Danske mediers dækning af militærparade: Nej, journalister skal ikke være positive og klappe i hænderne af partiet

kommentarer
Journalistik / Politik

2016 04 20 05 41 33 pm

For nogle uger siden fik jeg en email fra en læser. Han var sur over, at jeg i Politiken havde brugt ordet ‘rød’ i en artikel om Kinas Kommunistparti.

Og det der med rød er måske tæt på at være en kliche, men omvendt er det stadig en farve, der på alle måder er forbundet med partiet i Kina.

Men det var nu ikke derfor, at han var rasende. Han mente, at min brug af ‘rød’ var nedladende overfor danske og europæiske socialister. Og at jeg havde brugt det med vilje for at tilsværte dem, fordi jeg selv er højreorienteret.

Samtidig får jeg også vrede emails fra læsere, næsten hver gang jeg skriver om Mao Zedong. Ifølge dem er jeg så en leflende kommunist.

Og det er fint for mig. DR’s tidligere – og nu afdøde – korrespondent i Mellemøsten, Ole Sippel, sagde, at når han havde lavet et indslag og fik lige mange vrede henvendelser fra israelere og palæstinensere, så vidste han, at han havde bevaret balancen og sin journalistiske objektivitet.

Men kritik – hvis det altså er mere end blot en sur prut – er godt. Det er også derfor, at man dagligt laver efterkritik derude på redaktionerne. Man udvikler sig. Man bliver klogere.

Der skal også være plads til kritik fra konkurrenterne. Journalister må gerne kritisere andre journalister. Men argumenterne bør også være i orden.

På Radio 24svy er der et program, der handler om Kina. Værten hedder Christina Boutrup, og hun var Asienkorrespondent for Berlingske fra 2005 og frem til midten af 2007. For nyligt var gæsten Laura Dombernowsky, der har en ph.d i kinesisk, og som i februar flyttede til Beijing som korrespondent for Information.

Konklusionen i indslaget var, at de danske medier – altså blandt andre mig – er negative i vores dækning af Kina. Vi taler ikke med kinesere. Vi giver ikke det rigtige billede af Kina. Vi er stereotypiske.

Det er anklager, som de fleste korrespondenter har fået på et eller andet tidspunkt. Uanset om de så dækker Israel, USA, Frankrig eller altså Kina.

Hvis jeg var negativ, så skulle jeg bevidst udelade eller udvælge informationer, der måtte understøtte et eller andet politisk projekt, jeg måtte have, og som er udtryk for mine egne anti- og sympatier. På den måde er indslaget i Radio 24syv i bund og grund en klassisk debat om journalisters tilstræbte objektivitet.

Men ‘negativ’ bliver ofte forvekslet med ‘kritisk’. Og selvfølgelig stræber jeg efter at have en kritisk dækning af Kina.

Jeg er kritisk over for de informationer, der kommer fra partiet. Jeg forholder mig kritisk til det, når jeg for eksempel møder en petitioner, der eventuelt har brugt flere år på at bekæmpe myndighederne i en sag, hvor han eller hun føler sig uretfærdigt behandlet.

For selvfølgelig skal man lave kritisk journalistik uanset hvad, der måtte være ens stofområde. Om det så er politik på Christiansborg, forbrugerstof eller kulturjournalistik, så er den tilstræbt objektive tilgang en grundsten i dansk journalistik.

Så hvorfor er det, at de to journalister fra Radio 24syv og Information mener, at jeg og andre korrespondenter er negative og ikke fortæller sandheden om, hvordan det virkelig er i Kina?

Her er der udpluk fra radioindslaget.

De store danske medier har en tendens til at “fastholde dækningen af Kina i stereotypen om menneskerettighedskrænkelser og diktatur. Kina føler sig ofte misforstået og føler ikke, at det får den anerkendelse og respekt, som det fortjener”, lyder det i oplægget fra Christina Boutrup.

Det er en klassisk linje fra kommunistpartiets kritik af Vesten, som Christina Boutrup gentager. Det kinesiske udenrigsministerium har også sagt, at jeg har en “negativ” dækning af Kina, hvorefter de opfordrede mig til, at jeg “hellere skulle skrive noget om Den Kinesiske Mur, for den er så flot”.

Debatten om Kina, der føler sig misforstået af de vestlige medier, er gammel. David Shambaugh, professor på George Washington University, opsummerer det glimrende i sin bog China Goes Global fra 2013 (min egen hurtige oversættelse):

“Der er ingen tvivl om, at der i Vesten er en mangel på forståelse af Kina, eftersom det er et meget komplekst og uigennemsigtigt land. Men det betyder ikke, at de vestlige mediers dækning af det som sådan er partisk og forudindtaget.

Min egen læsning af de vestlige mainstram mediers dækning af Kina er, at de er meget præcise omend ofte kritiske. Men i kinesisk kultur og i myndighedernes tænkning er kritik det samme som uenighed og enighed det samme som forståelse. I det kinesiske samfund og kultur er det at blive offentligt kritiseret en af de værste ting, der kan ske, for så mister personen ansigt.”

Det, som i programmet på Radio 24syv skal underbygge, hvordan danske medier tegner “et negativt og fordomsfuldt billede” af Kina, er dækningen af militærparaden, som blev afholdt sidste år i Beijing, mener Laura Dombernowsky. Hendes konklusion er, at det “ikke var en særligt nuanceret fremstilling” fordi dækningen fokuserede på militæret, Kinas styrkede forhold til Rusland samt den stigende nationalisme i Kina.

Ja, dækningen af en militærparade kommer ofte til at handle om militæret. På samme måde som dækningen af Tour de France ofte vil indeholde elementer omkring cykling og cykelsport.

“Det man står tilbage med som læser er et skræmmebillede af Kina”, siger Dombernowsky som konklusion på de danske mediers dækning.

Men nu valgte partiet altså at afholde en militærparade, der skulle fremvise det militære isenkram og give et billede af Kina, som en stærk nation. Og af Xi Jinping som en stærk leder. Hvis partiet havde valgt at afholde et karneval som i Brasilien, ville dækningen nok have været en anden.

Christina Boutrup mener, at “når der er noget på Kinadagsordenen herhjemme, så er det også den lette vinkel, der bliver valgt, at Kina krænker menneskerettigheder, kunstnere og blahblahblah”.

Det er en løs påstand, der ikke bliver bakket op af eksempler. Det er også uklart for lytteren, hvad “blahblahblah” præcist hentyder til.

Kinas forhold til menneskerettigheder bør være en naturlig del af dækningen af Kina. På samme måde, som den også er det i forhold til for eksempel USA og Guantanamo og russiske Putins jagt på kritikere.

Og den er det især efter 2012, hvor Xi Jinping kom til magten. Partiets kamp mod kritikere er en af de helt store udviklinger, der har defineret Kina i de seneste år. Men også i det hele taget siden optøjerne i Xinjiang og Tibet i 2008.

Hvis jeg som journalist aktivt skulle fravælge det, så ville jeg ikke give et tilstræbt objektivt billede af Kina.

Christina Boutrup og Laura Dombernowsky savner kinesiske kilder i artiklerne fra de danske korrespondenter. I dækningen af militærparaden savnede Dombernowsky de almindelige kinesere, for “det var jo en fridag for mange mennesker, og hvordan bruger de almindelige mennesker så den dag”. Dombernowsky ville gerne have hørt, om de “sidder derhjemme og glor fjernsyn eller holder middage med deres venner”.

Hvorfor er der ingen almindelige mennesker og vox pops, spørger Boutrup og fortsætter, “så bliver det en systemhistorie i stedet for en historie om mennesker og deres hverdag”.

Hvis vi havde talt om for eksempel den seneste skandale med vaccinationer, hvor millioner af børns sundhed har været i fare, så ville det have været underligt, hvis man ikke havde talt med almindelige kinesere.

Og det kunne man såmænd sagtens have gjort omkring paraden. Men den vigtigste historie handler om, hvorfor partiet vælger at afholde den. Og paraden handler utroligt lidt om den almindelige kinesers hverdag og har lille indflydelse på deres dagligdag.

Hvis man ser på de danske mediers brug af cases, så er der virkeligt mange almindelige kinesere. Uanset hvordan man så definerer “almindelig”. Det er en anden snak.

For Kina ligger fantastisk langt væk fra en dansk hverdag, hvor mediebrugerne på ofte få sekunder skal beslutte sig, om de vil bruge tid på for eksempel at læse en artikel. Og her er det netop personerne, der kan skabe identifikation og sætte krogen i læseren.

Det er langt fra altid, at cases og vox pops bidrager til noget i en historie. De skal bruges rigtigt. Men at påstå, at danske korrespondenter bringer for få kinesiske cases virker dumt. Det havde været en mere interessant debat, om der egentlig er for mange, og om de bliver brugt rigtigt.

Dombernosky beskriver Politikens dækning: “Altså, øhm, ja..- hvor man havde forberedt, hvor mange aber der var sendt ud og så videre til at gøre byen fri for fugle eller hvad det var, der skulle til. Øhm… Og den kunne man altså skrive på baggrund af gennemlæsning af alt, hvad der var skrevet i andre internationale medier”. Hvorefter Boutrup konkluderer, at det er et eksempel på, at jeg og andre korrespondenter i vores dækning skriver historien på forhånd med “en overskrift, der er lavet på forhånd”.

Militærparaden var annonceret i måneder forud. Analytikere havde debatteret den i månedsvis. Formålet med den ville ikke pludselig ændre sig en time inde i paraden.

Så nej, der var ikke tale om for eksempel en fodboldkamp eller politiske forhandlinger, hvor resultatet var ukendt. Derfor var det også muligt på forhånd at skrive analysen.

På Politiken valgte vi blot at dække den med en enkelt analyse. Man kunne sagtens have lavet forskellige optakter eller behandlet den anderledes. Men det var ikke en begivenhed, som vi mente var stor nok til at prioritere og lave en større satsning på.

Vi vidste også, at der ville være mange billeder af den i de danske medier på selve dagen, og derfor valgte vi analyseformen, så Politikens læsere kunne sætte paraden ind i en aktuel kontekst. Og her ville det ikke bidrage med noget, hvis jeg fløj fra Hongkong til Beijing for at sidde i det aflukkede presseområde under paraden. Tværtimod ville det give et bedre overblik og være mere interessant at følge den og kommentarerne på kinesisk TV.

At min analyse også minder om det, der er skrevet i de andre internationale medier, er ret betryggende. For måske skyldes det ikke, at jeg bare sidder og kopierer andre medier. Årsagen til det kunne jo være, at det rent faktisk var dét, som netop var historien om paraden.

At tal og andre fakta, blandt andet om de aber, som Dombernowsky nævner, også er de samme, som kinesiske og udenlandske medier brugte, er der måske også en grund til. Det handler om den samme historie. Så mængden af for eksempel soldater og aber skulle gerne være den samme uanset om det er i et kinesisk, græsk eller dansk medie.

Laura Dombernowsky omtaler studier, som viser, at vestlige og herunder danske medier, dækker Kina ud fra fem hovedtemaer – økonomi, politik, udenrigsanliggende, national sikkerhed og miljø.

Det er tilsyneladende et problem. Men Dombernowsky nævner desværre ikke hvorfor. Jeg mener, at kasserne er så brede, at man næste kan proppe hvad som helst ind i dem. Og i og med, at det blot er hovedtemaer, så er der stadig plads til alt andet.

Dombernowsky konkluderer også, at “i halvdelen af dækningen handler det om korruption og miljø… meget negative emner”.

Hvorfor er det per definition negativt? Så da for eksempel Chai Jing lavede sin film om smog, der blev set måske op mod 200 millioner gange, og som åbnede øjnene omkring luftforurening for millioner af kinesere, så er det negativt? Det gav en enorm debat i Kina, og miljø er – som regeringen også anerkeder – et af Kinas største problemer.

Man kunne også nemt argumentere for, at Chai Jings miljødokumentar var positiv for kineserne og negativ for regeringen. Ikke at den slags afvejninger bør påvirke min dækning af Kina. I hvert fald ikke ifølge min overbevisning, for jeg laver ikke propaganda for partiet.

Christina Boutrup runder af med at sige, at “derfor er det jo rigtigt, når Kina siger, hvorfor er i så forudindtagede og negative i jeres dækning, det er jo ikke forkert”, siger hun om de danske mediers dækning af Kina.

Det er en cirkelslutning. Uden andre eksempler end militærparaden. Og endnu en påstand, der kommer til at stå umodsagt hen, for der var ingen gæster i studiet, der kunne udfordre de to journalisters meninger.

Konklusionerne i samtalen mellem de to journalister fra Radio 24syv og Information bygger på en artikel i tidsskriftet Politik og Økonomi, hvor Laura Dombernowsky har set på de danske mediers dækning af militærparaden.

Her slutter hun med at skrive, at:

“…den danske dækning af Kinas markering af 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig bekræfter en fortælling om Kina som et autoritært styre med geopolitiske konflikter i forhold til nabolandene og med indenrigspolitiske udfordringer. Og det er ikke noget, der får journalisterne til at klappe i hænderne.”

Hvor er det faktuelt forkert, at Kina er “et autoritært styre med geopolitiske konflikter i forhold til nabolandene og med indenrigspolitiske udfordringer”?

Og dernæst – nej, det klapper de danske journalister ikke i hænderne over. Selvfølgelig ikke. Kunne man forestille sig danske journalister, der klappede i hænderne, når Lars Løkke Rasmussen dukkede op til pressemøde? Danske journalister er forhåbentligt mere kritiske over for regeringen end som så.

At Radio 24svy og Information tilsyneladende er så begejstrede for kommunistpartiet og myndighederne, at de klapper i hænderne, det må være deres redaktionelle valg.

Vi andre korrespondenter stræber efter at være mere objektive i vores dækning.

Opdateret:

Christina Boutrup har en kommentar her på Facebook, hvor der også er link til udsendelsen:

Farlige vacciner: Xi er Kinas autoritære formand for det hele

Skriv en kommentar
Politik

Img327251887 Kinesernes tillid til parti og myndigheder er lille. Og præsident Xi Jinpings konstante stramninger kan gøre den mindre. Hans diktatoriske stil skulle redde partiet, men kan ende med at koste det magten.

Zhao Fei er en af de kinesere, som siger, at hun hverken stoler på sin regering eller sundhedsmyndighederne.

»Det har jeg aldrig gjort«, siger den 27-årige kvinde, der bor i Beijing og underviser i kinesisk opera.

»Hvis regeringen påtog sig et ansvar for tilsynet, så ville der ikke være så mange skandaler med fødevarer og medicin«, siger Zhao Fei.

Kina er blevet ramt af en endnu en skandale, der igen har truet sundheden for millioner af børn. Denne gang handler det om illegale vacciner, som er blevet distribueret til millioner af børn. Og det er blot den seneste af flere lignende sager, som får kinesernes tillid til partiet og præsident Xi Jinping til at smuldre.

Svaret fra kommunistpartiet er det samme som så ofte før. Luk kritikken. Mere censur. Mere kontrol.

Så for mange kommer den nye skandale ikke som en overraskelse. Den slags sager kan »helt og aldeles forebygges«, siger Qiao Mu, professor i journalistik på Beijing Universitet for Udenlandske Sprog, hvis medierne fik lov til at agere vagthund.

»Men i dag er mediernes rolle, at de skal bevare stabiliteten i samfundet, så de skal kontrollere mængden af negative nyheder«, siger Qiao Mu.

Det så man også med udbruddet af SARS i 2002. Myndighederne forsøgte at skjule det, og begyndte først at bekæmpe epidemien, da den blev umulig at holde hemmelig. Men siden da har utallige skandaler med lægemidler og fødevarebranchen kostet liv i Kina.

I en tale i 2013 sagde præsident Xi Jinping, at »hvis vi ikke kan løse problemerne omkring fødevaresikkerhed, så vil folk i det lange løb stille spørgsmålstegn ved, om vi som parti stadig er kvalificerede til at regere«. En kommentar, som man stadig kan finde på internettet i Kina, men som også bliver stadigt oftere censureret. Især i forbindelse med den seneste vaccinationsskandale.

Problemerne er ikke blevet løst. Kina er et land, hvor befolkningen har enorm skepsis over for myndighederne. Tendensen med generelt at skjule dårligdomme og kritik er tværtimod blevet stærkere i de senest par år under præsident Xi Jinping, hvor medierne i højere grad »skal guide masserne« og give et positivt billede af kommunistpartiet. Mange taler om, at den kritiske journalistik, efter storhedstiden i 1990erne og 00erne, er forbi i Kina.

Derfor ender sagerne som den seneste vaccinationsskandale altid som »halvfærdige nyheder«, siger Qiao Mu.

»Efter de første indslag, er der ingen i regering eller myndigheder, som bliver holdt ansvarlige. Folk bliver distraheret af andre nyheder. Og alle mister interessen indtil den samme tragedie sker igen«, siger Qiao Mu.
Spørgsmålet er, om der kommer et punkt, hvor kineserne får nok.

Siden 2012 er Xi Jinping ikke alene blevet leder for både kommunistparti, stat og militær men har også sat sig selv i spidsen for en lang række magtfulde komiteer og områder som økonomi og reformer. Han burde kalde sig »Formanden for det hele«, som den australske sinolog Geremie Barmé foreslog for et par år siden. Xi Jinping har samlet så meget magt omkring sin person, at han bedst kan sammenlignes med Mao Zedong.

Samtidig har partiets propagandaafdelinger også brugt de kinesiske medier til at tegne et billede af Xi Jinping som en folkekær leder. Onkel Xi, bliver han kaldt i for eksempel nogle af de musikvideoer, der hylder ham.

Xi er da også populær blandt mange kinesere, for efter årene under sin forgænger Hu Jintao bredte korruptionen sig i partiet som en virus. Xi har gennemført en kampagne, hvor titusinder af partimedlemmer og andre er blevet straffet for bestikkelse og korruption. Men vaccinationsskandalen er en påmindelse om dens vilkårlighed, og at Xi ikke har oprettet institutioner eller mekanismer, der på lang sigt kan bekæmpe korruptionen.

Xi Jinping står samtidig i spidsen for den mest omfattende kampagne mod partistatens kritikere siden 1989. Rummet til at have en anden mening end partiets er blevet mindre i de seneste 3 år. Og der er slået ned på alle slags aktivister og organisationer, for eksempel indenfor områder ligestilling på arbejdsmarkedet, bedre vilkår for AIDS-patienter eller et renere miljø.

Historien om Kina under Xi Jinping er altovervejende en fortælling om konstante stramninger. Men hvor Xi for blot et år siden så ud til at være en stærk leder, er der begyndt at komme svaghedstegn og tegn på, at han er gået for vidt.

Den omfattende korruptionskampagne har givet ham fjender i partiet, fordi han har gjort op med traditionen om at beskytte de korrupte kammerater, siger analytikere.

Og måske er Xis stramninger gået for langt.

Nogle partimedlemmer mener, at han er blevet for magtfuld og selvstændigt tager for mange beslutninger, som en række partimedlemmer skrev i et åbent brev, der krævede hans afgang. Det blev selvsagt censureret og bagmændene forfulgt.

Journalister har gjort oprør mod den voksende censur. Helt uhørt skrev det ansete magasin Caixin en artikel om, hvordan censurmyndighederne havde bedt dem om at fjerne en artikel. Artiklen om den censurerede artikel blev censureret.

En anden fremtrædende redaktør er trådt tilbage i protest mod den voksende censur. Yu Shaolei fra avisen Nanfang Dushibao (Sydlig Storbyavis) havde »ondt i knæene« af at knæle for censorerne.

Det seneste år har også budt på en økonomisk krise og enorm turbulens på aktiemarkedet, hvor Xi Jinpings zigzaggende kurs kun har forvirret omverdenen og fået erhvervsliv og investorer til at tvivle på hans økonomiske lederevner.

Samtidig har de seneste 3 år heller ikke budt på de nødvendige og tiltrænge reformer af de statsejede mastodonter af virksomheder, som han lovede i begyndelsen af sin præsidentembede.

Og endelig er der Panama Papirerne, som endnu en gang illustrerer det, som alle ved, at de »røde prinser og prinsesser« i partiet har tilranet sig store formuer, der er gemt i udlandet.

Konklusionen på de seneste 3 år under Xi Jinping må være, at han først og fremmest er fokuseret på at holde sig selv og sine allierede i kommunistpartiet ved magten. Vil det lykkes? Sovjetunionen kollapsede efter 74 år ved magten, og det punkt kommer Kinas Kommunistparti til i 2023. Xi Jinping kan blive manden, der med sine politiske muskler holdt sammen på Folkerepublikken. Eller som stramte grebet så meget, at den faldt fra hinanden.

:: Tegning fra denne artikel

Amerikansk politik: Trump er ‘en klovn’, mener kinesere

Skriv en kommentar
Politik

2016 03 20 07 38 48 pm I Kina er man glade for Donald Trump. Han er en god mand for kommunistpartiet.

Lige nu minder amerikansk politik mest af alt om en pose chips – det meste er tomme kalorier. Og når man først har åbnet for posen og er gået igang, kan det være svært at stoppe igen, for valgkampen om præsidentvalgkampen kan være underholdende som et afsnit af House of Cards. Men heller ikke meget mere end det. Det har ingen konsekvenser for resten af kloden.

Og så alligevel.

Donald Trumps kommentarer om Kina er et eksempel på, at kampen om, hvem der skal stille op som kandidat til det amerikanske præsidentvalg den 8. november, også kan rumme elementer, der rækker ud over landets grænser.

Der er flere grunde til, at præsident Xi Jinping og kommunistpartiet allerede nu kan være glade for Donald Trump, uanset om han bliver USAs næste præsident eller ej.

Donald Trump har flere gange langet ud efter den kinesiske diktaturstat. Men samtidig hjælper han også kommunistpartiet i Beijing, der med over 85 millioner medlemmer er verdens største politiske organisation. Partiet fremviser Trump som et eksempel på, at en demokratisk styreform er den kinesiske model underlegen.
Den nationalistiske tabloidavis Huanqiu Shibao – der i sin engelske udgave hedder Global Times – har netop bragt en leder, som beskriver de protester og tumulten, der brød ud under Trumps vælgermøde i Chicago i sidste uge, hvor 5 personer blev anholdt.

Avisen beskriver Trump som en »rig, narcissistisk og provokerende« politiker, der er en »pralhals, grov og ligefrem«. Og tænk at sådan »en klovn« er i stand til at dukke op i »et af verdens mest udviklede modne demokratiske valgsystemer«, undrer lederskribenten sig over.

Derefter fastslår avisen, at »uanset kandidaternes løfter, så ved amerikanerne at et præsidentvalg ikke ændrer deres liv«, og at Trump får opbakning af de vrede vælgere, fordi de stadigt flere fattige amerikanere er skuffede over, hvordan systemet har svigtet dem.

For de utilregnelige demokratier er selvfølgelig, mener den selvtilfredse kommunistiske avis, et eksperiment, der er dømt til at mislykkes. Og »Mussolini og Hitler kom til magten ved valg, hvilket er en tung byrde at bære for de vestlige demokratier«.

I Kina er der en vittighed om, at den halve time lange nyhedsudsendelse på det statslige CCTV1 – der hver aften begynder klokken 19 og er landets mest sete – er delt op i 3 dele. De første 10 minutter handler om, at kommunistpartiets ledere har meget, meget travlt og arbejder hårdt for »at tjene folket«. Så kommer der 10 minutter om, hvordan alle kinesere er lykkelige og tilfredse. Og de sidste 10 minutter viser, at verden udenfor Kina er et totalt kaos.

Med Trump har de kinesiske medier fået et demokratisk fugleskræmsel, som de trækker frem for at vise kineserne, hvor glade de skal være for deres etpartistat.

Trump har utallige gange kritiseret Kina under de seneste måneders kamp for at blive præsidentkandidat. Der er endda en video på Youtube, som er klippet sammen af hans taler, så han nærmest rapper »China, China, China, China, China, China, China…«. Trump har gjort Kina til prygelknabe. Men han beundrer tilsyneladende også den autoritære stat, og hvordan partiet slår hårdt ned på sine modstandere.

I 1989 var der protester i millionbyer over hele Kina. Især i Beijing. Folk krævede politiske forandringer. Men den 4. juni fik partiet nok og satte kampvogne og bevæbnede soldater ind mod demonstranterne. Uafhængige skøn lyder på, at flere tusinder blev dræbt i Beijing alene.

Det er blevet kendt som »massakren på Den Himmelske Fredsplads«. Men under en debat kaldte Donald Trump det for »optøjer« og roste Kinas Kommunistparti for dets »stærke, magtfulde« måde at standse protesterne på. Dermed gentager han partiets propaganda og ordbrug om episoden dengang i 1989.
Og det har fået kinesiske dissidenter til at stille sig i kø med fordømmelser af Donald Trump. For eksempel på ChinaChange.org, hvor 27 forskellige grupper kritiserer milliardæren fra New York.

»Alle amerikanske præsidenter siden George H. W. Bush har fordømt de voldelige handlinger på Den Himmelske Fredsplads. Hvert år markerer det amerikanske udenrigsministerium årsdagen med en udtalelse, hvor man opfordrer den kinesiske regering til at ‘stoppe forfølgelsen af de personer, der deltog i protesterne og til fulde redegøre for de dræbte, anholdte og savnede’«, står der i udtalelsen.

Også på de sociale medier er kineserne begyndt at lægge mærke til den flamboyante amerikaner.

»Tak skæbne! Jeg håber virkelig ikke, at Donald Trump bliver den næste præsident, han kommer jo til at starte den Tredje Verdenskrig«, skriver en bruger på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Twitter og Facebook.

»Hvis Trump bliver præsident bliver jeg nok nødt til at spørge min vejleder, om der er et program på et europæisk universitet, som jeg kan overflyttes til«, skriver en kineser, der studerer på et amerikansk universitet.

»Som tingene er, så kunne jeg godt selv finde på at stemme på Trump. Alting er jo alligevel håbløst og et værre rod, så hvorfor ikke vælge en klovn og se, hvad han kan optræde med«, lyder det i en anden kommentar.

Billedet her ovenover er i øvrigt af den kinesiske udgave af Trumps bog The Art of The Deal, der kan købes for 15 kroner på kinesiske Amazon.

Journalistik i Kina: Nej, du skal ikke være aktivist

Skriv en kommentar
Journalistik

Der er mange gode pointer i dette interview med David Barboza, der var Kinakorrespondent for New York Times og skrev artiklerne om Wen Jiabaos formue.

Den slags artikler accepterer man ikke i Beijing, så NYT’s hjemmeside blev blokeret og avisen har siden da haft store problemer med at få visa til sine journalister.

Det var også kritiske artikler om de etniske problemer og terror i Xinjiang, som fik kommunistpartiet til i december at smide den franske journalist Ursula Gauthier ud af landet. Om det så var en god artikel kan man i høj grad debattere.

En af David Barbozas pointer i interviewet på ChinaFile er, at man som journalist ikke skal være aktivist men tilstræbe objektivitet:

One woman recently asked me, “So what can you do as a journalist to activate change?” And I told her I don’t want to think about activating change. I don’t want to have the idea in my mind—even in the back recesses of my mind—that I’m doing great journalism that activates change. But a lot of journalists do—they believe that change is what they’re doing journalism for. I don’t. I think my job is like an educator. I’m about activating education and opening people’s minds to stories and what’s happening. I would be very worried if I were thinking I was activating change. What would that look like—like I’m here to overthrow the Chinese Communist Party? No, I’m here to tell you what is happening at a point in time and to try to do it fairly and in a balanced way.

På Asia Society kan du også se en video med foredrag og paneldebat med fem af The New Yorkers tidligere korrespondenter i Kina.

Fra Congo til Kina: Afrikanske iværksættere

Skriv en kommentar
Diverse

For mange afrikanske iværksættere er Kina et slaraffenland. Brug 25 minutter på at se denne dokumentar, der følger Nathalie Fodderie, som rejser fra Congo til Kina.

Som der står i beskrivelsen på Al-Jazeera, hvor indslaget også kan ses:

On a reconnaissance trip to Guangzhou, in Southern China, she has three weeks to find equipment for her Kinshasa restaurant that needs complete refurbishment.

Fodderie works with an established network of African and Chinese middlemen and traders and haggles with some of the toughest businessmen in the world.

Through her journey, we see how African and Chinese traders grapple with geographic and cultural hurdles to make a profit.

Hurtigt overblik: 5 ting du skal vide om et-barnspolitikken

Skriv en kommentar
Diverse

IMG 3686

1. Hvorfor blev den indført?
Kinas ledere indførte den i 1980, fordi man ville kontrollere den stærkt voksende befolkning. For mange indbyggere ville betyde større arbejdsløshed og være en bremse for den økonomisk vækst.
Ifølge den officielle propaganda har politikken betydet 400 millioner færre kinesere. Uafhængige skøn sætter tallet tættere på 100 millioner. Og flere undersøgelser peger på, at det lave fødselstal også skyldes forhold, som man kender fra for eksempel Japan.

2. Hvilke problemer skabte den?
Et-barnspolitikken skabte enorme problemer. For eksempel er der ikke et socialt sikkerhedsnet i Kina, så familiens eneste barn står alene med ansvaret om, at skulle forsørge familiens gamle.
Kineserne vil helst have drenge, og politikken har medført, at der fødes 120 drenge for hver 100 piger. En hel generation af mænd står uden partnere.
Den har medført en industri af menneskehandel og kidnapninger, tvangsaborter og tvungne sterilisationer

3. Hvor mange ændringer har der været?
Der har været mange stramninger siden 1980. Men især de seneste 10 års tid er den blevet lempet flere gange. Seneste store ændring var i 2013, hvor alle par, hvor den ene forælder var enebarn, fik lov til at få 2 børn.
Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Kina i torsdags afskaffede et-barnspolitikken, så alle kinesere nu må få to børn. Men det er først og fremmest en symbolsk handling og erkendelse om problemerne med et-barnspolitikken.

4. Hvorfor afskaffer man nu et-barnspolitikken?
Regeringen har brug for flere arbejdende kinesere. Kinas arbejdsstyrke – der tæller personer fra 15-64 år – bliver mindre. Og det går stærkt. FN anslår, at der fra 2010 og frem til 2030 bliver 67 millioner færre arbejdere.
Samtidig vil andelen af gamle svulme fra 110 millioner i 2010 til 210 millioner i 2030. Og i 2050 vil de udgøre en fjerdedel af befolkningen i Kina, som anslåes at være på cirka 1,35 milliarder.
Så regeringen giver nu tilladelse til, at alle må få to børn. Men man beholder familieplanlægningen, og det er stadig ulovligt at få mere end to.

5. Hvilken indflydelse vil den nye to-barnspolitik få?
Mange kinesere vil ikke have mere end et enkelt barn, fordi det er blevet for dyrt på grund af for eksempel høje leveomkostninger. Samtidig venter kineserne i stigende grad med at gifte sig. Få analytikere forventer derfor, at fødselsraten vil bevæge sig markant fra de nuværende 1,5 per kvinde. For at løse Kinas problemer burde den være 2,1.
Med den seneste lempelse i 2013 kunne 11 millioner par få to børn. Men indtil videre har kun 1,45 millioner ansøgt om lov til at få to børn. Langt under regeringens forhåbninger, anslår eksperter. Samtidig får mange alligevel ikke de to børn på trods af ansøgningen. I 2014 blev der kun registreret 470.000 fødsler af parrene.

Et-barnspolitik: Nu må kineserne få 2 børn

Skriv en kommentar
Diverse

2008102110134936 2

Efter tre årtier har Kina besluttet af ændre den kontroversielle etbarnspolitik markant. Men det vil næppe få befolkningen til at eksplodere i Kina.

En familie. Et barn. Sådan har det været siden 1980, da etbarnspolitikken blev indført i Kina.

Det er en politik, som for mange i Vesten har været et symbol på Kina. Den har været et eksempel på det almægtige parti, som bestemmer over selv kinesernes ret til at få børn.

I Kina er der mange, som har haft forståelse for den. Ellers ville befolkningen eksplodere, lyder argumentet ofte, når man taler med folk på gaden.

Men der er også mange, som har kritiseret den. I mange år har der med jævne mellemrum været grusomme historier i de kinesiske medier med myndighedernes tvangsterilisationer og -aborter. Som for eksempel i 2012, da den 23-årige Feng Jianmei blev tvunget til en abort, da hun var i 7. måned.

Men nu er det slut. Efter tre årtier ændrer Kina etbarnspolitikken, så alle par nu må få to børn, oplyser det officielle nyhedsbureau Xinhua i et kort telegram på kun tre linjer.

Beslutningen er truffet på et fire dage langt politisk topmøde i Beijing, der sluttede i dag torsdag.

Et-barnspolitikken, der er kendt som familieplanlægning i Kina, blev vedtaget i 1980 for at kontrollere befolkningsvæksten, så et par kun måtte få et enkelt barn.

Der har altid været undtagelser i loven, så for eksempel Kinas 55 etniske minoriteter, der udgør lidt over 8 procent af befolkningen, har været undtaget.

De seneste år har 19 provinser eksperimenter med at lempe politikken.

Og for 2 år siden kom så en yderligere lempelse af familieplanlægningen, så den kun gjaldt cirka 50 procent af kineserne og var afhængig af, om man for eksempel boede på landet eller i byen.

Nu er den så afskaffet, så kineserne kan få to børn. Det sker blandt andet fordi de kinesiske ledere står over for enorme demografisk udfordringer.

Siden 2013 har kineserne født færre børn end der afgik kinesere ved døden. Ifølge nogle analyser ville befolkningen begynde at skrumpe i 2020.

Der ville være færre arbejdende hænder i det, som allerede i dag er verdens næststørste økonomi.

Det har de kinesiske ledere kunne se konsekvensen af i for eksempel Japan, hvor arbejdsstyrken svinder for hvert år, der går.

Så selvom afskaffelsen af den forhadte politik er en sejr for menneskeretsaktivister er det først og fremmest på grund af økonomiske hensyn, at de cirka 200 ledere i toppen af kommunistpartiet valgte at afskaffe den.

Men spørgsmålet er, om det vil hjælpe og få kineserne til at få flere børn.

Da kineserne lempede politikken kraftigt for to år siden var effekten lille. Ændringen berørte 10-20 millioner personer, men det var kun lidt over 240.000, som ansøgte om at få et barn mere.

Det er nemlig blevet dyrt at have børn i dagens Kina. For eksempel er en god uddannelse så kostbar, at mange familier næsten ikke har råd til at sende bare et enkelt barn gennem universitet.

Det seneste årti har der forud for utallige politiske møder været rygter om, at man nu ville ændre eller endda helt afskaffe etbarnspolitikken. Nu skete det så. Til dels. For familieplanlægningen er her stadig, hvis man vil mere end to børn.

Og spørgsmålet er, om kineserne overhvoedet kan overtales til at få mere end et barn.

Ingen kritik af Beijing: Storbritannien opfører sig som Kinas “hundehvalp”

Skriv en kommentar
Politik

2015 10 21 10 27 52 am

Set i lyset af Tibet-sagen, så var der måske nogle gode spørgsmål i dette interview på BBC, som danske politikere også kunne meditere lidt over?

Det er James McGregor, der blandt andet er forfatter til bogen “One billion customers“, som er blevet interviewet af BBC.

Her fortæller han hvordan en vestlig regering som den britiske er naiv, når de gør alt for at blive gode venner med Kina. For hvis man opfører sig som en hundehvalp, så vil kineserne begynde at lede efter hundesnoren. De har ikke respekt for nogen, der bukker og fedter for dem, siger McGregor.

Så under Xi Jinpings statsbesøg vil Kina annoncere nogle investeringer i Storbritannien, men hvad er prisen på lang sigt, spørger McGregor.

Svaret er, at Kina blot vil fortsætte med at komme med nye krav og skrue op for presset, som også andre eksperter peger på i denne artikel på Financial Times, hvor den britiske politik over for Kina bliver beskrevet som alt andet end “visionært” (som er Beijings egen beskrivelse af den britiske Kinapolitik):

Evan Medeiros, head of the Asia practice at Eurasia Group and a former top Asia adviser to Mr Obama, says Britain is misguided in its China approach.

“If there is one truism in managing relations with a rising China, it is that if you give in to Chinese pressure, it will inevitably lead to more Chinese pressure,” he says.

“London is playing a dangerous game of tactical accommodation in the hopes of economic benefits, which could lead to more problems down the line.”

“What is concerning is the message that has been sent that commerce and economic co-operation is the only metric that will guide the UK’s policy towards China,” says Tom Wright, a foreign policy expert at the Brookings Institution.

Englænderne glemmer tilsyneladende, at når man for eksempel laver kontrakter om at bygge et atomkraftværk i Storbritannien, så betyder det også en eksport af den politiske kultur i institutioner og myndigheder hjemme i Kina.

Den fik man senest et eksempel på under eksplosionerne i Tianjin den 12. august, som skyldtes korruption og uduelighed blandt de lokale myndigheder. En ulykke, som kommunistpartiet har censureret i medierne og forhindret, at man systematisk kunne lede efter lignende tilfælde i resten af Kina.

Som David Kelly fra China Policy skriver her på Lowy Institute for International Policy blog:

The deep issue was thus not the competence of China’s technical firms and experts, but the linkages between levels of management, the tendency of people to be ‘recreant’ (ie. to find reasons not to carry out their responsibilities), undisclosed interests, jumbled lines of control, and so on.

So for President Xi’s trip and the Hinkley project, the deep issue is not a list of solely Chinese malpractice, incompetence, or the like, but of the potential additive effects of two jurisdictions, each with governance issues. Those interested in such projects are inclined to dismiss such cavils as driven by a sour-grapes mentality or worse, xenophobia. It is worth pointing out as forcefully as possible that there is nothing xenophobic about maintaining high standards.

Indeed, Chinese investment has, over the last two decades, shown a preference for jurisdictions that maintain high standards. These are jurisdictions that protect investments, minimise risks, and bring out the best in the agencies and firms willing to accept challenges.
These countries should never be tempted to lower those standards. Risk is a given. But when joint investments combine national risk cultures, standards of governance must rise, not fall.

:: Foto: Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua

Ny stil: Partiet giver interviews

Skriv en kommentar
Medier

MAIN201510182119000463820730609

Whoa. En kinesisk præsident, der giver et interview? Sørme ja. Og så alligevel ikke.

Xi Jinping er på besøg i Storbritannien, og Reuters har fået et eksklusivt interview med præsidenten. Det kan du læse her. Men interview er blevet lavet over email.

Inden Xi’s besøg til USA havde Wall Street Journal også et email interview med Xi, og det er åbenbart sådan, at vi nu ruller i Zhongnanhai.

Men er det fremgang og et tegn på større åbenhed i forhold til de seneste to årtier, hvor toplederne i partiet ikke har givet interviews til udenlandske? Nej. På den måde undgår Xi opfølgende og kritiske spørgsmål, og medierne kan plastre “eksklusivt” hen over artiklen, som vil blive massivt promoveret. Og hvem siger i det hele taget, at det er Xi selv, der er kommet med svarene.

Der er også Financial Times, som det lykkedes at få et interview ansigt til ansigt med Li Keqiang. Her er der ingen tvivl om, at han selvfølgelig er kommet med svarene. Men jeg er sikker på, at spørgsmålene var sendt ind på forhånd til godkendelse – ligesom når den kinesiske ministerpræsident holder sin årlige “pressekonference” efter partiets konference – men de tre journalister vovede ikke at stille et kritisk spørgsmål eller at forsøge sig med spørgsmål om emner, som var fyfy fra starten.

Er det så at værd at møde op for at holde mikrofonen for partiet? Bliver læserne klogere? Nej. Og nej.

:: Foto fra Folkets Dagblad

Xi goes UK: “Visionært” at droppe kritik af Kina

Skriv en kommentar
Politik

50530

Det er virkelig interessant at følge debatten i Storbrittannien lige nu, hvor præsident Xi JInping begynder sit officielle besøg i dag.

Reuters har et email interview med Xi Jinping, hvor generalsekretæren selv mener, at Storbrittannien har en visionær politik over for Kina

“The UK has stated that it will be the Western country that is most open to China. This is a visionary and strategic choice that fully meets Britain’s own long-term interest,” Xi said in a written response to questions from Reuters.

China looks forward to engaging with the UK in a wider range, at a higher level and in greater depth.

Men for kritikerne er det ikke specielt visionært, når Storbritanniens politik først og fremmest handler om penge og virksomheders kontrakter, og at de britiske politikere derfor helt undgår at tale om værdier og politisk følsomme emner som menneskerettigheder.

Guardian interviewer blandt andre Fraser Howie, som du kan læse i denne artikel:

Xi praised Britain’s decision to prioritise trade and investment over awkward things like Tibet and human rights as a “visionary and strategic choice”. But Fraser Howie, the co-author of Red Capitalism: The Fragile Financial Foundation of China’s Extraordinary Rise, accused Downing Street of turning its back on Hong Kong’s struggle for democracy and ignoring an unprecedented crackdown on dissent that is under way in China.

“It is so obsequious, it is just nauseating,” said Howie. “Clearly, China under Xi Jinping has become highly repressive towards those who do not agree with the rules … [but] we haven’t heard anything of substance from the UK government about what is happening. [Beijing] must be loving how America’s best ally is fawning and falling over itself to curry favour with China.”

Independent uddyber det også i denne leder, som er kritisk overfor David Camerons kurs:

Awkward questions about Tibet, Hong Kong and human rights in China proper, it seems safe to predict, will not be allowed to spoil three days of toasts, carriage rides and banqueting. Treats include a stay-over for the President and his wife in the “Belgian suite” of Buckingham Palace, a state dinner hosted by the Queen, a dinner with the Prime Minister at Chequers, an address to Parliament, and meetings with selected scientists and stars.

Britain’s critics may say it has always been selective in its criticisms and only ever targeted the rights records of countries of no economic or strategic importance. The way our leaders are courting China is in danger of turning what was a suspicion into an undeniable fact.

Financial Times kalder også Camerons politik for kortsigtet, som Gideon Rachman skriver:

The British government may feel that it can concentrate on developing commercial relationships with China, while ignoring security issues in the Pacific — a far-off ocean, in which Britain has no naval presence. However, that strategy is likely to become increasingly problematic — as the US increasingly focuses its foreign-policy on dealing with a rising China.

Telegraph har interview med leder fra Standard Chartered, som mener, at USAs mere kritiske politik ikke giver mening for Storbritannien, som der står i artiklen:

American politicians have displayed a “churlish” attitude towards Beijing, while George Osborne has been more successful, Standard Chartered said ahead of premier Xi Jinping’s visit to the UK this week.

George Osborne has showed an admirable passion for China and has worked hard to arrange more deals with the world’s second-largest economy, while the bank argues the US’ approach is less productive.

“[The US] decided not to participate in the Asian Infrastructure Investment Bank which I think was a bit churlish of them,” said Standard Chartered’s European chief executive Richard Holmes.

think the US is struggling with the notion that China is going to overtake them in many ways, so they have got a bit of an identity crisis.”

Guardian har fået Ma Jian, der er en berømt aktivist, der var med på Tiananmen i 1989, til at skrive en kronik om, hvordan besøget vil blive dækket af de kinesiske medier:

Images of Xi’s regal welcome will be plastered over Chinese state media. China’s public will be encouraged to swoon over the silver-gilt candelabra adorning the royal banquet table, the flower arrangements inspected personally by the Queen, the priceless gold vessels displayed as a sign of respect for the guest of honour’s exalted rank.

The message from the Chinese tyrants to their subjects will be clear: if the queen of the UK, the oldest democracy in the world, lavishes your president with such respect and approbation, then what right have you to criticise him?

:: Grafik fra Igo.cn