Arkiv for 2007 april

Hankou Xilu er en stille gade, der ligger i Nanjing, lidt vest for Shanghai i Kina. Der er træer langs fortovet, gråfarvede etageejendomme, et par små kiosker, nogle snuskede gaderestauranter, en tøjbutik, en butik der sælger tøjdyr og en ejendomsmægler. Der er et udendørs poolbord, som tre drenge står og spiller ved. Der er en bonde, der sidder og sælger store og modne meloner, som han har stakket op på fortovet. Og der er frisørsalonen, som 25-årige Wang Xian arbejder i. Hun er ved at hænge de sidste håndklæder op, da en kvinde på hendes egen alder kommer hen og hilser på hende.

Det er en lille salon med fire kvindelige frisører. Salonen er slidt. Der er tape omkring den ene af salonens to trimmere, der begge er fyldte med små og sorte hår. Barberknivene er begyndt at ruste og bogen med hårfarver er gået op i ryggen. Håndklæderne har for længst mistet deres farve og har i den grad været vasket mere end én gang. Der er sorte hår på det bare betongulv. Elkontakterne hænger og dingler ud fra væggen. Der er tape over de steder, hvor frisørstolene er gået i stykker.

For seks år siden gik Wang Xian ind gennem den knirkende glasdør til salonen og spurgte, om hun kunne få arbejde. Hun var rejst fra familien og arbejdsløsheden i sin hjemby, der ligger mere end 1.000 kilometer borte, for at søge arbejde i millionbyen Nanjing. Heldigvis sagde ejeren ja, og dagen efter begyndte Wang Xian at arbejde i salonen.

Kvinden fra før sidder i stolen og bladrer i bogen med farver. Wang Xian er ikke rigtig glad for farverne, nogle gange får hun ondt i hovedet af at stå i lugten fra dem. Der er ingen udsugning i salonen, kun en gammel ventilator, der står slukket i det ene hjørne.

Wang Xian stiller sig hen bag kunden, og med en lyserød plastickam begynder hun at lægge en hvide pasta i håret på pigen. Hele behandlingen vil alt i alt tage tre timer og koste kunden cirka 70 kroner. De fleste kunder, især mændene, nøjes med en almindelig klipning. Den koster fem kuai. Cirka 3,50 kroner.

Normal har Wang Xian ti kunder om dagen. Men det har været en sløv dag i dag med masser af ventetid.

’Det kan godt være kedeligt, tiden kan gå meget langsomt, hvis der ikke er noget at lave’, siger Wang Xian, der begynder sin arbejdsdag kl. 8.30 om morgenen. Butikken lukker kl. 22.00, men Wang Xian får normalt fri et par timer før. Efter en arbejdsdag på cirka 11 timer.

Wang Xian har ingen uddannelse som frisør. Hun blev lært op af en af de andre frisører i salonen, som hun fulgte gennem et par år.

’Jeg vil gerne lære noget mere og få en rigtig uddannelse’, siger hun. Blive lært ordentligt op. Men det koster penge. Og man kan ikke arbejde, mens man også går i skole. Ingen arbejde. Ingen penge. Og penge er ikke noget, hun har alt for mange af. Hun vil ikke sige, hvor meget hun tjener om måneden, men normalt får frisører som hende omkring 100-250 kroner om måneden.

Normalt har hun to ugers ferie om året, og dem bruger hun på at rejse hjem og besøge sin familie og venner. Med 1.000 kilometer imellem dem, er der kun mulighed for at se dem en enkelt gang om året. Hun kan heller ikke bruge sine fridage på at tage hjem. Togturen tager 12 timer, og hun har kun fri to dage om måneden.

Alligevel kan hun godt lide sit arbejde, siger hun, uden dog at se alt for glad ud. Hun står og tænker sig lidt om, som om hun gerne vil sige noget positivt.

’Det er lidt som en kunst, at man gør folk smukkere’, tilføjer hun. Især de lidt mere komplicerede frisurer er sjove at lave, siger hun.

En af de klipninger, der er mest populære lige nu i Kina, er en lettere oppustet klipning. Det er tyndt og langt i nakken, men kruset, krøllet og oppustet i toppen. Det er især piger omkring 20 år, der får den frisure. En anden populær frisure er permanent og krøllet hår.

En af stamkunderne fra nabolaget kommer ind. En ældre dame.

’Hvor har du været’, spørger Wang Xian og smiler, mens hun lægger mere hvid pasta i håret på kunden.

’Aaarh… jeg har været på sygehuset’, siger den ældre dame og dumper besværet ned i sofaen og sukker:

’Jeg havde ondt i maven og skulle ind og checkes. Men der var ikke noget i vejen, sagde de. Det er varmt i dag, hva?’.

’Ja. Men i går regnede det. Så skinner solen, så regner det. Man ved aldrig, hvad man står op til’, siger Wang Xian. Vejret kan man altid snakke om. Uanset om det er i Kina eller Danmark.

Artiklen er trykt i Fagbladet Spejlet

Hvad snakker de egentlig om ovre i Kina? Både stort og småt. Her er en mindre artikel, der er oversat fra kinesisk.

Artiklen er fra Sina, og den kan læses her (på kinsisk).

“Tjenestepiger afholder jobskifte-kongres

De seneste dage har tjenestepiger i byen holdt kongres for at sammenligne lønvilkår, da nogle har overvejet at skifte arbejdssted.

Xiao Zhao, der arbejder hos Fru Suns familie i Yanchanggade i Zhangbei distriktet i Shanghai, har de seneste dage ikke været på arbejde. Hun sagde, at hun skulle besøge en kusine som også arbejder som tjenestepige et andet sted i byen. Da hun kom tilbage til familien, fortalte hun pludseligt, at hun siger op i midten af måneden, da hun faktisk har fået et andet arbejde til en højere løn et andet sted i byen.

Beskeden om det nye arbejde fik hun til mødet med de andre tjenestepiger. For nogle dage siden mødte hun nogle kollegaer, som hver især udvekslede erfaringer om lønforhold. Nogle sagde, at deres arbejdsgiver gav dem en bonus på 300 kuai, andre at deres arbejdsgiver gav dem en lønstigning til nytår, endnu andre sagde, at deres arbejdsgiver havde købt nyt tøj til dem.

Xiao Zhang følte sig utilfreds og ked af det. Hun havde arbejdet her i et år til 800 kuai om måneden, selvom arbejdsgiveren til nytår havde givet hende en måneds dobbeltløn, men hun havde hverken fået nyt tøj eller lønstigning, og samtidig har ejerens barn også dårlige manerer. Derfor ville hun meget gerne skifte arbejde. Andre tjenestepiger fortalte hende, at der var bedre lønforhold i centrum af byen såsom i Xu Hui Distriktet, Jing An Distriktet og lignende, hvor almindelige familier betaler mere end 1200 kuai om måneden.

Sammen med en anden tjenestepige fra samme distrikt, gik Xiao Zhao ud for at lede efter arbejde i et af de bedre Jing An-distrikter. Hos en arbejdsformidler i et af nabodistrikterne, fandt de hurtigt en bedre arbejdsgiver. Det er et venligt, ældre par, hvor hendes hovedopgave bliver at passe på dem i hverdagen og samtidig at passe et to-årigt barn. Hun fik forhandlet sig frem til en løn på 1200 kuai om måneden.

Påmindelse

Jiang Yimin, der er viceprofessor på sociologiafdelingen på Huadong Lærerseminarium, mener, at når tjenestepigerne går ud og finder et bedre arbejde, viser det, at erfarne arbejdere stiller højere krav til løn- og arbejdsforhold. Samfundet har brug for at tjenestepigerne yder en bedre service, og samtidig har tjenestepigerne også brug for, at familierne optræder mere professionelt som arbejdsgivere. Når tjenestepigerne på denne måde skifter arbejdsplads, kan det også være med til at professionalisere arbejdsformidlerne. I samme takt med at arbejdskraften flytter fra landet til byen, kommer flere og flere familier i Shanghai i kontakt med tjenestepiger, og for at få et harmonisk forhold mellem parterne, er det et vigtigt emne at få diskuteret”.