

»Efter så mange år bruger i stadig de samme tricks til at forherlige jer selv. Jeg er ikke i tvivl om, at soldaterne har ofret sig for folket, og at redningsarbejdet er hårdt. Men jeg er forarget over, hvordan de poserer for fotografen«, lød det i en kommentar på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter.

Kritikken fik de to medier til at reagere. Avisen Huanqiu Shibao, der har en engelsk udgave, som hedder Global Times, offentliggjorde først en artikel om, at soldaterne i Yunnan faktisk havde haft filtre og tabletter, der kunne give dem rent drikkevand. Det var en falsk historie, sagde avisen.

Radiostationen CNR fastholdt historien. Deres journalist havde endda set dem spise det, oplyste CNR i interviews. Kort efter skyndte avisen sig ud med en ny udtalelse om, at begge historier er rigtige. Jo, soldaterne havde adgang til rent vand, men de spiste muddernudlerne, som de lokale havde lavet til dem.

Historien er lige så forvirrende og mudret som nudlerne selv, som jeg skrev om forleden i Politiken. Her er et uddrag:

Men det vigtige ved historien og debatten er ikke længere, om hvorvidt soldaterne havde filtre til at få rent vand eller ej. Det er, at nyheder i Kina også løber gennem et filter, før de når ud til kineserne.

Kommunistpartiet kom til magten i 1949, og i årtier fik kineserne kun propaganda. Den kom i aviser, radio og gennem de skrattende højttalere, der stod udenfor i landsbyer, på pladser og andre offentlige steder. Rigtige informationer var svære at få, og rygter kunne brede sig vildt.

Men siden da kom det vildt voksende internet. Og ikke mindst tillod partiet en massiv kommercialisering af medierne. Det har betydet langt flere saftige historier når netmedier, TV- og radiostationer, aviser og magasiner skal kæmpe om lyttere, seere og læsere.

Kommercialiseringen har gjort, at for eksempel en avis som Huanqiu Shibao skal tjene penge som andre virksomheder. Selvom de hører under Folkets Dagblad og kommunistpartiets Centralkomite. Men indholdet her og i alle medier er stadig censureret og kontrolleret mere eller mindre direkte af kommunistpartiet.

Markedsvilkår og internet har betydet, at partiet har mistet monopolet over kinesernes meninger og holdninger. Og det er en udfordring. For de kinesiske partimedlemmer handler det nemlig ikke blot om at vinde det næste valg, for dem er der ingen af i etpartistaten. Det handler derimod om at bevare kommunistpartiet ved magten. Derfor har Kinas nye ledere i det seneste år arbejdet systematisk på at genvinde kontrollen og har igen styrket censur og propaganda.

Derfor er mange kinesere skeptiske over alle informationer, der kommer fra medier og myndigheder. Også i sagen om de to medier og muddernudlerne.

»De er begge to statskontrollerede medier, og de er motiveret af propaganda og ikke nyheder. Så jeg tror ikke på nogen af dem«, som der står i en kommentar på Weibo.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Baby Guo Meimei: Kinesisk kendis tilstår for åben skærm

Guo meimei kina berømt

Hun har været dronning af det kinesiske natteliv og kendt for sit luksusliv. Men nu er det slut med at rejse på første klasse for ‘Baby Guo Meimei’, som jeg skrev i Politiken søndag.

Guo Meimei er mest kendt for at være kendt. Hun er på mange måder Kinas svar på den amerikanske realitystjerne, Kim Kardashian.

Og så alligevel. Der er forskelle. Den 23-årige kineser, der også kalder sig selv for »Baby Guo Meimei«, er meget andet end blot et yndigt ansigt, for hun er tilsyneladende både flittig og entreprenant.

I dag er Guo kendt for at stå i spidsen for en bande, der organiserede illegale væddemål under verdensmesterskaberne i foldbold, og for at være en professionel »elskerinde«, der kunne tjene 90.000 kroner per nat, med forbindelser til magtfulde mænd. Og, nå ja, for at have ødelagt omdømmet for Kinas største velgørende organisation, det kinesiske Røde Kors.

I sidste måned blev hun anholdt og sigtet for hasardspil og prostitution. Og søndag aften i sidste uge kunne millioner af kinesere så se hende på TV, hvor hun indrømmede det hele for åben skærm. Der sad hun i orange fangedragt. Ingen makeup. Håret var tjavset. Hun græd. Hun lignede en berømthed, der var meget langt væk fra de utallige selfies af sit luksusliv med Lamboghini, Hermes, Tiffanny og flyveture på første klasse, som hun var berømt for.

Guo Meimei blev fældet af sin egen forfængelighed. Hun har over to millioner følgere på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter, og det var her, at hun under verdensmesterskaberne skrev en opdatering om, hvor meget hun havde tjent på at spille på kampene. Problemet? Den slags spil er ulovligt i Kina. Politiet slog til og anholdt Guo og otte andre personer.

Det var i 2011, at den dengang 20-årige kvinde trådte ud på den nationale scene. Hun lagde fotos af sig selv ud på internettet, hvor hun svinger rundt med dyre håndtasker og poserer foran en Maserati. I sin profil på Weibo præsenterede hun sig selv som »manager af den kommercielle del« af det kinesiske Røde Kors.

Det fik de sociale medier til at flamme op. For hvordan kunne en ansat for en velgørende organisation have råd til at føre sådan et liv? Her var endnu et eksempel på korruption.

Men det var løgn. Og Røde Kors nægtede da også at kende til hende. Men skandalen kom på et tidspunkt, hvor kinesernes kritik af de statslige og velgørende organisationer voksede. De var ineffektive og korrupte. Og selvom Guo aldrig havde været ansat, så var skaden sket, og donationerne styrtdykkede.

Her tre år efter har Røde Kors stadig ikke kommet sig over sagen. Men organisationen, der er kontrolleret af etpartistaten, har også være involveret i andre uheldige sager, som ikke har hjulpet. For eksempel for et par uger siden, hvor en tyfon ramte den sydkinesiske ø, Hainan. Her valgte Røde Kors at sende tusinder af tykke tæpper ned til trope-øen, hvor der er 35 grader varmt.

Guo Meimeis tv-tilståelse i søndags, hvor hun undskyldte til Røde Kors og det kinesiske folk, skete samtidig med, at det kraftige jordskælv ramte Yunnan og dræbte op mod 600 mennesker. Mandag i sidste uge gik Røde Kors ud og tiggede kineserne, om de »ikke nok vil glemme Guo Meimei«.

Det vil kineserne ikke. Heller ikke fordi utallige andre af etpartistatens medier, for eksempel Folkets Dagblad, også har skrevet hånende artikler om Guo. Der vel at mærke stadig ikke er dømt ved en domstol.

ChinaFile har en fin artikel om Guo og her om koordinerede kampagne mod hende i partiets aviser:

Xinhua News agency struck first with an article, nearly 4,000 Chinese characters long, carrying the titillating headline, “From Ostentation to Gambling—Why Did She Fall Into the Criminal Abyss?” The article reads as an exposé on Guo’s background, touching on her family, her relationship with her sugar daddy, and, crucially, her alleged affiliation with the Red Cross Society of China (RCSC). The article quotes Guo insisting that none of her friends or loved ones work for the RCSC, “and I don’t know anyone that does.” Guo apologized for making “a huge mistake out of vanity” which has “seriously destroyed the reputation of the RCSC. Saying ‘sorry’ isn’t enough to express my remorse.” While she was at it, Guo also confessed to operating illegal gambling venues from which she gained a profit of thousands of dollars, fabricating news stories about having fallen deep into debt, and having sex with men for money.

Minutes later, People’s Daily, the mouthpiece of the Chinese Communist Party and the government it controls, published 12 consecutive tweets on its official Weibo account about Guo. CCTV then issued 10 of its own, and CNR followed. In no time, #exposéonguomeimei had become one of the top trending topics on Weibo.

Guos optræden på TV er blot den seneste af flere tvungne tilståelser for åben skærm. For eksempel blev Charles Xue, en berømt forretningsmand, millionær og kritiker af partiet, sidste år anholdt og tvunget til at udøve selvkritik for åben, fordi han havde skrevet indlæg om menneskerettigheder og ytringsfrihed på de sociale medier.

Det er ikke kommunistpartiets egne faldne, som for eksempel toppolitikerne Zhou Yongkang og Bo Xilai, der tvinges på skærmen. For med tilståelserne vil man vise, hvordan etpartistaten og kommunistpartiet er moralens vogter og dydens beskytter.

Derfor har der også været skarp kritik af, hvordan Guo, selvom hun er nem at se ned på, blev tvunget på TV. Hun er blevet krænket, skriver økonomen Wang Fuzhong på Weibo.

»Hun er jo kun en pige, og er ikke et partimedlem eller politisk leder. Det er normalt for hende, at omgåes rige mænd. Hun har stået bag hasardspil, men hun har jo ikke lavet et røveri. Det her er blot en banal sag«, mener Wang, der hellere ville se Zhou Yongkang på skærmen.

»Det ville have langt større indflydelse end Guo«, skriver Wang.

Henne på Guardian har Tania Branigan interviewet Glenn Tiffert fra UC Berkeley om kommunistpartiets forhold til tilståelser generelt og på TV:

Confessions have long played a central role in Chinese criminal justice, said Glenn Tiffert, who researches Chinese criminal justice in the 20th century at the University of California, Berkeley.

But human rights groups have warned that coercion is widespread, though China has vowed to crack down on forced confessions.

For the party, confessions are not only about proving the case against the suspect, but also reforming the individual’s thought and setting an example to others.

“These are model performances meant to publicly abase high-profile figures, demonstrate their submission to party and state authority, communicate new standards of behaviour and warn others to conform, and reclaim popular legitimacy,” said Tiffert. He drew a comparison with the pre-trial publication of confessions in newspapers in earlier anti-corruption drives such as the 1951 “three-anti” campaign.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kina og Rusland: En presset Putin bejler til Xi

U80170850 13cdcb2031ag86 blog

Krisen i Ukraine og de vestlige sanktioner har skubbet Moskva tættere på Beijing. Det er dog et ulige forhold, og det er mest af alt Rusland, som har brug for Kina. Men på trods af signaler om venskab, er der langt fra tale om en alliance, som jeg skriver om i dagens Politiken.

Spørgsmålet er, om Beijing for alvor er interesseret i et tættere forhold til Moskva. Og om Rusland kan erstatte de vestlige markeder med det kinesiske. Hvis de to lande forsøgte at blive kærester, så ville deres status på Facebook være ‘det er kompliceret’. Blandt andet på grund af deres lange historie med grænsestridigheder og som politiske rivaler.

Så på trods af ny politisk velvilje, gasaftaler og handelsaftaler kommer det næppe til at udvikle sig til en egentlig alliance, som jeg skriver i artiklen:

»Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at der kommer noget som bare ligner en alliance«, siger Benjamin Herscovitch, der er lektor på australske Centre for Independent Studies, og har base i Beijing.

»De laver kun pragmatiske aftaler, de er altid forsigtige og tager kun beslutninger ud fra nationale interesser, de har fælles interesser, som skubber i samme retning, men de er ikke bundet sammen af fælles værdier«, siger Benjamin Herscovitch.

»Kina er altid glade for at se Vesten blive ydmyget, og det har Rusland været gode til i de seneste måneder, hvor de vestlige lande har været uvillige til at følge op med handling på deres hårde retorik«, siger Benjamin Herscovitch.

Og i Kina er man pragmatiske. Etpartistaten har ingen problemer med at gøre forretninger med et regime, der udfordrer Vesten og bryder menneskerettighederne, siger Herscovitch. Men det er mest af alt Rusland, der har brug for Kina. Og forskellene mellem de to lande er for store.

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan udvikle sig til et holdbart og længerevarende forhold«, siger Benjamin Herscovitch.

En af de andre kilder, som jeg talte med, men ikke citerede i artiklen, er Pan Chengxin, som er seniorlektor i internationale forhold på australske Deakin University. Her får du udpluk af interviewet med ham:

»Kina og Rusland har mange fælles interesser, og deres fællesskab er nu endnu tydeligere på grund af de øgede spændinger mellem Rusland og Vesten på grund af Ukraine. I takt med at USA og EU indfører stadigt hårdere sanktioner mod Rusland, da vil Rusland vende sig mod Kina«.

»Men momentum i deres forhold afhænger i høj grad af, om forholdet mellem Rusland og Vesten fortsætter med at forværres i de kommende måneder og år. Dermed ikke sagt, at relationerne mellem Kina og Rusland ikke har dets egen dynamik, det er en af Kinas udenrigspolitiske prioriteter at udvikle forholdet til Rusland, men prioriteringen er i høj grad en konsekvens af det amerikanske pres på Kina i Asien«.

»Derfor, hvis Kina og Rusland for alvor konsoliderer deres bånd, så er den amerikanske politik omkring begge lande en betydende faktor. Så på denne måde, det som står i vejen for et varmere forhold mellem Rusland og Kina er nærmest en forsonlig amerikansk Kina-politik. Eller mod Rusland, men det er usandsynligt i øjeblikket. Derudover, Indien har nok ikke lyst til at se Rusland komme for tæt på Beijing, og vil forsøge at sørge for en balance mellem de tre magter«.

»Jeg tvivler på, at der vil komme en formel alliance mellem Kina og Rusland, men hvis de politiske tendenser i Europa og Asien fortsætter, så kan man ikke udelukke en de facto alliance mellem Beijing og Moskva. Men her er det igen værd at bemærke, at sådan en alliance vil opstå mere af nød end lyst.«

Gå til artikel » Skriv kommentar

Elektrochok og afsky: Kineser anlægger sag om “behandling for homoseksualitet”

Retssag beijing homose kopi

Homeseksuelle har få rettigheder i Kina, og homoseksualitet er stadig et tabu. Men en kineser har lagt sag an mod en af de mange klinikker, der hævder at kunne “kurere” homoseksualitet, som jeg skrev i Politiken i sidste uge.

Det er den første sag af sin slags i Kina, og den kan få enorm betydning, vurderer eksperter. Aktivister håber, at retssagen kan være med til at åbne en debat om homoseksualitet, og ikke mindst ændre myndighederne og kineseres holdning til, at det er en sygdom, som kan diagnosticeres og behandles.

Det er en 30-årig mand, der bruger synonymet Xiao Zhen, som har lagt sag an mod en klinik i millionbyen Chongqing, hvor han blev behandlet med hypnose og elektrochok.

Da retssagen – der kan tage flere måneder – begyndte sidste uge i Beijing var der en mindre demonstration foran retsbygningen, hvor aktivister, der var klædt som læger og sygeplejersker, gik med skilte, hvor der blandt andet stod »homoseksualitet skal ikke kureres«.

Verdensundhedsorganisationen WHO fjernede homoseksualitet som en mental sygdom i 1992, og det skal selvfølgelig ikke »kureres«, siger Wang Long, der er grundlægger af organisationen Zhejiang Homeseksuelle Mænds Kærligheds Team, der arbejder med rådgivning til homoseksuelle og deres familier.

»Elektrochok er også en grusom terapi, der både mentalt og fysisk skader den homoseksuelle. Men det og hele retssagen viser, hvordan det kinesiske samfund har en forskruet holdning til bøsser og lesbiske, og at diskrimination stadig er et stort problem«, siger Wang Long.

Det er dog ikke elektrochok, der er den mest populære terapi i Kina lige nu. Det er ‘afsky-terapi’. Her får patienten medicin, der giver ham kvalme og gør ham dårlig og utilpas, og derefter bliver han sat til at se bøsseporno. Dermed, lyder argumentet, vil han efter behandling føle afsky over for det homosekuselle.

Begrebet homoseksualitet kommer fra den vestlige kultur, og det findes ikke på samme måde i Kina.

»Det har givet den gruppe en identitet i Vesten, men i Kina eksisterer begrebet ikke. Og kinesernes kritik af det har meget at gøre med en slags anti-seksualitet«, siger Zhang Beichuan, der er en af Kinas førende forskere i homoseksuel identitet. Blandt andet fordi sex i det hele taget er tabu i Kina, og at seksualundervisningen i skoler er uhyre mangelfuld.

Homoseksualitet var en forbrydelse i Kina indtil 1997. Før det kunne man risikere at komme i både fængsel eller arbejdslejr. I 2001 fjernede de kinesiske myndigheder det fra listen over psykiske sygdomme, men homoseksualitet og biseksualitet er stadig officielt en »seksuel lidelse«.

»Det har dybe rødder i det kinesiske samfund, at homoseksualitet er ‘unormalt’ og ‘sygt’. Det kommer ikke til at ændre sig på kort sigt«, siger Wang Long.

Myndighederne og statens holdning er dog markant forbedret siden da, siger Zhang Beichuan, og det fortsætter.

»I de større byer med store sygehuse og sundhedscentre, der vil de normalt rådgive familier, som sender deres homoseksuelle slægtninge ind for at blive kurerede, om, at det ikke er unormalt«, siger Zhang Beichuan.

»Men mange lokale klinikker forsøger stadig at tjene penge på at helbrede homoseksualitet med »homo-kure« og kommer med påstande om, at de helbreder 60-70 procent af homoseksuelle«, siger Zhang Beichuan.

I Vesten er det ofte på grund af religiøs overbevisning, at folk vælger eller bliver pressede til at modtage behandling for homoseksualitet. I Kina er det fordi kulturen lægger enorm vægt på at få børn og fortsætte familien, hvilket giver pres fra omgangskreds, familie og især forældre.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Ji Cheng: Kinas første rytter i Tour de France

126711849 14044787121451n Hvornår får Kina sin første vinder af Tour de France? Der kommer til at gå årtier, siger eksperter. Men for første gang er der en kineser med i Touren, og han har stor betydning for sporten og dens popularitet i Kina.

Det er den 26-årige Ji Cheng, der kører for Giant-Shimano, som er med i årets Tour, som jeg skrev om tidligere på ugen i Politiken. Og han er en god ambassadør for landevejscykling i Kina.

»Helt klart. Ji Chengs sponsorer, som for eksempel Giant, bruger det i markedsføring, og mediernes interesse og dækning er stigende. Begge dele er afgørende for at øge sportens popularitet i Kina«, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

Også Tian Zhuqi er enig. Han er leder af China Motion Bicycle Team, der er et amatørhold med 8 ryttere, som er sponsoreret af cykelmærket Motion.

»Ji Cheng har virkelig været en inspiration for ryttere og fans. Men der er lang vej igen, før det får bred interesse i Kina. Her synes jeg heller ikke, at mediernes dækning er tilfredsstillende«, siger Tian Zhuqi.

Man kan også begynde at se interessen for cykling på de sociale medier i Kina.

»Det er på grund af dig, at jeg begyndte at se Tour de France! Hver gang, hvor du leder feltet, sender jeg et foto af det til mine venner og fortæller dem, at du er den første kineser i Touren!«, står der i en kommentar på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter.

»De fleste går op i VM i fodbold og støtter andre lande. Der er ikke mange, som interesser sig for cykling. Du er Kinas stolthed, giv den gas, Ji Cheng«, lyder det i en anden kommentar.

Men Touren fylder stadig meget lidt på sociale medier og i aviser, radio og TV. Det er uden sammenligning fodbold, som løber med interessen lige nu.

Op til omkring år 2000 var cyklen et populært transportmiddel i Kina. Men i takt med, at især kineserne i de store byer er blevet rigere, er cyklerne skiftet ud med biler, scootere og elektriske cykler.

Landevejscykling har aldrig været en populær sportsgren, og det er der især tre grunde til. For det første mener de fleste, at cykler og udstyr er relativt dyrt, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

»For det andet, så mener mange forældre, at cykling er en meningsløs og farlig sport, så selvom mange børn og teenagere har interessen, så får de ikke opbakning fra familien«, siger He Zhaozhi. Og for det tredje er de kinesiske cykelklubber en del af problemet.

»Der er mange af dem, men de har virkelig ikke et højt niveau. Der er nogle få store, som er veludviklede, men de fleste er små og alt for amatøragtige«, siger He Zhaozhi.

Dernæst er den uregerlige kinesiske trafik et problem, hvor trafikregler ofte bliver ignoreret. Endelig er den voldsomme luftforurening også en faktor.

»Grundlæggende, så har vi importeret hele konceptet med landevejscykling fra udlandet, så det tager tid at popularisere og at få til at virke under kinesiske forhold. Folk tror også, at det er en dyr sport, og de vil hellere bruge pengene på en bil«, siger Tian Zhuqi.

Tian mener også, at Kina har masser af dygtige amatørryttere. For at konkurrere i professionelle konkurrencer nationalt og internationalt, skal man registrere sig hos etpartistatens sportsmyndigheder i sin by eller hjemprovins. Det var Ji Cheng, der begyndte som barn på en af sportsskolerne i det kinesiske system, der er opbygget efter sovjetisk forbillede. Det er et system, hvor talenter udefra sjældent bliver opdaget.

Så hvornår kommer der for første gang en kinesisk etapevinder i Tour de France? Nogle håber på, at Ji Cheng er manden, der kan gøre det.

»Makker, i dag gik min kone med til, at jeg måtte købe en racercykel, hvis du vinder en etape. Afsted! Jeg stoler på dig, så jeg kan få min cykel!«, står der i en kommentar på Sina Weibo.
Det kommer næppe til at ske. Ji Cheng har deltaget i både Vuelta a España i 2012 og Giro d’Italia i 2013 men uden store resultater. Han er hjælperytter og har hidtil ligget placeret som bundprop i Tourfeltet på årets etaper.

»Det er selvfølgelig svært at svare præcist på, hvornår Kina får sin første etapevinder. Men det kommer ikke til at ske i en nær fremtid. Det er mindst 10 år ude i fremtiden«, siger He Zhaozhi.

For også i cykelsport skal talenter begynde deres træning som børn, og det sker ikke i øjeblikket i Kina. Det tager lang tid, før man får skabt et miljø og opbygget de muligheder for systematisk træning, som er nødvendige, siger He Zhaozhi.

»Så der kommer til at gå virkelig lang tid, før vi får en kinesisk vinder af Tour de France«, siger He Zhaozhi.

:: Foto fra Xinhua

Gå til artikel » Comment (1)

Vulgær og grov: Global Times har succes

God læsning om Global Times og dens succes og voksende indflydelse.

Many friends have made ample revelations on the Global Times’ publishing policies, editorial standpoints, and writing style, but it is impossible to rely only on these to defeat it. In the domain of China’s current public opinion, the organizations that have principles have been gradually cleared out, and they do not have the ability to contend against the Global Times. At the same time, the political environment has now become extremely crude and ugly. Where jackals and wolfs thrive, no pure voices are to be heard.

Furthermore, the Global Times’ vulgar articles and rude opinions go hand in hand with certain characteristics of the kind of education Chinese nationals have received. It is but the manifestation of the thinking pattern propagated by the Party for dozens of years and a fact not to be disputed. Other minds and thinking have been removed as soon as they emerged, and, having done so for decades, what we have is the invincible Global Times.

Måske burde man bare helt boykotte den, foreslår Eric Fish:

Gå til artikel » Skriv kommentar

Opsamling: 25-året for massakren på Den Himmelske Fredsplads

BpQsXrOCcAETmUS jpg large

Det er 25 år siden, at Kinas Kommunistparti satte hæren ind mod hundredtusinder af ubevæbnede demonstranter, der var samlet på Den Himmelske Fredsplads i Beijing. Hvis du vil have baggrund om den 4. juni 1989, så kan du læse de tidligere artikler på Kinablog og her kan du se en tidslinje.

Det er en dag, som kommunistpartiet har brugt 25 år på at slette fra kinesernes hukommelse. Sikkerheden er markant i Kina og især Beijing, men mange finder alligevel kreative måder, som de kan markere jubilæet på. Som på billedet ovenover.

Her er en opsamling med links og læsning:

• Stærk samling af fotos fra Beijing 4. Juni 1989 på Politiken

• Kinesernes »frygt og ligegyldighed over for politik i dag skyldes 4. juni«, fortæller en af dem, som jeg interviewede om 6/4 1989 her på Politiken

• »Selvfølgelig føler man skyld«, siger soldat, der var med 6/4 1989. Uddrag i Politiken af ny bog om Tiananmen, der hedder ‘The People’s Republic of Amnesia: Tiananmen Revisited’

• 25 år efter Tiananmen, Kina bliver mere autoritært. FP: Xi Jinping’s Bad Dream

• Find de ansvarlige. Zhang Jialong på Foreign Policy: Beijing wants us to forget about ’6/4.’ But we must keep the flame burning

• Stemmerne fra Tiananmen. Stærke interviews og video på ChinaFile

• De mistede deres børn på Tiananmen 6/4 1989. Interviews og video med forældrene på Human Rights in China

• Folket og kampvognene. Essay af forfatteren Liao Yiwu på NYRB: The Tanks and the People

• Se hele dokumentaren om 6/4 1989 “The Gate Of Heavenly Peace”. Den er på Youtube og her via Beijing Cream

• Stemmerne fra Tiananmen. God multimedie fra South China Morning Post

• Brug et minut på op-ed i NYT af Helen Gao: Tiananmen, Forgotten

• Tiananmen 6/4 1989. Stærke og levende billeder fra ABC, BBC og CBC

Gå til artikel » Skriv kommentar

Dagen der forsvandt: 25 året for massakren i Kina 1989

Politiken kina 4 juni
Hvis man går ind på Baike Baidu, der er det kinesiske svar på Wikipedia, og søger på “1989”, kommer der kun to korte artikler frem.

Den ene fortæller, at 1989 er navnet på en computervirus. Den anden forklarer, at det er tallet mellem 1988 og 1990.

Kinas Kommunistparti har brugt 25 år på at censurere og slette årstallet 1989 fra kinesernes hukommelse. Det er året, som forsvandt fra historiebøgerne, som jeg skriver i dagens Politiken.

For det år var der demonstrationer i hundreder af byer over hele Kina, hvor millioner protesterede mod partiet. Centrum for bevægelsen var i Beijing. Den Himmelske Fredsplads havde i flere uger været fyldt med hundredtusinder af demonstranter, da Kinas Kommunistparti natten til den 4. juni satte hæren ind mod de ubevæbnede demonstranter. Man kunne have brugt vandkanoner og knipler til at rydde pladsen med. Men kommunistpartiet valgte at lade kampvogne og op mod 200.000 bevæbnede soldater rykke ind i Beijing.

Massakren er det største tabu i Kina i dag, og den er en del af kommunistpartiets DNA. Den har haft afgørende indflydelse på partiets hårde politik og dets forhold til borgerne siden 1989, og arven efter demonstrationerne den 4. juni har været med til at forme det moderne Kina.

Hvis du vil have lidt baggrund om den 4. juni 1989, så kan du læse de tidligere artikler på Kinablog og her kan du se en tidslinje.

I dagens PS i Politiken har vi også et uddrag af bogen “The People’s Republic of Amnesia: Tiananmen Revisited“, der er skrevet Lim Louisa, som er korrespondent for NPR i Kina.

I PS har jeg også interviews om, hvad den 4. juni 1989 betyder for Kina. Her nedenunder får du en lille godbid, som der ikke nåede i papiravisen.

Det er med Shen Tong – ham kan du læse om her på Wikipedia og i et kort interview på Guardian – som var en af de mest markante studenterledere, der organiserede demonstrationerne. Seks dage efter massakren lykkedes det for ham at komme til USA, hvor han som en af de første afgav øjenvidneberetning. Han er stadig politisk aktiv og bor i dag i New York, hvor han blandt andet er filmmager, forfatter og software entrepenør.

Hvor kan man se og mærke indflydelsen efter 4. juni 1989 i dag?
Set i bakspejlet, så handlede demonstrationerne om frihed. Og folk som var der kan huske, hvordan de faktisk var en fest og fejring af livet. Men det usandsynlige resultat af foråret 1989 blev regering og parti bemægtigede sig al magt. Der er også siden kommet flere oplysninger frem, som viser, hvordan det ikke kun var gadeprotesterne, der blev undertrykt, men også de reformvenlige kræfter i partiet, der faktisk var større end tilhængerne af den hårde linje. Den ubekvemme sandhed er, at de sociale bevægelser og det politiske miljø blev kvalt i de næste to et halvt år, hvor økonomien på grund af det interne og internationale pres ikke voksede hurtigt som i dag. Det fik partiet til at indse, at de havde tabt. Svaret blev nationalisme og økonomisk udvikling. Så det overraskende resultat af demonstrationerne er, at de er grundlaget for det kinesiske mirakel.

Hvordan vil 4. juni påvirke Kina i fremtiden?
Kina ville have været et meget anderledes sted i dag, hvis regeringen havde valgt et mere afbalanceret svar på protesterne. I stedet fik vi dette monster af en politistat, der undertrykker alt for at beskytte eliten i byerne. Hvis Kina skal modernisere sig, så er det nødvendigt med større fokus på at udvikle en retsstat og på individuelle rettigheder. Det har måske været de største protester i menneskets historie med 150 millioner personer, der alene efterspørger reformer. Jeg ved ikke, hvad der mere skal til – i noget land – for at få et regimeskifte. Efter den 4. juni var det, som at tale til et voldtægtsoffer, folk var chokerede. Nogle siger, at vi studenterledere var for aggressive med at organisere de ikke-voldelige protester. Men det modsatte er tilfældet. Vi skulle have været mere vedholdende.

Gå til artikel » Skriv kommentar