Undergrundsbane og trafik: 1.000 kilometer myldretid under Beijing

I flere årtier var der kun to metrolinjer i Beijing. Og der var ikke mange, som brugte dem. I gennemsnit var der op igennem 1990erne cirka 500.000-600.000 passagerer om året på Linje 1. Og Linje 2 transporterede kun cirka 30.000 beijingere.

Linjerne blev bygget i 1960erne og 1970erne, og indtil 2002 var der kun de to. Men her begyndte den massive udvidelse af metrosystemet. I dag er der 17 linjer og hele undergrundsbanen er på 465 kilometer og transporterer hver dag 10 millioner passagerer.

Til sammenligning er den københavnske Metro på 20,4 kilometer, og har 55 millioner passagerer om året.

Men undergrundsbanen i Beijing er overfyldt og den kører i myldretiden langt over kapacitet – bare se videoen ovenover. Det er et problem. For Beijing vokser. Det gør undergrundsbanen nu også, for i 2020 vil den være udvidet til over 1.000 kilometer. Det er længere end fra København til Bruxelles.

Men spørgsmålet er, om udvidelsen er nok, som jeg skriver om i dagens Politiken. Her interviewer jeg også den 76-årige Wang Mengshu, der er en af Kinas førende eksperter på offentlig transport og undergrundsbaner. Wang er også rådgiver for den kinesiske regering.

Wang var med til at bygge den første undergrundslinje i Beijing. Han var 27 år gammel, da han i 1965 kom ud fra universitetet og begyndte at arbejde på metroen. Der var ikke plads til det i avisen, men her fortæller han om, hvordan undergrundsbanen begyndte.

»Oprindeligt byggede vi de første undergrundslinjer som beskyttelsesrum i tilfælde af luftangreb. De skulle kunne modstå to bomber på 1.500 pund per kvadratmeter«.

»Samtidig var de to linjer forbundet med overjordiske tog. For undergrundsbanen skulle også være en sikker måde at transportere folk fra Beijing og ud til sikkerhed i bjergene i Shanxi i tilfælde af angreb. Derfor er der også mangeindgange til metroen, så folk nemt kan komme derned«.

»Der var flere centrale knudepunkter, som skulle bruges til at evakuere folk. I dag bruger man stadig linje 1 og Pingguoyuan, og der er en anden tunnel, som er lukket for offentligheden«.

»Det oprindelige design kom fra Moskva. Man begyndte arbejdet med hjælp fra sovjetiske eksperter, men da de blev sendt ud måtte man selv udvikle teknologien. Dengang havde man ikke teknikken til at bore, men vi gravede fra overfladen og ned til cirka 20 meters dybde, så det øverste af tunnelen kun er 2-3 meter under overfladen. Så lagde man tunnelen ned og et anti-eksplosivt tag, der skulle kunne modstå bomber. Vi brugte også en bombe til at teste det. Beijing har nok det mest bombesikre system i verden«.

Byudvikling: Kina jævner 700 bjerge for at bygge millionby

Lanzhou by bjerge kina

Det var engang i 1950’erne, Wang Waxiang blev født i landsbyen, som du kan se på billedet her ovenover. Hun har aldrig boet andre steder. Hun har aldrig været ude at rejse.

Siden dengang for 60 år siden har Wang og de andre i byen fået elektricitet, mange har fået fjernsyn og nogle endda køleskabe, men ellers ligner landsbyen sig selv.

»Næh, der er såmænd ikke så stor forskel på dengang og nu«, siger Wang.

»Maden er bedre, det er den største forskel, ha ha … Dengang var der perioder, hvor vi slet ikke havde mad at spise«, fortæller Wang Waxiang.

Men om få år vil alt være forandret i landsbyen. Lokalregeringen vil udvikle området. De er gået igang med at jævne 700 bjerge, for de vil bygge en by med 1 million indbyggere.

Selve landsbyen hedder Shuifu, og her bor cirka 5.000 personer i byområdet. Shuifu ligger i Gansu, som er en provins, der har 25 millioner indbyggere, og som ligger i det nordvestlige Kina. Det er et af de fattigste steder i folkerepublikken, og af alle de 31 kinesiske provinser og byprovinser, ligger dens økonomi på 27. pladsen. Hvis Gansu var et land, ville dens økonomi være på størrelse med Puerto Rico eller Marokko.

Shuifu ligger cirka en halv times kørsel fra provinshovedstaden, Lanzhou, som har cirka 3,6 millioner indbyggere. Og her har myndighederne et geografisk problem. For byen ligger ved bredden af Den Gule Flod og mellem to høje bjerge. Den er klemt inde. Man kan kun udvide byen på én måde, og det er ved at gå mod nord og jævne de mindre bjerge.

Herroppe har man taget to øde, tørre og bjergrige område, der sammenlagt er på cirka 380 kvadratkilometer – så nogenlunde på størrelse med Mors – som man vil jævne og bygge den nye bydel i Lanzhou, hvor der skal bo i alt 1 million indbyggere. Det hele skal stå klart i 2020. Med fabrikker, kontorer, butikker, huse, højhuse, skoler, politistationer, sygehuse og alt det andet, som der er brug for i en by med 1 million mennesker.

Men der er utallige problemer ved projektet, som jeg skriver om i dagens Politiken. Det har store konsekvenser for miljøet. Og hele projektet risikerer at ende som en spøgelsesby, for det er tvivlsomt om der overhovedet findes 1 million mennesker, som vil bo der. Derudover har myndighederne ikke gjort sig klart, hvilken slags by de vil bygge, siger Zhang Mingquan, professor på Lanzhou Universitet, og blandt andet ekspert i urbanisering:

Overalt i Kina forsøger byer og lokalregeringer at skabe økonomisk vækst ved at tage ubrugt jord eller landbrugsjord, som de udvikler til industri og bydele. Ofte sker det i hård konkurrence med nabobyerne for at tiltrække virksomheder og investeringer.

Men som så mange andre byer har Lanzhou heller ikke gjort sig klart, hvad det er for en by, at man er ved at bygge.

»Hvad er målet, hvilken slags by er det? Er det industri, så hvilken slags? Er det handel, så hvilken slags? Ingen ved det«, siger Zhang Mingquan.

»Det er allerede svært, at få gode og store virksomheder til byen. Men at udvikle en helt ny by kræver en økonomisk motor, store virksomheder og berømte brands, og det er svært«, siger Zhang Mingquan.

For allerede i dag flytter de unge fra byen, så snart de kan. For eksempel for at læse på universiteter i Shanghai, Guangzhou eller Beijing.

»Det er et stort problem at beholde eller tiltrække talenter, og at få de rigtige mennesker hertil. Byens økonomi er dårlig, og miljøet er elendigt«, siger Zhang Mingquan. Udover sit hårde klima viste en undersøgelse fra Asian Development Bank i 2013, at Lanzhou var en af de 10 mest forurenede byer i verden.

»Når der mangler talenter, så er konsekvensen, at det er svært at få ny teknologi til byen, for det afhænger af økonomi og talent, og vi har ingen af delene«, siger Zhang Mingquan.

Misbrug: Flest kvinder i Kinas sorte fængsler

Det er især kvinder, som sidder i Kinas “sorte fængsler”. Og de bliver udsat for grove fysiske og psykiske overgreb, viser ny rapport China Human Rights Defenders.

Kort efter præsident Xi Jinping kom til magten for to år siden afskaffede Kina det omstridte system med detentioner, der kaldes for “genopdragelse gennem arbejde“.

Men det blev i høj grad blot erstattet af “sorte fængsler”. Dem har jeg tidligere skrevet om her. Det er ulovlige fængsler, der ligger på hemmelige adresser, som bliver drevet af de lokale regeringer, der også forsøger at skjule dem for omverden, medier og centralregering.

Folk kan sidde her på ubestemt tid, og de har ingen juridiske rettigheder. Det kan være både politi eller lokale partiembedsmænd, der får sat folk i de ulovlige fængsler.

De fleste af dem er kvinder, skriver China Human Rights Defenders i sin nye rapport:

Inside these shadowy detention cells, the predominantly female detainees—including elderly women, migrant women, women who lost land or were victimized by forced eviction, women with disabilities, and mothers with young children—are subjected to appalling abuses, from physical and sexual assaults to deprivation of medical treatment.

Typically guarded by males, women are more likely than men to encounter physical, sexual and verbal abuses and threats. Women are also more likely to be detained and abused for the purposes of intimidating or punishing members of their family.

Black jails are tied to roughly one in seven known cases of deprivation of liberty of human rights defenders in China between January 2012 and September 2014, according to data compiled by CHRD. In one medium-sized city alone, lawyers and activists as of early 2013 documented 96 locations being used as black jails. Even as such facilities have been reported on all over the country, Chinese officials adamantly deny their existence. Authorities operating these facilities have enjoyed total impunity, and victims seeking reparations have been obstructed, silenced, and further punished.

“The government adamantly denies the reality of ‘black jails’ because it wants to use them to ‘maintain stability’ without getting the bad publicity,” said Xia. “The very existence of black jails contradicts a favorite mantra of Chinese leaders, that ‘China is a country ruled by law.’”

Tour of Beijing: Kinas store cykelløb lukker

Img274694226

Xu Gang er ikke i tvivl om, at cykling en dag bliver en populær sport i Kina. Men der er langt igen. Især når Kina nu også har mistet sit eneste løb, hvor de kinesiske tilskuere kunne heppe på cykelryttere i verdensklassen.

Den 29-årige Xu, som kører for Lampre-Merida, var den ene af kun to kinesiske ryttere – den anden var Ji Cheng der tidligere i år kørte med i Tour de France som den første kineser nogensinde – der deltog i den fem dage lange Tour of Beijing. Sidste etape blev kørt tirsdag i sidste uge, og den blev vundet af Xu’s holdkammerat, Sacha Modolo.

Han blev så også den sidste vinder på en etape af Tour of Beijing, der er en af del af WorldTour, for efter fire år har den internationale cykelunion UCI valgt at trække sig ud af løbet, der skulle have været en spydspids for landevejscykling i Kina.

Det var et forholdsvist krævende løb med både bakker og bjerge. Men den største udfordring og bekymring for rytterne var den ofte kvælende luftforurening i Beijing. Og ikke mindst frygten for den notorisk dårlige fødevaresikkerhed i Kina, hvor rytterne risikerede at få forbudte stoffer som clenbuterol ind gennem kosten.

De kinesiske cykelfans kommer til at savne løbet. Det vil Xu Gang også. Men han tror ikke, at der er store chancer for, at Tour of Beijing vender tilbage.

»Det håber jeg, at det vil. Men det kommer ikke til at ske. Det her var sidste gang«, siger Xu Gang.

Xu, der begyndte som professionel i 2005, har ikke nogen særlige følelser over for touren, blot fordi den foregår i Kina. Tour of Beijing var blot et af mange løb, som man skal køre som professionel, siger Xu Gang. Men det var det bedste løb i Kina, og selvom der var få fans, så var de ekstremt passionerede, siger Xu Gang.

Derfor er det et tab for sporten i Kina, at det nu lukker, som jeg skrev om i går i Politiken. Så hvorfor blev løbet ikke en succes:

Zhou Fuyuan, der står bag biketo.com, som er et af Kinas mest populære hjemmesider om cykling, siger at landevejscykling stadig er en ny sport i Kina, som man for alvor først begyndte at tage alvorligt omkring et års tid før de Olympiske Lege i 2008.

Tour of Beijing var virkelig en vigtig cykelbegivenhed, siger Zhou. Men sammenlignet med andre folkelige sportsgrene er der langt igen.

»Offentlighed og publikum er ikke nok involveret, og det skyldes til dels at løbets organisatorer er bekymrede for sikkerhed. Det har de virkelig været anspændte over, og det er helt umuligt for fans at se det tæt på«, siger Zhou Fuyuan.

Samtidig var der også problemer med økonomien, og løbet kom aldrig til at give overskud.

»I dag er det lokalregeringer, som står bag de fleste løb i Kina, og så dernæst støttet af den private sektor. Men i udlandet og i andre sportsgrene er det den private sektor, som er drivkraft, og der er en forretningsmodel. For at kunne afvikle et succesfuldt løb, burde der være flere kommercielle elementer«, siger Zhou Fuyuan.

:: Foto af Xu Gang fra Sohu

Demonstrationer i Hongkong: Aktivister er “blinde”, siger Kinas Kommunistparti

Det var lidt af en udfordring, som den kinesiske journalist havde fået. Zhou Xiaofeng arbejder for CCTV, der er Kinas officielle TV-station, og en vigtig del af etpartistatens propaganda. Zhou var i Hongkong. Han skulle lave et indslag om demonstrationerne.

Men hvordan gør man det, uden at vise et eneste billede af blot en enkelt demonstrant? Det skriver jeg om i dagens Politiken.

De ikoniske billeder og fotos, med hundredtusinder af fredelige demonstranter, som besætter vejene i Hongkong, har i de seneste tre uger fyldt medier over hele verden. Men ikke i Kina.

Her er alle medier mere eller mindre direkte kontrolleret af kommunistpartiet. Og i Beijing frygter man, at protesten kan sprede sig fra Hongkong og til byer på fastlandet.

Så på den ene side har de kinesiske medier skulle vise, hvordan demonstranterne har kastet Hongkong ud i kaos og ustabilitet. Det vil vi ikke have i Kina, er budskabet. Men på den anden side uden at vise billeder af det og uden at fortælle, hvad protesten egentlig handler om og kravet om demokrati. For borgere som har indflydelse og medbestemmelse, det er en trussel mod partiets magt.

Men hvad gjorde Zhou Xiaofeng, da han skulle lave indslaget på CCTV i tirsdags? Zhou viser billeder af nogle træer og bygninger og fortæller, at det er deromme bagved, at protesterne foregår. Ingen billeder af demonstranter. Ingen billeder af skilte og bannere, der kræver demokrati i Hongkong.

Så hvordan ser verden ud, hvis man kun får nyheder fra Kinas Kommunistparti?

Ifølge en sammentælling fra China Media Project, der hører under University of Hong Kong, har der indtil den 10. oktober kun været 28 artikler om demonstrationerne i kinesiske aviser.

Og kun tre medier har brugt ordet »Paraplybevægelsen«, som ellers er blevet det internationale navn for bevægelsen i Hongkong.

De kinesiske medier og Kinas Kommunistparti er derimod systematisk gået til angreb på den historisk store protest og demonstranterne. Et af partiets mest brugte argumenter er, at protesterne i Hongkong er ulovlige og illegale, som der står her på forsiden af Renmin Ribao, der er kommunistpartiets avis.

Demonstranterne påstår, at de opfører sig lovlydigt, men det er »en forklædning«, og deres virkelige mål er et pøbelvælde fra gaden, der »ikke repræsenterer flertallet af borgere i Hongkong«, står der i en artikel først offentliggjort på Renminwang, som er et medie kontrolleret af kommunistpartiet.

De historieløse demonstranter »er blinde« og de er ligeglade med folkets interesser og realiteterne i Hongkong, skriver kommentator Ma Xiaolin i Xinhua, der er kommunistpartiets officielle nyhedsbureau.

Kinas Kommunistparti forsøger også at nedgøre demonstranterne, der mest er unge studenter, som forvirrede personer. De er i med en bevægelse, som »ikke har indflydelse på Hongkongs fremtid«, som der står i en artikel på Huanqiu Shibao, der er en populær og nationalistisk tabloidavis i Beijing.

Da antallet af demonstranter faldt i sidste uge – da folk igen skulle på arbejde efter helligdagene, hvor titusinder havde tid til at gå på gaden – beskrev kommunistpartiets journalister det i for eksempel Renmin Ribao som om paraplybevægelsen var ved at tabe flyvehøjde, og at det var en sejr for den almindelige befolkning i Hongkong, som “ville sejre over de onde kræfter”.

Partiet peger også på, at demonstrationerne koster penge for erhvervslivet i Hongkong, og at borgerne burde overholde lovene, som der står i en anden artikel på Xinhua.

Men i de seneste år har eksperter peget på, at Beijing i stigende grad bruger lovgivning som et instrument – se for eksempel her på Financial Times og på The Economist – der skal holde partiet ved magten. Og ikke til at sikre for eksempel borgernes rettigheder. Folk skal altså overholde de love, som partiet har lavet, for at holde partiet ved magten.

Organisationerne bag protesten i Hongkong ville gerne have haft en diaolog med lokalregeringen i Hongkong eller være fløjet til Beijing, for at tale med kommunistpartiets ledere. Det har de forsøgt i halvandet år. Uden held. Det var først da man begyndte at besætte gaderne i Hongkong for tre uger siden, at politikerne reagerede, er der bred enighed om blandt analytikere.

Partiets propaganda rækker også udenfor Kina. Selv i Europa er der »nyttige idioter«, som mere eller mindre bevidst forsvarer Kinas Kommunistparti og gentager partiets argumenter.

For eksempel i Tyskland. Frank Sieren, der er klummeskribent for Deutsche Welle, har omtalt massakren i 1989 som »et enkeltstående tilfælde« i Kinas historie, og beskyldt de vestlige medier for at være uforbeholdent kritiske overfor Beijing. Hans fordrejning og forsvar af kommunistpartiet har udløst en større skandale i tyske medier med artikler i for eksempel Der Spiegel og Süddeutsche Zeitung.

Ifølge Frank Sieren lyder det til, at journalister som giver en kritisk og tilstræbt objektiv dækning af Kina er negative. Det er to kerneværdier for vestlig journalistik. Men også en trussel for kommunistpartiet i Kina.

Sidste år blev der lækket et internet dokument fra partiet, hvor man advarer mod netop »vestlige ideer« som for eksempel en fri presse. Og mod demokrati og andet, der »beskytter borgerens rettigheder og begrænser statens magt«.

Censur: Kina blokerer for BBC på grund af protester i Hongkong

De kinesiske myndigheder har blokeret for adgangen til BBCs hjemmeside i Kina. Det sker på et tidspunkt, hvor der er historisk stærk kontrol med sociale medier og nyheder på grund af demonstrationerne i Hongkong.

Eller som Jeremy Goldkorn siger i min artikel på Politiken:

»Vi er nu nået til et punkt, hvor stort set samtlige globale nyhedsmedier og sociale medier er blokerede i Kina«, siger Jeremy Goldkorn, der er medieanalytiker og grundlægger af konsulentbureauet Danwei i Beijing.

»Det kinesiske internet har aldrig været så isoleret som nu. Det er lysende klart, at et ethvert internetmedie med en ellers global indflydelse ikke har en fremtid i Kina«, siger Jeremy Goldkorn.

Beijing blokerer også for adgangen til især engelsksprogede medier som for eksempel Bloomberg og New York Times. Men også eksempelvis for Le Monde, El Pais og Deutsche Welle.

Derudover kan kineserne heller ikke komme ind på sociale medier som for eksempel Twitter, Facebook og de fleste services fra Google. Du kan se en liste her på Politiken over nogle af de mest populære hjemmesider, som Beijing blokerer for.

Paraplybevægelsen i Hongkong: Fire eksperter gør status

Demonstrationerne i Hongkong fortsætter og er nu inde i sin tredje uge. De har stadig bred opbakning i befolkningen. Paraplybevægelsen er på ingen ved at tabe pusten.

Et af demonstranternes mål var, at de ville have opmærksomhed fra regeringen i Hongkong og dens upopulære leder, Leung Chun-ying. Det er lykkedes.

Fredag skulle demonstranter og regering have begyndt på formelle forhandlinger, der kan løse krisen i Hongkong. Men regeringen trak sig. Demonstranterne nægter at forlade gaderne, før de har fået indrømmelser fra bystyret.

I dag er der bred opbakning til Paraplybevægelsen blandt især de fattige og middelklassen i byen. Men den kan forsvinde. De lukkede veje, som Occupy Central har besat, gør hverdagen besværlig for indbyggerne, og kan være en økonomisk katastrofe for byens handlende, der er afhængige af en strøm af kontorarbejdere.

Men allerede nu er protesten dog en succes, siger eksperter. Demonstrationen – der er en af de største i byens nyere historie – har ændret det politiske landskab i byen med 7,2 millioner indbyggere.

Så hvad er status lige nu? Fire eksperter og analytikere giver deres bud, som jeg skriver om i dagens Politiken. Her er en lidt længere version:

Peter Cheung, professor og ekspert i politiske forhold mellem Kina og Hongkong, University of Hong Kong
Protestbevægelsen har allerede nu haft stor indflydelse på det politiske landskab i Hongkong. Deres indlydelse har været langt større, end man kunne have forestillet sig. Men det har også givet mere alvorlige spændinger med Kina. Studenterne kræver noget, som regeringen i Beijing og Leung Chun-ying næppe vil gå med til, så man er inde i et dødvande. Og hvis besværet, som protesten skaber i hverdagen i Hongkong, fortsætter, så vil den folkelige opbakning til regeringen i Hongkong vokse, selvom det ikke er en populær administration.

Lige nu kan studenterne håbe på, at de kan få regeringen til at begynde en undersøgelse af de konfrontationer, som der skete under demonstrationerne. Dernæst kan de forsøge at få så meget indflydelse som muligt på politiske reformer, hvor det største mål er, at det skal være vælgerne, som udpeger nominerede. Men det er meget usandsynligt, at Beijing vil gå med til det, og regeringen i Hongkong har heller ikke megen frihed eller råderum.

Uanset hvordan krisen bliver løst, så vil det få Beijing til at gribe langt mere ind i de lokale forhold i Hongkong. Denne protest og civilsamfundet i Hongkong har været umulige at kontrollere, og er derfor en massiv udfordring til Beijings og lokalregeringens legitimitet.

Joseph Cheng, professor i statskundskab, City University of Hong Kong
Det er helt klart en sejr for studenterne. I de seneste 18 måneder har tilhængere af Beijing og erhvervslivet fordømt deres kampagne og sagt, at det er en illegal protest, og har ignoreret den. At så mange er kommet ud og har støttet dem og vist så massiv opbakning er over al forventning.

Det er tæt på usandsynligt, at lokalregeringen vil ændre på beslutninger, som er taget i Beijing. Så pro-demokraterne har ikke grund til optimisme. Men det er en langsigtet politisk kamp, der er fredelig og ikke-voldelig, og som viser, at lokalregeringen i dag ikke repræsenterer folket, og derfor ikke kan regere Hongkong legitimt eller effektivt.

Demonstrationerne vil desværre betyde, at Beijing vil have mere magt over Hongkong. Der er mange, som er gået på gaden, fordi de frygter, at Hongkong bliver reduceret til blot endnu en kinesisk by. Og når Leung Chun-ying nu har mistet al sin legitimitet, så er Beijing tvunget til i større grad at støtte eliten og hans regering, for ellers kan pro-Beijing fløjen ikke fortsætte deres eksistens.

Fu Hualing, professor i jura og ekspert i forfatningsret menneskerettigheder, University of Hong Kong
I begyndelsen var det en symbolsk demonstration, og det er vanskeligt at se, at den kan ændre noget. Men alene det, at de kunne gennemføre det, og at det er foregået i så lang tid, er en sejr for studenterne. Generelt har de også bred opbakning, selvom mange er irriterede over det besvær, som det har medført, men når folk sætter sig ned og tænker over det, så giver de dem opbakning.

Selv uden demonstrationerne ville Beijing have gået efter at få maksimal kontrol med Hongkong. Uanset hvad Beijings modsvar bliver, så vil det nu få stor opmærksomhed fra befolkningen. Så demonstrationerne er grundlæggende en advarsel til Beijing om, at de skal være varsomme med at blande sig Hongkongs autonomi. Men protesten vil ikke få indflydelse på, hvordan Beijing udpeger kandidater til valget i 2017.

Maya Wang, researcher for Human Rights Watch i Hongkong
Det er en sejr i sig selv, at det er lykkedes for studenterne at få opmærksomhed fra regeringen. Men det større mål er ønsket om demokrati. Studenterne begyndte med en tabt sag, for det er svært at tro, at Kina vil tillade nogen form for demokrati. Så på den måde har demonstranterne tabt uanset hvad.

Man bør se på, hvad det her siger om civilsamfundet og aktivisme i Hongkong og kigge ud over selve Occupy Central bevægelsen. Det her handler om andet end protester, som der har været flere og flere af, siden overdragelsen fra Storbritannien til Kina. De samme studenter har været involveret i protester mod for eksempel anlæggelsen af et højhastighedstogbane i 2009, for det er generationer, som er vokset op med ideen om, at man kan presse regeringen. De her demonstranter forsvinder ikke, og utilfredsheden vil vokse i Hongkong, hvis der ikke kommer demokrati.

De sidste 10 år har Kina forstærket kontrollen over Hongkong. Se for eksempel på magten over medierne. Det næste skridt er embedsværket og politiet, hvis uafhængighed allerede er blevet svækket. Så efter protesterne vil Kina accellere indsatsen for at underminere de institutioner, der garanterer frihed i Hongkong.

Hongkong: Protesterne er begyndelsen på “en ny æra”

Regeringen i Hongkong har trukket sig fra de forhandlinger med demonstranterne, som man ellers var blevet enige om tidligere på ugen. Men det betyder langt fra, at protesten er forbi. Tværtimod.

Hvis man spørger Kinas Kommunistparti, så er protesten i Hongkong ved at tabe flyvehøjde, og det er kun forvirrede studenter og et mindretal af indbyggerne, der er utilfredse. Men som altid er virkeligheden ofte langt fra partiets propaganda.

Her har Deutsche Welle interview med advokat og kommentator Rebecca Liao om, hvorvidt den brede opbakning til demonstranterne er ved at forsvinde:

DW: Are there any indications that support for the protests may have started to dwindle?

Rebecca Liao: The protests have died down significantly, but there are no indications that this is due to a lack of support. We’ve come to the end of the National Day holiday. People are going back to work and school. The protestors are tired from the effort of the last week.

While one would hope that violent clashes with pro-Beijing protestors and mercenary thugs would not scare some protesters away, it’s hard to imagine otherwise. Enough protesters have cleared out to allow the city, and government officials in particular, to get back to business, but we will have to see if this is just a temporary retreat. Many students have already said they intend to return to the streets after the school day is over.

It is hard to say what the majority of Hong Kongers believe as they remain silent. What we’ve come to see, however, is that regardless of political persuasion, Hong Kongers are practical.

Det samme billede får man, hvis man taler med indbyggere i Hongkong og eksperter. For lokalregeringen og Kinas Kommunistparti har ikke forstået, hvor alvorlig den sociale utilfredshed er blandt især de fattige og middelklassen i Hongkong, og hvorfor de kræver demokrati.

Kommunistpartiet og dets tilhængere forsøger blot at affærdige protesten med, at den er “ulovlig”. Men der er bred enighed blandt eksperter om, at demonstrationerne har ændret det politiske landskab i Hongkong.

Henne på Foreign Policy har de spurgt tre eksperter om, hvad der nu kommer til at ske. Her et uddrag fra George Chen, der er Yale World Fellow:

By all means, we are now seeing the protest movement becoming a very long-term political struggle in Hong Kong. I’m not talking about two months or three months. You may see fewer protesters blocking the roads by the end of the year but the Occupy Central movement means a new era for Hong Kong — we will see more on-and-off protests, of a large or small scale, around the city, and for different causes.

It is unfortunate to see Hong Kong becoming a less happy and more divided society. It’s even more unfortunate to see that the governments in Beijing and Hong Kong perhaps haven’t really realized what Occupy Central means for Hong Kong. Simply labeling it an “unlawful” event won’t be helpful at all to end the crisis. Lack of mutual trust and understanding on both sides, for the government and protesters, confirm that the 2014 protest is going to be a protest movement for years – if not decades — to come for Hong Kong. The turning point was the firing of tear gas by the police. People won’t easily forget that moment and we can’t just go back to remove that slide from the history.

Lektor Allen R. Carlson fra Cornell University skriver på National Interest, at der også er tvivl om i regeringen i Hongkong og Beijing, hvordan man skal svare på protesterne:

Is it possible that those in power have now become such skilled operatives that they can game out such a complex and unfolding set of variables? It is relatively safe to assume this is not the case. On the contrary, the abrupt policy reversals, shifts and inconsistencies in policy making are more the result of divisions and differences within the halls of power over in both Hong Kong and Beijing over how to handle the protests. Such infighting is then producing not a brilliant manipulation of the protest movement, but instead an incredibly confounding approach to the situation on the ground. In other words, policy is more a case of going left then right, forward then back, zigzagging to and fro, than it is one of an intricate, well-thought-out play. It more resembles the actions of the fabled keystone cops than those of thoughtful strategists.

Hongkngs og Beijings famlende politik og blanke afvisning af demonstranterne og borgernes kritik har også formået at gøre en helt ny generation af hongkongere politisk interesserede. Og partiet har malet sig op i et hjørne, hvor det også kan få globale konsekvenser for dem, som Kerry Brown fra University of Sydney skriver på Asian Currents:

For a place with such high per capita GDP and a world-class, modern economy, Hong Kong has proved tough to rule. Perhaps this would be solved by giving its citizens more direct choice in who runs their city, so that they might feel, at least, like stakeholders with some vested interest in seeing their leaders succeed. If leadership failure continues after 2017, Beijing will have to think again.

Beijing will also pay a geopolitical price for the Hong Kong settlement it sanctioned. `One country, two systems’ has been lauded as the deal that will finally solve the Taiwan issue—though its hollowness will make the few Taiwanese who thought this could be used towards them change their mind. Economic relations across the Taiwan Strait might be good now, but deep down there is distrust. President Xi Jinping’s proposal in September to apply the ‘one country, two systems’ rubric to Taiwan was rejected by his opposite number on the island, President Ma Ying-jeou. There is no way the `one country, two systems’ solution is politically saleable in Taiwan now in view of the lack of safeguards it has delivered in Hong Kong.

And finally, the settlement has managed to politicise a generation of young in Hong Kong. The impact of this is hard to predict. The age of innocence is over. Hong Kongese evidently feel their leaders are incapable of protecting and promoting their interests. They will be harder to convince in the future.

Hongkong: Folket mod kommunistpartiet

10665755 10152753918170281 8838885443587717001 n

Der er nogle ting, som udenlandske politikere ikke taler om, når de er på besøg i Kina. Og med protesterne i Hongkong er der kommet endnu et punkt, som man vil gøre alt for at undgå. For værdier er noget, som politikere ikke tager med til Kina.

For eksempel er demonstrationerne i Hongkong dårlig timing for den amerikanske præsident, der kommer til Kina om en måneds tid, som der står i denne artikel i New York Times.

Men hvor slemt er det nu lige i Kina? Som professor David Shambaugh – der har skrevet en lang række bøger, der bør være lektielæsning for enhver, der interesserer sig for kinesisk politik – siger det i artiklen:

“China right now is undergoing the harshest political repression it has seen since 1989,” said David Shambaugh, director of the China policy program at George Washington University, citing the year of the Tiananmen Square massacre.

“The situation has gone from bad to worse from Hu Jintao to Xi Jinping, and the administration isn’t speaking out about that.”

Det vil Obama næppe gøre opmærksom på. Det er heller ikke noget, som danske politikere lader sig tynge af, når de besøger Beijing. For det vigtigste er danske arbejdspladser og økonomi. Hvilket det også er for Storbritannien, mener Anson Chan i denne artikel på Guardian:

One of the most profoundly disappointing responses to the events in Hong Kong has been Britain’s silence – or its weak words that have sometimes been worse than silence.

At the very least, Britain should act honourably: it has a moral and legal responsibility to Hong Kong. It did after all sign a treaty, back in 1984, that guaranteed Hong Kong’s core values and way of life, including freedom of speech and assembly, until 2047.

The truth is that money talks. Talk to British business people and their first instinct is to keep their heads low; they just want things to carry on as before, would like the protests to disappear, and maintain good relations with China. The view from the British government is not much different.

For Beijing og præsident Xi Jinping er det lige nu et af de vigtigste spørgsmål, som de skal finde et svar på. For krisen i Hongkong truer kommunistpartiet, og den skal løses, som Evan Osnos skriver i The New Yorker:

Resolving the crisis falls to President Xi Jinping, in Beijing. Eighteen months after taking office, the tall, phlegmatic son of the Communist aristocracy has swiftly consolidated control of the Party and the military, arresting thousands of officials in an anti-corruption campaign and promoting his personal brand of power. For years, Beijing has downplayed the importance of any single leader, for fear of creating another cult of personality. Xi is reversing that trend: he has already graced the pages of the People’s Daily more times than any leader since Chairman Mao; last week, the government issued a book of his quotations in nine languages.

Xi sanctifies absolutism as a key to political survival. In a speech to Party members in 2012, he asked, “Why did the Soviet Communist Party collapse? An important reason was that its ideals and convictions wavered. Eventually, all it took was a quiet word from Gorbachev to declare the dissolution of the Soviet Communist Party, and the great Party was gone. In the end, nobody was man enough to come out and resist.” But the very strategy that Xi has adopted for safeguarding the government in Beijing has hastened the crisis in Hong Kong. He has staked his Presidency on a “great renewal” of China, a nationalist project that leaves little room for regional identities. Last year, when the Party faced mounting complaints over deadly air pollution, Internet censorship, and rampant graft, it arrested lawyers, activists, and journalists in the harshest such measure in decades, and circulated an internal directive to senior members. The notice identified seven “unmentionable” topics: Western-style democracy, “universal values,” civil society, pro-market liberalism, a free press, “nihilist” criticisms of Party history, and questions about the pace of China’s reforms. The list was, in retrospect, a near-perfect inventory of the liberties that distinguish life in Hong Kong.

For Kinas Kommunistparti og dets magtfulde leder Xi Jinping er det vigtigste mål, at partiet beholder sit greb om magten. Og her er folket en trussel mod dem, som The Economist fortæller her:

China’s Communist Party leaders are no doubt keen to hold on to power for its own sake. But the country’s grim history also helps explain why they are so determined not to give ground to the demonstrators in Hong Kong who want to replace the territory’s fake democracy with the real thing (see article). Xi Jinping, China’s president, and his colleagues believe that the party’s control over the country is the only way of guaranteeing its stability. They fear that if the party loosens its grip, the country will slip towards disorder and disaster.

They are right that autocracy can keep a country stable in the short run. In the long run, though, as China’s own history shows, it cannot. The only guarantor of a stable country is a people that is satisfied with its government. And in China, dissatisfaction with the Communist Party is on the rise.

Mange påstår, at Kina stadig i dag er et konfuciansk samfund. Lederne i partiet bruger da også selv løs af referencer til Konfucius og Mencius. Det er en del af partiets – og kejsernes – legitimitet, at de har “himmelens mandat” til at lede Kina.

Men har de nu også det, spørger Chris Fraser, der er professor i kinesisk filosofi på Hong Kong University i denne blogpost:

How do we know how well a leader is fulfilling his responsibility and maintaining his mandate? For Mengzi, the people do not choose their leaders or run their own government. But public approval or disapproval serves as an indicator, or a gauge, of how well the leadership are doing their jobs.

You might argue that public demonstrations such as this week’s are just the sort of thing Mengzi is talking about. When tens of thousands of people pour into the street day after day in frustration, this is a sign that the leader is failing and his mandate is weak.

Så nej, hvis man trækker Mengcius frem og ser historisk på det, så har de kommunistiske ledere nu tabt, skriver professor Sam Crane fra Williams College på sin fremragende blog, The Useless Tree:

When he says that, for Menicus, the “people do not choose their leaders” he is simply making an historical observation: people in ancient China did not choose their leaders. This is not to suggest that Mencius cannot be relevant to modern democracy; quite the contrary, Menicus has been an inspiration to various East Asian democratizers. And one of ways that the old text applies to what is happening in Hong Kong right now, is what Fraser points to: the mere fact of massive public protest is a sign that the leadership – and that means the Beijing leadership – has lost the mandate of the people.

And we can take it one Mencian step further: since the people are the eyes and ears of Heaven, it is plain the regime has not only lost the mandate of the people, but also the mandate of heaven.

Derfor er der god grund til, at de kinesiske medier og internettet har været stærkt censureret i Kina, hvor de færreste har hørt om de egentlige årsager til demonstrationerne i Hongkong, som ekspert i kinesiske medier, Jeremy Goldkorn, siger her til nyhedsbureauet AFP:

On the Chinese mainland, however, the story is being spun to match a different narrative – one in which the demonstrators are “violent”, “extreme” and being manipulated by foreign forces.

A front-page story on the protests in Monday’s (September 29) Chinese-language edition of the Global Times tabloid showed not scenes of demonstrators being tear-gassed at close range, but rather rows of police officers trying to keep a surging crowd of protesters at bay.

And in what experts say is a record clampdown on social media, news has adhered strictly to the party line, with the ruling Communist Party’s censors working to erase social media postings from protesters in Hong Kong or any criticism – at home and abroad – directed at Beijing.

“There’s very little information aside from the official point of view that you can find that lasts very long,” said Jeremy Goldkorn, the founder of Danwei, a Beijing-based firm that tracks Chinese media and Internet.

“That doesn’t mean that people don’t know what’s going on, but the messaging is being controlled quite strictly,” he added.

Men Kinas Kommunistparti har også tilhængere i Vesten, der forsvarer den kinesiske etpartistat, og som ikke vil fortælle om demonstranternes krav om demokrati, som forsøger at bagatellisere protesterne og siger, at de ikke har legitimitet. Om det er nyttige idioter eller om de har stærkere tilknytning til Kina, kan man kun gætte på. Her er et eksempel fra China Daily via China Digital Times:

The three of you who initiated “Occupy Central” are academics and a member of the clergy. Your responsibility is to nurture talent, not to take it onto the streets in defiance of the law at the risk of ruining the future of your charges. Don’t be presumptuous about the absolute integrity of your position. Bear in mind that there is that silent majority who might not share your views. I would council you to read more history and learn from the mistakes of mankind’s past. You may then gain an awareness of the dangers of unpredictability and not seeing the wood for the trees. Most of all, you must avoid violence.

Don’t be besotted by apparent Western superiority and practice. Always think twice before you act.

Tell me, if Beijing were to accept your demands for “one person, one vote” in Hong Kong, and the people on the mainland also were to follow suit in electing the president of the country, where do you think it would lead us in the current situation?

[...] I have studied and worked in the US and Canada for nearly 50 years. I understand that Western democracy is no panacea. For success it requires an upgrade in the quality of the people. According to the prevailing view, democracy is a blessing in Europe and the United States (though not perfect), but a poison in Taiwan, and a disaster in the Arabic world. I predict it would create chaos in China and cause the people to suffer. Do you not understand this obvious truth?

:: Grafik via Artnet, der har samlet en række af de bedste logos for paraplybevægelsen

Hongkong: Fem ting du skal vide om protesterne

278x300xumbrellaillustration 278x300 png pagespeed ic 1Vi8OHURzY kopi 1. Det handler om demokrati, men er også sociale protester
Demonstrationerne handler først og fremmest om, at man vil have indført demokrati i Hongkong. Indbyggerne vil være med til have indflydelse på, hvem der skal bestemme over dem. Men det er også en social protest. Byens rige elite har tætte forbindelser til kommunistpartiet i Beijing, hvor korruption er udbredt, og hvor man sørger for sine egne interesser. Uligheden mellem rig og fattig er enorm i Kina. Og i de senere år er den også vokset i Hongkong. Fra 2001 til 2010 blev de 10 procent rigeste hongkongeres formue med 60 procent. De 10 procent fattigste blev derimod cirka 15 procent fattigere. Og uligheden skyldes Beijing, mener kritikerne i Hongkong. Det vil regeringen ikke ændre på, så længe den har tætte forbindelser til Beijing. Derfor er demokrati, det bedste værn mod elitens grådighed.

2. Demonstranterne har bred opbakning
Hongkong er et af verdens største finanscentre. Det kan man se og mærke på indbyggerne. Her i byen handler det om at tjene penge. Det er i hvert fald det, som man normalt siger om de 7,2 millioner indbyggere. Og der er da også indbyggere, som er modstandere af demonstranterne og deres bevægelse for at besætte finanscentret. Men protesterne mod etpartistaten i Beijing og dens voksende indflydelse i Hongkong har bred opbakning i byen. Og den kommer lige som demonstranterne fra personer, der er fra alle dele af samfundet.

3. Store forskelle mellem folk i Hongkong og Kina
I Hongkong er man trætte af kineserne, der i de seneste år er væltet ind i byen. Sidste år besøgte 41 millioner kinesere til byen, hvilket var en stigning på 17 procent i forhold til året før. Og de ødelægger vores fine by, lyder kritikken. Kineserne opkøber lejligheder og presser priserne op. De kinesiske turister køber al mælkeerstatning i butikkerne, så hylderne er tomme, og der ikke er noget tilbage de lokale. Og kinesiske forældre lader deres børn tisse og skide overalt. For demonstrationerne handler ikke kun om demokrati, men også om kulturforskelle, og den enorme mentale afstand, der er mellem Kina og Hongkong.

4. Provinser med problemer
Hongkong er ikke det eneste område i Folkerepublikken Kina, som giver problemer for kommunistpartiet i Beijing. Og hvis man ser på partiets fremgangsmåder, er der god grund til at være bekymrede i Hongkong. I Taiwan, som Bejing anser for at være en rebelsk provins, der skal indlemmes i Kina, er man i forvejen skeptiske overfor kommunistpartiet. Her holder man nøje øje med Hongkong. I Tibet er de indfødte tibetanere vrede over, hvordan deres religion og kultur bliver undertrykt af etniske han-kinesere og partiet. Problemerne er de samme i Xinjiang, hvor der er voldelige sammenstød mellem myndigheder og muslimske uighurere. Og kritik af partiet er ikke tilladt. Så sent som i sidste uge blev den professor i økonomi, Ilham Tohti, der var moderat men kritisk overfor partiets politik i Xinjiang, idømt livsvarigt fængsel.

5. Hård kamp om Hongkongs fremtid
Hongkong kræver demokrati på et tidspunkt, hvor regeringen i Beijing har standset politiske reformer i Kina. De seneste par år, siden præsident Xi Jinping kom til magten, er Kina blevet stadigt mere totalitært. Ytringsfriheden er indskrænket, og censuren vokset. Der bliver slået stadigt hårdere ned på kritik af partiet. Og kommunistpartiet har advaret mod »vestlige ideer« i Kina som for eksempel demokrati, frie medier og et aktivt civilsamfund. Samtidig bliver stadigt mere diplomatisk håndfast i for eksempel grænsestridigheder med asiatiske nabolande som Vietnam og Filippinerne.