Censur på internettet i Kina: Fint med hårde hug til partiet, så længe du ikke gør noget ved det

Kina censur Hvor går grænsen – hvad man kan skrive på internettet i Kina, før det bliver slettet?

Ytringsfrihed er en af de største trusler mod kommunistpartiets magt, og derfor er der censur af medier og internet i Kina. I de seneste to år, siden præsident Xi Jinping kom til magten, er der også blevet strammet op for censuren. For partiet var begyndt at miste kontrollen over den offentlige mening og kinesernes holdninger. Den skal genvindes.

Det er især de sociale medier på internettet, som i de seneste år var blevet en trussel. For eksempel Sina Weibo, som dog i det seneste års tid har mistet brugere og er blevet kraftigt stækket. Både på grund af partiets stigende censur og kontrol. Og fordi kineserne i højere grad foretrækker at bruge deres tid på Weixin.

I dag har partiet opbygget et massivt og omfattende system, der skal kontrollere holdninger og informationer på internettet. Men censureren afslører også kommunistpartiets intentioner.

For hvad kan du egentlig skrive på de sociale medier, før partiets digitale viskelæder sletter dig? Det har tre forskere fra Harvard og University of California forsøgt at finde ud af i denne undersøgelse, der hedder Reverse-engineering censorship in China. Resultatet er:

Criticisms of the state, its leaders, and their policies are routinely published, whereas posts with collective action potential are much more likely to be censored—regardless of whether they are for or against the state (two concepts not previously distinguished in the literature). Chinese people can write the most vitriolic blog posts about even the top Chinese leaders without fear of censorship, but if they write in support of or opposition to an ongoing protest—or even about a rally in favor of a popular policy or leader—they will be censored.

We clarify the internal mechanisms of the Chinese censorship apparatus and show how changes in censorship behavior reveal government intent by presaging their action on the ground. That is, it appears that criticism on the web, which was thought to be censored, is used by Chinese leaders to determine which officials are not doing their job of mollifying the people and need to be replaced.

Og deres konklusion:

Censorship in China is used to muzzle those outside government who attempt to spur the creation of crowds for any reason—in opposition to, in support of, or unrelated to the government. The government allows the Chinese people to say whatever they like about the state, its leaders, or their policies, because talk about any subject unconnected to collective action is not censored. The value that Chinese leaders find in allowing and then measuring criticism by hundreds of millions of Chinese people creates actionable information for them and, as a result, also for academic scholars and public policy analysts.

:: Illustration fra denne artikel

Gå til artikel » Skriv kommentar

Tegn og alfabeter: Analfebetisme på kinesisk

Skole kina kinesiske tegn

Alfabet vs. kinesiske tegn. Der er – biologisk – forskel på analfebetisme, viser ny forskning.

Det er ikke nemt at lære kinesiske tegn. Bare for at kunne læse en avis, skal man kende mindst 3.000 af dem. Derefter kommer udtalen, hvor der er fire forskellige toner, som gør livet endnu mere besværligt for enhver – kineser eller udlænding – som forsøger at lære sproget.

Nøglen til det hele er, at man skal kunne tegnene udenad. Og det er det, som de første skoleår handler om for kinesiske børn, der sidder og terper tegnene ved at skrive dem igen og igen, til de sidder i både hoved og hånd.

Det er svært. Ikke mindst hvis man er en af de 700 millioner mennesker her på kloden, der er analfabet.

Men nu viser ny forskning, at analfabetisme ikke er det samme i Kina som i andre lande, hvor man bruger alfabeter. Det skriver The Economist om her:

Until recently it was assumed that dyslexia had a universal biological origin, whatever language a person was reading. But being dyslexic in Chinese is not the same as being dyslexic in English, according to Wai Ting Siok of Hong Kong University. Her team’s MRI studies showed that dyslexia among users of alphabetic scripts such as English and of logographic ones such as Chinese was associated with different parts of the brain, just as different parts of the brain were involved in reading the two types of language. Chinese reading uses more of a frontal part of the left hemisphere of the brain (called the left middle frontal region), whereas reading languages with an alphabet uses a posterior part of the brain (the left temporoparietal region).

Learning to read a language with an alphabet requires learning to sound out words; the visual form maps on to the sound of the word. Chinese, by contrast, maps the graphic form, the character, on to the meaning. The phonetic sound of the character does not necessarily correspond to the form of it. Reading English requires sounding out words segment by segment. The letter-sound conversion does not apply in Chinese.

“The fact that Chinese and Western dyslexics show brain abnormalities in different brain regions suggests that dyslexia may even be two different brain disorders in the two streams of culture,” Ms Siok writes. One lesson from her study, she adds, is that a dyslexic Chinese reader may not suffer the same problem with an alphabetic language. The reverse is also true: some non-Chinese dyslexics can also master Chinese script more easily than the alphabet.

:: Foto: Mit eget

Gå til artikel » Skriv kommentar

Problem: Kinas dansende bedstemødre bekæmpes med pigtråd, afføring og vandballoner

Kina dans

Sidste år blev hr. Shi, der er en 56-årig mand fra Beijing, irriteret på de gamle damer, der om aftenen mødtes på torvet foran hans lejlighed for at stå og danse.

Shi tog sit gevær og gik derned. Han skød op i luften og slap sine tre hunde løs for at få flokken af damer til at løbe væk. Politiet mente bagefter, at det var en mindre god ide, og de anholdt Shi, der blev tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.

Ifølge de kinesiske medier, der sidste år dækkede retssagen mod Shi, havde han flere gange forsøgt at tale med damerne, for at få dem til at dæmpe sig og skrue ned for musikken. Uden held.

Og Shi er ikke den eneste, der er frustreret over de “dansende bedstemødre”, eller tiaowu dama, som de hedder på kinesisk. For i Kina er det ikke teenagere, der hænger ud på offentlige pladser og larmer i gadebilledet. Det er gamle damer.

Hvis man går ud i de kinesiske storbyer tidligt om morgenen eller sent om aftenen, er parker og pladser fyldt med især ældre folk, der spiller badminton, går baglæns, sparker til jianzi, der er en slags fjerbold, laver tai-chi og strækker ud. Eller danser. Det bliver stadigt mere populært blandt især pensionister og kvinder. Og ifølge nogle skøn er der op mod 100 millioner kinesere, der laver guangchangwu, altså “torve dans”.

Her står kvinderne, der er sjældent mænd med, selvom der har sneget sig en enkelt ind på billedet ovenover, i grupper, og laver koreograferede bevægelser og dansetrin i den lettere genre. Musikken kommer fra transistorradioer og billige ghettoblastere, hvor lyden er ofte både høje og skrattende. Nogle har endda også sat større højtalere på små indkøbsvogne, som de så kan trække rundt.

Musikken kan være for eksempel pophits fra Taiwan eller Hongkong eller latinsk musik. Men det er især nogle af Kinas Kommunistpartis klassiske revolutionære sange som “Østen er Rød” eller “Tunnel krig”, der bliver swinget rundt til. De seneste par år har popgruppen Fønix Myten i øvrigt været populære. Duoen er tilknyttet kunstnerenheden i Folkets Befrielseshærs Andet Artillery Korps, der er Kinas nukleare og konventionelle missilstyrker.

Men de dansende bedstemødre er ikke altid populære. Langt fra. Klagerne over dem er vokset i især de seneste par år.

I Changsha smed vrede naboer gennem længere tid mønter, sten og endda afføring mod en gruppe af de dansende – og støjende, lød kritikken – ældre kvinder. Det samme er sket flere andre steder i Kina. I Chengdu er der blevet kylet vandballoner efter dem.

Ledelsen og naboer i et bygningskompleks blev så trætte af en gruppe kvinder, der mødtes ved en af indkørslerne til komplekset, at de i maj satte trafikkegler op på fortovet og spændte pigtråd ud mellem dem.

I millionbyen Guangzhou har man som den første by udfærdigiget et lovforslag om “stillezoner” i områder og parker omkring for eksempel bygningskomplekser, skoler og hospitaler. I Liuyang har et af byens kvarterer udstedt et “dekret om dans”, så der kun må danses efter syv om morgenen og ikke efter 20.30 om aftenen.

Wang Zhongxing, der er sociolog på Xi’an Universityt for Internationale Studier, siger, at gruppedans for alvor er blevet populært inden for de seneste cirka 20 år med politiske og økonomiske reformer i Kina.

»Efter reformerne er folk begyndt at blive mere opmærksomme på deres helbred, så de er også begyndt selv at arrangere aktiviteter«, siger Wang Zhongxing.

Wang peger på, at det i 1960erne og 1970erne var arbejdsenhederne, danwei’s, som organiserede den slags aktiviteter. Dengang i det kommunistiske Kina var alt fra universiteter til fabrikker inddelt i danwei’s, som i høj grad sørgede for alt i en kinesers liv.

Det er også en af grundene til, at de ældre kvinder ikke bare finder en hal at danse rundt i.

»I dag er der ikke nok indendørs plads til rådighed«, siger Jing Xiaofen, der er sociolog ved Nordvest Universitetet for Landbrug og Skovbrug.

»For årtier siden ville der være indendørs lokaler stillet til rådighed af en danwei, men efter reformerne er den slags lokaler til offentlige indendørsaktivitet forsvundet«, siger JIng Xiaofen.

Udover at være sund, så handler det især også for kvinderne om at komme udenfor deres lejligheder og at være sociale.

En af dem er pensionisten Yu Yerui, der er 56 år gammel. Hun er med i en gruppe, der hver dag mødes ved indkøbscentret Shimao, der ligger i det centrale Beijing. Når butikkerne er lukket er der nemlig god plads om aftenen på de brede fortorve, og der er ingen naboer. For selvom der nogle steder er problemer med de dansende bedstemødre, så skal man at tage hensyn til hinanden, mener Yu.

Yu danser to gange om dagen. Om morgenen går hun hen til en park omkring Arbejdernes Stadion, hvor der kommer en lærer, som viser folk nye danse og dansetrin. Det hele er arrangeret af dem selv, der er ingen foreninger eller gebyrer, folk dukker bare op. Sådan foregår det normalt over hele Kina.

Yu’s gruppe har ti sange og danserutiner, som de plejer at gennemføre om aftenen. Og det sker i al slags vejr.

»Jeg plejer at komme her hver aften i to timer. Også selvom det regner, i hvert fald hvis det ikke regner for kraftigt«, siger Yu.

»Normalt er vi omkring 20 personer, og det er de samme folk, der kommer hver gang. Så man lærer hinanden at kende. Man bliver venner«, siger en smilende Yu og falder tilbage ind i flokken af dansende bedstemødre.

:: Foto: Mit eget

Gå til artikel » Skriv kommentar

Penge og politik: Kina bekæmper demokrati i Hongkong

Kina hongkong På en måde kan man sige, at det handler om kærlighed.

I 2017 er der valg i Hongkong, og her får indbyggerne lov til at stemme på forskellige kandidater til posten som leder. Det var den gode nyhed, som blev offentliggjort i søndags. Den dårlige er så, at man alene vil kunne vælge mellem personer, som er udvalgt af Kinas Kommunistparti, og som er loyale overfor kommunistpartiet oppe i den kinesiske hovedstad.

Alle kandidater skal være personer som »elsker Kina, elsker Hongkong«, som der står i retningslinjerne. De blev offentliggjort søndag i Beijing, hvor den tidligere britiske kronkoloni fik partiets kærlighed at føle. Den kinesiske etpartistat forsøger at slukke for politiske reformer i Hongkong. Demokrati og frie valg? Glem det, som jeg skriver i dagens Politiken.

I årtier har Hongkong været en magtfuldt finansby, der er vokset under både britisk og kinesisk styre. Men nu har Beijing sat politik øverst på dagsordenen, og det er kommet som et chok for mange af indbyggerne i de seneste par måneder. Resultatet har været usikkerhed, uro og demonstrationer.

For Kommunistpartiet vil have kontrol med Hongkong. Direkte valg og politiske reformer i Hongkong vil blive tolket som et svaghedstegn i Kina, og de mere end 1,3 milliarder kinesere skal ikke få ideer fra den tidligere koloniby om valg og demokratiske institutioner, der kan true kommunistpartiets magt i Kina.

Vil Hongkong så gå hen og blive et nyt Thailand eller Ukraine, som en af de statslige aviser advarede om for nogle uger siden? Voldelige sammenstød er en reel risiko, som en af de analytikere jeg talte med til artiklen, pegede på:

Professor Sonny Lo, der er leder af institut for samfundsvidenskab på Hong Kong Institute of Education og forfatter til bog om Kinas kontrol med Hongkong, tror, at der på et tidspunkt vil komme en dialog om byområdets fremtid. Men at der »ikke vil være positive resultater omkring politiske reformer«. Fronterne mellem demokrater og tilhængere af Beijing er trukket hårdt op, fordi »den nuværende regering i Hongkong sidder i en politisk sandwich«. Og der er en risiko for, at den kinesiske hær, som har soldater i Hongkong, kan blive sat ind mod demonstranter.

»Potentielt kan der komme voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. Så politiet i Hongkong er under enormt pres, for hvis de træder forkert vil det betyde voldsom offentlig kritik. Og hvis de ikke kan bevare kontrollen, så vil Folkets Befrielseshær blive mobiliseret«, siger Sonny Lo.

Reuters har mere om de 28.000 betjentes svære situation:

The Occupy Central movement has not yet won broad support among Hong Kong’s middle class, who are concerned about antagonizing China and disruptions to business, but strong measures by China or the Hong Kong police could change that.

“If police use tear gas or water cannon … this (use of) disproportionate force on protesters will generate more support for our civil disobedience campaign,” said Benny Tai, a law professor and one of Occupy Central’s main leaders.

Kernen i det hele er, at Beijing vil forsøge at gennemføre planer om, at en kommission på 1.200 personer skal udvælger de to eller tre kandidater, der skal stille op til valget i 2017 som Hongkongs leder. Og alle i kommission vil være kontrolleret af Beijing. De skal, som sagt, »elske Kina, elske Hongkong«.

Og kærligheden er et problem, som Wall Street Journal skriver i en artikel i dag:

But now, Beijing is pushing the concept of loving China to the fore, calling it a prerequisite for anyone eligible to run Hong Kong in coming years.

For a rule-based city that counts on legal code as its bedrock, ambiguous terms like “love” are sowing confusion.

When China extended the requirement to “love the country” to all Hong Kong administrators, including judges, hundreds of lawyers marched in protest. Retired Hong Kong Chief Justice Andrew Li called Beijing’s categorization of judges as administrators “unfortunate” in an Aug. 15 commentary in the South China Morning Post.

“Under the principle of judicial independence, judges should not be pro- or anti- anyone or anything,” he wrote.

For overordnet handler det om, hvilket verdenssyn regeringen i Beijing har, og hvor de vil placere Kina i den globale verdensorden, som Evan Osnos skriver på The New Yorker:

The crisis, which will likely grow, is proving to be a test not only of Hong Kong’s political culture but also of which political ethic will prevail across China in the years ahead: globalism or nationalism, two fundamentally different conceptions of how China will relate to the rest of the world. Hong Kong takes pride in its role as Asia’s original global city, a cultural and political mashup with a raucous, multilingual press corps and hot and noisy local politics—a largely borderless world of money, people, and ideas. Its courts rely on English common law, which is, in theory, free from political influence.

Udsigterne for demokrati er lige nu stort set lige nul. Chancerne for et egentligt valg i 2017 er minimale, siger eksperter. Blandt andre professor Larry Diamond fra Stanford University’s Hoover Institution her i South China Morning Post:

“It is difficult to see how, under this Iranian-style rigged system, pro-democracy forces will have any chance of nominating a candidate of their own,” said Diamond, founding co-editor of the Journal of Democracy.

“Unless a shockingly hopeful surprise emerges out of the nominating committee, I suspect that many Hongkongers will see the race as a contest between two slightly different flavours of vanilla and will boycott the election.”

Siden Xi Jinping kom til magten i 2012 har han kørt sig i stilling som en af Kinas mest magtfulde ledere efter Mao Zedong. Xi arbejder målrettet på at samle al magt i kommunistpartiet, og har lukket for politiske reformer og enhver form for opposition i alle dele af samfundet i Kina. Nu er partiets knytnæve så for alvor landet i Hongkong. I New York Times forklarer Minxin Pei hvorfor:

“They are afraid that caving in to Hong Kong would show weakness,” Minxin Pei, a professor of government at Claremont McKenna College in California, said in a telephone interview. “They believe that political weakness will encourage Hong Kong to demand more and will give opponents of the party’s rule in China great confidence to challenge the party.”

Der er også en anden grund. Eller rettere, den er en del af årsagen til, at kommunistpartiet også vil gå så langt for at bevare magten i Kina. Det handler om penge. At beskytte eliten og de rige, som Bloomberg skriver her:

Wang Zhenmin, a Chinese law professor who sat on the committee overseeing Hong Kong’s constitution, laid out the case most blatantly on Thursday, when he told journalists that the interests of the city’s powerful tycoons had to be safeguarded from unchecked democracy. “If we just ignore their interest, Hong Kong capitalism will stop,” he said. “Democracy is a political matter and it is also an economic matter.”

Partiet viste i 1989 – og flere gange siden da – at man er parat til at bruge militæret mod demonstrationer. Etpartistatens bruger også i dag hæren mod optøjer i Xinjiang og Tibet. Er det Hongkong næste gang?

:: Kinesisk propagandaplakat fra 1997, der opfordrer til entusiastisk at fejre Hongkongs overdragelse til Kina. Fra Chineseposters.net

Gå til artikel » Skriv kommentar

Funky briller: Accidental hipsters i kinesisk landsby

Accidental hipsters kina

Mødte de to herrer i en landsby i Gansu for nylig. Ret funky, begge to. Og store briller. De flinke mænd sidder og hygger sig med at ryge meget store og hjemmerullede cigaretter.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Propaganda: Kinesiske soldater spiser nudler med mudder

Yunnan soldater jord mudder

Det var søndag den 3. august, at jordskælvet ramte bjergene i Yunnan, der er en provins i det sydlige Kina. Indtil videre er tabstallet på 615 omkomne. Myndighederne sendte med det samme både soldater og redningsarbejdere til området, og deres indsats blev dækket grundigt i de kinesiske medier.

På et af de mange fotografier kan man se en håndfuld soldater fra Folkets Befrielseshær, der står udenfor omkring et ildsted. Der er en stor wok. Den er fyldt med mudret og brunt vand. Soldaterne holder papbægre med hurtignudler mellem hænderne.

Fotoet blev bragt på to af etpartistatens store medier, den nationalistiske tabloidavis Huanqiu Shibao og Kinas nationale radiostation CNR, med artikler om de modige soldater, der hårdtarbejdende og uselviske kæmper videre trods modgang. Og endda i nødens stund må nøjes med at spise nudler med mudder. »Wei renmin fuwu«, som det berømte og gamle slogan siger. At tjene folket.

Det lignede et stykke klassisk propaganda, som var mejslet ud efter kommunistpartiets trofaste og gamle skabeloner, der har rødder i en tid med vægaviser og massestævner.

Så det var ikke patriotisme og national stolthed, der flød ud i den ophedede debat på de sociale medier, hvor der var hug til hæren, som på trods af enorme budgetter åbenbart stadig ikke kan håndtere kriser, og kommunistpartiets propagandamyndigheder, der lever i fortiden.

»Efter så mange år bruger i stadig de samme tricks til at forherlige jer selv. Jeg er ikke i tvivl om, at soldaterne har ofret sig for folket, og at redningsarbejdet er hårdt. Men jeg er forarget over, hvordan de poserer for fotografen«, lød det i en kommentar på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter.

Kritikken fik de to medier til at reagere. Avisen Huanqiu Shibao, der har en engelsk udgave, som hedder Global Times, offentliggjorde først en artikel om, at soldaterne i Yunnan faktisk havde haft filtre og tabletter, der kunne give dem rent drikkevand. Det var en falsk historie, sagde avisen.

Radiostationen CNR fastholdt historien. Deres journalist havde endda set dem spise det, oplyste CNR i interviews. Kort efter skyndte avisen sig ud med en ny udtalelse om, at begge historier er rigtige. Jo, soldaterne havde adgang til rent vand, men de spiste muddernudlerne, som de lokale havde lavet til dem.

Historien er lige så forvirrende og mudret som nudlerne selv, som jeg skrev om forleden i Politiken. Her er et uddrag:

Men det vigtige ved historien og debatten er ikke længere, om hvorvidt soldaterne havde filtre til at få rent vand eller ej. Det er, at nyheder i Kina også løber gennem et filter, før de når ud til kineserne.

Kommunistpartiet kom til magten i 1949, og i årtier fik kineserne kun propaganda. Den kom i aviser, radio og gennem de skrattende højttalere, der stod udenfor i landsbyer, på pladser og andre offentlige steder. Rigtige informationer var svære at få, og rygter kunne brede sig vildt.

Men siden da kom det vildt voksende internet. Og ikke mindst tillod partiet en massiv kommercialisering af medierne. Det har betydet langt flere saftige historier når netmedier, TV- og radiostationer, aviser og magasiner skal kæmpe om lyttere, seere og læsere.

Kommercialiseringen har gjort, at for eksempel en avis som Huanqiu Shibao skal tjene penge som andre virksomheder. Selvom de hører under Folkets Dagblad og kommunistpartiets Centralkomite. Men indholdet her og i alle medier er stadig censureret og kontrolleret mere eller mindre direkte af kommunistpartiet.

Markedsvilkår og internet har betydet, at partiet har mistet monopolet over kinesernes meninger og holdninger. Og det er en udfordring. For de kinesiske partimedlemmer handler det nemlig ikke blot om at vinde det næste valg, for dem er der ingen af i etpartistaten. Det handler derimod om at bevare kommunistpartiet ved magten. Derfor har Kinas nye ledere i det seneste år arbejdet systematisk på at genvinde kontrollen og har igen styrket censur og propaganda.

Derfor er mange kinesere skeptiske over alle informationer, der kommer fra medier og myndigheder. Også i sagen om de to medier og muddernudlerne.

»De er begge to statskontrollerede medier, og de er motiveret af propaganda og ikke nyheder. Så jeg tror ikke på nogen af dem«, som der står i en kommentar på Weibo.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Baby Guo Meimei: Kinesisk kendis tilstår for åben skærm

Guo meimei kina berømt

Hun har været dronning af det kinesiske natteliv og kendt for sit luksusliv. Men nu er det slut med at rejse på første klasse for ‘Baby Guo Meimei’, som jeg skrev i Politiken søndag.

Guo Meimei er mest kendt for at være kendt. Hun er på mange måder Kinas svar på den amerikanske realitystjerne, Kim Kardashian.

Og så alligevel. Der er forskelle. Den 23-årige kineser, der også kalder sig selv for »Baby Guo Meimei«, er meget andet end blot et yndigt ansigt, for hun er tilsyneladende både flittig og entreprenant.

I dag er Guo kendt for at stå i spidsen for en bande, der organiserede illegale væddemål under verdensmesterskaberne i foldbold, og for at være en professionel »elskerinde«, der kunne tjene 90.000 kroner per nat, med forbindelser til magtfulde mænd. Og, nå ja, for at have ødelagt omdømmet for Kinas største velgørende organisation, det kinesiske Røde Kors.

I sidste måned blev hun anholdt og sigtet for hasardspil og prostitution. Og søndag aften i sidste uge kunne millioner af kinesere så se hende på TV, hvor hun indrømmede det hele for åben skærm. Der sad hun i orange fangedragt. Ingen makeup. Håret var tjavset. Hun græd. Hun lignede en berømthed, der var meget langt væk fra de utallige selfies af sit luksusliv med Lamboghini, Hermes, Tiffanny og flyveture på første klasse, som hun var berømt for.

Guo Meimei blev fældet af sin egen forfængelighed. Hun har over to millioner følgere på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter, og det var her, at hun under verdensmesterskaberne skrev en opdatering om, hvor meget hun havde tjent på at spille på kampene. Problemet? Den slags spil er ulovligt i Kina. Politiet slog til og anholdt Guo og otte andre personer.

Det var i 2011, at den dengang 20-årige kvinde trådte ud på den nationale scene. Hun lagde fotos af sig selv ud på internettet, hvor hun svinger rundt med dyre håndtasker og poserer foran en Maserati. I sin profil på Weibo præsenterede hun sig selv som »manager af den kommercielle del« af det kinesiske Røde Kors.

Det fik de sociale medier til at flamme op. For hvordan kunne en ansat for en velgørende organisation have råd til at føre sådan et liv? Her var endnu et eksempel på korruption.

Men det var løgn. Og Røde Kors nægtede da også at kende til hende. Men skandalen kom på et tidspunkt, hvor kinesernes kritik af de statslige og velgørende organisationer voksede. De var ineffektive og korrupte. Og selvom Guo aldrig havde været ansat, så var skaden sket, og donationerne styrtdykkede.

Her tre år efter har Røde Kors stadig ikke kommet sig over sagen. Men organisationen, der er kontrolleret af etpartistaten, har også være involveret i andre uheldige sager, som ikke har hjulpet. For eksempel for et par uger siden, hvor en tyfon ramte den sydkinesiske ø, Hainan. Her valgte Røde Kors at sende tusinder af tykke tæpper ned til trope-øen, hvor der er 35 grader varmt.

Guo Meimeis tv-tilståelse i søndags, hvor hun undskyldte til Røde Kors og det kinesiske folk, skete samtidig med, at det kraftige jordskælv ramte Yunnan og dræbte op mod 600 mennesker. Mandag i sidste uge gik Røde Kors ud og tiggede kineserne, om de »ikke nok vil glemme Guo Meimei«.

Det vil kineserne ikke. Heller ikke fordi utallige andre af etpartistatens medier, for eksempel Folkets Dagblad, også har skrevet hånende artikler om Guo. Der vel at mærke stadig ikke er dømt ved en domstol.

ChinaFile har en fin artikel om Guo og her om koordinerede kampagne mod hende i partiets aviser:

Xinhua News agency struck first with an article, nearly 4,000 Chinese characters long, carrying the titillating headline, “From Ostentation to Gambling—Why Did She Fall Into the Criminal Abyss?” The article reads as an exposé on Guo’s background, touching on her family, her relationship with her sugar daddy, and, crucially, her alleged affiliation with the Red Cross Society of China (RCSC). The article quotes Guo insisting that none of her friends or loved ones work for the RCSC, “and I don’t know anyone that does.” Guo apologized for making “a huge mistake out of vanity” which has “seriously destroyed the reputation of the RCSC. Saying ‘sorry’ isn’t enough to express my remorse.” While she was at it, Guo also confessed to operating illegal gambling venues from which she gained a profit of thousands of dollars, fabricating news stories about having fallen deep into debt, and having sex with men for money.

Minutes later, People’s Daily, the mouthpiece of the Chinese Communist Party and the government it controls, published 12 consecutive tweets on its official Weibo account about Guo. CCTV then issued 10 of its own, and CNR followed. In no time, #exposéonguomeimei had become one of the top trending topics on Weibo.

Guos optræden på TV er blot den seneste af flere tvungne tilståelser for åben skærm. For eksempel blev Charles Xue, en berømt forretningsmand, millionær og kritiker af partiet, sidste år anholdt og tvunget til at udøve selvkritik for åben, fordi han havde skrevet indlæg om menneskerettigheder og ytringsfrihed på de sociale medier.

Det er ikke kommunistpartiets egne faldne, som for eksempel toppolitikerne Zhou Yongkang og Bo Xilai, der tvinges på skærmen. For med tilståelserne vil man vise, hvordan etpartistaten og kommunistpartiet er moralens vogter og dydens beskytter.

Derfor har der også været skarp kritik af, hvordan Guo, selvom hun er nem at se ned på, blev tvunget på TV. Hun er blevet krænket, skriver økonomen Wang Fuzhong på Weibo.

»Hun er jo kun en pige, og er ikke et partimedlem eller politisk leder. Det er normalt for hende, at omgåes rige mænd. Hun har stået bag hasardspil, men hun har jo ikke lavet et røveri. Det her er blot en banal sag«, mener Wang, der hellere ville se Zhou Yongkang på skærmen.

»Det ville have langt større indflydelse end Guo«, skriver Wang.

Henne på Guardian har Tania Branigan interviewet Glenn Tiffert fra UC Berkeley om kommunistpartiets forhold til tilståelser generelt og på TV:

Confessions have long played a central role in Chinese criminal justice, said Glenn Tiffert, who researches Chinese criminal justice in the 20th century at the University of California, Berkeley.

But human rights groups have warned that coercion is widespread, though China has vowed to crack down on forced confessions.

For the party, confessions are not only about proving the case against the suspect, but also reforming the individual’s thought and setting an example to others.

“These are model performances meant to publicly abase high-profile figures, demonstrate their submission to party and state authority, communicate new standards of behaviour and warn others to conform, and reclaim popular legitimacy,” said Tiffert. He drew a comparison with the pre-trial publication of confessions in newspapers in earlier anti-corruption drives such as the 1951 “three-anti” campaign.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Kina og Rusland: En presset Putin bejler til Xi

U80170850 13cdcb2031ag86 blog

Krisen i Ukraine og de vestlige sanktioner har skubbet Moskva tættere på Beijing. Det er dog et ulige forhold, og det er mest af alt Rusland, som har brug for Kina. Men på trods af signaler om venskab, er der langt fra tale om en alliance, som jeg skriver om i dagens Politiken.

Spørgsmålet er, om Beijing for alvor er interesseret i et tættere forhold til Moskva. Og om Rusland kan erstatte de vestlige markeder med det kinesiske. Hvis de to lande forsøgte at blive kærester, så ville deres status på Facebook være ‘det er kompliceret’. Blandt andet på grund af deres lange historie med grænsestridigheder og som politiske rivaler.

Så på trods af ny politisk velvilje, gasaftaler og handelsaftaler kommer det næppe til at udvikle sig til en egentlig alliance, som jeg skriver i artiklen:

»Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at der kommer noget som bare ligner en alliance«, siger Benjamin Herscovitch, der er lektor på australske Centre for Independent Studies, og har base i Beijing.

»De laver kun pragmatiske aftaler, de er altid forsigtige og tager kun beslutninger ud fra nationale interesser, de har fælles interesser, som skubber i samme retning, men de er ikke bundet sammen af fælles værdier«, siger Benjamin Herscovitch.

»Kina er altid glade for at se Vesten blive ydmyget, og det har Rusland været gode til i de seneste måneder, hvor de vestlige lande har været uvillige til at følge op med handling på deres hårde retorik«, siger Benjamin Herscovitch.

Og i Kina er man pragmatiske. Etpartistaten har ingen problemer med at gøre forretninger med et regime, der udfordrer Vesten og bryder menneskerettighederne, siger Herscovitch. Men det er mest af alt Rusland, der har brug for Kina. Og forskellene mellem de to lande er for store.

»Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan udvikle sig til et holdbart og længerevarende forhold«, siger Benjamin Herscovitch.

En af de andre kilder, som jeg talte med, men ikke citerede i artiklen, er Pan Chengxin, som er seniorlektor i internationale forhold på australske Deakin University. Her får du udpluk af interviewet med ham:

»Kina og Rusland har mange fælles interesser, og deres fællesskab er nu endnu tydeligere på grund af de øgede spændinger mellem Rusland og Vesten på grund af Ukraine. I takt med at USA og EU indfører stadigt hårdere sanktioner mod Rusland, da vil Rusland vende sig mod Kina«.

»Men momentum i deres forhold afhænger i høj grad af, om forholdet mellem Rusland og Vesten fortsætter med at forværres i de kommende måneder og år. Dermed ikke sagt, at relationerne mellem Kina og Rusland ikke har dets egen dynamik, det er en af Kinas udenrigspolitiske prioriteter at udvikle forholdet til Rusland, men prioriteringen er i høj grad en konsekvens af det amerikanske pres på Kina i Asien«.

»Derfor, hvis Kina og Rusland for alvor konsoliderer deres bånd, så er den amerikanske politik omkring begge lande en betydende faktor. Så på denne måde, det som står i vejen for et varmere forhold mellem Rusland og Kina er nærmest en forsonlig amerikansk Kina-politik. Eller mod Rusland, men det er usandsynligt i øjeblikket. Derudover, Indien har nok ikke lyst til at se Rusland komme for tæt på Beijing, og vil forsøge at sørge for en balance mellem de tre magter«.

»Jeg tvivler på, at der vil komme en formel alliance mellem Kina og Rusland, men hvis de politiske tendenser i Europa og Asien fortsætter, så kan man ikke udelukke en de facto alliance mellem Beijing og Moskva. Men her er det igen værd at bemærke, at sådan en alliance vil opstå mere af nød end lyst.«

Gå til artikel » Skriv kommentar

Elektrochok og afsky: Kineser anlægger sag om “behandling for homoseksualitet”

Retssag beijing homose kopi

Homeseksuelle har få rettigheder i Kina, og homoseksualitet er stadig et tabu. Men en kineser har lagt sag an mod en af de mange klinikker, der hævder at kunne “kurere” homoseksualitet, som jeg skrev i Politiken i sidste uge.

Det er den første sag af sin slags i Kina, og den kan få enorm betydning, vurderer eksperter. Aktivister håber, at retssagen kan være med til at åbne en debat om homoseksualitet, og ikke mindst ændre myndighederne og kineseres holdning til, at det er en sygdom, som kan diagnosticeres og behandles.

Det er en 30-årig mand, der bruger synonymet Xiao Zhen, som har lagt sag an mod en klinik i millionbyen Chongqing, hvor han blev behandlet med hypnose og elektrochok.

Da retssagen – der kan tage flere måneder – begyndte sidste uge i Beijing var der en mindre demonstration foran retsbygningen, hvor aktivister, der var klædt som læger og sygeplejersker, gik med skilte, hvor der blandt andet stod »homoseksualitet skal ikke kureres«.

Verdensundhedsorganisationen WHO fjernede homoseksualitet som en mental sygdom i 1992, og det skal selvfølgelig ikke »kureres«, siger Wang Long, der er grundlægger af organisationen Zhejiang Homeseksuelle Mænds Kærligheds Team, der arbejder med rådgivning til homoseksuelle og deres familier.

»Elektrochok er også en grusom terapi, der både mentalt og fysisk skader den homoseksuelle. Men det og hele retssagen viser, hvordan det kinesiske samfund har en forskruet holdning til bøsser og lesbiske, og at diskrimination stadig er et stort problem«, siger Wang Long.

Det er dog ikke elektrochok, der er den mest populære terapi i Kina lige nu. Det er ‘afsky-terapi’. Her får patienten medicin, der giver ham kvalme og gør ham dårlig og utilpas, og derefter bliver han sat til at se bøsseporno. Dermed, lyder argumentet, vil han efter behandling føle afsky over for det homosekuselle.

Begrebet homoseksualitet kommer fra den vestlige kultur, og det findes ikke på samme måde i Kina.

»Det har givet den gruppe en identitet i Vesten, men i Kina eksisterer begrebet ikke. Og kinesernes kritik af det har meget at gøre med en slags anti-seksualitet«, siger Zhang Beichuan, der er en af Kinas førende forskere i homoseksuel identitet. Blandt andet fordi sex i det hele taget er tabu i Kina, og at seksualundervisningen i skoler er uhyre mangelfuld.

Homoseksualitet var en forbrydelse i Kina indtil 1997. Før det kunne man risikere at komme i både fængsel eller arbejdslejr. I 2001 fjernede de kinesiske myndigheder det fra listen over psykiske sygdomme, men homoseksualitet og biseksualitet er stadig officielt en »seksuel lidelse«.

»Det har dybe rødder i det kinesiske samfund, at homoseksualitet er ‘unormalt’ og ‘sygt’. Det kommer ikke til at ændre sig på kort sigt«, siger Wang Long.

Myndighederne og statens holdning er dog markant forbedret siden da, siger Zhang Beichuan, og det fortsætter.

»I de større byer med store sygehuse og sundhedscentre, der vil de normalt rådgive familier, som sender deres homoseksuelle slægtninge ind for at blive kurerede, om, at det ikke er unormalt«, siger Zhang Beichuan.

»Men mange lokale klinikker forsøger stadig at tjene penge på at helbrede homoseksualitet med »homo-kure« og kommer med påstande om, at de helbreder 60-70 procent af homoseksuelle«, siger Zhang Beichuan.

I Vesten er det ofte på grund af religiøs overbevisning, at folk vælger eller bliver pressede til at modtage behandling for homoseksualitet. I Kina er det fordi kulturen lægger enorm vægt på at få børn og fortsætte familien, hvilket giver pres fra omgangskreds, familie og især forældre.

Gå til artikel » Skriv kommentar

Ji Cheng: Kinas første rytter i Tour de France

126711849 14044787121451n Hvornår får Kina sin første vinder af Tour de France? Der kommer til at gå årtier, siger eksperter. Men for første gang er der en kineser med i Touren, og han har stor betydning for sporten og dens popularitet i Kina.

Det er den 26-årige Ji Cheng, der kører for Giant-Shimano, som er med i årets Tour, som jeg skrev om tidligere på ugen i Politiken. Og han er en god ambassadør for landevejscykling i Kina.

»Helt klart. Ji Chengs sponsorer, som for eksempel Giant, bruger det i markedsføring, og mediernes interesse og dækning er stigende. Begge dele er afgørende for at øge sportens popularitet i Kina«, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

Også Tian Zhuqi er enig. Han er leder af China Motion Bicycle Team, der er et amatørhold med 8 ryttere, som er sponsoreret af cykelmærket Motion.

»Ji Cheng har virkelig været en inspiration for ryttere og fans. Men der er lang vej igen, før det får bred interesse i Kina. Her synes jeg heller ikke, at mediernes dækning er tilfredsstillende«, siger Tian Zhuqi.

Man kan også begynde at se interessen for cykling på de sociale medier i Kina.

»Det er på grund af dig, at jeg begyndte at se Tour de France! Hver gang, hvor du leder feltet, sender jeg et foto af det til mine venner og fortæller dem, at du er den første kineser i Touren!«, står der i en kommentar på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter.

»De fleste går op i VM i fodbold og støtter andre lande. Der er ikke mange, som interesser sig for cykling. Du er Kinas stolthed, giv den gas, Ji Cheng«, lyder det i en anden kommentar.

Men Touren fylder stadig meget lidt på sociale medier og i aviser, radio og TV. Det er uden sammenligning fodbold, som løber med interessen lige nu.

Op til omkring år 2000 var cyklen et populært transportmiddel i Kina. Men i takt med, at især kineserne i de store byer er blevet rigere, er cyklerne skiftet ud med biler, scootere og elektriske cykler.

Landevejscykling har aldrig været en populær sportsgren, og det er der især tre grunde til. For det første mener de fleste, at cykler og udstyr er relativt dyrt, siger He Zhaozhi, der er chefredaktør på biketo.com, der er en portal for cykelsport.

»For det andet, så mener mange forældre, at cykling er en meningsløs og farlig sport, så selvom mange børn og teenagere har interessen, så får de ikke opbakning fra familien«, siger He Zhaozhi. Og for det tredje er de kinesiske cykelklubber en del af problemet.

»Der er mange af dem, men de har virkelig ikke et højt niveau. Der er nogle få store, som er veludviklede, men de fleste er små og alt for amatøragtige«, siger He Zhaozhi.

Dernæst er den uregerlige kinesiske trafik et problem, hvor trafikregler ofte bliver ignoreret. Endelig er den voldsomme luftforurening også en faktor.

»Grundlæggende, så har vi importeret hele konceptet med landevejscykling fra udlandet, så det tager tid at popularisere og at få til at virke under kinesiske forhold. Folk tror også, at det er en dyr sport, og de vil hellere bruge pengene på en bil«, siger Tian Zhuqi.

Tian mener også, at Kina har masser af dygtige amatørryttere. For at konkurrere i professionelle konkurrencer nationalt og internationalt, skal man registrere sig hos etpartistatens sportsmyndigheder i sin by eller hjemprovins. Det var Ji Cheng, der begyndte som barn på en af sportsskolerne i det kinesiske system, der er opbygget efter sovjetisk forbillede. Det er et system, hvor talenter udefra sjældent bliver opdaget.

Så hvornår kommer der for første gang en kinesisk etapevinder i Tour de France? Nogle håber på, at Ji Cheng er manden, der kan gøre det.

»Makker, i dag gik min kone med til, at jeg måtte købe en racercykel, hvis du vinder en etape. Afsted! Jeg stoler på dig, så jeg kan få min cykel!«, står der i en kommentar på Sina Weibo.
Det kommer næppe til at ske. Ji Cheng har deltaget i både Vuelta a España i 2012 og Giro d’Italia i 2013 men uden store resultater. Han er hjælperytter og har hidtil ligget placeret som bundprop i Tourfeltet på årets etaper.

»Det er selvfølgelig svært at svare præcist på, hvornår Kina får sin første etapevinder. Men det kommer ikke til at ske i en nær fremtid. Det er mindst 10 år ude i fremtiden«, siger He Zhaozhi.

For også i cykelsport skal talenter begynde deres træning som børn, og det sker ikke i øjeblikket i Kina. Det tager lang tid, før man får skabt et miljø og opbygget de muligheder for systematisk træning, som er nødvendige, siger He Zhaozhi.

»Så der kommer til at gå virkelig lang tid, før vi får en kinesisk vinder af Tour de France«, siger He Zhaozhi.

:: Foto fra Xinhua

Gå til artikel » Comment (1)