KINABLOG.dk

Det kan godt være, at Kina’s Kommunistparti – set med danske og vestlige briller – ligner et størknet og ineffektivt politisk fossil, der ude af stand til forandre sig og tænke langsigtet. Det er det ikke. Kommunistpartiets leder og folkerepublikkens præsident, den noget anonyme ingeniør Hu Jintao, lægger planer, der rækker langt ind i fremtiden.

Det gør man ikke i Danmark. I Danmark er politikerne besværet af valg. Heldigvis. Men måske er det derfor, at der sjældent er politikere, der tænker længere frem end fire år. I Kina sidder Hu Jintao og hans partistat derimod og tænker i årtier. Måske ligger der endda, nede i præsidentens skrivebordsskuffe, en plan for, hvor Kina er om 20 år. Måske endda om 30 år. Eller 50 år.

Valget til Folketinget er overstået. Uden at nogen politikere stillede sig op under valgkampen og sagde: “Jeg har en vision for, hvor Danmark er om tyve år”.

Det var mere: “Jeg har en løs ide om, hvor Danmark er henne, når valget er overstået om et par uger”.

Man kan sige meget om det politiske system i Kina, og de politikere der bevæger sig i systemet. Samtidig er der kæmpestor forskel på lokale partimedlemmer ude i provinsernes landsbyer og den politiske og veluddannede elite i Beijing. Men her, i toppen af pyramiden, blandt den politiske elite i Kina, tyder alt på, at planen er lagt og man har øjnene fikserede på fremtiden. Og det er ikke næste år, vi taler om. Nej, vorherre bevares.

Se for eksempel på den seneste partikongres, der blev holdt i Folkets Sal i Beijing i begyndelsen af oktober. Det er en sjælden begivenhed, der kun sker hver femte år. Det er en slags erstatning for det danske folketingsvalg, hvor 2.217 kinesiske partimedlemmer bestemmer hvilke politikere, der skal i stå spidsen for hele Kina de næste fem år til den næste kongres. Men allerede nu kan man se, at de næste topledere er kørt i stilling helt frem til omkring år 2022. Det er med til at sikre en rød tråd i lederskabets politik.

En ting er, at politikerne har tændt det lange lys, men uden befolkningen går det ikke. Sagen er, at de i den grad også er motiverede. I byerne er der forældre, der får deres børn til at begynde til engelsk som to-årige. På landet rejser fattige forældre væk fra landsbyerne, for at arbejde under ofte kummerlige vilkår, så de kan tjene penge til at betale for deres børns uddannelse. En uddannelse der er gennemsyret af konkurrence, hvor læreren står i klasseværelset – uanset om det er i 2. klasse eller på universitetet – og deler det rettede hjemmearbejde ud til eleverne, alt efter hvor godt de har klaret sig. Førstepladsen, andenpladsen, tredjepladsen…

Det handler om Den Kinesiske Drøm; en stræben efter en tryg tilværelse, hvor ubekymrede forældre sidder i sofaen med fjernbetjeningen i hånden og nyder deres alderdom; hvor børnene drømmer om BMW’er og en fyldt bankkonto, hvor alt er muligt, og hvor vejen til succes handler om konkurrence og hårdt arbejde. Alt er muligt. Det handler om drømmene. Om visionerne. Om at tænke langsigtet.

Og i Danmark? Tja… Groft sagt: Her hygger vi os. Uden at vi tænker synderligt meget over, hvor vi er henne om sølle ti år, og uden at reform-angste politikere gør noget for at vække os fra vores friværdi-finansierede pensionsdrømme. Sov sødt.

Selvfølgelig taler jeg ikke om 1,3 milliarder topmotiverede kinesere, der er klar til at æde danske virksomheder til morgenmad. Det er heller ikke et forsvar for det kinesiske partisystem. Slet ikke. Og der er tusind ting, der kan gå galt og få slynget de kinesiske politikeres visioner ud af kurs. Der er ingen grund til at male fanden på væggen.

Men jeg er bange for, at det ikke helt er gået op for os danskere og de politikere, vi lige har valgt til folketinget, hvor stærk konkurrence-ånden er mange steder i Kina, hvor motiverede disse kinesere er og hvor langt de egentlig tænker ind i fremtiden. For slet ikke at tale om mange af de andre asiatiske lande, der også er i gang med at forberede sig til fremtiden om 10 og 20 år. Hvad med Danmark? Er vi forberedt?