KINABLOG.dk

Den 20. november var der en kronik i Politiken, der hed “Den lydige kineser“. Den er skrevet af tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft og journalisten Mette Holm. Det er en god kronik. Rigtig god. Hvorfor? Fordi den er et godt eksempel på – hvis jeg skal være flink – hvordan Kina ser ud gennem øjnene på to vesterlændinge, der sidder på deres firestjernede hotel og kigger ud af vinduet.

Kronikken tegner et billede af den almindelige kinesere som lydig, underdanig, afmægtig og konfuciansk tænkende. Og det kommunistiske styre som nationalistisk.

Det er altså Kinas Kommunistiske Parti (KKP) der er nationalistisk og ikke den almindelige, lydige kineser. Han eller hun er i følge kronikken blot en marionetdukke styret af staten og KKP. Det vil sige, når kineserne går på gaden og demonstrerer mod for eksempel Vesten, som de gjorde efter bombningen af den kinesiske ambassade i 1989, er det ikke, fordi de faktisk mener det og er ærligt trætte af Vesten, men fordi de er statens lydige marionetter. De er blevet drevet ud på gaden. Det hele er en cirkusforestilling arrangeret af KKP, der uden besvær kan få hundredetusinder af kinesere til at gøre hvad som helst.

Nationalisme i Kina kommer altså kun fra Kommunistpartiet. Forkert.

I de vestlige medier støder man stadig på forestillingen om, at der kun er én kinesisk nationalisme, og at den er sanktioneret, blåstemplet, fremført og koordineret af KKP og staten. For eksempel i kronikken i Politiken. Det kan være, fordi nationalismen nogle gange foregår på kinesisk på print og i cyberspace. Og derfor skal læses, hvorfor den ikke er lige så nem at opdage som tusinder af demonstranter, der bølger rundt i gaderne.

Almindelige kinesere – hvad det så end er for en størrelse – kan også være nationalistiske. Som det i den grad er set siden midten af 1990erne. For eksempel med bestsellere som “China Can Say No” (中國可以說不). Og som man kan se for tiden i bølgen af ulvebøger – for eksempel “Way of the Wolf” af Luo Yu (罗宇, “狼道“) – der argumenter for, at kineseren og nationen skal være stærke, onde og grådige som ulve.

Der er stor forskel på den statslige og populære nationalisme, som tit er i konflikt med hinanden.

I kronikken nævner de to forfattere demonstrationerne over bombningen af den kinesiske ambassade i 1999. Der er ikke meget, der tyder på, at det var sat i scene af staten. Tværtimod. Systemet har travlt med bare at svare igen på nationalisternes vrede og forsøge at kontrollere den. Styret måtte nøjes med indtrængende at bede masserne om at falde til ro. Arbejdere skulle arbejde, og studenter studere, var budskabet i medierne i de dage. Den nationalistiske respons var så kraftig, at det truede både nationens stabilitet og partiets legitimitet (Læs for eksempel bogen “State and Society in 21st-century China“).

I forskningen taler man om, at der er tre former for nationalisme i Kina.

• Statsnationalismen, blåstemplet og fremført af KKP, har til formål at fortælle historien om, hvorfor det netop er KKP, der er ved magten. KKP er garanten for Kinas fremtid og fremskridt. KKP repræsenterer kerneværdierne i det kinesiske samfund, og kun KKP kan føre Kina ind i fremtiden. Samtidig kan den bruges udadtil, til at forklare omverdenen hvordan den kinesiske sjæl, tankegang og mentalitet er.

• Populærnationalismen findes i for eksempel debatforaer i cyberspace, på gadehjørner, og i bogudgivelser og magasiner. Den kommer mere nedefra og er ikke på samme måde organiseret som KKP’s bud på nationalisme. Den stemmer langtfra overens med den offentlige version af nationalismen, og tit er de to fløje i skarp konflikt med hinanden. Hvor den offentlige nationalisme udspringer fra mere kølige og strategiske overvejelser, er samfundsnationalismen følelsesladet og spontan. Dermed er den også sværere at kontrollere for KKP og kan endda true partiets magtposition. Der er en vrede, forsmåethed og paranoia mod især Vesten og Japan, som man ikke i samme grad finder i statsnationalismen.

• Kulturnationalismen er en mere svævende størrelse, der også findes spor af hos de to andre former for nationalisme. Det er fortællingen om Kinas storhed, de 5.000 års ubrudte historie, med en plads i rækkerne af store civilisationer, skulder ved skulder med for eksempel romerne og egypterne. Med den store forskel at Kina stadig er her i dag. Og derfor også retmæssigt bør kræve sin plads som supermagt på den globale scene.

I kronikken står der også, at kineserne er konfucianske. Uden at nogen egentlig ved, hvad det helt præcist vil sige. Men her er det noget med, at kineserne ikke sætter sig op over for styret. Hvilket bestemt ikke er konfucianisme. Tværtimod. I konfucianismen skal herskeren være retfærdig. Er han ikke det, er det folkets pligt at sætte sig op mod ham, vælte ham og vælge en ny hersker. Altså kan man argumentere for, at langt de fleste kinesere ikke er konfucianske, da de ikke forsøger at vælte det uretfærdige styre.

Men nogle af dem er faktisk konfucianske. De seneste ti år er antallet af demonstrationer og slige optøjer steget fra omkring 10.000 om året til 70.000 i 2005. Er det specielt lydigt? Det er de officielle tal, så man kan sagtens forestille sig, at det faktiske tal er langt højere.

Dernæst kan man så begynde at diskutere, hvor nyttigt det overhovedet er, at tale om en “national identitet”. Finner har let til kniven? Hm…