En oversminket kulminearbejder

Skriv en kommentar
Dagligvarer / Erhverv / Nye bøger

shoppergirls.jpg

Spænd sikkerhedsselen. Nu ved vi endelig, hvad den kinesiske forbruger allerhelst vil bruge sin surt opsparede Yuan på. Det kan vi takke UPS for, dem med pakkerne og de legoklodskantede, brune varevogne, der lige er kommet med en ny undersøgelse (åbner i .pdf), der bærer den spændende titel “Consumer Preference Study”.

Sammen med Research International er UPS gået grundigt til værks, og har spurgt 1.200 personer fra den kinesiske middelklasse, hvilke ting, dimser & dingenoter de foretrækker at købe, og hvorfor de er glade for dem. Personerne er fordelt med 200 kinesere i hver af følgende seks byer – Shanghai (der har mere end 20 millioner indbyggere), Beijing (cirka 15 millioner indbyggere), Wuhan (omkring syv millioner), Guangzhou (cirka ti millioner), Chengdu (cirka ti millioner) og Shenyang (cirka syv millioner). Hvem sagde “repræsentativt udsnit”?

Der er lagt op til store og spændende overraskelser, der nok vil komme bag på de fleste.

Blandt andet kan man læse, at kinesiske mænd er mere interesserede i elektronik end kinesiske kvinder.

Man kan også læse, at “signifikant flere kvindelige forbrugere” kan lide at købe skønhedsprodukter.

At kinesiske forbrugere generelt køber mere tandpasta og hårshampo end bleer.

Og at amerikanske virksomheder har bedre muligheder for at sælge deres produkter til velhavende, unge kinesere, der bor i storbyer.

Ser man det. Og jeg som troede, at det ville være langt lettere at sælge en 20.000 kroners IBM laptop til en kvindelig bonde med tre års skolegang, der bor i en bjerglandsby med sin oversminkede og bleindpakkede mand, der tjener 900 kroner om året på at arbejde i den lokale kulmine. Snydt igen.

Man kan også læse, at kinesiske forbrugere gerne vil købe amerikanske cd’er, dvd’er og bøger. Bøger? Næh, de gider ikke købe amerikanske bøger. Cd’er og dvd’er? Jep, det vil de gerne købe. Bare ikke de originale af slagsen. Har du boet i Kina i mere end 14 minutter, ved du, at stort set ingen kinesere køber originale dvd’er eller cd’er i Kina. De downloader dem fra nettet. Eller flotter sig og betaler fire kroner for en dvd-kopi af filmen, der er i samme kvalitet som den originale.

Sagt på en anden måde – hver dag udkommer der en kilometer lang lavine af bøger og undersøgelser om Kina. Især i kategorien hvordan-gør-jeg-forretninger-i-Kina-og-bliver-enormt-rig-helt-vildt-hurtigt. Og kvaliteten, den er signifikant svingende.

:: Via China Law Blog

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *