» 2007 » oktober

Sådan ser der ud på en kinesisk legetøjsfabrik. Læg mærke til at jeg skriver “en”. For der ser bestemt ikke sådan ud på alle fabrikker i Kina. Det er umuligt at generalisere om, og der findes fabrikker, hvor forholdene er både værre og bedre.

Billedserien kommer fra denne side. Fabrikken ser ikke ud til at være et af de værste eksempler på, hvor elendige arbejdsforholdene kan være. (Jeg har forsøgt at finde ud af, hvem fotografen er, og hvor billederne kommer fra, men uden held. Hvis du ved det, må du gerne skrive til mig.)

• Læs om mindsteløn i Kina – Hvor meget tjener en kinesisk arbejder?

Når man ser på billederne, er der umiddelbart ikke grund til at blive hverken stakåndet eller forarget. Var billederne kommet fra en fabrik i Danmark, ville Arbejdstilsynet have lukket fabrikken med det samme. Ingen tvivl om det. Men det er i Kina, og i Danmark har vi brugt nogle få hundrede år på at finjustere vores arbejdssikkerhed, arbejdsmiljø og så videre.

Går vi bare 10, 20 eller 40 år tilbage i historien, var der dårligere arbejdsforhold på de danske arbejdspladser. Der har nok heller ikke været mange medarbejdervalgte sikkerhedsrepræsentanter på de første danske fabrikker i 1600-tallet. Kina forsøger at gennemgå den samme udvikling – på 30 år.

• Læs om eksplosion i kinesisk fyrværkerifabrik – børnearbejdere fik 70 øre om dagen.

Der er masser af eksempler på livsfarlige, uhumske og dårlige arbejdsforhold i Kina (se billedet nedenunder). Men før tonen bliver alt for skinger, så lad os lige huske på det der med nuancerne. Som for eksempel med sagen om iPod fabrikkerne i Kina.

Billedet er fra EastSouthNorthWest. Det viser en kulminearbejder, der på hænder og fødder trækker en spand kul ud af minen mens chefen ser på.

Ifølge dokumentaren “China’s Stolen Children” kidnappes der hvert år 70.000 børn i Kina. Uden at politiet kan eller vil gøre meget ved det. Børnene sælges på det sorte marked, for eksempel til forældre der gerne vil have en dreng. Et pigebarn koster, i følge dokumentaren, cirka 2.000 kroner.

Dokumentaren, der blev vist på den engelske Channel 4, bringer flere interviews med forældre, der har fåret deres børn kidnappede.

Den kinesiske ambassade i London forsøgte at standse filmen. Ambassaden mente, at filmen er fuld af fejl, og at der ikke er nogen sammenhæng mellem bortførelserne og et-barns politikken.

Den britiske avis The Guardian har en længere artikel om kidnapningerne:

It has been a year and a half since her little boy, Chen Jie, was taken. He was five years old, playing at his grandmother’s vegetable stall in Sichuan, when Zhang, a trusted neighbour, passed by. Offering to bring Chen Jie back to his mother – and persuading the reluctant boy with the promise of sweets – Zhang left, taking the child with him. This was the last time Chen Jie was seen by his family. Later, when parents and grandmother realised that neither had the little boy, they ran to Zhang’s door, desperately hoping he was there. Calmly, Zhang claimed that after giving him money for sweets, he’d left Chen Jie at the apartment block. Their suspicion of his involvement in their son’s disappearance could not be translated into evidence – even though when the grandmother confronted him later, she said he yelled, ‘I sold the kid, OK?’ After police questioning, however, Zhang was free to go about his normal business, unlike the Chens.

Du kan læse mere om filmen her.

:: Via Shanghaiist

:: (Artikel opdateret 8. oktober)

Den 1. oktober 1949 blev Folkerepublikken Kina grundlagt ved en ceremoni på Tiananmen Pladsen i Beijing. Derfor er den første oktober nationaldag (国庆节: Guoqingjie eller 国庆日: Guoqingri) i Kina.

Det er samtidig starten på en af de De Gyldne Uger (黄金周: Huangjinzhou), som der er tre af i Kina.

Den første uge ligger omkring kinesisk nytår, den anden omkring arbejdernes internationale kampdag den 1. maj og endelig her omkring nationaldagen i oktober.

I hver af de tre uger er der syv sammenhængende nationale feriedage, så migrantarbejdere, studerende og alle andre kan nå at rejse hjem til familien, der ofte bor tusinder af kilometre borte.

De Gyldne uger blev indført i 1999.

:: Liste over helligdage i Kina

Lige nu og frem til den 27. januar 2008 er der en udstilling på Cobra Museum i Amstelveen i Holland, der hedder “China Now – art in a time of change“.

Moderne kinesisk kunst bliver stadig mere populært i Vesten. Værkerne hiver stadig større summer hjem på auktionerne, og flere og flere museer udstiller værker fra Kina. Man kan roligt sige, at også moderne kinesisk kunst er ved at finde et marked i Vesten. Ofte med rette, selvom der tit er en del hype omkring det.

Denne udstilling spørger om, hvem disse kinesiske kunstnere er, hvor de er på vej hen, og hvad det egentlig er, der foregår i Kina lige nu.

Det lyder jo som så mange andre udstillinger med moderne kinesisk kunst, og det er da også meget de samme kunstnere der går igen. Som Regine Debatty fra We Make Money Not Art skriver:

There´s thus very little space left for surprises. You are always sure to find something cute, something politically subversive (openly or not) and something slightly shocking. Add to that cynicism, a bit of exotism (there is an undoubtedly Chinese touch in each of these works) and soft colours and you´ve got a show which is bound to be a hit with the whole family.

Det tror jeg, hun har ret i. Og det er såmænd ikke negativt ment, det ligner da god underholdning for hele familien. Ikke dårligt.

En af de billedserier der ser mest interessante ud, er denne om forsamlingssalene, der blev brugt under Kulturrevolutionen (1966-1976). To kunstnere har rejst rundt og fotogreferet salene, som de ser ud i dag. Nogle i rent forfald. Andre ser ud som om de lige er blevet forladt.

Det lyder som om “China Now” er lidt i samme skuffe som “Made in China” på Louisiana, der fik gode anmeldelser. Måske man skulle nappe en weekendtur til Holland.

:: Via We Make Money Not Art

:: Udstillingens hjemmeside