Partikongres i Kina: Bønder synger af glæde

Skriv en kommentar
Medier / Politik

103424_1192420939600_150x109.shkl.jpg I disse dage holder Kinas Kommunistparti (中国共产党: Zhongguo Gongchangdang) deres 17. nationale kongres (中国共产党第十七次全国代表大会 eller i daglig tale blot 十七大: shiqida).

Det er et møde, hvor 2.217 delegerede fra hele landet vælger en lille magtfuld gruppe på cirka 20-30 personer, der stort set er ene om at udstikke landets politik frem til den næste kongres i 2012.

Det er valget af disse personer, der er kongressens vigtigste punkt på dagsordenen. Men selvom der stemmes om dem på kongressen, er det hele blevet afgjort på forhånd gennem forhandlinger det seneste års tid.

Kongressen kan da også virke som en noget tam forestilling, som befolkningen ikke nødvendigvis er vildt interesserede i.

En af de bedste engelsksprogede blogs om Kina, Danwei, er faldet over Zhai Hua, der kommer med to gode eksempler. Det ene er fra en artikel på den kinesiske udgave af Voice of America, der har interviewet en tilfældig kvindelig studerende fra Beijing Universitet:

Journalist: Jeg kommer fra medierne, og jeg vil gerne spørge dig lidt om din holdning til den 17. partikongres.
Student: Hvad?
Journalist: Den 17. partikongres. Ved du, hvad det er?
Student: Det er jeg ikke helt klar over.
Journalist: Hvad er den 17. partikongres?
Student: Den 17. Folkekongres.
Journalist: Nej.
Student: Ah, hvad er det så?
Journalist: Kommunistpartiets nationale kongres.
Student: Er det ikke næsten det samme?

Det andet eksempel er fra den nationale TV-station CCTV, der aldrig er bleg for at plastre sendefladen til med propaganda. Stationen interviewede en bondekvinde fra Fujian, der i klippet var nærmest euforisk ved tanken om den 17. partikongres:

“Den 17. partikongres er ved at begynde, og vi ser alle frem til det. De senere års nyopbygede landområde har fået vores bjerglandsby til at ændre sig mere og mere, og vores liv er blevet bedre og bedre. Vi vil gerne vise denne følelse ved at synge en folkesang…”

På Xinhuanet, der er Kinas officielle nyhedsbureaus hjemmeside, kan man også se spændende tv-indslag, der for eksempel har titler som “Folk fra alle steder viser deres forventninger og interesse i den 17. partikongres”.

Medierne giver den hele armen, men jeg tvivler stærkt på, at det store flertal af kinesere er interesserede i begivenheden.

Hvis man gerne vil blive klogere på, hvad den 17. partikongres egentlig går ud på, vil jeg anbefale at gå forbi China Media Project, der drives af University of Hong Kong. De har en virkelig læsværdig artikelserie, der giver en god forståelse for, hvad der foregår på kongressen.

:: Billedet er af den kinesiske præsident Hu Jintao, der ikke er kendt for at holde spændende taler

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *