Kopivarer fra Kina: Yamaha vinder over Yamaha

kommentar 1
Erhverv

yamlogo.gif

Alt kan kopieres i Kina. Tøj, bremseklodser, kaffebarer eller hele fabrikker. Intet er for stort eller småt. Der er stort set ingen risiko ved at gøre det, for man tager meget let på den intellektuelle ejendomsret (zhishi chanquan: 知识产权) i Kina. Sagt på en anden måde: “God ide og lækkert logo, det vil jeg da også tjene penge på”.

Det er måske så småt ved at ændre sig nu.

Tre virksomheder er blevet dømt til at betale cirka seks millioner kroner i erstatning til Yamaha (Ya Ma Ha: 雅马哈), skriver Renminwang.

De tre virksomheder har solgt titusinder af scootere under et varemærke, der lignede japanske Yamahas. Ret meget, endda. En af virksomhederne, Zhejiang Huatian Gongsi, havde simpelthen skrevet “Yamaha” på deres scootere.

I 2000 oprettede de et selskab i Japan med navnet Japanske Yamaha Joint-venture Selskab (Riben Yamaha Zhushihuishe: 日本YAMAHA株式会社). Fabrikken begyndte derefter at sælge kinesisk fabrikerede scootere med dette navn.

Sagen går altså helt tilbage til 2000. I 2005 blev der afsagt kendelse i sagen i retten i Jiangsu, men de tiltalte ankede straks dommen til højesteret (Zuigao Renmin Fayuan: 最高人民法院).

Højesteret har nu afvist anken, og de tre virksomheder skal derfor undskylde deres misbrug og betale erstatning til Yamaha.

Hvorfor er det først nu, at den kinesiske partistat så småt begynder at tage den intellektuelle ejendomsret seriøst? Det mener jeg, at der er tre grunde til.

At Kinas erhvervsliv er på vej frem i dag, skyldes den måde partistaten har drevet forretning på siden især 1978.

En af måderne at komme ind på det kinesiske marked, har været ved at lave joint-ventures med kinesiske virksomheder, der tit har været statsejede. For eksempel som da en japansk producent af tv-apperater ville ind på det kinesiske marked. Aftalen lød på at virksomheden lavede en fabrik i Kina, og dermed overførte en mængde teknologi til Kina og kinesiske ingenører. Fabrikken bliver bygget. Indviet. Produktionen går igang. Og salget går elendigt. For få kilometer derfra, har kineserne lavet en kopi af fabrikken. Der laver de samme tv-apperater, bare med et andet varemærke og til langt billigere penge.

Et andet eksempel er Maglev-toget fra Shanghai til lufthavnen i Pudong. Et højhastighedstog, der stryger afsted med 500 kilometer i timen og forkorter en cirka 50 minutters taxatur til en 15 minutters togtur. Tyske Siemens stod for det teknologiske vidunder, som blev bygget i samarbejde med kinesiske ingeniører, der dermed sugede den nyeste teknologi til sig og fik en uvurderlig god erfaring på området. Siemens gjorde det for at fedte sig ind på den kinesiske partistat, der i nogen tid har haft planer om at lave en højhastighedsbane mellem Shanghai og Beijing. Det her skulle altså være en showcase for Siemens. Se hvad vi kan. Men pludselig sagde de kinesiske ingeniører det samme: Se hvad vi kan, så hvad skal vi bruge jer til. Eksemplet kan man læse i “One Billion Customers“, der er (vel)skrevet af den tidligere chef for Wall Street Journal i Kina, James McGregor.

Det er en af hjørnestene i de senere års kinesiske forretningspolitik, at man får overført så megen viden og teknologi som muligt til landet. Hvilket egentlig giver god mening. For hvorfor skal man opfinde den dybe tallerken to gange?

Den kinesiske partistat og de statsejede virksomheder, har altså selv i væsentlig grad bidraget til og haft gavn af at kopiere udenlandske firmaer.

Dernæst tror jeg også, at partistaten har accepteret det, for at kickstarte erhvervslivet. Det er bedre at have folk til at lave falske bremseklodser, end til at gå rundt og være arbejdsløse.

Den tredje grund er, at der i Kina er en afgrundsdyb stor forskel mellem loven, som den ser ud på papiret, og om den faktisk bliver ført ud i livet. Korruption er udbredt i Kina, og man kan altid betale sig fra eventuelle problemer.

Hvis man samtidig også har gode forbindelser, så kan man klare de fleste forhindringer på vejen. Det er det kinesiske begreb guanxi (关系). Det kan godt være, at de øverste dele af partistaten rent faktisk gerne vil kopisterne til livs, men de kæmper mod forretningsmænd og fabriksejere, der har gode forbindelser til for eksempel provinsens embedsmænd og politifolk. Og så er der meget langt fra regeringskomplekset Zhongnanhai i Beijing og til et fabriksgulv i eksempelvis Jiangsu.

:: Artikel i Forbes (på engelsk)

:: Artikel på Renminwang (på kinesisk)

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *