Igen, igen: Kina er på vej til at kollapse (eller er ved at overtage verden)

Kina himmelske freds plads dronning besøg

Kina er tæt på at kollapse. Kommunistpartiet er ved at smuldre og miste grebet om magten. Igen. Det er en spådom, som mange er kommet med i de seneste to-tre årtier.

Et af de bedste eksempler er bogen »The Coming Collapse of China«, der udkom i 2001. Den er skrevet af den amerikanske forfatter og advokat Gordon G. Chang, som dengang hævdede, at Kina og kommunistpartiet ville være kollapset inden 10 år. Altså i 2011.

Årene gik. Det skete ikke. Og i 2011 indrømmede Gordon G. Chang i en artikel i Foreign Policy, at han tog fejl.

»I stedet for 2011 vil det almægtige kommunistparti i Kina falde i 2012. Det kan du roligt regne med«, skrev han dengang.

Nu er vi som bekendt i 2015, og partiet er her stadig. Det er Gordon G. Chang også, men i dag er det kun Fox News, der tager ham alvorligt, for han er kommentator på den amerikanske tv-station.

Blandt de seriøse forskere og iagttagere af Kina, er der nu ikke mange, der nogensinde har taget Gordon G. Chang alvorligt.

Det er derimod noget helt andet med David Shambaugh, der er professor i international politik på George Washington University i USA. Shambaugh er tidligere redaktør af China Quarterly, der er det mest ansete tidsskrift i forskningen om Kina, og han bliver anset for at være en af de fremmeste eksperter på kinesisk politik.

Og nu er det Shambaugh, som siger, at kommunistpartiet er ved at kollapse. Det gør han i en kronik i Wall Street Journal, som jeg skrev om i Politiken i sidste weekend. Shambaugh kommer med fem grunde i sin analyse, som jeg opsummerer her:

Kinas økonomiske elite kan ikke komme hurtigt nok ud af Kina. Shambaugh nævner en meget citeret undersøgelse af de rigeste kinesere, som viser, 64 procent har emmigreret eller overvejer at gøre.
For det andet har Kina siden Xi Jinping kommet til magten skruet endnu kraftigere op for den politiske undertrykkelse, der for alvor begyndte i 2009. Xi er gået efter medier, sociale medier, film, kunst, litteratur, religiøse grupper, internettet, intellektuelle, tibetanere, uighuere, dissidenter, advokater, NGO’er og studenter på universiteter, skriver Shambaugh.
»En mere solid og selvsikker regering ville aldrig indføre så hård en linje. Det er et symptom på partiets lederes dybe angst og usikkerhed«, skriver Shambaugh.
Den tredje grund. Selv de mest loyale partimedlemmer følger blot strømmen. Når Xi Jinping taler om sine politiske mantraer om »den kinesiske drøm« og »genfødslen« af Kina, er der kun ligegyldighed at spore selv i de øverste lag af partiet.
Den fjerde årsag er kampen mod korruption. Det er en hård og omfattende kampagne, men Xi har ikke oprettet demokratiske institutioner, der kunne fjerne korruptionen. Og han har bruger den til at fjerne politiske modstandere.
Økonomien er Shambaugs femte argument. Den har brug for reformer. Men særinteresser som lokale partiembedsmænd og statsejede virksomheder, der tæller nogle af verdens største virksomheder, har enorm magt, og de modarbejder Xi’s forsøg på reformer. Samtidig er Xi ikke villig til at gennemføre de politiske reformer, som økonomien for alvor har brug for.

Men det er ikke alle, der er enige med Shambaugh. Arthur R. Kroeber fra Gavekal Dragonomics er uenig, som han siger i denne debat:

I disagree with David Shambaugh. Neither China nor its Communist Party is cracking up. I have three reasons for this judgment. First, none of the factors Shambaugh cites strongly supports the crack-up case. Second, the balance of evidence suggests that Xi Jinping’s government is not weak and desperate, but forceful and adaptable. Third, the forces that might push for systemic political change are far weaker than the Party.

Citatet er fra ChinaFile, hvor der er en fin debat om Shambaughs analyse. Her skriver Howard W. French også, at det har været interessant at følge debatten om Shambaughs kronik. For den har også handlet om hans person, og han er blevet beskyldt for at være “nyttig idiot” for USA, samt fået bedrevidende “hvor vover han” kommentarer kastet efter sig.

Howard W. French peger i sin kommentar på ChinaFile, at Shambaugh ikke pludselig er kommet frem til sin analyse:

Few among the first wave of critics have credited him for his scholarship, other than to note that he is prominent or respected within the academy. Few have explored the actual nature of his work over the years, or the findings he has made in previous writings, such as China’s Communist Party: Atrophy and Adaptation, a careful study of how the Party responded to the shock of the demise of the Soviet Union and began reinventing itself. Shambaugh gives enormous credit to the C.C.P. for these efforts, but it is clear by the time he published his subsequent book, China Goes Global: The Partial Power, that the scholar had come to the view that in many ways we have overestimated China’s strengths and underestimated its weaknesses. This is all worth spelling out because even if Shambaugh’s “crackup” theory surprised you, it has clearly not come out of thin air; rather, it is the latest wrinkle in the evolving views of an earnest scholar.

Siden Xi Jinping kom til magten i 2012, er der blevet strammet op over hele linjen, og partiet har slået ned på alt, som det anser som en trussel.

Det er en udvikling, som begyndte med optøjerne i Tibet og Xinjiang i 2008, og har været tydelig siden da. Men det har taget fart under Xi Jinping. Kina bevæger sig stadigt længere væk fra opbygning af demokratiske institutioner, beskyttelse af borgerrettigheder, ytringsfrihed og fri presse og alle de andre ting, som man talte om, da Xi Jinpings forgænger Hu Jintao kom til magten i 2002.

Det taler Shambaugh også selv om i denne Q&A på New York Times. Læs det hele. Her et uddrag om, hvad der skete i 2009 efter Det Fjerde Plenum, hvor partiet skiftede kurs og fandt knytnæven frem:

I have my theories about why they reversed course, essentially having to do with the coming together of strong bureaucracies that have a vested interest in control — propaganda, internal security, the People’s Liberation Army and People’s Armed Police, state-owned enterprises — what I call the “Iron Quadrangle” — being able to persuade the party general secretary, Hu Jintao, who no longer had to deal with Zeng Qinghong, that the party was losing control if it did not crack down and get better control over a variety of spheres. There were other factors as well, but in Chinese politics bureaucratic explanations are usually important. There is also big money in repression. Those bureaucracies’ budgets all ballooned as a result.
So, there has been a shift in my views of China and of the Chinese Communist Party’s strategy and tactics of rule — simply because China and the party changed! No China watcher can remain wed to arguments that have lost their empirical basis. I have, in fact, been speaking publicly, teaching and publishing along these lines for the past five years. I am the first one who would applaud a return to Zeng Qinghong-like political reform. The party has choices. Repression may be its “default mode,” but it is not its only option. Opening and proactively managing political change is an alternative.

Blandt andre Kroeber mener, at Xi Jinpings styre har viljen og magten til at køre videre. Også fordi den politiske modstand, som kunne stå i vejen, er langt svagere end partiet. Mange andre mener, at det ikke på grund af stigende selvsikkerhed, at partiet stort set dagligt bliver mere og mere autoritært.

Partiets problemer er velkendte og enorme, som også Russel Leigh Moses skriver i sin klumme på Wall Street Journal. Her er et udpluk:

Another part of this political impediment is that, owing to the apprehension produced by Xi’s anti-corruption drive, many lower-level cadres are sitting on their hands, afraid to act decisively lest they draw attention to themselves.  Then there’s also the unease in Beijing that too many officials see reform and policy experimentation as anathema.  Those situations so concern Xi and his supporters that state media began last week to feature “Eight Instructions” —a list of directives drawn from Xi’s early political career, which implored officials to recognize that “special situations demand special approaches”, and to “act immediately” when they saw a problem, instead of “being lazy and lethargic.”
Beijing has managed to dodge disaster before, and the fact that there remains robust debate in the leadership about the obstacles to reform  is a small positive sign amidst these new difficulties.  Xi might be attempting to dominate decision-making, but he’s hasn’t shut down political dialogue entirely, probably because he knows that it sometimes provides unusual ideas to address China’s new problems.
Still, the just-concluded legislative sessions seem to be another example of the deinstitutionalization of Chinese politics under Xi, where change is driven by a small group that doesn’t always agree on what’s wrong or how to solve it.  Months from now, these meetings won’t be seen as harbingers of reform, so much as another lost opportunity.

En af Russel Leigh Moses’ pointer er, at partiet før har været i stand til at manøvrere gennem store kriser. Geremie Barme fra ANU’s Australian Centre on China in the World, er uenig med Shambaugh og tror, at partiet også manøvrerer sig sikkert gennem de næste år, som han siger i denne artikel i Sydney Morning Herald:

There is a major economic crunch beginning, certainly. But the Communist regime has prevailed through much worse. There is no sign that the instruments of coercion are wilting.
Barme, a longstanding acquaintance of Shambaugh, laughs at his anecdotes of hollowing faith among officialdom: “Every political conference I’ve been to in China in 42 years, the officials are always bored. Everyone’s bored. The leader’s works never sell. They always have to give them away.”
Barme suspects that Shambaugh’s conversion into the church of “collapsism” tells us more about today’s America than it does about China.
“If this were written by a Spanish author or a Greek author or an Italian author, they’d say, ‘Yes, we have capital flight, corruption, a lack of reform, massive popular dissent – sounds like a normal day,” Barme argues.
“However, we are looking at an American writing about Chinese collapse amid huge anxiety about US politics and its future. I agree that Xi’s China is uglier, more repressive and narrow, yet it’s more confident, more articulate and more focused than at any time since Mao Zedong. That’s why an American is worried.”

Som New Yorkers tidligere korrespondent i Kina, Evan Osnos, skrev sidste år, så har USAs – og generelt Vestens – billede af Kina svinget mellem to penduler. Kina overtager verden. Eller Kina kollapser. Det afhænger af, om Kinas økonomi går godt eller skidt, skriver han i sin analyse på Politico:

The larger China looms in the American mind, the more we see it as a caricature, bound to fail or destined to dominate. Four years ago, when China’s GDP was growing at 10 percent per year, it was unfashionable to draw attention to its economic weakness. Today, with debt rising and growth falling, optimism is too often written off as naïve. (The calmest voices are betting that China will muddle through.)
The larger point is that we should retire the choice between absolutes. The story of China in the 21st century is often told as a contest between East and West, between state capitalism and the free market. But in the foreground there is a more immediate competition: the struggle to define the idea of China. Understanding China requires not only measuring the light and heat thrown off by its incandescent new power, but also examining the source of its energy—the men and women at the center of China’s becoming.

Er kommunistpartiet så ved at kollapse?

Der er ingen tvivl om, at partiet står overfor enorme udfordringer. Og at det endelige mål for Kinas Kommunistparti er, at det er Kinas Kommunistparti, der skal have magten over Kina. Ingen andre. Det er prioritet nummer et.

Det er umuligt at forudse, hvad der sker i kinesisk politik om fem eller femten år. Og som Shambaugh siger i sit interview med New York Times, så har han gennem årene ændret sin mening om Kina og partiet – fordi Kina og partiet ændrede sig.

Well, duh, burde man tænke. Men debatten om Shambaugh handler også om debatten om Kina i Vesten. Og at partiet her har nyttige idioter og tilhængere, der engang for mange år siden formede deres meninger om Kina, og siden da ikke har ændret dem. Og andre som mener, at de har monopol på Sandheden Om Kina.

Men som Eric Fish skriver i overskriften til denne artikel på sin blog, Sinostand:

I Have No Idea What’s Going to Happen in China and Neither Do You

Eller for nu at vende tilbage til ChinaFile og lade Howard French komme med den sidste bemærkning:

We don’t know how this is going to turn out. For every success one can point to involving China, it is easy to point to at least one stark and serious problem, or potential failing. I don’t share Shambaugh’s confidence in predicting the demise of the Chinese Communist Party, but it does not strike this reader as a reckless prediction. It should not surprise us, and neither should its opposite, China’s continued relative success. Such is the degree of uncertainty we must all live with.

Byg løs: Kina ramt af museumsboble

Beijing vand museum kina

Antallet af museer eksploderer i Kina. I 2011 begyndte den nuværende fem-årsplan for Kina, hvor kommunistpartiet blandt andet besluttede, at der skulle bygges 45.000 kilometer jernbane med højhastighedstog og 3.500 museer. For kultur kan planlægges og rulles ud på samme måde som togskinner, mener partiet.

Det skriver jeg om i dagens Politiken. Her er et uddrag:

De seneste tal viser, at der nu er 4.165 museer i Kina. Men det bygger på statistik fra 2013, og i dag er der langt flere.

Li Xiaojie, der er leder af Statens Administration af Kulturarv, siger til Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua, at museer bygger bro mellem folk og kulturer, og at de spiller en stadigt større og vigtigere rolle i folks hverdag.

Andre er mindre begejstrede.

»De er en fucking katastrofe«, siger Chen Danqing, der er en kendt kunstkritiker og maler.

»Der er alt for mange museer i Kina, og de fleste af dem er virkelig dårlige. Alting i Kina udvikler sig for hurtigt«, siger Chen Danqing, som mener, at Kina er ramt af en museumsboble.

»Når man sammenligner med USA og Europa, så er vores museer blot en bunke cementbygninger«, siger Chen Danqing.

Lu Jiansong, der er historiker og ekspert i museologi på Fudan Universitet, mener også, at det går for stærkt med at bygge museer.

»Vi tager selve byggeriet af museet alvorligt, men ikke indholdet. At bygge et museum er ikke det samme som at bygge et hus eller en container. Et museum er et af de mest komplicerede kulturelle projekter, man kan bygge«, siger Lu Jiansong. Men han mener ikke, at der er for mange museer. Målt på antal, så halter Kina langt bagefter for eksempel USA.

i artiklen nævner jeg også bogen “Exhibiting the Past” af Kirk E. Denton, som du kan finde på Amazon og en anmeldelse i China Quarterly.

I China Quarterly er der også anmeldelse af to andre bøger om museer i Kina. Det er “Museums in China: Power, Politics, and Identities” og “Museums in China: The Politics of Representation after Mao”.

Til artiklen i Politiken besøgte jeg Beijing Museum for Postevand. Det er omtrent så spændende som vandet, der kommer ud af en vandhane. Undtagen – der står et skilt foran indgangen til Beijing Museum for Postevand. Her kan man se et kort over den lille park og museumsbygningen. Og så er der en advarsel. Man må ikke drikke vandet.

Men det er nu heller ikke et problem, for der er ingen vand på museet. I hele udstillingen er der ikke så meget som en dråbe væske. Vandmuseet er på alle måder en tør oplevelse. Og det kan du læse om i artiklen på Politiken.

Mor laver smogvideo: Kinesisk dokumentar om luftforurening får 200 millioner klik

En 39-årig journalist fødte et sygt barn. Så producerede hun en milepæl af en film, der som aldrig før har fået kineserne til at tale om forurening. På få dage klikkede over 200 millioner kinesere ind for at se filmen på internettet, som jeg skrev om i sidste uge på Politiken (men dokumentaren er stadig værd at se, så tjek det ud).

Det er journalisten Chai Jing, som har lavet dokumentaren. Og det hele begyndte, da hun blev gravid:

Chai Jing var ikke bekymret. Jo, hun hostede da en gang imellem og halsen var tør. Men hun tænkte aldrig over det med luftforurening.

Så blev hun gravid. Hun skulle have en pige.

»Da jeg første gang hørte hendes hjerteslag, var der intet, jeg ønskede mig mere, end at hun var sund og rask«, siger Chai Jing.

Men pigen havde en svulst. Hun skulle opereres lige efter fødslen, sagde lægerne. Hun risikerede at dø.

Chai nåede ikke engang at holde sin pige i armene, før de tog hende væk, og operationen gik igang. En sygeplejerske forsøgte at trøste hende. Chai viser billedet af den brune bamse, som sygeplejersken gav hende til at holde om og kramme.

Operationen gik godt. Chai sad og så på sin lille pige, da hun vågnede efter bedøvelsen. Det lykkedes.

Men Chai blev bange igen, allerede da hun kørte med datteren hjem fra hospitalet. Luften var grå og tyk af røg. Hun tog et klæde og holdt det op foran sin piges ansigt, så hun kunne trække vejret gennem det.

»Før det havde jeg aldrig selv været bange for luftforurening, og jeg havde aldrig gået med ansigtsmaske«, siger Chai Jing.

Alt det fortæller Chai Jing i sin dokumentarfilm, som hun begyndte at lave efter fødslen sidste år. Chai, der havde god succes som en kendt journalist på det statstlige CCTV, sagde sit job op for at passe sin syge pige. Og filmen? Den var ikke planlagt, men Chai var nysgerrig og ville vide mere om den farlige luftforurening.

Det tog et år at producere dokumentaren, som er på 103 minutter. Hun gjorde det for sine egne penge, og budgettet var på relativt beskedne 1 million kroner. Filmen minder om Al Gores »En ubekvem sandhed« på den måde, at man ser Chai stå på en scene foran et publikum, mens der kører interviews og grafikker på en storskærm bag hende. Det er pædagogisk. Det er letforståelig.

Dokumentaren fik hurtigt mindst 200 millioner klik på internettet. Men så blev den fjernet fredag i sidste uge, som jeg skrev i weekenden i Politiken.

Fredag eftermiddag gik myndighederne i gang med at fjerne filmen fra det kinesiske internet, hvor den også havde bredt sig via millioner af indlæg på de sociale medier.

Dokumentaren kunne ses på en lang række webportaler, som alle fik besked på at fjerne den. For eksempel Youku, der er en kinesisk konkurrent til YouTube, hvor den havde fået langt de fleste af de mange millioner klik.

»Jeg må indrømme, at jeg blev en smule overrasket«, siger Zhan Jiang, der er professor i journalistik på Beijing Foreign Studies University.

Mange kinesere havde undret sig over, at myndighederne ikke tidligere stoppede filmen, og spurgte sig selv, om de mon ville gøre det på et tidspunkt.

Svaret kom fredag, og »det er det Kina, som vi kender« igen, siger Zhan Jiang.

Ordren om at fjerne filmen kom i øvrigt samtidig med, at Kinas meteorologiske bureau advarede om, at Nordkina ville blive ramt af kraftig smog fredag og lørdag. Fredag aften var luftforureningen i Beijing cirka 14 gange værre end det niveau, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler.

Du kan læse mere om ordren og censuren på China Digital Times. Her er der også en interessant artikel om, hvorfor filmen spredte sig og blev så populær.

Kontrol: 5 ting Kina vil gøre for at censurere internettet

2a19ed812434814b4c0ceaffc009c53f Censuren på internettet i Kina er så omfattende, at det europæiske handelskammer i Kina, European Chamber of Commerce, for et par uger siden advarede om, at det direkte påvirker både kinesiske og udenlandske virksomheders vilkår.

Hele 86 procent af handelskammerets medlemmer mener i handelskammerets undersøgelse, at censuren af internettet har en negativ virkning på deres virksomhed. Og 13 procent siger, at de derfor »for nyligt« har fravalgt at lægge deres forskning i Kina.

Også kinesiske akademikere har offentligt kritiseret censuren i de seneste uger. For eksempel fordi de ikke kan bruge Google Scholar til research.

»Det er som om vi lever i middelalderen«, skrev historikeren Zhang Qian på sin mikroblog på Sina Weibo.

Kina begyndte reformer i 1978, der siden har åbnet landet mod omverdenen. Ingen kan sætte spørgsmålstegn ved, at kineserne siden da er blevet rigere og har fået langt flere borgerrettigheder. Men meget har ændret sig de seneste få år, hvor den opadgående kurve på flere områder som ytringsfrihed og menneskerettigheder igen er dykket nedad.

Kinas censur af internettet er ikke nyt. Den daværende amerikanske præsident Bill Clinton talte om det i en tale på Johns Hopkins University i 2000.

»Held og lykke med det. Det er som at sømme Jell-O (en geleagtig dessert, red.) fast til en væg«, sagde Bill Clinton.

Men det er netop, hvad Kina er ved at gøre. Her på Freedom House kommer Sarah Cook med fem bud på, hvad vi kan vente os i det kommende år. Nedenunder får du de fem punkter i kort form, men sørg for at klikke over og læs det hele:

1. A tightening Chinese firewall. Chinese Internet users are increasingly referring to their Internet as a “LAN,” or “local area network” — effectively a type of intranet — as it becomes more isolated than ever before.

2. The first WeChat arrest. After a sweeping crackdown on the popular Weibo microblogging service, Chinese authorities have turned their sights to Tencent’s WeChat, an instant-messaging program used by hundreds of millions to which many Weibo users had migrated.

3. High censorship around Xi’s first U.S. visit as president. In September, Xi Jinping is scheduled to make his first state visit to the United States as president of China. The excursion into the unpredictable world of a free media and vibrant civil society will inevitably lead to some incident or event prompting censors back home to take action amidst otherwise glowing state media saturation.

4. Jail time for more prominent free speech advocates. Three internationally renowned advocates of media freedom will face potentially long prison sentences in the coming months – and their odds are not good.

5. New attacks on Hong Kong media. The past three years have featured a growing number and increasingly violent series of physical assaults against independently minded journalists and owners in the autonomous territory. These attacks have occurred alongside a sharp decline in media freedoms as major businesses have withdrawn advertising from critical outlets, cyber attacks disrupt coverage by independent media, and reporters acknowledge growing self-censorship.

Censur i Kina: Boghandlen i Hongkong, der sælger forbudte ord

Paul tang boghandel hong kong

Jeg har været forbi Paul Tang, der ejer People’s Recreation Community i Hong Kong. Boghandlen lever især af kinesiske turister, der kommer for at købe bøger, der er forbudte i Kina.

»Kaffe og forbudte bøger, det er det, vi sælger«, siger den 39-årige Paul Tang, der var bestyrer af en Starbucks, før han åbnede sin egen cafe i 2002.

Det kan du læse om i min artikel i Politiken, hvor jeg også har interview med forfatteren Yu Jie. Hvis du ikke kender ham, så tjek Wikipedia og New York Times samt den her gode Q&A på New York Review of Books.

Yu Jie mener, at partiets stadigt strengere censur er en trussel mod Kinas fremtid:

»Censuren og forbud mod bestemte bøger gør, at der i Kina i dag er færre og færre, der er klar over realiteterne. Folk lever på en løgn. Folks fantasi og evne til nytænkning bliver ødelagt. Og man mister sit moralske kompas«, siger Yu Jie.

I Kina blev Yu Jie også chikaneret af myndighederne og anholdt flere gange, og ifølge ham selv er han også blevet tortureret. Han er udmærket klar over, hvorfor hans bøger er censureret.

»Jeg kritiserer Kinas Kommunistparti og lederne ved navn. Men jeg vil ikke censurere mig selv«, siger Yu Jie. En af hans forbudte bøger er en biografi om vennen Liu Xiaobo, der i 2010 modtog Nobels Fredspris og i dag sidder fængslet i Kina. Yu Jie ved ikke, hvor mange eksemplarer af hans bøger der er nået ind i Kina. Men hans bog om Wen Jiabao er blevet trykt i 50.000 eksemplarer i Hongkong, siger han.

Kinesisk nytår: Ugift mand kidnapper kvinde til besøg hos sin far og mor

Thy52122 b Så blev det endelig kinesisk nytår, som Kim Larsen ville synge, hvis han var blevet født i Hebei.

Det er en tid, der virkelig kan stresse kineserne, som jeg skrev forleden, hvor en 20-årig mand tæskede sin far, fordi han var fattig og grim og ikke havde købt en flybillet til sønnen, der blev nødt til at tage toget hjem. (Kina er et konfuciansk land med respekt for de ældre? Yearh, der er lidt gråzoner, der…).

Og stressniveauet kan virkelig komme op i det røde felt, hvis man skal rejse hjem til mor og far som single. Det går endda så vidt, at man kan leje en kæreste på internettet og tage ham/hende med hjem på familiebesøg.

Eller man kan gøre som en 32-årig mand fra Dalian. Han var desperat. Han havde ingen kæreste. Og nu skulle han hjem til sine forældre, der i lang tid havde lagt pres på ham for at gøre noget ved sagen og blive gift.

Derfor kidnappede han en 24-årig kvinde. Hun skulle med hjem og lade som om, at de var blevet gift.

»Jeg var på vej på arbejde, som jeg plejer, da der pludselig kommer en mand over til mig. Han griber mig i armen og lægger en hånd over min mund og siger “rør dig ikke, du skal med mig hjem og fejre nytår og være min hustru”«, forklarer kvinden til Nandu Wang og Dalian Wanbao.

Kinesisk nytår, som er kinesernes svar på julen, kan som nævnt være en stressende periode for mange. Det er her, at alle rejser hjem for at være sammen med familien. Ofte er det kun den ene gang om året, at man ser hinanden, for det er almindeligt, at man bor hundreder eller tusinder af kilometer fra sin hjemby.

Og hvert år lægger det pres på de millioner af ugifte mænd og kvinder, der rejser alene hjem til far og mor. Især hvis man er over 30 år, som i Kina er ved at være langt over sidste salgsdato. Mange singler vælger helt at lade være med at tage hjem til forældrene, som også ofte har arrangeret ‘blind dates’ til de ugifte børn.

Derfor kidnappede manden fra den nordkinesiske by den 24-årige kvinde. Hun blev dog fundet allerede efter et par timer, efter at hendes rigtige kæreste havde alarmeret politiet. Den 32-årige mand er nu anholdt.

:: Foto: Beijing Ribao

Kinesisk nytår: Søn tæsker far, fordi han er grim og fattig

2014102411360737

I denne uge er det kinesisk nytår, og det er årets vigtigste højtid i Kina. Det er her, at alle tager hjem til deres familier.

Men det er også her, at du virkelig ikke har lyst til at rejse rundt. Veje, toge og fly er overfyldte. Det er en rejseperiode på 40 dage, hvor der i alt bliver foretaget 3,6 milliarder rejser.

Og nogle klare rejsestresset bedre end andre, som Renmin Wang skrev i sidste uge. Især hvis man er en lille kejser, som det her lugter af, kan man godt få en mindre nedsmeltning:

Den unge mand spænede gennem banegården, mens han jagtede en ældre mand, og han slog ham, men det lykkedes for politiet at fange dem. De to mænd kom til afhøring. Det viste sig, at det var en 50-årig far og hans 20-årige søn. Hvad foregik der?

Parret var på vej hjem til kinesisk nytår, og sønnen var rasende på sin far, der er migrantarbejder. Ifølge Renmin Wang mente sønnen, at faren er grim og går i gammelt tøj. Og det er ikke godt for sønnens image, mente den 20-årige.

Samtidig var sønnen rasende, fordi de skulle tage toget hjem. Faren burde have købt en flybillet til ham. Men jeg har virkelig ikke nogen penge, lød det fra faren, Zhang Mouwei. Det må du selv om, lød det højtråbende svar, men hvis du ikke lader mig flyve, dræber jeg dig, når vi kommer hjem.

Ifølge Renmin Wang fik de overraskede betjente dog talt med den unge mand, der »indså sine fejl«, og faren gik med til at rejse med sønnen hjem.

Danmark kan faktisk lære at tale om menneskerettigheder med Kina

Vil det gå ud over de danske virksomheder og eksporten til Kina, hvis regeringen mødes med Dalai Lama?

Se på Norge. I 2010 gav Nobelkomiteen deres Fredspris til kritikeren Liu Xiaobo, der er forfatter og professor i litteratur. Liu afsoner en straf på 11 års fængsel, fordi han er medforfatter til et dokument, som opfordrer kommunistpartiet til politiske reformer.

Siden da er nordmændenes eksport til Kina steget med 53 procent, skriver Dagens Næringsliv.

Ifølge de seneste tal fra Statistisk Sentralbyrå (SSB), der kom i slutningen af januar, var Norges eksport til Kina i 2014 på 17,9 milliarder kroner. Det er en stigning i forhold til året før. Her var den på 14 milliarder kroner.

Til sammenligning eksporterede Danmark i 2014 for 21,8 milliarder kroner til Kina. I 2013 var det 19,4 milliarder.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Norges eksport kunne være vokset endnu mere i de seneste 5 år. Men det er mest af alt symbolske angreb, som Kina kommer med, når en udenlandsk regering mødes med Dalai Lama, siger Kerry Brown, der er leder af Kinastudier på University of Sydney, og en af de eksperter, jeg interviewede for nyligt om Dalai Lamas besøg.

»Så den danske regering skal regne på, hvor meget den ønsker at ofre på det her område, hvis man skulle gennemføre et besøg«, siger Kerry Brown.

Og her var den danske regering ikke parat til at ofre noget, da Dalai Lama var på besøg i København i denne uge. Udenrigsminister Martin Lidegaard ville ikke mødes med ham. Det ville Helle Thorning-Schmidt heller ikke. Selvom hun i 2009 havde kritiseret Lars Løkke Rasmussen (V) for dengang at mødes med Dalai Lama som privatperson og ikke som statsminister.

Som jeg skrev i en af artiklerne i Politiken:

Danmark fører det, som man kalder en »kritisk dialog« med Kina. Og et møde med Dalai Lama ville blot fornærme Beijing og undergrave det danske arbejde for at fremme menneskerettigheder i Kina, mener udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

»Det er min overbevisning, at man skubber mere i den rigtige retning ved det her, end ved at mødes med ham og stå udenfor med en megafon og råbe«, siger Martin Lidegaard, der som statsministeren heller ikke skal mødes med Dalai Lama.

Martin Lidegaard nævner det danske Institut for Menneskerettigheder og dets program i Kina. Men på instituttet har man svært ved at se, at tidligere møder med Dalai Lama har haft betydning for arbejdet i Kina.

»Det er svært at sige, vi kan ikke udelukke det. Men tidligere besøg har ikke haft konsekvenser, som vi kan se«, siger Bjarne Andreasen, der er leder af Kinaprogrammet hos Institut for Menneskerettigheder.

Hvad er så situationen i Tibet?

Blandt analytikere og menneskeretsgrupper er der bred enighed om, at situationen er blevet forværret siden 2008. Her var der alvorlige optøjer i Tibet, som bredte sig til andre tibetanske områder i kinesiske provinser. Uofficielle skøn lyder på mindst 140 dræbte tibetanere og han-kinesere. Over 1.300 tibetanere blev arresteret.

Siden da har militær, sikkerhedsstyrker og etpartistatens institutioner markant strammet kontrollen over tibetanerne, og antallet af sammenstød og arrestationer er steget. Tibetanerne føler, at deres kultur og skikke bliver systematisk undertrykt af myndighederne. Resultatet er, at mindst 130 tibetanere siden 2009 har begået selvbrændinger i protest.

Men virker den danske politik så, hvor al kritik foregår bag lukkede døre? Som jeg skrev i en anden artikel:

Blandt analytikere og menneskeretsgrupper er der bred enighed om, at situationen er blevet forværret siden 2008. Her var der alvorlige optøjer i Tibet, som bredte sig til andre tibetanske områder i kinesiske provinser. Uofficielle skøn lyder på mindst 140 dræbte tibetanere og han-kinesere. Over 1.300 tibetanere blev arresteret.

Siden da har militær, sikkerhedsstyrker og etpartistatens institutioner markant strammet kontrollen over tibetanerne, og antallet af sammenstød og arrestationer er steget. Tibetanerne føler, at deres kultur og skikke bliver systematisk undertrykt af myndighederne. Resultatet er, at mindst 130 tibetanere siden 2009 har begået selvbrændinger i protest.

»Hvis man mener, at den rigtige måde at forhandle om menneskerettigheder på, er gennem bilaterale forhandlinger bag lukkede døre, så kan man kun argumentere for det, hvis man også kan fremvise resultaterne«, siger Robert Barnett, der er leder af Tibetstudier på Columbia University, og en af verdens førende eksperter om Tibet.

»Forhandlinger bag lukkede døre er kun troværdige, hvis der kommer konkrete, målbare og tidsbestemte resultater ud af det«, siger Robert Barnett.

Problemet er ofte, at vestlige kritikere taler på en måde, som den kinesiske regering nemt kan angribe som anti-kinesisk, siger Kerry Brown fra University of Sydney.

»Tibet er et kæmpe problem for Kinas legitimitet, og derfor er man også så følsom over for kritik. Men det er også et problem for centralregeringen, fordi hele regioonen er så dårligt styret, og det er en økonomi som er helt afhængig af statsstøtte«, siger Kerry Brown.

Tibet, der er cirka dobbelt så stor som Frankrig, og har 3 millioner indbyggere, er den fattigste af alle kinesiske provinser.

»Så hvis jeg var en vestlig leder, ville jeg tale om en bæredygtig, lovbaseret regeringsledelse og social retfærdighed – tale om mere generelle emner som det. Og ikke behandle det som et spørgsmål om etnisk diskrimination, for det er kun en fordel for Beijing«, siger Kerry Brown. I bund og grund er der så mange emner, som man i stedet kunne vælge at diskutere med kineserne, siger Kerry Brown.

Du kan i øvrigt læse et portræt, som jeg lavede af Dalai Lama, her på Politiken. Den

Kinas kollaps: Stærke Xi kan ende med at ødelægge kommunistpartiet

Kina er ved at kollapse. Lige nu. Næsten. Det er tæt på. Den slags mere eller mindre håbløse spådomme – og vi kigger på dig, Gordon Chang – er der mange, som er kommet med gennem tiden.

Men Kinas Kommunistparti er her stadig. Endnu da. For der er ingen tvivl om, at der er krise i partiet. At bevare magten over Kina er som at holde en våd citronfromage mellem hænderne.

Men Xi Jinping er manden, der kan løse opgaven, mener han selv og partiet, der med kraftig propaganda har kørt ham i stilling i de seneste to år, siden han kom til magten.

Xi er blevet den personligt stærkeste og mest magtfulde leder i Kina siden Mao Zedong, mener mange analytikere, og han kender truslerne mod partiet. Især faren ved korruption.

Derfor har han i snart to år gennemført en omfattende og vedvarende kamp mod korruption. Men kampagne kan også ses som et tegn på partiets sidste krampetrækninger, og den er en trussel mod partiets fortsatte eksistens, mener blandt andre professor Roderick MacFarquhar i denne Q&A på New York Times, som du bør læse det hele af. Her et udpluk:

Q. Are there any examples in history where a Communist Party without ideology can sustain itself?

A.There is no example because Leninist parties have only been around basically since the 1917 revolution in Russia. So there is no experience of this. The party in Cuba survived, I suppose, really because the opposition of the United States gave a certain national pride to the Cubans, especially when they were able to rely on the Soviet Union for economic support. The North Koreans, of course, survived because the Chinese are not prepared to cut them off, even though they hate the way they conduct themselves, because they don’t want another Communist regime to go down the tubes.

I don’t think there is any other experience, and my own feeling is that this party cannot reform itself. The choices for Xi Jinping are, one, ease off the corruption campaign in order to allow the economic reform program, which he’s talked about but which hasn’t got going, to proceed, because the economic reform may help to save the party in power. But if he is going to attack corruption root and branch, tigers and fleas as he would call it, then there is real danger. Danger for the party collapsing as it did in Russia, or danger of a leadership coalition against him.

Q. Is it conceivable that there could be an opposition to Xi, a pushback?

A. No one was prepared in Mao’s time to ally against him. And Mao could also rely on the fact that probably if Zhou Enlai confided in [the late President] Liu Shaoqi and said the chairman is going off his rocker, we shouldn’t allow this Cultural Revolution to continue, the chairman could rely on the possibility — probability — that Liu Shaoqi would come and report Zhou Enlai to him, and then dispose of Zhou Enlai.

That, I don’t think, applies now. People aren’t frightened of Xi Jinping in the way they were frightened of Mao. People’s interests, people’s families, people’s livelihoods are threatened. Comrades X, Y and Z can ally together against Xi Jinping. He’s not yet a figure that so terrifies his colleagues that they couldn’t dream of suggesting to a comrade, “Let’s ally against him,” because they don’t know that that comrade would not report him.

Eksperter anmelder The Interview: Se dårlig film om Nordkorea og bliv klogere på USA

Interview pr nk

Barbara Demick, der er tidligere korrespondent i Kina og forfatter til den aldeles glimrende bog “I ly af mørket” om Nordkorea, har set The Interview.

Filmen er på mange måder en tåbelig karikatur af Nordkorea – anmeldelserne har heller ikke været gode – men den rammer faktisk plet i sin beskrivelse af Nordkoreas psykologi, skriver Demick i The New Yorker.

Demick har en god pointe om, at filmen også afslører meget om USA’s eget parodiske billede af Nordkorea:

As a parody, the movie is almost as damning in its portrayal of U.S. attitudes toward North Korea. The fictional television journalists sound as hysterical as real-life American television journalists reporting on North Korean missiles capable of reaching the West Coast of the United States. (For many years, it has been erroneously suggested that North Korean missile fragments were found in Alaska.) And the plot to assassinate Kim Jong-un doesn’t sound altogether implausible. Peter Hayes, a co-founder and the executive director of the Nautilus Institute for Security and Sustainability, recently pointed to an August 14th U.S. Strategic Command symposium, currently on YouTube, in which a retired U.S. major general openly discussed assassination as an option to put in the “kitbag” to deal with Kim Jong-un.

Også Suki Kim skriver på The Nation, at The Interview er en kommerciel film og ikke en dokumentar, så man skal afstemme forventningerne. Men Suki Kim mener også, at filmen og filmen som en begivenhed, der fik et politisk efterspil, siger mindst lige så meget om USA som om Nordkorea:

The Interview, however, is more about America than it is about North Korea, both in its content and as an event. Despite what some critics have claimed, the film is no political satire. It’s popular entertainment that perpetuates America’s myth of itself as the real guardian of global peace. It sells a hackneyed tale of the two white American heroes killing the evil dictator and saving North Korea, the country the United States is responsible for creating in 1945, a fact not mentioned in the film. Ironically, it is another pair of American males, the US officials Charles Bonesteel and Dean Rusk, who arbitrarily drew up the 38th Parallel that still separates 70 million Koreans.

The film also contains one of the only commercial depictions, comedy or not, of a sitting president of another nation being killed on screen. The cartoon-like way Kim Jong-un gets blown to pieces betrays the dehumanizing manner in which Americans view North Koreans. Laughter has a power to heal travesty, but here it is a tool for bullying; the most powerful country in the world entertains itself at the expense of one of the poorest and most devastated.

Hvid du vil vide mere om livet i Nordkorea, så har jeg interviewet flere nordkoreanske flygtninge og arbejdere i de seneste par år, og du kan du læse nogle af de interviews her på Kinablog og på Politiken.

:: Foto fra filmen