Kina skåret ud i pap: Danmark beordrer bilister til at lade bilen stå

kommentarer
Billeder / Diverse / Humor / Journalistik / Medier

ROC_PRC_comparison_eng_400x312.shkl.jpg

Prøv lige at se den her overskrift: “Danmark beordrer bilister til at lade bilen stå”. Det lyder da mærkeligt, ikke sandt?

Prøv så at se den her overskrift: “Kina beordrer bilister til at lade bilen stå”. Det lyder jo rigtigt nok. (Nå, hvad har de nu gang i, de tossede kinesere, jaja.). Overskriften er fra Politiken den 17. august.

Hvis der sker noget i Shanghai, Beijing, Chengdu, Urumqi eller Hvorvedjeg, så bliver det altid omtalt som “Kina”. Uanset hvor i landet det er. Uanset om det så kun gælder i den enkelte provins, kommune eller by.

Der er forskel. Ret meget endda. På samme måde som der er det i Danmark. Fordi der sker noget i Gudhjem, behøver det altså ikke at have konsekvenser for folk i Randers.

Men de danske og vestlige medier har det med at gøre små ting store, og højlydt gøre små lokale parenteser til nationale begivenheder.

Kina dækker 9.596.960 kvadratkilometer. Danmark dækker 43.094 kvadratkilometer. Der skal altså cirka 222 Danmark’er til at dække Kina. Hvis du synes, at der er kulturelle forskelle mellem regionerne i Danmark, for eksempel på de sølle cirka 166 kilometer mellem København og Odense, så kan du selv begynde at regne forskellene ud i Kina.

Oveni det kommer de administrative enheder. Kina har 23 provinser, fem autonome regioner og fire selvstyrende byer.

På samme måde som der er store forskelle mellem administrationer og guvernører i de 51 amerikanske stater, mellem de 16 stater i Tyskland, de 26 regioner i Frankrig eller you name it, på samme måde er der forskelle i Kina.

Læg også mærke til ordet “beordrer” i overskriften fra Politiken. Det er nemlig det, den evigt grumme kinesiske stat og de kinesiske Darth Vader politikere altid gør i Kina: beordrer.

Den 21. september 2003 var der bilfri dag i København. Der stod ikke i de danske aviser, at den socialdemokratiske miljøborgmester Winnie Berndtson havde beordret københavnerne til at lade bilerne stå. Overskrifterne i aviserne lød for eksempel “Bilfri søndag i København” og “Afspærret: Bilerne får en fridag”.

Hvad er det så, at jeg prøver at sige? Nuancer. Lad os nu begynde at se på Kina, som et hvilket som helst andet land.

Også når det kommer til kinesiske politikere. Blot fordi nogle politikere vedtager en lov et sted i Kina, behøver vi ikke kronisk tale om dem, som om de er en flok svedlugtende, overvægtige og nylonhabitklædte diktatorer, der savlende udsprutter tåbelige love, og får folk skudt til hakkekød efter forgodtbefindende.

Ingen tvivl om, at der ikke er noget, der minder om et dansk demokrati i Kina; at der er problemer med menneskerettighederne i Kina; at der er tusind andre problemer. Men der er andre farver i verden end sort & hvid, og Kinas voksende indflydelse på os og Verden gør, at vi bør tage landet seriøst.

De fleste af os kan nævne i hvert fald et par af de amerikanske stater. Måske det var på tide, at vi også lærte navnene på et par af de kinesiske provinser.

:: Kort fra Wikipedia

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. Pingback: Censur i Kina: Beijing hyrer virtuelle politibetjente | KINABLOG.dk

  2. Pingback: Vrøvl om Kina: Kinesisk censur blokerer for rss | KINABLOG.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *