Det asiatiske århundrede: USA taber indflydelse

Skriv en kommentar
Politik / Sikkerhedspolitik

National_Emblem_of_the_People's_Republic_of_China_160x177.shkl.jpgKrigen i Irak har fremskyndet det asiatiske århundrede, og USA og dets flåde er på vej til at miste dominansen over Stillehavet. For mens den amerikanske regering har været fuldt optaget af situationen i Irak, har især Kina, Indien, Japan og Sydkorea moderniseret deres hære.

Det kan man læse i en analyse i dagens New York Times, skrevet af Robert Kaplan, der er journalist ved den amerikanske udgave af Weekendavisen, The Atlantic, og gæsteprofessor ved United States Naval Academy.

Om få år vil den amerikanske flåde ikke være den eneste, der er i stand til at yde nødhjælp, som den gjorde i Indonesien i 2005. Den vil dele havet med skibe fra Australien, Japan og Sydkorea.

Samtidig vil USA stå svagere overfor Kina, der de senere år har ført en intelligent indkøbspolitik, når de har købt ind i det globale våbensupermarked.

Kina har satset på ubåde, sø-miner, ballistiske missiler, der kan affyres mod mål på havet, og endelig har kineserne købt udstyr, der kan blokere GPS-signaler.

Det er assymetrisk krigsførsel i den højteknologiske ende af skalaen, der kan sættes ind mod de amerikanske hangarskibe.

En af de gode ting ved analysen er, at den er mere afbalanceret end den normale, paranoide råben op om, hvordan det krigsliderlige Kina opruster og uhæmmet bruger trilliarder af kroner på camouflagefarvet legetøj.

Jeg mener, at der er god grund til at tage det roligt. De seneste 19 år er de kinesiske militærbudgetter blevet stadigt større. Rigtig nok. Men det lyder værre, end det er.

En stor del af pengene er gået til lønstigninger. Helt banalt.

Derefter til at købe våben og nye materialer. Men det har for det meste været for at erstatte materiel, som det danske forsvar ville have kasseret i 1950erne.

Selvom militæret har købt forskelligt high-tech udstyr, nye lastbiler, fly, kampvogne, kommunikationsudstyr og så videre, er det stadig en noget gumpetung størrelse.

I august 2007 var Kina med i en stor øvelse i Xinjiang provinsen. For eksempel skulle det vise hærens evne til at flytte et stort antal soldater over en længere strækning. Fint nok. Det gør de så på to måder. Med tog og fly.

De 1.600 soldater tager på en cirka 10.000 kilometer lang togtur eller på en cirka 2.500 kilometer lang flyvetur.

Beklager. Det er ikke imponerende. Man kan ikke regne med, at der er en banegård lige der, hvor krigen bryder ud. For eksempel har jeg ikke hørt om en togforbindelse mellem USA og Irak (“Så blev det Irak Hovedbanegård. Toget kører ikke videre.”). Eller mellem Kina og Taiwan, for den sags skyld.

Nogle gange ser militæret også bedre ud på papiret end i virkeligheden. For eksempel med hangarskibet Varyag. Det blev kasseret i 1990erne af russerne, der ikke kunne bygge det færdigt. Ukraine fik skibet.

Kort efter købte et casino i Macao hangarskibet, for at bygge det om til et flydende casino. Officielt, i hvert fald. I virkeligheden var det blot en mellemmand, og i dag står det 22 år gamle skib i en dok i Dalian, med det kinesiske navn Shi Lang (施琅) på stævnen.

Nu sætter man altså ikke bare et fly på et hangarskib, tænder motoren, og, voila, kan man lette og lande som man lyster. Der vil gå år, før skibet bliver operationelt. Og der vil gå år, før Kinas diplomati og udenrigspolitik for alvor kan bakkes op af dets militær.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *