Arkiv for 2007 oktober

Det amerikanske efterretningsvæsen CIA har deklassificeret et dokument, der hedder “The Art of China Watching“. Det handler om at få informationer om og fra Kina. Om hvordan efterretningsvæsnet kan bruge åbne kilder som for eksempel fotos, radio, tv og fjernsyn til at analysere sig frem til, hvad vej de politiske vinde blæser.

Selvom teksten er 33 år gammel, er der flere gode pointer, der stadig gælder i dag, og som kan være nyttige for enhver, der forsøger at blive klogere på Kina. (Der står ikke nogen dato for, hvornår dokumentet er udgivet, men man kan læse i teksten at Formand Mao er 81 år, så det må være omkring 1974.)

For eksempel står der, at de kinesiske ledere er irriterede over omverdenens interesse i landets interne forhold. Det kommer ikke nogen ved, mente de dengang. Og det gør de egentlig stadig. Hver gang omverdenens kritik af emner som menneskerettigheder, forholdet til Taiwan, ytringsfrihed eller hvad det nu kan være, bliver får hård, lyder svaret ofte, at det er Kinas egne problemer.

En anden ting der går igen, dengang som nu, er hemmelighedskræmmeriet i kinesisk politik. Hvem er det egentlig, der bestemmer? Hvem har noget at skulle have sagt?

Det kan være svært at sige, for det er ikke kun befolkningen, man holder informationer tilbage fra. Statens egne embedsmænd får heller ikke alt at vide:

“Udstationerede embedsmænd er ofte lige så forvirrede over, hvad der foregår i Kina, som de vestlige observatører er. Såsom sidste år da pressen i Beijing begyndte at angribe den italienske filminstruktør Antonioni. En udstationeret embedsmand spurgte en anden, hvad angrebene gik ud på, men svaret var, at der ikke var kommet nogen forklaring fra Beijing. Samtidig sidder observatører i Washington og andre steder og bladrer fanatiske gennem artikler, helt sikre på at det er af enorm betydning, men uden overhovedet at være det mindste enige om hvorfor.”

Derfor har analytikere af Kina udviklet et sæt værktøjer, der minder meget om dem, som Kremlinologerne brugte under den kolde krig. En tommelfingerregel er, at kinesiske ledere ikke taler over sig og tilfældigvis kommer til at sige noget, de ikke skulle have sagt. En anden er, at de sjældent siger noget direkte.

Der er altså en grund til, at medierne pludselig begynder at stikke til en italiensk filminstruktør. En teori gik på, at der var en i den kinesiske ledelse, der var fan af instruktøren, og at det derfor var en kritik af ham. En anden teori gik på, at det var en kritik af den kulturelle udveksling med vesten.

Det er også derfor, at enhver politiker der i dag vil have en karriere i Kinas Kommunistparti, stort set ikke kan åbne munden uden at vendinger som “socialisme med kinesiske karakteristika” (中国特色社会主义), “videnskabelig udvikling” (科学发展) og “harmonisk samfund” (和谐) dukker op et eller andet sted i en eller anden sætning. Det er tre af præsident Hu Jintaos faste vendinger. Siden Mao har enhver kinesisk leder haft nogle vendinger, der udtrykker hans visioner for Kina.

I analysen fra CIA kan man også læse om et andet andet nyttigt redskab – ved offentlige begivenheder skal man holde øje med, hvem der står ved siden af hvem.

Det gælder stadig. For nylig var der partikongres i Beijing. Her blev ledelsen af det stående politbureau også fornyet. Det er de mest magtfulde politikere i Kina. Ni mænd. Der ifølge landets love er sikret næsten uanede magtbeføjelser. Men hvem af dem har mest at skulle have sagt? Jo, der skal man kigge på det officielle foto for at finde svaret. Jo tættere man står på premierminister Hu Jintao, jo mere magt har man.

Analysen er også god læsning, hvis man er interesseret i kinesisk politik under Kulturrevolutionen, og hvordan Vesten forsøgte at afkode de politiske signaler.

Hvem er Kinas præsident? Det kan du læse i dette korte portræt, som jeg har stykket sammen under researchen til denne artikel.

Det er svært at sætte fingeren på, hvem personen Hu Jintao er. Der findes ikke – som det gør med så mange politikere i vesten – lange og personlige interviews, hvor han forsøger at give et personligt billede af sig selv. Hvor han taler ud og viser følelser. Åbner for sig selv og viser manden bag politikeren. Historien om Hu Jintao er også blevet slebet til i kanterne. Sådan er det tit i Kina. Der er den officielle version og den uofficielle. Samtidig har han også altid værnet om sit privatliv og sin familie. Men hvad kan man sige om ham med nogenlunde sikkerhed?

Han er født den 21. december 1942. Uofficielt i Shanghai. Officielt i Jixi i Anhui provinsen. Der er ikke meget at sige om hans første år. Om han for eksempel har en tryg barndom. Eller hvad han tænker, da han er syv år gammel og hans mor dør, så en tante må sørge for hans opvækst.

Tanten gør – ifølge den officielle version – et godt arbejde. Hu Jintao udmærker sig i skolen som en dygtig elev, og han er endda så god, at han kan komme ind på et af Kinas bedste universiteter.

I 1959, hvor han er 17 år gammel, flytter han til Beijing for at læse til ingeniør på Qinghua Universitetet. Her møder han også sin kommende hustru, Liu Yongqing. Og han bliver medlem af Kinas Kommunistparti. Det sker i 1964, der er året før han bliver færdig som ingeniør med speciale i hydroelektronik.

Det er her Kulturrevolutionen rammer Kina, og landet kastes ud i ti blodige og kaotiske år. Hvor landets økonomi ligger i ruiner. Hvor der til tider er borgerkrig i flere af provinserne. Hvor Kinas Kommunistparti roder rundt i voldsomme magtkampe. Indtil 1968 arbejder Hu Jintao som forsker på Qinghua Universitet. Hvordan han præcist deltager i Kulturrevolutionen, kan man ikke sige. Men Rødgardisterne har efter sigende kritiseret ham for at være ”for individualistisk”. Måske er det derfor, han i 1968 ender i den fjerne Gansu provins, hvor han arbejder som ingeniør.

Det viser sig at være godt for hans politiske karriere.

Politik i Kina handler jo ikke om at skulle overtale vælgere, der skal sætte deres kryds på en stemmeseddel. Det handler om netværk. Om at kende de rigtige personer. Det gør Hu Jintao. Han har gode kontakter med Gansu’s guvernør, der får ham sendt til Beijing. Det er ikke bare Kinas hovedstad. Det er også landets politiske centrum, og herfra kravler Hu Jintao op ad rangstigen i Kinas Kommunistparti og får et stadig mere imponerende politisk cv.

Allerede i 1982 bliver han valgt til medlem af Centralkomiteen. Han fortsætter med at pleje de rigtige kontakter, og det belønner sig. I 1985, i en alder af 43-år, bliver han guvernør og partisekretær for den fattige Guizhou-provins.

I januar 1989 får han en udfordring. Han ankommer til Lhasa, som den nye guvernør for Tibet, der er præget af vold og uroligheder. Det sætter Hu Jintao en stopper for. Meget effektivt. De næste måneder slår politi og hær hårdt ned på demonstrationer og sabotage. Hundreder af tibetanere bliver dræbt eller sat i fængsel.

Hu Jintao bliver dog ikke i Tibet. I 1990 udvikler han – officielt, i hvert fald – højdesyge og må forlade provinsen. Han vælger at tage til Beijing. De næste to år giver Kinas topledere den energiske Hu Jintao en række vigtige opgaver. Han skriver rapporter. Sidder i forskellige udvalg. Han rådgiver topledere i forskellige sager.

Det betaler sig. Kinas daværende leder, Deng Xiaopeng, lægger mærke til ham og begynder at tale om ham i offentligheden. Det er politiske point på kontoen. Ved den 14. Partikongres i 1992 bliver Hu Jintao så valgt til en toppost i partiet, og året efter bliver han leder for partiskolen i Beijing. En skole der udklækker Kinas Kommunistpartis fremtidens ledere. Altså et perfekt sted for Hu Jintao, der i den grad kan forme fremtidens politiske elite.

I 1998 bliver han Jiang Zemins vicepræsident. Hu Jintao plejer sit image som høflig og kontrolleret. Han sørger for ikke at tage rampelyset væk fra Jiang Zemin. Det sikrer ham posten som præsident i 2002. Hvor han står i dag.

Som en stærk politiker der har brugt årtier på at opbygge og vedligeholde et netværk, der har bragt frem til præsidentposten. Men som en lidt anonym person. Der i følge rygterne kan lide at danse og at spille bordtennis. Og, viser det sig, at lave papirklip.

:: Portrættet bygger på forskellige engelske og kinesiske kilder, men hvis du vil vide mere om Hu Jintao, kan jeg især anbefale Richard Daniel Ewings artikel “Hu Jintao: The making of a Chinese General Secretary” i China Quarterly fra 2003.

:: Billedet er fra Xinhua med præident Hu Jintao og hans hustru Liu Yongqing

I dag har jeg en artikel i Berlingske Tidende, som du kan læse her.

Artiklen handler om den 17. partikongres, der netop er sluttet i Beijing, og ikke mindst om Hu Jintao (胡锦涛), der er Kinas præsident og generalsekretær for Kinas Kommunistparti.

Den seneste uge har han stået i spidsen for kongressens 2.217 deltagere, der har bestemt, hvad vej det kinesiske samfund skal gå i de næste fem år.

:: Update: Du kan i øvrigt læse hele Hu Jintao’s tale her (på kinesisk). Den begynder selvfølgelig med “Kammerater” der på kinesisk hedder 同志们 (tongzhimen).

Hele Kina er euforiske over præsident Hu Jintaos tale ved den 17. partikongres. Det er næsten som juleaften, hvor stort set samtlige 1,3 milliarder kinesere har haft sommerfugle i maven over, hvad Hu Jintao ville sige i sin tale. Officielt, i hvert fald.

Billedkollagen kommer fra The Opposite End of China, der har lavet den med billeder fra Renminwang.

Men bare rolig – nej, kineserne selv er heller ikke så naive, at de tror på billederne. Efter flere årtiers propaganda har de fleste kinesere fået en veludviklet sans for den slags lettere arrangerede nyhedsformidling.

Så mens resten af landet officielt lå badet i eufori under Hu Jintaos to en halv timer lange tale, var der enkelte begejstrede paritmedlemmer, der blev så overrumplede over den stærke tale, at de måtte meditere hårdt over indholdet – som det ses på billedet nedenunder.

I disse dage holder Kinas Kommunistparti (中国共产党: Zhongguo Gongchangdang) deres 17. nationale kongres (中国共产党第十七次全国代表大会 eller i daglig tale blot 十七大: shiqida).

Det er et møde, hvor 2.217 delegerede fra hele landet vælger en lille magtfuld gruppe på cirka 20-30 personer, der stort set er ene om at udstikke landets politik frem til den næste kongres i 2012.

Det er valget af disse personer, der er kongressens vigtigste punkt på dagsordenen. Men selvom der stemmes om dem på kongressen, er det hele blevet afgjort på forhånd gennem forhandlinger det seneste års tid.

Kongressen kan da også virke som en noget tam forestilling, som befolkningen ikke nødvendigvis er vildt interesserede i.

En af de bedste engelsksprogede blogs om Kina, Danwei, er faldet over Zhai Hua, der kommer med to gode eksempler. Det ene er fra en artikel på den kinesiske udgave af Voice of America, der har interviewet en tilfældig kvindelig studerende fra Beijing Universitet:

Journalist: Jeg kommer fra medierne, og jeg vil gerne spørge dig lidt om din holdning til den 17. partikongres.
Student: Hvad?
Journalist: Den 17. partikongres. Ved du, hvad det er?
Student: Det er jeg ikke helt klar over.
Journalist: Hvad er den 17. partikongres?
Student: Den 17. Folkekongres.
Journalist: Nej.
Student: Ah, hvad er det så?
Journalist: Kommunistpartiets nationale kongres.
Student: Er det ikke næsten det samme?

Det andet eksempel er fra den nationale TV-station CCTV, der aldrig er bleg for at plastre sendefladen til med propaganda. Stationen interviewede en bondekvinde fra Fujian, der i klippet var nærmest euforisk ved tanken om den 17. partikongres:

“Den 17. partikongres er ved at begynde, og vi ser alle frem til det. De senere års nyopbygede landområde har fået vores bjerglandsby til at ændre sig mere og mere, og vores liv er blevet bedre og bedre. Vi vil gerne vise denne følelse ved at synge en folkesang…”

På Xinhuanet, der er Kinas officielle nyhedsbureaus hjemmeside, kan man også se spændende tv-indslag, der for eksempel har titler som “Folk fra alle steder viser deres forventninger og interesse i den 17. partikongres”.

Medierne giver den hele armen, men jeg tvivler stærkt på, at det store flertal af kinesere er interesserede i begivenheden.

Hvis man gerne vil blive klogere på, hvad den 17. partikongres egentlig går ud på, vil jeg anbefale at gå forbi China Media Project, der drives af University of Hong Kong. De har en virkelig læsværdig artikelserie, der giver en god forståelse for, hvad der foregår på kongressen.

:: Billedet er af den kinesiske præsident Hu Jintao, der ikke er kendt for at holde spændende taler

Hvad laver verdens mægtigste mænd, når de slapper af? For nylig kunne vi se, at Ruslands præsident Putin tager på fisketur , at Frankrigs dynamiske præsident Sarkozy går op i sin sportstrænede krop og at amerikanske præsident Bush er noget af en action-man.

Den slags scorer man ikke point på i Kina. Det viser sig nemlig, at Hu Jintao – der er præsident for 1,3 milliarder kinesere, lederen af en af verdens største økonomier, en af tidens vigtigste politiske skikkelser, en mand der kan affyre et lille arsenal af atomvåben og som er kommandør for verdens største militær – laver papirklip (剪纸艺术: jianzhi yishu).

På den ene side er det meget betryggende, at en mand, der har affyringskoder til atomvåben liggende i sin skrivebordsskuffe, sidder ved selvsamme skrivebord og sysler med papirklip. På den anden side kan jeg ikke lade være med at synes, at det også er dybt foruroligende.

Foruroligende eller ej – begrebet spin er kommet til Kina.

Derfor – med den vigtige partikongres lige om hjørnet – bragte Renminwang (Folkets Dagblad) forleden en artikel, der viser lidt af mennesket bag Hu Jintao.

Papirklip er, som der står i artiklen, en af Kinas stolte traditioner inden for kunsthåndværk, og det går hele 1.500 år tilbage i historien.

:: Via China Digital Times

Der er rift om den moderne kinesiske kunst og priserne bliver skruet stadigt højere op. Det kunne man endnu en gang se i fredags, hvor Sotheby’s i London solgte det hidtil dyreste maleri fra Kina. Hammeren faldt på 31 millioner kroner.

Kunstneren bag værket, som Sotheby’s selv kalder “et af de historisk vigtigste billeder fra den kinesiske avantgarde”, hedder Yue Minjun (岳敏君). Han kommer fra den nordlige provins Heilong Jiang, hvor han blev født i 1962. I dag bor han i Beijing.

Maleriet hedder “Henrettelsen” og er fra 1995. Til højre ser man bødlerne, der med usynlige geværer sigter mod en gruppe halvnøgne og storsmilende mænd, der i øvrigt er et gennemgående tema for Yue Minjun. I baggrunden står en rød mur, der kunne være muren omkring Den Forbudte By, der ligger ved Tiananmen i Beijing.

Det leder straks tankerne hen på demonstrationerne på Tiananmen i 1989, hvilket dog ikke er meningen, som Yue Minjun har forklaret i et interview til CNN:

“Jeg vil ikke have publikum til at tænke på ét konkret sted eller begivenhed”.

“Beskueren bør ikke sætte billedet i forbindelse med Tiananmen, men Tiananmen har været katalysator for skabelsen af billedet”, siger Yue Minjun.

Mon det nu er rigtigt? At være kunstner i Kina er et spørgsmål om at skubbe til grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige.

Myndighederne og Kinas Kommunistparti har sat et hegn op omkring ytringsfriheden, og kunstnerne forsøger konstant at flytte denne indhegnede grænse, som man aldrig er helt sikker på, hvornår man træder over. Pludselig er man gået for vidt, som man så det i Beijing sidste år.

Set over de seneste ti år er kunstnernes ytringsfrihed blevet udvidet. I hvert fald i Beijing, der er den kulturelle hovedstad i Kina. Men jeg tvivler på, at der vil være helt så vide rammer i alle provinserne.

Derfor tror jeg ikke, at der er tvivl om, at billedet er Yue Minjun’s kommentar til urolighederne på Tiananmen. Han vil blot være forsigtig.

Han har da også tidligere brugt Tiananmen som kulisse i flere af hans billeder. For eksempel i oliemaleriet 大团结 (Datuanjie), der kan oversættes til det noget kluntede “det store sammenhold”.

Han har også taget en af Kulturrevolutionens klassiske propagandaplakater under behandling. Plakaten, der i øvrigt var denne måneds propagandaplakat her på kinablog.dk, forestiller Mao, der proklamerer grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina på Tiananmen i 1949.

På sit oliemaleri har Yue Minjun slettet Mao og hans følge. Hvorfor? Måske viser han øjeblikket før de kommer ind på scenen. Eller øjeblikket efter Folkerepublikken Kina er blevet grundlagt, og de er gået ned igen. Måske mener kunstnerens, at Folkerepublikken aldrig skulle have være grundlagt. Under alle omstændigheder er der noget foruroligende over den tomme scene.

Den originale propagandaplakat.

Yue Minjun’s oliemaleri hedder – som der også står på teksten på plakaten – “开国大典” (kaiguo dadian), der i mangel af et dansk ord betyder “den højtidelige ceremoni ved en stats grundlæggelse”. Det hentyder til grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina.

Titlen på oliemaleriet fra 1991 er 发生在X城楼的戏剧 (fasheng zai X chenglou de xiju).

Det kan oversættes til “Dramaet fandt sted på byen X’s bymur”.

Titlen på maleriet fra 1991 er “狂笑” (kuangxiao), der betyder at “grine som en sindssyg”.

:: Yue Minjun på Tom

:: Se galleri med Yue Minjuns malerier og skulpturer

:: Yue Minjun’s CV (på kinesisk)

:: Yue Minjun’s CV på engelsk og kinesisk

Om sommeren er der varmt i Chongqing (重庆). Det er – når man kommer væk fra de polerede turistseværdigheder – en fedtet og forurenet industriby, hvor de cirka fire millioner indbyggere i downtown Chongqing dagligt trækker vejret i en blanding af kulos og byggestøv.

Denne dag, den 30. august, er der mere end 37 grader varmt. Så det er ikke underligt, at den 43-årige Wu (吴) gerne vil køles lidt ned og have en lille lur.

Han er drager (搬运工: banyungong). En mand, der går rundt i gaderne og omkring markeder og leder efter mindre opgaver som bud. Måske er der en familie, der har købt et nyt køleskab, et firma der har fået trykt en stabel brochurer, eller alt muligt andet forefaldende arbejde, som man så betaler drageren nogle få kroner for at transportere. Det er et hårdt og dårligt betalt arbejde.

Wu skal have en pause og køles ned. Det smarteste er at gå hen til indgangen af en butik, der har air-condition. Det plejer dragerne og andre arbejdere at gøre, for de kan ikke gå indenfor, det er de ikke fine og pæne nok til. Men udenfor, omkringen indgangen foran udstillingsvinduerne, kan han sidde og nyde den lidt køligere luft.

Det skulle han ikke have gjort. Han pynter ikke på bygningen, mener en sikkerhedsvagt (保安: baoan), der kommer hen til ham. De kommer op at skændes, og den velvoksne sikkerhedsvagt begynder at slå og sparke den spinkle drager.

En lokal fotojournalist overværer tilfældigt slåskampen og tager billeder af hele optrinnet. Han lægger det på et forum på Tianya. Og vupti. Velkommen på nettet.

Kommentarerne begynder at flyde ind.

“Sådan er samfundet i dag”, lyder det, “den offentlige sikkerhed er skandaløs”.

“Hvad sker der med det her land? Hvad sker der for den slags mennesker? Argh, jeg vil væk!”.

En anden kommentar går så langt som til at antyde, at sikkerhedsvagten er i slægtskab med en japaner. Hvilket på ingen måde er positivt, når man er i Kina.

Der kommer også mere konstruktive kommentarer: “I bliver nødt til at finde ofret, og følge ham ned til den lokale politistation, få en lægerapport og kræve, at politiet efterforsker sagen, så voldsmanden bliver holdt ansvarlig og kommer til at betale erstatning”.

Nyheden breder sig på nettets foraer og ud til de større nyhedssites. For eksempel her, her, her og her.

Det er stort set den samme artikel, der går igen. For eksempel i Nanfang Baoye. I artiklen står der også, at en journalist sidste år lavede et forsøg i Chongqing, hvor han stillede sig op i indgangen til et shoppingcenter for at blive kølet ned af den lækre, kolde luft. Ingen reaktioner. Han var jo normalt klædt. Så klædte han sig ud som drager. Og blev jaget væk. Mere end 80 procent af de lokale netizens skulle være imod den slags diskrimination.

Endnu en gang er der altså en sag, der breder sig på nettet og får vrede netbrugere til nærmest at drive heksejagt på den håndfaste sikkerhedsvagt.

Hvad er sagen så endt med? Jo, det er ubekræftet, men efter sigende skulle chefen for den lokale politistation have givet Wu en officiel undskyldning og 200 yuan (144 kroner) som kompensation.

:: Via Eastsouthwestnorth

Hvorfor skal den kinesiske arbejders månedsløn være så lav, spørger bloggeren Xueyong, der har forsøgt at regne sig frem til, hvad der ville være en anstændig månedsløn for en kinesisk arbejder.

For at besvare spørgsmålet bruger Xueyong tal fra FN, der viser, at den gennemsnitlige kinesiske arbejder producerer for cirka 66.000 kroner om året. Den amerikanske arbejder er, ikke overraskende, mere produktiv og laver for 550.000 kroner om året.

Hvis 39 procent af beløbet skulle gå til lønninger, burde den kinesiske arbejder få udbetalt cirka 2.200 kroner om måneden. Det gør han ikke. En arbejder får cirka 1.200 kroner i månedsløn. Hvis han vel at mærke bor i byen. Er han så uheldig at bå på landet, er lønnen kun cirka 420 kroner om måneden.

:: Via Globalvoicesonline

:: Foto fra Wikipedia

Hvis man interesserer sig for kinesisk sikkerhedspolitik, bør man læse det amerikanske forsvarsministeriums årlige rapport om det kinesiske militær (åbner i .pdf).

Men hvorfor i alverden skulle man dog interessere sig for, hvad Kina går og køber af krudt & kugler?

Fordi militæret er en forlængelse af den kinesiske udenrigspolitik. Fordi det viser, hvilke ambitioner de kinesiske ledere har. Fordi det viser, hvem der er venner og fjender.

Blandt andet kan man se, at Kina forbereder sig på en konflikt om enten råstoffer eller territorium. Kina har svært ved at få tilstrækkeligt med råstoffer, og man skal længere og længere væk for at finde olie og kul til at holde fabrikkerne kørende. Kina har også flere territoriale konflikter. For eksempel med Japan.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium går reformerne af det kinesiske militær i høj grad ud på, at være i stand til at udkæmpe en kortvarig, intensiv krig mod en teknologisk højt udviklet modstander. Det lyder som en krig mod USA om Taiwan.

I rapporten står der også, at Kina ikke er i stand til at klare længere militære operationer langt væk fra Kina. Men at de “over tid” har et “potentiale” til at kunne konkurrere med USA på den militære scene. Så har man heller ikke sagt for meget. “Over tid” kan jo være både 2, 15 eller 50 år. At bruge ordet “potentiale” er heller ikke ligefrem laserskærende præcist.

Rapporten er ikke et objektivt stykke arbejde. Det er det amerikanske forsvarsministerium, der afleverer den til den amerikanske kongres, så rapporten er i høj grad et politisk stykke arbejde. Det bør man huske, når man læser rapporten.

Men den giver et meget godt overblik over det kinesiske militær. Der stadig mest af alt består af gammelt skrammel, som det danske militær ville have skrottet i 1970erne.

Kina har det hele. Eksempelvis har flyvåbnet noget af den nyeste teknologi i deres moderne SU-30 jagerfly, der er indkøbt i Rusland. Problemet er bare, at de kun har 100 styk af flyene. Til sammenligning har Danmark 62 F-16 jagerfly.

Grundstammen i det kinesiske luftvåben er det 40 år gamle gamle J-7 jagerfly, der blev designet i tiden med Woodstock festival, oliekrise og brun-orange køkkener.

Der er stadig meget lang vej, før den kinesiske hær bliver moderne, og før den kan måle sig med de vesteuropæiske og den amerikanske.

Hvis du vil have overblikket over det kinesiske militær og de seneste års reformer, kan jeg klart anbefale David L. Shambaugh‘s bog “Modernizing China’s Military“.

Forholdet mellem Taiwan og Kina er ikke specielt godt lige for tiden. Politikerne hvæser ad hinanden, og de to landes militær benytter enhver lejlighed til at puste sig op og måle størrelsen på hinandens missiler.

For eksempel i går den 10. oktober hvor Taiwan benyttede ø-styrets nationaldag til at holde den første militærparade siden 1991.

Pudsigt nok var det også i går, at Kina kom med nyheden om, at landet har udviklet et nyt radarsystem, som supplement til dets jord-til-luft missiler. Endelig kom det også frem i går, at Kina har forfremmet fire generaler, der i årevis har stået for landets militærstrategi mod Taiwan.

Men hvor stor er risikoen for krig? Vil Kina ryge i kødet på Taiwan? Og dermed på USA. Der så igen trækker Europa og dermed Danmark med ned i suppedasen.

Det tror jeg ikke, at der er nogen større risiko for. Jo, Beijing vil genforenes med Taiwan, men det står ikke øverst på ønskesedlen.

Det gør økonomien derimod. Det er en klar førsteprioritet. Lederne i Beijing vil gøre alt for at bevare de høje vækstrater, for det er den gode økonomi, der holder Kinas Kommunistparti ved magten. Så længe partiet kan levere varen, vil det også beholde magten.

På andenpladsen står den sociale uro, som Beijing skal have kontrol over. Mere eller mindre organiserede optøjer er blevet hverdag. Antallet af uroligheder på landet og i byerne stiger ifølge de officielle statistikker år for år. For eksempel er Kina plaget af en massiv arbejdsløshed blandt nyuddannede akademikere, der flere gange har ført til optøjer. En god økonomi er en måde at dæmme op for den værste uro.

På tredjepladsen kommer forholdet til nabolandene, der er vigtige markeder for Kina. For eksempel Japan. Der samtidig er en af Kinas værste ærkefjender. Der er nationalister i Kina – som partistaten har svært ved at kontrollere – der gerne så en hårdere kurs mod Japan, og at man helt skar de diplomatiske bånd over. Nationalisterne vil stort set bruge en hvilken som helst undskyldning for at erklære krig mod Japan. Forholdet til naboerne er også vigtigt, fordi de har adgang til ressourcer, som Kina har brug for. For eksempel olie i Centralasien. Og endelig fordi uro i Kinas egen baghave hurtigt kan sprede sig over grænserne. Se for eksempel Burma.

Først på fjerdepladsen kommer genforeningen med Taiwan. En fredelig genforening, vel at mærke.

Kina er ikke interesseret i at bruge magt mod Taiwan. Konsekvenserne ville være alt for store. Udlandets investeringer i Kina ville dykke kraftigt, og Kina ville med det samme rammes af sanktioner, der får sanktionerne efter optøjerne på Tiananmen i 1989 til at blegne. Det vil smadre den gode økonomi, og kaste et isoleret Kina ind i en turbulent fremtid, der vil få taburetten til at vakle kraftigt under partistaten. Den risiko er Zhongnanhai ikke parat til at tage.

Kina er faktisk ikke engang i stand til at invadere Taiwan. De har missiler, der kan ramme ø-staten, men de har ikke materiel – ordentlige landgangsbåde, for eksempel – til at invadere Taiwan.

Eller hangarskibe, for den sags skyld. Undtagen et 20 år gammelt halvfærdigt russisk hangarskib, der lige har fået et nyt lag maling, og som måske/måske ikke bliver færdigt om nogle år.

Eller ubåde. Som Kina de seneste år har investeret kraftigt i. Men der er stadig lang vej endnu, før det udgør en seriøs trussel mod USA’s flåde.

Kina har heller ikke nogen elitestyrke, der kan sættes ind over alt i verden i løbet af få timer eller dage. Som for eksempel USA og NATO har. Kina har ikke en gang en elitestyrke, der i løbet af få timer kan sættes ind et hvilket som helst sted i Kina. For nylig holdt Kina en militærøvelse, der blev udråbt som den største og mest realistiske nogensinde. Problemet var bare, at soldaterne kom frem med almindelige tog og rutefly. Ikke videre realistisk når soldaterne er afhængige af mere eller mindre offentlige transportmidler.

Så hvad sker der, når Kina har fyret sine 900 styk CSS-6 missiler af i hovedet på Taiwan? Ikke meget. Med mindre det kinesiske militær har købt tilstrækkeligt med flybiletter, og der stadig er afgange til Taipei.

:: Billedet er fra gårsdagens parade, hvor Taiwan også viste sine frømænd (蛙人: waren) frem. Billedet er fra Tom

Billeder fra Paris, New York og Shanghai. Den hollandske kunstner og fotograf Hans Eijkelboom har en udstilling på Foam Fotografiemuseum i Amsterdam der løber frem til den 21. oktober.

Han valgte de tre byer, fordi de hver især har været verdens centrum for innovation og fremskridt. Paris i det 19. århundrede, New York i det 20. århundrede og Shanghai i det 21. århundrede.

Hans fokus har været på de personer, der har opført sig på samme måde i de tre byer. Eller på de tematiske sammenfald, der dukkede op på hans gåture gennem byernes landskaber. Udstillingen er derfor et katalog over menneskelig adfærd, som det hedder i pressemeddelelsen.

Hans fotos udkommer også i bogform den 1. november, hvor de kan købes gennem for eksempel Amazon.

:: PR Foto fra Foam Museum © Hans Eijkelboom

Clarins og L’Oréal er to af verdens største mærker inden for personlig hygiejne. Undtagen i Kina. Her er L’Oréal det største.

L’Oréal har været bedre til reklame og markedsføring end Clarins, der ikke helt har formået at ramme den kinesiske forbruger. Især har Clarins haft problemer med at ramme kinesiske mænd.

Det kan man læse i en artikel i BusinessWeek, der handler om branding i Kina. Artiklen er skrevet af Shaun Rein, der er direktør for China Market Research Group.

Den kinesiske mand kan ikke forholde sig til de mandlige modeller, som Clarins har brugt i deres reklamer. Det er ifølge Shaun Rein den største fejl, som Clarins har begået. Den gennemsnitlige kinesiske mand er i forvejen usikker på, hvor mandigt og maskulint det egentlig er, at gå op i sit udseende.

Derfor hjalp det ikke, da Clarins brugte metroseksuelle mænd i sine reklamer. Når mændene så reklamerne, stod det ikke klart for dem, hvorfor de skulle ligne modellerne i reklamerne.

Det stemmer også meget godt overens med mine egne observationer. Selvfølgelig kan man finde metroseksuelle mænd i Shanghai, der drikker latté på Starbucks, går i motionscenter og køber tøj, der ikke nødvendigvis er lavet af nylon. Men det bliver sværere, når man kommer udenfor centrum af Shanghai. Meget kan man kalde kinesiske mænd, men metroseksuelle er de eddermame ikke et af de første ord, jeg tænker på.

L’Oréal har derimod brugt kendte, koreanske skuespillere i reklamerne for deres Biotherm produkter, der er rettet mod de kinesiske mænd. Det er en manderolle, som de kinesiske mænd kan forstå. Det står klart, hvorfor man skal stræbe efter skuespillernes look, stil og personlighed.

Branding er på en måde vigtigere i Kina end i Vesten. Mange europæiske og amerikanske børn – voksne eller ej – bruger de samme mærkevarer, som deres forældre bruger. Børster tænder i Colgate, vasker op med Vel eller gør rent med Ajax, for eksempel. Sådan er det ikke i Kina, hvor der var meget få mærkevarer før reformerne i 1978. Derfor er generationen født efter 1978 på udkig efter mærker, og de skifter lystigt mellem dem.

I artiklen kan man også læse om Buick, der i den grad formøblede deres succes i Kina. Buick gik ind i Kina som et eksklusivt mærke, som kun velhavende og topdirektører havde råd til at køre i. Hurtigt blev det kinesiske marked større end det amerikanske. Indtil Buick begyndte at gå efter det brede marked og introducerede deres billigere modeller i Kina.

Det skabte forvirring om deres mærkevare, og hvad det stod for. Resultatet? Dårlige salgstal. Anderledes er det gået for BMW, der tænkte mere langsigtet og ikke gik efter det brede marked. I 2006 voksede BMW’s kinesiske salgstal med 50 procent.

:: Business Week har et tema om brands i Kina

:: Der er et utal af bøger om branding i Kina – se eksempelvis Google Books

:: Via China Lawblog

Nu blokerer den kinesiske censur også for alle hjemmesider, der har ordene “feed”, “rss” eller “blog” i deres adresse. Slut med blogs i Kina. Ikke mere RSS. Problemet er bare, at det ikke passer. Det er noget vrøvl.

Det begynder med en artikel i det respekterede teknologimagasin Arstechnica. BoingBoing, der er en af de mest læste medier i USA, linker til artiklen. Så fra nu af kan man følge historien gennem det journalistiske fordøjelsessystem, som den breder sig fra medie til medie. For eksempel her og her.

Blandt andet er historien allerede kommet til Danmark, hvor Ingeniøren har skrevet om den. Og jeg vil vædde med, at historien nok skal dukke op flere steder de næste måneder.

Men endnu en gang er det de vestlige medier, der går i selvsving og glemmer alt om research og kildekritik. (Det har jeg ævlet om tidligere.)

I så fald skulle partistaten censurere sig selv, da for eksempel Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua også bruger RSS.

Det ville også betyde, at al trafik til Kinas største portal for bloggere, Sina, ville være blokeret. Hos Sina indgår “blog” nemlig i adresserne til alle deres blogs.

Den kinesiske censurmaskine er en streng og bornert gammel tante. Men hun er en uberegnelig størrelse, der slår tilfældigt ned og langt fra er så effektiv og altomafattende, som hun bliver gjort til i de vestlige medier. Der er utallige feeds og blogs, som hun ikke aner eksisterer eller gør noget ved.

Hvis du vil vide mere om Kina og censur på nettet, kan jeg anbefale en artikel fra Reuters, hvor de interviewer Rebecca MacKinnon. Artiklen er værd at læse og det er hendes blog også.

Man taler altid om “censuren” i Kina. Hvem er det egentlig? Jo, det er Statsrådet (国务院: Guowuyuan), der har det øverste ansvar for censuren på nettet. Og det er personalet hos det kinesiske internetpoliti (网警: Wangjing), der overvåget nettet og netbarer.

:: Via Danwei

Her er denne måneds udvalg af nye bøger om Kina.

Denne gang flyver vi fra Kunming under 2. Verdenskrig og kæmper mod japanerne; vi får en guide til den stadigt mere populære kinesiske kunstverden; et par røde drager taler som sædvanligt om paradoksernes Kina; og vi slutter af med at slå en knude på os selv.

:: Titel: Flying Tigers: Claire Chennault and His American Volunteers, 1941-1942
Forfatter: Daniel Ford
Forlag: HarperCollins

I 1941 tog en gruppe på 100 amerikanske piloter frivilligt til Burma og Kina for at kæmpe mod Japanerne. Nogle gjorde det af patriotiske grunde, andre fordi de var eventyrere, men de fleste gjorde det for at tjene penge. Månedslønnen var på 600 dollars plus en bonus for nedskudte japanske fly. Som man siger: Det var mange penge dengang. Forfatteren, Daniel Ford, der har en mastergrad fra King’s College i London, er amerikansk journalist og skriver blandt andet for Wall Street Journal. Han udgav bogen i 1992, men er netop kommet med en stærkt revideret udgave. Læs mere om Flying Tigers på Wikipedia og på deres egen hjemmeside.

:: Titel: The Real Thing: Contemporary Art from China
Forfatter: Simon Groom, Karen Smith og Xu Zhen
Forlag: Tate Publishing

Bobler er moderne. Internettet har prøvet det. Husejere har prøvet det. Meget tyder på at også moderne kinesisk kunst er på vej til at blive en boble. Markedet tørster efter det, og der bliver stadig flere gallerier og auktionshuse, der får kinesisk på menuen. Samtidig skal ethvert museum med respekt for sig selv have haft en udstilling om moderne kinesisk kunst. En af disse udstillinger var “The Real Thing: Contemporary Art from China” på Tate Liverpool. I kølvandet på den udstilling kommer nu en bog der ser nærmere på, hvad der former kinesisk kunst i dag og hvad der ligger bag af produktionsmåder, kunstgrupper, markedssystemer og infrastruktur på kunstscenen i Kina.

:: Titel: Dragon Rising: An Inside Look At China Today
Forfatter: Jasper Becker
Forlag: National Geographic

Her er endnu en bog med den metaltrætte vending “Dragon Rising”. Det er i den slags bøger, at man normalt kan læse floskuløse vendinger om “riget i midten” der som “en rød drage” springer frem på verdensscenen som “en tiger” og hvordan Kina er “paradoksernes land” og så videre. Som der står i Amazons beskrivelse er bogen “rigt illustreret med billeder der viser den gamle kinesiske kulturs transformation til et dynamisk forbrugersamfund”. Så mon ikke bogen er leveringsdygtig i nogle af de sædvanlige billeder og beskrivelser af en Mao-statue der står foran et blinkende Coca Cola neonskilt. Det her er jo ikke en boganmeldelse. Så det er absolut ikke retfærdigt, at jeg kritiserer bogen sønder & sammen uden at have læst den. For forfatteren har i følge hans hjemmeside været korrespondent i cirka 20 år, og skrevet for journalistiske sværvægtere som New Republic, Christian Science Monitor og International Herald Tribune. Men at dømme ud fra beskrivelsen af bogen, er der tale om endnu en journalist, der lige skal tjene lidt hurtige penge her op til OL, hvor interessen for Kina bliver stadigt større. (Hmm… Måske skulle man…)

:: Titel: China Rising: Peace, Power, and Order in East Asia
Forfatter: David C. Kang
Forlag: Columbia University Press

Bogens titel er endnu et eksempel på noget med “China Rising”. Suk. Men måske er den alligevel værd at læse. Forfatteren, der er professor på det amerikanske Dartmouth College, analyserer i bogen, hvorfor de fleste asiatiske lande foretrækker et stærkere Kina, og ser det som et stabiliserende element i regionen. Forfatteren argumenterer for, at der er fejl i det billede, der normalt er af Kina i Vesten. Bogen udkommer december 2007.

:: Titel: The Complete Book of Chinese Knotting: A Compendium of Techniques and Variations
Forfatter: Lydia Chen
Forlag: Tuttle Publishing

Vinteren står for døren og det er blevet tid til at finde ud af, hvad man skal lave på de mørke aftener. Lydia Chen har svaret, og det udkommer i bogform den 15. oktober og lyder i al sin enkelhed: Kinesiske knuder. Lydia Chen er, som den (overdrevet) opmærksomme læser vil vide, forfatteren bag blandt andet “Fun With Chinese Knotting: Making Your Own Fashion Accessories and Accents“. Hvis du ikke kan vente til den 15. oktober, kan du jo kigge forbi denne side, og tyvstarte med opskriften på, hvordan man laver en Guldsmede-kvast.