Min kronik i Politiken: internettet vs. partistaten i Kina

kommentar 1
Hverdag / Internettet / Journalistik / Medier

I dag har jeg en kronik i Politiken, hvor jeg bræger om internettet i Kina.

Du kan læse den på Politiken eller her:

Kinas Kommunistparti styrer alt i Kina.

Den lydige kineser dukker nakken og accepterer alt, hvad der kommer fra regeringskomplekset Zhongnanhai i Beijing. Der er ingen debat i Kina, for borgerne ved, at de bliver fængslet, hvis der lyder det mindste kritiske pip fra dem. Det er Kina. 2007. Et år før de olympiske lege …

Nej. Langtfra. Ingen tvivl om, at der ikke er ytringsfrihed i Kina. Slet ikke. Men når man læser og hører om Kina i både danske og internationale medier, er det ikke altid, at nuancerne kommer med.

Der er masser af eksempler på, at der er en frodig debat i Kina, og på, at den offentlige mening har rykket ved magthaverne og presset dem til at reagere. Debatten er bare svær at få øje på for os i Vesten. For den foregår på kinesisk. Ikke så meget i avisernes debatspalter, men derimod på kinesiske BBS’er, nyhedsgrupper, fora, blogs og lignende.

Lad mig komme med fire eksempler på større sager, hvor internettet er blevet brugt i sociale protester.

1998: Flere etniske kinesere bliver dræbt under optøjer i Indonesien. Internettet bliver brugt til at vise sympati for de etniske kinesere i Indonesien. Partistaten tøvede med at fordømme bruddene på menneskeretten i Indonesien, men blev til sidst presset til at gøre det.

2000: En kvindelig studerende på Beijing Universitet bliver dræbt. Universitetets ledelse forbyder eleverne at samles til en mindehøjtidelighed. Heftige diskussioner breder sig på internettet og får til sidst universitetet til at ændre sin beslutning.

2003: Al officiel omtale af SARS bliver undertrykt. Men nyheden spreder sig via nettet og sms. Samtidig skriver en kinesisk læge en mail til New York Times, der dermed giver nyheden et globalt publikum. Partistaten bliver presset til at handle. To fremtrædende politikere bliver fjernet fra deres poster.

2003: En avis i Shanghai beskriver en sag, hvor en lokal kriminel får omstødt sin dødsdom til livsvarigt fængsel. Den dømte havde gode forbindelser, og flere juridiske eksperter var blevet bestukket. Endnu en gang bliver nyhedsgrupper og BBS’er fyldt med harmfulde kommentarer. Partiet udsteder instruktioner til højesteret (Zuigao renmin fayuan), der griber ind i sagen og stadfæster dødsdommen.

De fire sager er eksempler på, hvordan sociale protester har formet sig på internettet og har presset partistaten og dens institutioner til at handle i sager, der ellers ville være blevet lagt låg på.

Lad mig komme med et andet eksempel. En af de senere års mest omdiskuterede sager og et godt eksempel på, hvordan internettet fungerer i sociale protester, er sagen om Sun Zhigang. Der er nogle fællestræk mellem de fire eksempler og de to næste sager, jeg kommer ind på. Men jeg vil ikke konkludere, at alle sociale protester i Kina folder sig ud efter samme mønster.

Sun Zhigangs navn dukkede første gang op på BBS’er, blogs og e-mail-grupper 25. april 2003. Nanfang Dushi Bao, en avis, der er kendt for sin kritiske tilgang og undersøgende journalistik, havde bragt en artikel om den 27-årige grafiske tegner.

17. marts samme år havde han været på vej til en internetcafe i det sydlige Guangzhou. Han var lige kommet fra Shenzhen og havde kun været i byen i cirka 20 dage. Derfor havde han heller ikke fået alle sine papirer i orden, og han havde heller ikke fået sit id-kort med, da han gik ud ad døren. På vej til internetcafeen blev han anholdt af politiet og bragt til politistationen, fordi han ikke kunne fremvise sit id-kort. En ven tog til stationen og forsøgte at få ham løsladt. Uden held. Hvad har du lavet, spurgte vennen.

Sun Zhigang indrømmede, at han måske havde brugt mund over for politiet, men at det ikke havde været noget alvorligt. Dagen efter ringede Sun Zhigang fra politistationen til en anden ven. Sun Zhigang stammede, han talte hurtigt, og vennen havde på fornemmelsen, at han var bange. Vennen tog derfor af sted til politistationen, men han blev affærdiget med forskellige undskyldninger om, at alle formaliteter ikke var helt i orden. Det lykkedes heller ikke ham at få løsladt Sun Zhigang. Han satte derfor Sun Zhigangs chef ind i sagen, men nej, han kunne heller ikke få ham på fri fod. Dagen efter erfarer en af vennerne, at Sun Zhigang var kommet på hospitalet. Han tog derhen, men fik at vide, at det kun var familie, der havde lov til at se ham. 20. marts om eftermiddagen ringede vennerne til hospitalet og fik at vide, at Sun Zhigang var død af et hjertestop.

I virkeligheden døde han efter at have været i politiets varetægt i tre dage. Tævet ihjel.

Sagen ville være endt der, hvis ikke det havde været for farens beslutsomhed til at forfølge den, avisens villighed til at trykke artiklen og – vigtigst – de kinesiske internetbrugeres indsats for at udbrede sagen.

Sagen betød, at systemet, der kaldtes ’Forvaring og Repatriering’ (shourong qiansong), blev afskaffet. Systemet var blevet indført i 1982 til beskyttelse af de hjemløse i byerne. I virkeligheden blev systemet en måde, hvorpå lokalregeringerne kunne beskytte deres egen befolkning mod migranter, der blev sat i forvaring og sendt tilbage til deres hjemegn. Systemet blev i den grad misbrugt. Millioner af fattige og migrantarbejdere var i forvaring, og kvinder blev kidnappet og solgt på det sorte marked. Sun Zhigangs død vakte en vrede mod systemet. Folk fra hele landet fortalte om deres forfærdelige oplevelser på internettet. Og veluddannede borgere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved systemet. Det blev til et af de varmeste emner blandt studerende og undervisere på universiteterne. Flere medier kom med og fulgte op på sagen, blandt andet Beijing Qingnian Bao og CCTV. 14. maj 2003 bad en gruppe ph.d.-studerende Folkekongressen om lov til at undersøge systemet. De offentliggjorde også ansøgningen på internettet. Presset steg på regeringen, og 20. juni offentliggjorde de, at man ville afskaffe systemet. I alt blev 18 personer retsforfulgt, og 23 embedsmænd blev straffet uden for retssystemet.

Lad os se nærmere på, hvordan internettet blev brugt i sagen om Sun Zhigang.

Nyheden blev, som nævnt, først bragt i Nanfang Dushi Bao 25. april. Samme dag blev den bragt på flere internetportaler. Dermed blev nyheden landsdækkende. Her fra blev den sendt videre på e-mail, diskuteret på internettet i BBS’er og chatrooms, hvor harmen fik lov at brede sig. Kommunistpartiet i Guangdong forbød omtale af sagen i medierne. Men historien blev ved med at cirkulere på internettet her i begyndelsen af maj, og der blev postet utallige historier på Renminwang (Folkets Dagblads hjemmeside) og Xinhuas hjemmeside.

De landsdækkende trykte medier havde indtil da stadig ikke brugt meget tryksværte på sagen. 13. maj rapporterede det officielle nyhedsbureau Xinhua, at 13 personer var blevet tilbageholdt i sagen efter indgriben af fremstående partimedlemmer. Onsdag 14. maj bad de tre ph.d.-studerende om lov til at undersøge sagen. Som nævnt offentliggjorde de også deres ansøgning på internettet. Beijing Qingnian Bao bragte historien om torsdagen, der breder sig på internettet. Mandagen efter bragte Fazhi Ribao en opfølgende artikel. Timingen var vigtig. De journalister og advokater, der var involveret i sagen, ville have så meget røre om sagen som muligt. Derfor blev opfølgningen bragt mandag. Den var altså skrevet på et tidspunkt, hvor de fleste embedsmænd i Kinas propagandaministerium (Zhonggong Zhongyang Xuanchuanbu) var på weekend.

Journalister fra de trykte medier arbejdede også sammen med deres internet-kolleger, der sørgede for, at deres historier blev lagt på internettet straks efter udgivelsen. Dermed kunne sagen fortsætte i BBS’er og chatrooms, og også brede sig til aviserne på lokal- og provinsniveau. Ugen efter ansøgte endnu en gruppe jurister om lov til at undersøge sagen. Det sikrede, at medierne stadig interesserede sig for Sun Zhigang.

Indsatsen var godt koordineret mellem de involverede i sagen – advokaterne, akademikerne og journalisterne. Internettet gjorde sagen tilgængelig for civilsamfundet, det gjorde sagen landsdækkende og mobiliserede masserne, om man så må sige. Partistaten blev presset til hurtigt at tage sagen alvorligt.

Sagen viser et mønster, der går igen i flere af protesterne på internettet. Nyheder spreder sig hurtigt. Og ikke mindst viste det, at debatterne på internettet havde en indflydelse, der langt oversteg det, der ville have været muligt i de traditionelle medier.

De største protestbevægelser i Kinas historie, eksempelvis Rødgardisterne og studenternes demonstrationer i 1986, har alle været sat i gang af partistaten eller i hvert fald haft opbakning fra partistaten. Men de stadig flere protester på internettet er ved at ændre karakteren af de folkelige protester og forholdet mellem stat og civilsamfund. Internettet hjælper med at sprede information, så en sag hurtigt går fra det lokale niveau til det nationale.

Internettet hjælper også med at formulere mål og strategier, identificere modstanderne og organisere protesterne, som det ses i sagen med Sun Zhigang. Det sker hurtigt, billigt og uden de store personlige risici for deltagerne. Dermed har internettet tilført protester i Kina en ny dimension. Sagen om Sun Zhigang er et godt eksempel på, hvordan en social protest kan flytte sig fra internettet og ind på premierministerens skrivebord.

Nu har jeg vist et meget lille udpluk af sager, hvor internettet er blevet brugt i sociale protester, der har tvunget partistaten til at reagere. Men ser man på statistikkerne fra China Internet Network Information Center (CINIC), viser de, at de fleste internetbrugere er under 30 år, bor i det rigere kystområde – og at der er 137 millioner af dem. Ergo er der stadig mere end 1,1 milliard kinesere, der ikke er på internettet. Hvordan kan man så påstå, at internettet har så stor betydning i sociale protester?

For det første, fordi internettet spiller sammen med de traditionelle medier, såsom tv, aviser og magasiner. Som vi så det i sagen om Sun Zhigang. Her var der nærmest tale om en sluttet ring, hvor avisartikler holder gang i debatten på internettet, der igen holder gang i avisernes interesse for sagen. Hvor avisartikler blev lagt på internettet af to grunde. For det første så partistaten havde mindre tid til at reagere, og dermed mindske risikoen for, at artiklerne blev trukket tilbage. For det andet for simpelthen at udbrede artiklerne gennem BBS’er, blogs, fora, e-mail og så videre.

Lad mig uddybe det med følgende eksempel.

I oktober 2003 trak to bønder deres kærre ned gennem et marked i Harbin, hvor de kom til at skrabe sidespejlet på en BMW. De kom op at skændes med den kvindelige ejer, der var gift med en succesfuld forretningsmand. Det endte i tumult. Hun satte sig ind i bilen og kørte den ind i hoben af mennesker, hvor hun dræbte den ene af bønderne og sårede 12 andre. Ved retssagen fik hun det, der svarer til to års betinget fængsel. Hun slap altså stort set for straf.

Dækningen i medierne begrænsede sig stort set til nogle få artikler. Men det affødte straks et ramaskrig på internettet, der også gjorde sagen landsdækkende. I januar 2004 fik sagen flere hits på sina.com.cn og sohu.com, end SARS-krisen havde fået. På fora og BBS’er tiltrak debatten stadig mere opmærksomhed. Men 14. januar blev al medieomtale forbudt, og propagandaministeriet instruerede hjemmesiderne om at fjerne alt materiale om sagen og lukke alle fora, der havde diskussioner om sagen. Det kan så være et eksempel på en sag, der kom frem i lyset, affødte protester – og så alligevel blev begravet af partistaten. Dog først efter at den var blevet kendt vidt og bredt over hele landet.

I Youqing Zhous og Patricia Moys gennemgang af denne sag i Journal of Communication kommer de frem til, at der er en sammenhæng mellem debatten på internettet og de traditionelle mediers omtale. Blandt andet betyder debatterne på internettet, at det får nyhedsværdi for medierne. Samtidig tager flere af indlæggene på internettet også udgangspunkt i eksempelvis artikler fra aviserne. Som man kan se i sagen om Sun Zhigang, er der også her et samspil mellem brugerne på internettet og medierne.

Den anden grund til det er, at partistaten simpelthen bliver nødt til at tage 137 millioner borgere seriøst. Blandt de personer, der har adgang til internettet, finder man de mere politisk aktivt tænkende, der er aktive i sociale protester. Som eksempelvis systemkritikere, studerende, journalister og akademikere.

Spørgsmålet er så, hvilken vej det vil gå. Vil der blive gradvis friere rammer for indholdet på internettet? Eller vil der blive strammet op for censuren? Hvis vi ser på udviklingen de seneste cirka fem år, er der ikke mange tegn på, at partistaten er ved at løsne grebet. Der er stadig love og retningslinjer, der er så bredt formulerede, at partistaten kan bruge dem til at dømme, stort set hvem de vil. Eller til at fjerne hvilket som helst indhold, de ikke har lyst til at se på internettet. Der er også stadig et korps af internetpoliti, og der investeres stadig i filtreringsteknologi.

Omvendt er det nyt, at partistaten eksempelvis har lagt et forslag om retningslinjer for blogs ud på internettet for at høre brugernes meninger. Samtidig har partistaten jo vist, at den lytter til brugerne af internettet. At den kan skubbes og presses til at lave politiske ændringer i systemet, som man kunne se med sagen om Sun Zhigang. Nye former – hvis man stadig kan kalde dem nye efter mere end ti år – for protester er altså opstået i det kinesiske civilsamfund på grund af internettet. Disse kollektive protester er afhængige af internettet til at sprede deres budskab og til at organisere deres aktiviteter. Noget de traditionelle medier ikke er i stand til.

Jeg tror dog ikke, at KKP og partistaten har fundet balancen mellem informationsfrihed og -kontrol. Dens politik virker uklar og inkonsekvent. Det virker som en elastik, der bliver trukket ind og ud.

Men jeg er overbevist om, at internettet vil fortsætte med at være et af de vigtigste redskaber i kommende sociale protester. Der er allerede en debatkultur på nettet i dag, og der vokser nye generationer op, for hvem internettet er naturligt. Samtidig kommer der hvert år flere brugere på internettet. Det gør det alt i alt sværere for partistaten at kontrollere internettet. Og sværere at ignorere.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

  1. Pingback: KINABLOG.dk » Blog Archive » Kilder til kronik i Politiken: internettet vs. partistaten i Kina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *