Velkommen på internettet i Kina: En sikkerhedsvagt går amok

Skriv en kommentar
Internettet / Journalistik / Medier

vagt i chongqing_450x301.shkl.JPG

Om sommeren er der varmt i Chongqing (重庆). Det er – når man kommer væk fra de polerede turistseværdigheder – en fedtet og forurenet industriby, hvor de cirka fire millioner indbyggere i downtown Chongqing dagligt trækker vejret i en blanding af kulos og byggestøv.

Denne dag, den 30. august, er der mere end 37 grader varmt. Så det er ikke underligt, at den 43-årige Wu (吴) gerne vil køles lidt ned og have en lille lur.

Han er drager (搬运工: banyungong). En mand, der går rundt i gaderne og omkring markeder og leder efter mindre opgaver som bud. Måske er der en familie, der har købt et nyt køleskab, et firma der har fået trykt en stabel brochurer, eller alt muligt andet forefaldende arbejde, som man så betaler drageren nogle få kroner for at transportere. Det er et hårdt og dårligt betalt arbejde.

Wu skal have en pause og køles ned. Det smarteste er at gå hen til indgangen af en butik, der har air-condition. Det plejer dragerne og andre arbejdere at gøre, for de kan ikke gå indenfor, det er de ikke fine og pæne nok til. Men udenfor, omkringen indgangen foran udstillingsvinduerne, kan han sidde og nyde den lidt køligere luft.

Det skulle han ikke have gjort. Han pynter ikke på bygningen, mener en sikkerhedsvagt (保安: baoan), der kommer hen til ham. De kommer op at skændes, og den velvoksne sikkerhedsvagt begynder at slå og sparke den spinkle drager.

En lokal fotojournalist overværer tilfældigt slåskampen og tager billeder af hele optrinnet. Han lægger det på et forum på Tianya. Og vupti. Velkommen på nettet.

Kommentarerne begynder at flyde ind.

“Sådan er samfundet i dag”, lyder det, “den offentlige sikkerhed er skandaløs”.

“Hvad sker der med det her land? Hvad sker der for den slags mennesker? Argh, jeg vil væk!”.

En anden kommentar går så langt som til at antyde, at sikkerhedsvagten er i slægtskab med en japaner. Hvilket på ingen måde er positivt, når man er i Kina.

Der kommer også mere konstruktive kommentarer: “I bliver nødt til at finde ofret, og følge ham ned til den lokale politistation, få en lægerapport og kræve, at politiet efterforsker sagen, så voldsmanden bliver holdt ansvarlig og kommer til at betale erstatning”.

Nyheden breder sig på nettets foraer og ud til de større nyhedssites. For eksempel her, her, her og her.

Det er stort set den samme artikel, der går igen. For eksempel i Nanfang Baoye. I artiklen står der også, at en journalist sidste år lavede et forsøg i Chongqing, hvor han stillede sig op i indgangen til et shoppingcenter for at blive kølet ned af den lækre, kolde luft. Ingen reaktioner. Han var jo normalt klædt. Så klædte han sig ud som drager. Og blev jaget væk. Mere end 80 procent af de lokale netizens skulle være imod den slags diskrimination.

Endnu en gang er der altså en sag, der breder sig på nettet og får vrede netbrugere til nærmest at drive heksejagt på den håndfaste sikkerhedsvagt.

Hvad er sagen så endt med? Jo, det er ubekræftet, men efter sigende skulle chefen for den lokale politistation have givet Wu en officiel undskyldning og 200 yuan (144 kroner) som kompensation.

:: Via Eastsouthwestnorth

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *