Fodboldkampen Kina-Danmark: En noget anden historie i kinesiske medier

Skriv en kommentar
Humor / Journalistik / Medier / OL 2008 Beijing / Sprog

20070913105720_1189610787562_56489_450x305.shkl.jpg

Spionage, sabotage og chikane. Det er stort set sådan, de danske medier har beskrevet fodboldkampen mellem Danmark og Kina.

Det er en lidt anden historie, der bliver fortalt i flere af de kinesiske medier.

Hvis man laver en hurtig – og aldeles uvidenskabelig – undersøgelse, og søger efter “Danmark” (丹麦: Danmai) på den kinesisk-sprogede udgave af Google News, finder man omkring 1.100 artikler, der handler om den dansk-kineiske fodboldkamp. De fleste af dem har den samme vinkel, der giver et billede af danskerne som helt ualmindeligt dårlige tabere.

Som for eksempel på CCTV, der er Kinas svar på Danmarks Radio, hvor man kan læse en artikel, hvis overskrift så nogenlunde lyder “Dansk træner anvendte igen og igen vulgært sprog – træners grove mund tænder konflikt”.

I artiklen står der, hvordan de kinesiske vindere “smilende over hele ansigtet” gik hen for at give den danske træner hånd, som traditionen byder, men hvordan denne uforstående blev afvist af den danske træner.

“Det danske hold, der var ude af stand til at acceptere kampens resultat, glemte alt om gode manerer”, står der videre. Blandt andet løb den assisterende træner hen til kineserne og “plaprede” om, at de kun vandt kampen på grund af dommeren. Assistenten skulle efter sigende også have sagt “你们真是小人” (“nimen zhenshi xiaoren”). Det kan oversættes til “i er virkelig nogle små mennesker” eller “skurke”.

I en anden artikel fra CCTV kan man også læse om den “ulydige danske træner” der kalder dommeren for “ekstremt elendig”.

“Dansk træner nægter at give hånd efter at have tabt kamp”, står der i en anden overskrift fra Chinanews.com, som igen er en vinkel, der går igen de fleste steder. Her kan man læse, hvordan den danske træner blev vred – og det er ikke godt i Kina. Så taber man ansigt. Det er langt fra noget sjældent syn, at se kinesere stå på et gadehjørne og skændes højlydt. Men viser man sin vrede, så har man tabt. Det er ynkeligt. Man ser ned på det.

Derfor er det også hevet helt frem i artiklen, hvordan den danske træner “sparkede til en flaske vand”. Men det tilfredsstillede ikke hans vrede, han samlede den op og kastede den arrigt fra sig, som der videre står. Derimod viste den vindende kinesiske træner roligt sin “storsindethed” (dadu): “jeg forstår ikke, hvorfor han ikke ville give hånd”.

I en anden artikel lyder overskriften “Kina installerede lytteudstyr og videokamera i omklædningsrum? Det danske kvindelandshold indgiver klage”. I artiklen citerer de svenske Aftonbladet og det svenske TV4 for, at Danmark vil indgive en klage til FIFA.

Nu har jeg ikke læst alle 1.100 artikler. Men af dem jeg så, er der ikke nogen, der taler om spionage, sabotage og chikane.

Hvis man nu går ud fra, at den danske version af historien er korrekt (det er altid godt at mønstre lidt kritisk sans, når fodboldspillere råber “dommeren er en nar”), bliver det interessant at se hvor mange mikrofoner, der bliver fundet under OL i Kina.

Det bliver også interessant at se, hvordan sagen udvikler sig, for de seneste mange år har partistaten forsøgt at komme korruption i sportsverdenen til livs. Men kinesiske atleter er under et ret stort pres, for at levere gode resultater. For det første betyder et godt resultat, at de får udbetalt en god klump penge af partistaten. Samtidig kan de også tjene penge på reklamer.

For det andet har det også stor betydning for deres karriere uden for sportspladsen. Mange af dem er unge, der er på vej på universitetet for at studere. I Kina kan man ikke vælge frit mellem universiteterne, og ens videre liv og karriere er afhængigt af, hvilket universitet man har studeret på. Og gode sportslige resultater betyder, at en atlet mere eller mindre frit kan vælge mellem landets bedste universiteter. For dem er der ofte langt mere på spil, end blot at vinde en fodboldkamp.

:: (Billede fra CCTV)

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *