Journalistik i Kina: Nej, du skal ikke være aktivist

Der er mange gode pointer i dette interview med David Barboza, der var Kinakorrespondent for New York Times og skrev artiklerne om Wen Jiabaos formue.

Den slags artikler accepterer man ikke i Beijing, så NYT’s hjemmeside blev blokeret og avisen har siden da haft store problemer med at få visa til sine journalister.

Det var også kritiske artikler om de etniske problemer og terror i Xinjiang, som fik kommunistpartiet til i december at smide den franske journalist Ursula Gauthier ud af landet. Om det så var en god artikel kan man i høj grad debattere.

En af David Barbozas pointer i interviewet på ChinaFile er, at man som journalist ikke skal være aktivist men tilstræbe objektivitet:

One woman recently asked me, “So what can you do as a journalist to activate change?” And I told her I don’t want to think about activating change. I don’t want to have the idea in my mind—even in the back recesses of my mind—that I’m doing great journalism that activates change. But a lot of journalists do—they believe that change is what they’re doing journalism for. I don’t. I think my job is like an educator. I’m about activating education and opening people’s minds to stories and what’s happening. I would be very worried if I were thinking I was activating change. What would that look like—like I’m here to overthrow the Chinese Communist Party? No, I’m here to tell you what is happening at a point in time and to try to do it fairly and in a balanced way.

På Asia Society kan du også se en video med foredrag og paneldebat med fem af The New Yorkers tidligere korrespondenter i Kina.

Fra Congo til Kina: Afrikanske iværksættere

For mange afrikanske iværksættere er Kina et slaraffenland. Brug 25 minutter på at se denne dokumentar, der følger Nathalie Fodderie, som rejser fra Congo til Kina.

Som der står i beskrivelsen på Al-Jazeera, hvor indslaget også kan ses:

On a reconnaissance trip to Guangzhou, in Southern China, she has three weeks to find equipment for her Kinshasa restaurant that needs complete refurbishment.

Fodderie works with an established network of African and Chinese middlemen and traders and haggles with some of the toughest businessmen in the world.

Through her journey, we see how African and Chinese traders grapple with geographic and cultural hurdles to make a profit.

Hurtigt overblik: 5 ting du skal vide om et-barnspolitikken

IMG 3686

1. Hvorfor blev den indført?
Kinas ledere indførte den i 1980, fordi man ville kontrollere den stærkt voksende befolkning. For mange indbyggere ville betyde større arbejdsløshed og være en bremse for den økonomisk vækst.
Ifølge den officielle propaganda har politikken betydet 400 millioner færre kinesere. Uafhængige skøn sætter tallet tættere på 100 millioner. Og flere undersøgelser peger på, at det lave fødselstal også skyldes forhold, som man kender fra for eksempel Japan.

2. Hvilke problemer skabte den?
Et-barnspolitikken skabte enorme problemer. For eksempel er der ikke et socialt sikkerhedsnet i Kina, så familiens eneste barn står alene med ansvaret om, at skulle forsørge familiens gamle.
Kineserne vil helst have drenge, og politikken har medført, at der fødes 120 drenge for hver 100 piger. En hel generation af mænd står uden partnere.
Den har medført en industri af menneskehandel og kidnapninger, tvangsaborter og tvungne sterilisationer

3. Hvor mange ændringer har der været?
Der har været mange stramninger siden 1980. Men især de seneste 10 års tid er den blevet lempet flere gange. Seneste store ændring var i 2013, hvor alle par, hvor den ene forælder var enebarn, fik lov til at få 2 børn.
Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Kina i torsdags afskaffede et-barnspolitikken, så alle kinesere nu må få to børn. Men det er først og fremmest en symbolsk handling og erkendelse om problemerne med et-barnspolitikken.

4. Hvorfor afskaffer man nu et-barnspolitikken?
Regeringen har brug for flere arbejdende kinesere. Kinas arbejdsstyrke – der tæller personer fra 15-64 år – bliver mindre. Og det går stærkt. FN anslår, at der fra 2010 og frem til 2030 bliver 67 millioner færre arbejdere.
Samtidig vil andelen af gamle svulme fra 110 millioner i 2010 til 210 millioner i 2030. Og i 2050 vil de udgøre en fjerdedel af befolkningen i Kina, som anslåes at være på cirka 1,35 milliarder.
Så regeringen giver nu tilladelse til, at alle må få to børn. Men man beholder familieplanlægningen, og det er stadig ulovligt at få mere end to.

5. Hvilken indflydelse vil den nye to-barnspolitik få?
Mange kinesere vil ikke have mere end et enkelt barn, fordi det er blevet for dyrt på grund af for eksempel høje leveomkostninger. Samtidig venter kineserne i stigende grad med at gifte sig. Få analytikere forventer derfor, at fødselsraten vil bevæge sig markant fra de nuværende 1,5 per kvinde. For at løse Kinas problemer burde den være 2,1.
Med den seneste lempelse i 2013 kunne 11 millioner par få to børn. Men indtil videre har kun 1,45 millioner ansøgt om lov til at få to børn. Langt under regeringens forhåbninger, anslår eksperter. Samtidig får mange alligevel ikke de to børn på trods af ansøgningen. I 2014 blev der kun registreret 470.000 fødsler af parrene.

Et-barnspolitik: Nu må kineserne få 2 børn

2008102110134936 2

Efter tre årtier har Kina besluttet af ændre den kontroversielle etbarnspolitik markant. Men det vil næppe få befolkningen til at eksplodere i Kina.

En familie. Et barn. Sådan har det været siden 1980, da etbarnspolitikken blev indført i Kina.

Det er en politik, som for mange i Vesten har været et symbol på Kina. Den har været et eksempel på det almægtige parti, som bestemmer over selv kinesernes ret til at få børn.

I Kina er der mange, som har haft forståelse for den. Ellers ville befolkningen eksplodere, lyder argumentet ofte, når man taler med folk på gaden.

Men der er også mange, som har kritiseret den. I mange år har der med jævne mellemrum været grusomme historier i de kinesiske medier med myndighedernes tvangsterilisationer og -aborter. Som for eksempel i 2012, da den 23-årige Feng Jianmei blev tvunget til en abort, da hun var i 7. måned.

Men nu er det slut. Efter tre årtier ændrer Kina etbarnspolitikken, så alle par nu må få to børn, oplyser det officielle nyhedsbureau Xinhua i et kort telegram på kun tre linjer.

Beslutningen er truffet på et fire dage langt politisk topmøde i Beijing, der sluttede i dag torsdag.

Et-barnspolitikken, der er kendt som familieplanlægning i Kina, blev vedtaget i 1980 for at kontrollere befolkningsvæksten, så et par kun måtte få et enkelt barn.

Der har altid været undtagelser i loven, så for eksempel Kinas 55 etniske minoriteter, der udgør lidt over 8 procent af befolkningen, har været undtaget.

De seneste år har 19 provinser eksperimenter med at lempe politikken.

Og for 2 år siden kom så en yderligere lempelse af familieplanlægningen, så den kun gjaldt cirka 50 procent af kineserne og var afhængig af, om man for eksempel boede på landet eller i byen.

Nu er den så afskaffet, så kineserne kan få to børn. Det sker blandt andet fordi de kinesiske ledere står over for enorme demografisk udfordringer.

Siden 2013 har kineserne født færre børn end der afgik kinesere ved døden. Ifølge nogle analyser ville befolkningen begynde at skrumpe i 2020.

Der ville være færre arbejdende hænder i det, som allerede i dag er verdens næststørste økonomi.

Det har de kinesiske ledere kunne se konsekvensen af i for eksempel Japan, hvor arbejdsstyrken svinder for hvert år, der går.

Så selvom afskaffelsen af den forhadte politik er en sejr for menneskeretsaktivister er det først og fremmest på grund af økonomiske hensyn, at de cirka 200 ledere i toppen af kommunistpartiet valgte at afskaffe den.

Men spørgsmålet er, om det vil hjælpe og få kineserne til at få flere børn.

Da kineserne lempede politikken kraftigt for to år siden var effekten lille. Ændringen berørte 10-20 millioner personer, men det var kun lidt over 240.000, som ansøgte om at få et barn mere.

Det er nemlig blevet dyrt at have børn i dagens Kina. For eksempel er en god uddannelse så kostbar, at mange familier næsten ikke har råd til at sende bare et enkelt barn gennem universitet.

Det seneste årti har der forud for utallige politiske møder været rygter om, at man nu ville ændre eller endda helt afskaffe etbarnspolitikken. Nu skete det så. Til dels. For familieplanlægningen er her stadig, hvis man vil mere end to børn.

Og spørgsmålet er, om kineserne overhvoedet kan overtales til at få mere end et barn.

Ingen kritik af Beijing: Storbritannien opfører sig som Kinas “hundehvalp”

2015 10 21 10 27 52 am

Set i lyset af Tibet-sagen, så var der måske nogle gode spørgsmål i dette interview på BBC, som danske politikere også kunne meditere lidt over?

Det er James McGregor, der blandt andet er forfatter til bogen “One billion customers“, som er blevet interviewet af BBC.

Her fortæller han hvordan en vestlig regering som den britiske er naiv, når de gør alt for at blive gode venner med Kina. For hvis man opfører sig som en hundehvalp, så vil kineserne begynde at lede efter hundesnoren. De har ikke respekt for nogen, der bukker og fedter for dem, siger McGregor.

Så under Xi Jinpings statsbesøg vil Kina annoncere nogle investeringer i Storbritannien, men hvad er prisen på lang sigt, spørger McGregor.

Svaret er, at Kina blot vil fortsætte med at komme med nye krav og skrue op for presset, som også andre eksperter peger på i denne artikel på Financial Times, hvor den britiske politik over for Kina bliver beskrevet som alt andet end “visionært” (som er Beijings egen beskrivelse af den britiske Kinapolitik):

Evan Medeiros, head of the Asia practice at Eurasia Group and a former top Asia adviser to Mr Obama, says Britain is misguided in its China approach.

“If there is one truism in managing relations with a rising China, it is that if you give in to Chinese pressure, it will inevitably lead to more Chinese pressure,” he says.

“London is playing a dangerous game of tactical accommodation in the hopes of economic benefits, which could lead to more problems down the line.”

“What is concerning is the message that has been sent that commerce and economic co-operation is the only metric that will guide the UK’s policy towards China,” says Tom Wright, a foreign policy expert at the Brookings Institution.

Englænderne glemmer tilsyneladende, at når man for eksempel laver kontrakter om at bygge et atomkraftværk i Storbritannien, så betyder det også en eksport af den politiske kultur i institutioner og myndigheder hjemme i Kina.

Den fik man senest et eksempel på under eksplosionerne i Tianjin den 12. august, som skyldtes korruption og uduelighed blandt de lokale myndigheder. En ulykke, som kommunistpartiet har censureret i medierne og forhindret, at man systematisk kunne lede efter lignende tilfælde i resten af Kina.

Som David Kelly fra China Policy skriver her på Lowy Institute for International Policy blog:

The deep issue was thus not the competence of China’s technical firms and experts, but the linkages between levels of management, the tendency of people to be ‘recreant’ (ie. to find reasons not to carry out their responsibilities), undisclosed interests, jumbled lines of control, and so on.

So for President Xi’s trip and the Hinkley project, the deep issue is not a list of solely Chinese malpractice, incompetence, or the like, but of the potential additive effects of two jurisdictions, each with governance issues. Those interested in such projects are inclined to dismiss such cavils as driven by a sour-grapes mentality or worse, xenophobia. It is worth pointing out as forcefully as possible that there is nothing xenophobic about maintaining high standards.

Indeed, Chinese investment has, over the last two decades, shown a preference for jurisdictions that maintain high standards. These are jurisdictions that protect investments, minimise risks, and bring out the best in the agencies and firms willing to accept challenges.
These countries should never be tempted to lower those standards. Risk is a given. But when joint investments combine national risk cultures, standards of governance must rise, not fall.

:: Foto: Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua

Ny stil: Partiet giver interviews

MAIN201510182119000463820730609

Whoa. En kinesisk præsident, der giver et interview? Sørme ja. Og så alligevel ikke.

Xi Jinping er på besøg i Storbritannien, og Reuters har fået et eksklusivt interview med præsidenten. Det kan du læse her. Men interview er blevet lavet over email.

Inden Xi’s besøg til USA havde Wall Street Journal også et email interview med Xi, og det er åbenbart sådan, at vi nu ruller i Zhongnanhai.

Men er det fremgang og et tegn på større åbenhed i forhold til de seneste to årtier, hvor toplederne i partiet ikke har givet interviews til udenlandske? Nej. På den måde undgår Xi opfølgende og kritiske spørgsmål, og medierne kan plastre “eksklusivt” hen over artiklen, som vil blive massivt promoveret. Og hvem siger i det hele taget, at det er Xi selv, der er kommet med svarene.

Der er også Financial Times, som det lykkedes at få et interview ansigt til ansigt med Li Keqiang. Her er der ingen tvivl om, at han selvfølgelig er kommet med svarene. Men jeg er sikker på, at spørgsmålene var sendt ind på forhånd til godkendelse – ligesom når den kinesiske ministerpræsident holder sin årlige “pressekonference” efter partiets konference – men de tre journalister vovede ikke at stille et kritisk spørgsmål eller at forsøge sig med spørgsmål om emner, som var fyfy fra starten.

Er det så at værd at møde op for at holde mikrofonen for partiet? Bliver læserne klogere? Nej. Og nej.

:: Foto fra Folkets Dagblad

Xi goes UK: “Visionært” at droppe kritik af Kina

50530

Det er virkelig interessant at følge debatten i Storbrittannien lige nu, hvor præsident Xi JInping begynder sit officielle besøg i dag.

Reuters har et email interview med Xi Jinping, hvor generalsekretæren selv mener, at Storbrittannien har en visionær politik over for Kina

“The UK has stated that it will be the Western country that is most open to China. This is a visionary and strategic choice that fully meets Britain’s own long-term interest,” Xi said in a written response to questions from Reuters.

China looks forward to engaging with the UK in a wider range, at a higher level and in greater depth.

Men for kritikerne er det ikke specielt visionært, når Storbritanniens politik først og fremmest handler om penge og virksomheders kontrakter, og at de britiske politikere derfor helt undgår at tale om værdier og politisk følsomme emner som menneskerettigheder.

Guardian interviewer blandt andre Fraser Howie, som du kan læse i denne artikel:

Xi praised Britain’s decision to prioritise trade and investment over awkward things like Tibet and human rights as a “visionary and strategic choice”. But Fraser Howie, the co-author of Red Capitalism: The Fragile Financial Foundation of China’s Extraordinary Rise, accused Downing Street of turning its back on Hong Kong’s struggle for democracy and ignoring an unprecedented crackdown on dissent that is under way in China.

“It is so obsequious, it is just nauseating,” said Howie. “Clearly, China under Xi Jinping has become highly repressive towards those who do not agree with the rules … [but] we haven’t heard anything of substance from the UK government about what is happening. [Beijing] must be loving how America’s best ally is fawning and falling over itself to curry favour with China.”

Independent uddyber det også i denne leder, som er kritisk overfor David Camerons kurs:

Awkward questions about Tibet, Hong Kong and human rights in China proper, it seems safe to predict, will not be allowed to spoil three days of toasts, carriage rides and banqueting. Treats include a stay-over for the President and his wife in the “Belgian suite” of Buckingham Palace, a state dinner hosted by the Queen, a dinner with the Prime Minister at Chequers, an address to Parliament, and meetings with selected scientists and stars.

Britain’s critics may say it has always been selective in its criticisms and only ever targeted the rights records of countries of no economic or strategic importance. The way our leaders are courting China is in danger of turning what was a suspicion into an undeniable fact.

Financial Times kalder også Camerons politik for kortsigtet, som Gideon Rachman skriver:

The British government may feel that it can concentrate on developing commercial relationships with China, while ignoring security issues in the Pacific — a far-off ocean, in which Britain has no naval presence. However, that strategy is likely to become increasingly problematic — as the US increasingly focuses its foreign-policy on dealing with a rising China.

Telegraph har interview med leder fra Standard Chartered, som mener, at USAs mere kritiske politik ikke giver mening for Storbritannien, som der står i artiklen:

American politicians have displayed a “churlish” attitude towards Beijing, while George Osborne has been more successful, Standard Chartered said ahead of premier Xi Jinping’s visit to the UK this week.

George Osborne has showed an admirable passion for China and has worked hard to arrange more deals with the world’s second-largest economy, while the bank argues the US’ approach is less productive.

“[The US] decided not to participate in the Asian Infrastructure Investment Bank which I think was a bit churlish of them,” said Standard Chartered’s European chief executive Richard Holmes.

think the US is struggling with the notion that China is going to overtake them in many ways, so they have got a bit of an identity crisis.”

Guardian har fået Ma Jian, der er en berømt aktivist, der var med på Tiananmen i 1989, til at skrive en kronik om, hvordan besøget vil blive dækket af de kinesiske medier:

Images of Xi’s regal welcome will be plastered over Chinese state media. China’s public will be encouraged to swoon over the silver-gilt candelabra adorning the royal banquet table, the flower arrangements inspected personally by the Queen, the priceless gold vessels displayed as a sign of respect for the guest of honour’s exalted rank.

The message from the Chinese tyrants to their subjects will be clear: if the queen of the UK, the oldest democracy in the world, lavishes your president with such respect and approbation, then what right have you to criticise him?

:: Grafik fra Igo.cn

Xi er sød: Begejstrede udlændige i ny kinesisk propagandavideo

2015-09-23 02.07.00 pm

Så har People’s Daily har lavet en ny propagandavideo om, hvad udlændinge synes om Xi Jinping. Spoiler alert – alle synes, at Xi Dada er for fed. Eller “sød”, som en af de udenlandske studerende siger.

Og det er ikke den eneste video, som drengene fra People’s Daily har lavet. I sidste uge kom propagandafilmen “When China Met Caroline” også, som Wall Street Journals kinablog skriver om her.

Hvorfor nu? Fordi Xi Jinping jo i USA. Og sikkert fordi kommunistpartiets avis – med sin sædvanligt manglende sans for, hvordan det der udland fungerer – sikkert ville lave en video, som kækt skulle introducere Xi til amerikanerne.

Udlændinge, der fortæller hvor awesome Kina er, er jo nærmest en selvstændig genre. Og hvis du bare ikke kan få nok af propaganda fra People’s Daily, så er der klassikeren her fra tidligere i år, hvor “almindelige” folk fra hele verden udtrykker deres nuancerede meninger om Xi Jinping.

Og lige en advarsel hvis du ser alle tre videoer. Det kan være svært at rette sine tæer ud bagefter.

Og fra Kina: Politi stopper banansælgende minions

144187147001240105

144187146937937854

Nej, i Kina må Minions ikke køre rundt på gaden og sælge bananer. Det mener i hvert fald de to chengguans her på fotografierne, som i øjeblikket cirkulerer på det kinesiske internet.

Chengguans er den laveste af de kinesiske politistyrker, og navnet kan oversættes til “by management”. Betjentene er kendte for at være voldelige teenagedrenge og amatørnisser dårligt trænede yngre mænd.

Chengguans har aldrig for alvor været populære i Kina og har lidt af et imageproblem. Mest af alt fordi de er berygtede for især at gå rundt og banke folk ihjel. Og for at have en hård hånd. Selv over for Minions.

Mest til pynt: Graffiti på kinesisk

Graffiti handler om politisk protest og oprør. Sådan er det i mange lande. Men ikke i Kina. Her er det mest til pynt og er blevet en kunstform, der de senere år er blevet stærkt kommercialiseret.

Gadekunst og graffiti er stadig ikke udbredt i Kina, men der kommer mere af det. Og mange kinesere ser ikke på det som noget negativt. Tværtimod er mange nysgerrige og kommer hen og spørger kunstnerne om, hvad det er for noget, de går og laver.

Myndighederne accepterer det også til vis en grad, og det er sjældent, at gadekunstnerne får meget mere end en bøde, hvis de bliver taget af politiet. Ofte bliver de bare bedt om at male det over, som en af graffitikunstnerne, Croz, fortæller i mit interview i Politiken.

Her fortæller Croz også om, hvordan det var svært at skaffe gode spraydåser i begyndelsen, da graffitien kom til Kina:

Det var ikke politiet, som var hans største problem, da han begyndte at lave graffiti i Beijing.

Det var spraydåserne. For de var fremstillet i Kina.

»For eksempel rød. Man kunne kun købe én slags rød farve, og der var ingen røde nuancer«, fortæller Croz, som er hans kunstnernavn.

Så da graffiti og gadekunst først kom til Kina, manglede der farver. Samtidig skrabede kvaliteten bunden, malingen var tynd og vandet, og dåserne gik tit i stykker. Til gengæld kostede de kun omkring 2 kroner stykket. Og man kunne ikke bare gå ud at købe udenlandske spraydåser, for de var kostbare, og så var de næsten umulige at få fat på.

»De kinesiske var generelt virkelig dårlige. Men nogle af farverne var helt unikke for Kina«, siger Croz.

Der er flere billeder i artiklen på Politiken og her ovenover, som jeg har taget forskellige steder i Beijing, som Croz venligst fulgte mig rundt til.