Det er tæt på at være en floskel. Men alligevel. Der bygges overalt i Kina. Stilladser der rejser sig 30 etager op i luften, trætte migrantarbejdere i hullet tøj og med spaden over skulderen, de altid blå lastbiler der oser gennem byerne under byggekranerne. Det er fremtidens Kina, der rejser sig op i luften. Men nedenunder, i støvet under arbejdernes fødder, der ligger fortidens Kina.
Og det er et problem. Lokale entreprenører og politikere vil ikke lade sig standse af gamle potteskår og bronzekar. Det er der ikke tid til. En byggeplads der skal ligge stille, så en gruppe arkæologer kan nulre rundt efter gammelt ragelse? Nej. Fremad. Derfor forsvinder en mængde værdifulde antikviteter og historiske artefakter, i samme takt som bulldozerne gnaver sig ned gennem de arkæologiske lag.
Ifølge national lovgivning skal byggeriet standses, hvis man støder på arkæologi. Men det sker sjældent. Den samme balancegang mellem modernisering og bevarelse af kulturarven kender man jo også fra for eksempel Danmark og Europa.
I 2005 var der, ifølge Herald Tribune, 600 arkæologiske udgravninger i Kina. Noget mindre end antallet af byggepladser.
:: Læs hele artiklen fra Herald Tribune her.
:: Kinesisk regeringshjemmeside om arkæologi (engelsk).
:: CCTV serie om arkæologi (kinesisk).
:: Technorati posts om 考古 (kinesisk).