En sløv dag i salonen

Skriv en kommentar
Erhverv / Hverdag / Miljø

Hankou Xilu er en stille gade, der ligger i Nanjing, lidt vest for Shanghai i Kina. Der er træer langs fortovet, gråfarvede etageejendomme, et par små kiosker, nogle snuskede gaderestauranter, en tøjbutik, en butik der sælger tøjdyr og en ejendomsmægler. Der er et udendørs poolbord, som tre drenge står og spiller ved. Der er en bonde, der sidder og sælger store og modne meloner, som han har stakket op på fortovet. Og der er frisørsalonen, som 25-årige Wang Xian arbejder i. Hun er ved at hænge de sidste håndklæder op, da en kvinde på hendes egen alder kommer hen og hilser på hende.

Det er en lille salon med fire kvindelige frisører. Salonen er slidt. Der er tape omkring den ene af salonens to trimmere, der begge er fyldte med små og sorte hår. Barberknivene er begyndt at ruste og bogen med hårfarver er gået op i ryggen. Håndklæderne har for længst mistet deres farve og har i den grad været vasket mere end én gang. Der er sorte hår på det bare betongulv. Elkontakterne hænger og dingler ud fra væggen. Der er tape over de steder, hvor frisørstolene er gået i stykker.

For seks år siden gik Wang Xian ind gennem den knirkende glasdør til salonen og spurgte, om hun kunne få arbejde. Hun var rejst fra familien og arbejdsløsheden i sin hjemby, der ligger mere end 1.000 kilometer borte, for at søge arbejde i millionbyen Nanjing. Heldigvis sagde ejeren ja, og dagen efter begyndte Wang Xian at arbejde i salonen.

Kvinden fra før sidder i stolen og bladrer i bogen med farver. Wang Xian er ikke rigtig glad for farverne, nogle gange får hun ondt i hovedet af at stå i lugten fra dem. Der er ingen udsugning i salonen, kun en gammel ventilator, der står slukket i det ene hjørne.

Wang Xian stiller sig hen bag kunden, og med en lyserød plastickam begynder hun at lægge en hvide pasta i håret på pigen. Hele behandlingen vil alt i alt tage tre timer og koste kunden cirka 70 kroner. De fleste kunder, især mændene, nøjes med en almindelig klipning. Den koster fem kuai. Cirka 3,50 kroner.

Normal har Wang Xian ti kunder om dagen. Men det har været en sløv dag i dag med masser af ventetid.

’Det kan godt være kedeligt, tiden kan gå meget langsomt, hvis der ikke er noget at lave’, siger Wang Xian, der begynder sin arbejdsdag kl. 8.30 om morgenen. Butikken lukker kl. 22.00, men Wang Xian får normalt fri et par timer før. Efter en arbejdsdag på cirka 11 timer.

Wang Xian har ingen uddannelse som frisør. Hun blev lært op af en af de andre frisører i salonen, som hun fulgte gennem et par år.

’Jeg vil gerne lære noget mere og få en rigtig uddannelse’, siger hun. Blive lært ordentligt op. Men det koster penge. Og man kan ikke arbejde, mens man også går i skole. Ingen arbejde. Ingen penge. Og penge er ikke noget, hun har alt for mange af. Hun vil ikke sige, hvor meget hun tjener om måneden, men normalt får frisører som hende omkring 100-250 kroner om måneden.

Normalt har hun to ugers ferie om året, og dem bruger hun på at rejse hjem og besøge sin familie og venner. Med 1.000 kilometer imellem dem, er der kun mulighed for at se dem en enkelt gang om året. Hun kan heller ikke bruge sine fridage på at tage hjem. Togturen tager 12 timer, og hun har kun fri to dage om måneden.

Alligevel kan hun godt lide sit arbejde, siger hun, uden dog at se alt for glad ud. Hun står og tænker sig lidt om, som om hun gerne vil sige noget positivt.

’Det er lidt som en kunst, at man gør folk smukkere’, tilføjer hun. Især de lidt mere komplicerede frisurer er sjove at lave, siger hun.

En af de klipninger, der er mest populære lige nu i Kina, er en lettere oppustet klipning. Det er tyndt og langt i nakken, men kruset, krøllet og oppustet i toppen. Det er især piger omkring 20 år, der får den frisure. En anden populær frisure er permanent og krøllet hår.

En af stamkunderne fra nabolaget kommer ind. En ældre dame.

’Hvor har du været’, spørger Wang Xian og smiler, mens hun lægger mere hvid pasta i håret på kunden.

’Aaarh… jeg har været på sygehuset’, siger den ældre dame og dumper besværet ned i sofaen og sukker:

’Jeg havde ondt i maven og skulle ind og checkes. Men der var ikke noget i vejen, sagde de. Det er varmt i dag, hva?’.

’Ja. Men i går regnede det. Så skinner solen, så regner det. Man ved aldrig, hvad man står op til’, siger Wang Xian. Vejret kan man altid snakke om. Uanset om det er i Kina eller Danmark.

Artiklen er trykt i Fagbladet Spejlet

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *