Dokumentaren “Opera – med døden i kulissen”: Vestlige journalister i Kina

kommentarer
Erhverv / Journalistik / Kultur / Medier / Politik

Granite_softgreen.jpgPuhu. Journalisten Miki Mistrati har været i Kina. Det mener han selv har været helt enormt farligt, som man kan læse i Ekstra Bladet i dag.

Her fortæller Miki Mistrati om dokumentarfilmen, hvor han med skjult kamera besøger det granitbrud, der har leveret granit til blandt andet operaen i København.

Problemet er bare, at han har misforstået lidt undervejs.

“Nu skal jeg være undercover i et af verdens farligste lande for kritiske journalister”, skriver Miki Mistrati, der åbenbart ikke er helt tryg ved de kinesiske myndigheder.

Han kan nu tage det roligt. Af flere grunde. De kinesiske myndigheder plejer at være ligeglade med en dansk journalist, der lige kigger forbi et par uger. Man kan for det meste skrive stort set lige, hvad man har lyst til. I hvert fald så længe det er på dansk. Det er derfor, at BBC’s hjemmeside er blokeret inden for Kinas grænser, mens der ingen problemer er med at gå ind på CNN’s. BBC har en kinesisk version af deres nyheder. Det har CNN ikke. Og de kinesiske myndigheder ved udmærket godt, at langt de færreste kinesere taler engelsk, og at endnu færre taler dansk.

Miki Mistrati skriver også, at: “Hjemturen til Danmark bliver den værste del. Jeg skal have alle mine skjulte optagelser med hjem. I min kuffert ligger min taske med indbygget kamera. Hvis de kinesiske sikkerhedsfolk åbner tasken, er det slut.”

Næh. Det tror jeg nu ikke. De ville højst sandsynligt spørge, hvad mærke det er, hvor stor opløsningen er på kameraet, og hvor meget det kostede. Derefter ville de flashe deres mobiltelefoner for at vise, at de også er med på den teknologiske bølge.

Miki Mistrati skulle ikke have været så bange for partistatens uniformerede toldbetjente. Fabriksejeren, derimod. Det kunne have været farligt. Eller i hvert fald ubehageligt. Og det tror jeg ikke, at han har været klar over.

I juni blev David Barboza, der er erhvervsjournalist for New York Times i Kina, tilbageholdt på en fabrik. Han ville se nærmere på en af de fabrikker, der havde produceret noget af denne sommers meget omtalte farlige legetøj.

Det var fabriksejeren ikke tilfreds med, så han får sikkerhedsvagterne til at tilbageholde Barboza, den kinesiske oversætter og fotografen. Da politiet langt om længe ankommer, kan de ikke gøre noget. Fabriksejeren har gode forbindelser til byens politikere, så politiet kan ikke gøre andet end at stå magtesløse med bukkede hoveder og rode med skosnuderne i gruset.

Politiet kan altså ikke engang håndhæve loven, men må vente på ordrer fra fabriksejeren, serveret via hans politiske forbindelser.

Det var altså her, at det ville have været farligt for Miki Mistrati. Men hvad kunne der så være sket, hvis han var blevet opdaget?

Det er ikke nemt at svare på, hvad der ville være sket, hvis det havde været granitbruddets ejer, der havde opdaget ham. Især ikke hvis Miki Mistrati er dukket op i granitbruddet alene.

Havde det været myndighederne, der opdagede ham, så ville han sikkert bare være blevet kylet i en taxi hjem til hotellet. Som det skete for en journalist fra BBC.

Han ville besøge en landsby, der havde været hærget af sociale uroligheder og de lokales sammenstød med politiet. Det er ikke normalt et sted, som myndighederne er vilde med at vise frem. Heller ikke for vestlige journalister, der normalt ikke har lov til at rapportere fra sådan en landsby.

Hvad sker der med journalisten? Jo, han bliver venligt men bestemt eskorteret med taxa tilbage til Beijing. Ikke andet.

Selvfølgelig skal der da være noget drama & spænding, der skal sælge Miki Mistratis dokumentarfilm. Sådan er det. Umiddelbart ligner det også en rigtig god historie, og at Miki Mistrati helt klart har fat i noget.

Men helt ærligt – når han på denne machomåde overdriver, hvor stor en fare han har været i, og endda helt misforstår, hvornår han egentlig har været i fare, så tager det fokus væk fra historien. Og jeg kan ikke undgå at spekulere på, om der er andre steder i hans historie, som han også har misforstået.

Kina er som udgangspunkt ikke farligt for vestlige journalister. Jo, man risikerer måske at blive tilbageholdt nogle timer. Men det er derimod vores kinesiske kolleger, der i den grad skal passe på. Og det er ikke kun myndighederne, de skal passe på. De risikerer livet, hvis de er for kritiske, som denne sag viser. En lokal journalist fra Shanxi ville undersøge en illegal kulmine. Det kostede ham livet. Minens ejer tævede ham ihjel.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. andesteg siger

    Er det ikke muligt at du forklejner risikoen en anelse? Når man læser dine kommentarer, så kan man få den opfattelse, at der overhovedet ingen risiko er – og jeg forestiller mig, at der i hvert fald er nogen risiko.
    Derudover kan jeg godt følge dig i din kritik af journalistens farvede sprog og “voldsomme risiko” han har løbet.

    Og så vil jeg bare gerne rose dig over en fantastisk spændende blog – er gald for jeg er faldet over den og vil holde mig orienteret.

  2. kinablog siger

    Tak for din kommentar. Og tak for roserne.

    Jeg tror ikke, at jeg forklejner risikoen. Jeg tror, at den er langt mindre end Miki Mistrati beskriver den.

    For det første – hvad sker der for en udenlandsk journalist, der arbejder i Kina uden journalistvisum?

    Jeg har hørt om danske journalister, der skulle på ferie i Kina, og hvor ambassaden i København på en eller anden måde har fundet ud af, at de er journalister. Ambassaden har så lagt en lap papir ind deres pas. Her indskærper ambassaden, at de rejser på turistvisum, og at de ikke må arbejde som journalister. Hvis de bliver taget i at arbejde, vil de blive udvist af Kina. Længere er den ikke.

    Dernæst – jeg kender en journalist i Kina, der studerede kinesisk. På et tidspunkt begyndte han at lave en tv-dokumentar. Uden at have papirerne i orden. Han blev opdaget og afhørt på den lokale politistation. De smed ham på et fly ud af provinsen og hjem til den by, hvor han studerede i. Her fik han at vide, at det måtte han ikke. Og så koncentrerede han sig om universitetet. Længere var den ikke.

    Og derudover – Kina fængsler journalister. I øjeblikket sidder der i følge Journalister Uden Grænser 32 journalister i fængsel i Kina. Men det er kinesiske journalister. De fængsler ikke udenlandske journalister. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om en sag, hvor en udenlandsk journalist er blevet idømt en længerevarende fængselsesstraf i Kina. Det tætteste man kommer er sagen om Ching Cheong, der boede i Hong Kong, hvor han var Kina korrespondent for en avis i Singapore.

    Det vil i øvrigt heller ikke være smart af Beijing, at udløse en diplomatisk krise med et vestligt land, når de Olympiske Lege lurer lige om hjørnet. Det har de ingen interesse i.

    Emnet, som Miki Mistrati beskriver, er heller ikke specielt følsomt. Det er ikke noget, som Kinas Kommunistparti og partistaten forsøger at skjule. Det er ikke ramt af censuren. Tværtimod. Nogle af de største sager i medierne i 2007 handlede netop om migrantarbejdere, der levede under umenneskelige og slavelignende forhold. Og den slags sager fortsætter med at dukke op i aviser, tv og ikke mindst på internettet.

    Miki Mistrati strammer historien ret kraftigt. Stramningen bunder i fordomme om Kina. Han gør partistaten Kina til skurken. Se, det er skide farligt for mig, for de grumme diktaturkommunister er parate til at skyde kløerne i mig, hvis de vidste, hvad jeg var ude på.

    Næh… De ville højst sandsynligt have bedt ham om at lege turist, når han nu en gang var kommet ind i Kina på et turistvisum.

    Miki Mistrati tror, at det er partistaten, der er de farlige. For mig at se er det uden tvivl ejeren af stenbruddet, der er den farligste. Den slags typer har meget lidt respekt for menneskeliv. Der har været utallige sager om mord og lemlæstelser med den slags mafiatyper. Så her tror jeg, at Miki Mistrati reelt har været i fare. Uden at han vidste det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *