Arkiv for januar, 2008

Kinesiske tegn: Tre kvinder betyder ondskab

Posted 30 jan 2008 — by kinablog
Category Kultur, Sprog

kinesisk tegn for ond.jpgKineserne har et tegn, som betyder noget i retning af ond, ondskab, forrædder, forræderisk og upålidelig. Hvordan skriver man det?

Jo, man tager tegnet for kvinde og skriver det tre gange.

Helt præcist tager man radikalen (de legoklodser som de kinesiske tegn er bygget op af) for kvinde 女 og sætter den sammen til tegnet 姦 (奸: jian). Og vupti har man et billede på rendyrket ondskab – tre kvinder på samme sted.

Som i de fleste andre sprog har køn og kønsdiskrimination også sat sig spor i det kinesiske sprog. Det kan man læse om i artiklen “Covert Sexism in Mandarin Chinese” (åbner i .pdf), der er fra det seneste nummer af Sino-Platonic Papers.

For eksempel er der utallige nedladende ord, eder og forbandelser, hvor radikalen for kvinde indgår i tegnet. Dem er der ifølge artiklen hele 275 af. Derimod er der ingen med tegnet for mand (男: nan).

Det lille magasin bliver redigeret af Victor H. Mair, der er professor i kinesisk sprog og litteratur på University of Pennsylvania.

Formålet med magasinet er “… to make available to specialists and the interested public the results of research that, because of its unconventional or controversial nature, might otherwise go unpublished“.

:: Via Pinyin News

Sagen om Wei Wenhua: Wentao slår i bordet

Posted 28 jan 2008 — by kinablog
Category Internettet, Medier, Politik

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

I det sydlige Kina er Phoenix TV (鳳凰衛) en af de mest populære tv-stationer. Et af stationens mest sete programmer hedder ’Wentao slår i bordet’ (文涛拍案: Wen Tao paian), hvor journalisten Wen Tao dykker ned i et eller flere emner.

Den 12. januar valgte han at bruge hele sit program på sagen om Wei Wenhua. Han begynder med at gå hele problemet med lossepladsen igennem, som var det, der førte til demonstrationerne og sammenstødet med cheng guans’ene. Wei Wenhuas niece så ham blive tævet til døde, og hun fortæller sin øjenvidneberetning i programmet.

Udsendelsen er holdt i en sober og nogenlunde afdæmpet tone. En af udsendelsen gode pointer er, at den 41-årige direktør, Wei Wenhua, selv var medlem af Kinas Kommunistparti. Der er altså ikke tale om overgreb på en aktivist, men derimod rå og tilfældig magtanvendelse på en af parties egne, gode støtter.

Der er klip her på Youtube, og hele programmet kan ses her på Tudou.

Jeg har downloaded en kopi af udsendelsen, hvis nu censurmaskinen – mod al forventning – skulle rulle hen over sagen om Wei Wenhua.

:: Phoenix TV på Wikipedia

:: Via Times Blog

Pressekonference i Kina: Mand forsvinder i blomsterdekoration

Posted 24 jan 2008 — by kinablog
Category Billeder, Humor

0013729c049508fe18c90b.jpg

Af en eller anden grund er der altid dækket op med blomsterdekorationer til kinesiske pressemøder. Og det er ikke bare en yndig lille buket, der diskret står på talerstolen og gnider lidt farve ind i et kedeligt pressemøde.

Nej, som man kan se på billedet er der tale om hardcore blomster-monstre, der kan give børn mareridt om natten (buketten er måske i virkeligheden ved at æde den stakkels Guo Jinlong på talerstolen?).

Som Imagethief – der selv er direktør for et PR-firma i Beijing – siger: “But, c’mon, you’ve got to be freakin’ kidding”.

:: Via Imagethief

Protester i Kina: Presset vokser i sagen om Wei Wenhua og cheng guans siger undskyld

Posted 23 jan 2008 — by kinablog
Category Hverdag, Internettet, Medier, OL 2008 Beijing, Politik

chen guans konfiskerer cykel.jpg

Wei Wenhua (魏文华) blev tævet ihjel af cheng guans (城管执法人员 eller blot 城管).

Det har jeg tidligere skrevet om i Berlingske, som du kan læse her, her og her. Og på kinablog.dk, som du kan læse her.

Indtil videre har sagen ført til, at der nu er sat en større undersøgelse i gang, som involverer mere end 100 personer, og som har fået flere embedsmænd til at træde tilbage.

Den har også ført til, at mere end 100 højtstående ledere fra de upopulære cheng guans mødtes til et krisemøde her i weekenden. Mandag gik de i Beijing offentligt ud og fordømte kollegernes grove metoder, der førte til Wei Wenhuas død.

”Denne rå håndhævelse af loven, denne grove behandling, træder på ånden i loven og på retssikkerheden”, hedder det i den fælles udtalelse fra lederne, der kommer fra hele Kina.

”Når cheng guans på denne måde mishandler personer, er det ulovligt og et overgreb på menneskerettighederne, som vi må stå frem og kraftigt tage afstand fra”, hedder det videre i udtalelsen, der blandt andet kan læses på Renminwang.

De opfordrer også deres kolleger til at reflektere over deres metoder og magtanvendelse, og til kraftigt at forbedre cheng guans image i offentligheden.

Hvor meget skal man så lægge i den udtalelse?

Jo, det viser en lydhørhed fra systemets side. Det viser – endnu en gang – at partistaten ikke blot kan sætte ørepropperne i og tromle hen over befolkningen. At det folkelige pres kan vokse så meget, at det presser systemet, i det her tilfælde cheng guans, til at lytte. Det viser, at internettet kan bruges til en debat, der er kritisk over for magthaverne.

Men det er for tidligt at sige, hvor meget Wei Wenhuas død og protesterne reelt kommer til at ændre. I artiklen i Berlingske interviewer jeg Yongnian Zheng, der ikke tror, at sagen på samme måde kommer til at ændre lovgivningen eller det politiske system:

”Det politiske klima er anderledes i dag. Timingen er meget dårlig”, siger han. Til august er der OL i Kina, og indtil da vil regeringen være utrolig varsom og forsigtig. Hvis sagen skal føre til politiske ændringer, skal det komme fra nogle af de øverste politikere i Beijing.

”Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil tage initiativ til det i dag. Ikke med OL lige om hjørnet”, siger Yongnian Zheng.

Den politiske elite i Beijing vil gøre alt for hurtigt at lægge låg på sagen. Men debatten fortsætter på nettet, på fora og blogs. Presset vokser. Den hurtigste måde at få sagen til at forsvinde på, vil være rent faktisk at gøre noget ved problemerne. At ændre systemet med de forhadte cheng guans og sørge for, at de utallige meningsløse overgreb ikke kan finde sted igen.

Lad os håbe, at det er den løsning, som den politiske top i Zhongnanhai vælger at gå efter. Ret fejlen og kom videre.

:: Billedet er fra bloggeren Zhao Mu. Det viser hvordan cheng guans går efter de små gadehandlende og konfiskerer deres ejendom. I det her tilfælde er det den gamle dames budcykel, som de tager fra hende. Det har sikkert også været hendes eneste levebrød.

På gaden i Shanghai: Protester mod ny jernbane

Posted 23 jan 2008 — by kinablog
Category Hverdag, Internettet, Medier, Politik

U2397P1T1D14729363F21DT20080113111734.jpg

Ingen vil bo ved siden af en jernbane. Heller ikke i Kina. Men bystyret i Shanghai har planer om at udvide byens Maglev-jernbane. Det er det magnetiske højhastighedstog, der med 431 kilometer i timen skyder passagerer fra byen og ud til lufthavnen. Jernbanen skal forlænges med 30 kilometer, og den kommer til at skære sig gennem Pingyang, der er et distrikt i det sydlige Shanghai.

Men de lokale beboere er alt andet end tilfredse. En jernbane i baghaven er ikke noget, der får huspriserne til at stige. Og mange af beboerne har investeret i huse og lejligheder, for også at kunne få en god økonomisk gevinst om nogle år. Derfor har der de senere dage været demonstrationer i Shanghai, hvor flere tusinder har gået gaden.

Også her spiller internettet en hovedrolle. Nyheden har bredt sig på nettet, hvor den bliver diskuteret, og internettet er blevet brugt til at koordinere demonstrationerne.

Der er flere videoer af demonstrationerne. For eksempel her, her og her.

Byens udenlandske journalister har ikke altid været velkomne til at dække sagen, og Foreign Correspondents Club (FCC) i Shanghai har rapporteret om flere medlemmer, der har været holdt tilbage af myndhighederne. Den kinesiske regering har ellers tidligere lovet, at udenlandske reportere op til OL i august ville være i stand til at bevæge sig frit i Kina. FCC i Beijing har oplevet lignende sager.

Shanghaiist har fulgt protesterne siden begyndelsen og har skrevet flere artikler om sagen. China Digital Times har også en god dækning af demonstrationerne.

Sun Zhigang: Kinas svar på Rodney King

Posted 22 jan 2008 — by kinablog
Category Internettet, Journalistik, Medier, Politik

sun zhigang.jpg I dag tirsdag skriver jeg i Berlingske om internettet og sociale protester i Kina (her og her). Her nævner jeg Sun Zhigang (孙志刚) i en faktaboks, men jeg vil lige rulle sagen helt ud, for det er en af de senere års vigtigste protester i Kina:

Det er foråret 2003. I Kina taler man om SARS. Det er også det helt store emne på internettet. Men det ændrer sig. Sagen om en 27-årig mand overhaler snart interessen for SARS, og bliver årets mest omdiskuterede sag. Navnet Sun Zhigang bliver for kineserne, hvad Rodney King er for amerikanerne.

Den 27-årige mand hedder Sun Zhigang. Han er lige flyttet fra Shenzhen til Guangzhou, der er en by med 6-8 millioner indbyggere.

Sun Zhigang er kommet til byen for at arbejde som grafisk designer, og har kun boet der i 20 dage, da han den 17. marts går hjemmefra for at gå på internetcafe. På vejen derhen bliver han standset af politiet. De vil se hans papirer. Men han har endnu ikke fået styr på de nye papirer, og samtidig har han glemt sit Id-kort derhjemme. Politiet arresterer ham.

Samme dag tager en ven hen til politistationen, hvor han forsøger at få ham løsladt. Uden held. Vennen taler dog med Sun Zhigang. Hvad har du lavet, spørger han om. Han indrømmer, at han måske har været lidt i grov i munden, da han mødte politiet. Men det var ikke noget alvorligt, forsikrer han vennen om. Dagen efter får Sun Zhigang lov til at ringe til en anden ven. Sun Zhigang stammer. Han lyder bange. Vennen er bekymret og tager hen på politistationen. Men han kan ikke få Sun Zhigang løsladt, og han får heller ikke lov til at se ham. Vennen er urolig. Han går hen på Sun Zhigangs arbejde, og sætter hans chef ind i sagen. Også han prøver at overtale politiet til at løslade Sun Zhigang. Uden held.

Dagen efter finder hans venner ud af, at Sun Zhigang er kommet på hospitalet. Det er nu den 20. marts. Sun Zhigang har været anholdt i tre dage. En af vennerne tager hen på hospitalet, men han får ikke lov til at se Sun Zhigang. Om eftermiddagen ringer vennerne til hospitalet. De får at vide, at Sun Zhigang er død af hjertestop. I virkeligheden blev han tævet ihjel af politiet.

Sun Zhigangs familie vil ikke finde sig i det. De beder medierne om hjælp. Nanfang Dushi Bao er den første avis, der skriver om sagen den 25. april, og journalisterne sørger for at lægge nyheden på internettet samme dag. Dermed er historien kommet ud over provinsens grænser, de lokale censurerer kan ikke standse artiklerne, og sagen om Sun Zhigang er blevet landsdækkende. Den spreder sig. Hurtigt.

Journalisterne fra de vigtigste nationale papiraviser tager historien op, og sørger også for hele tiden at arbejde sammen med deres kolleger hos internetudbyderne, der sørger for at lægge deres artikler på nettet. Dermed spreder artiklerne sig gennem e-mails, blogs og fora og får et vredt og indigneret publikum over hele landet.

Loven om ”shourong qiansong” (收容遣送), der kan oversættes til ”forvaring og hjemsendelse”, bliver afskaffet. Det var en voldsomt upopulær lov, som politiet ofte havde misbrugt groft. Efter Sun Zhigang’s sag blev kendt, dukkede der et væld af historier op på internettet, hvor folk fortalte om, hvordan de var blevet mishandlet af systemet. Om dødsfald. Om migrantarbejdere der var blevet solgt som slaver. Om kvinder der var blevet solgt til prostitution.

Det førte til, at premierminister Wen Jiabao i juni 2003 gik frem og sagde, at loven var blevet afskaffet. Og til at en sygeplejerske fra arresthuset blev dømt til døden; at en anden fik 15 års fængsel; at 13 andre også blev dømt i sagen.

Hvis du vil læse mere om sagen og om hvordan internettet bliver brugt i sociale protester, kan du begynde her:

:: Artiklen 一大学毕业生因无暂住证被收容并遭毒打致死 fra Sina

:: 收容遣送将成历史 收容到救助彰显政府为民负责

:: 谁杀死了孙志刚

:: Haiqing Yu har skrevet artiklen “From Active Audience to Media Citizenship – The Case of Post-Mao China” i Social Semiotics (kræver abonnement)

:: Yongnian Zheng og Guoguang Wu har skrevet “Information, Technology, Public Space, and Collective Action in China” i Comparative Political Studies (kræver abonnement)

:: Benjamin L. Liebman har en fantastisk god gennemgang af sagen og hvordan den rullede sig ud i medierne i artiklen “Watchdog or demagogue? The media in the Chinese legal system” i Columbia Law Review (fri adgang)

Med sikkerhedspolitiet i hælene: Hu Jias dokumentarfilm om at være i husarrest

Posted 22 jan 2008 — by kinablog
Category Internettet, Journalistik, OL 2008 Beijing, Politik

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Hvordan føles det at være overvåget? Hvordan føles det at være i husarrest i sin lejlighed?

Det kan du få en fornemmelse af i dokumentarfilmen “Prisoners of Freedom City” (自由城的囚徒), der nu er kommet i hele sin fulde længde på Youtube. Den er med kinesisk tale og engelske undertekster, og er lavet af en Kinas mest berømte AIDS-, menneskerets- og miljøaktivist, Hu Jia (胡佳) , der blev arresteret i hans hjem i december 2007.

Han lavede selv dokumentaren i al hemmelighed, mens han sad i husarrest fra juli 2006 til marts 2007. Filmen viser hvilke forhold han og hans hustru, Zeng Jinyan (曾金燕), levede under, mens de var i husarrest.

Den viser, hvordan sikkerhedspolitiet standser hans hustru uden for deres bygning og chikanerer hende. Hvordan de følger efter hende i bil og skygger hende gennem Beijing. Hvordan sikkerhedsfolkene sidder og fordriver tiden udenfor bygningen og spiller skak, mens de holder øje med Hu Jias lejlighed – uden at de aner, at de selv bliver holdt øje med og filmet fra lejligheden.

Zeng Jinyan og parrets få måneder gamle baby har selv siddet i husarrest i lejligheden siden arrestationen i december. Uden kontakt med omverdenen, uden hverken internet eller telefon. Myndighederne har ikke oplyst, hvor Hu Jia befinder sig.

Flere netizens har udtrykt sympati for Hu Jia, og har postet kommentarer på internettet.

En af dem kommer fra advokaten Teng Biao, der skriver: “Der er intet OL uden menneskeret og værdighed. Vi bliver nødt til at forsvare menneskeretten. For Kinas skyld. For OL’s skyld”.

:: Via China Digital Times og Danwei

:: Her er links til dokumentarfilmen på Youtube, der er delt op i afsnit et, afsnit to, afsnit tre, afsnit fire, afsnit fem, afsnit seks og afsnit syv.

Store rejsemåned i Kina: Politiet slår ned på illegale togbilletter

Posted 21 jan 2008 — by kinablog
Category Hverdag, Kultur, Politik

91521695.jpg

Hun havde en lille butik inde på skolens område, hvor hun solgte huoguo (火锅). Det er en slags suppe med for eksempel grøntsager og nudler. Men det var ikke det eneste, som eleverne kunne købe i butikken. Hun var også en sortbørshandler, som solgte togbilletter til overpris.

I Kina har de fleste medier en hotline man kan ringe til med tips (新闻热线). I det her tilfælde havde en person tippet avisen om en kvinde, der solgte togbilletter på det sorte marked (黄牛党).

Det sorte marked for bus- og togbilletter vokser enormt omkring de store rejsedage i Kina. Det er især svært at få billetter omkring de store helligdage, hvor alle rejser hjem til familien. Som for eksempel her til op til Forårsfestivalen og kinesisk nytår (春节), der begynder 7. februar. Den travleste periode ligger fra den 23. januar og frem til den 2. marts.

Sidste år tog kineserne på to milliarder rejser i den periode. Nogle statistikker siger, at der er 300 millioner rejsende i den periode. Alene de kinesiske toge vil transportere 179 millioner mennesker. Det lægger i den grad et pres på systemet.

I Kina kan man kun købe togbilletter ti dage før afrejse, så køerne foran billetlugerne er kaotisk lange.

Dernæst er det også svært at få billetter. Det er nu man tager hjem og besøger sin familie. For mange migrantarbejdere er det den eneste gang på året, hvor de kommer hjem til deres familie, kone, børn, eller hvad de nu har. De studerende skal også hjem nu. De fleste der går på universitetet har flere hundreder, måske tusinder, af kilometer hjem til far og mor. Derfor er det tit svært at få billetter. Og tit er der også udsolgt. Det er der selvfølgelig nogle der udnytter.

Hvert år er der artikler i medierne om sortbørshajer, der står udenfor busterminaler eller togstationer og sælger billetter. Nogle gange er de falske. Det finder den rejsende så ud af, når det er for sent. Andre gange er det rigtige billetter, der sælges til overpris. Folk vil hjem. Også selvom man er en fattig studerende.

Det udnyttede kvinden på billedet ovenover, som man kan læse i artiklen fra Henan Pindao. Det var netop de studerende, som hun solgte billetter til. Avisen fik et tip, og journalisten tog afsted for at undersøge sagen nærmere. Han lod som om han var studerende og gik op for at købe en billet.

“Vi kan få togbilletter til hele landet. Og vores kommission er meget lille”, sagde kvinden, der til daglig solgte mad på skolen. Det har hun dog ikke gjort siden 6. januar, hvor hun har koncentreret sig om at “hjælpe med at løse spørgsmålet om billetterne”.

Journalisten går til den lokale politistation og melder kvinden. Her tager politiet straks affære og arresterer kvinden. Hun havde 19 billetter og 48 studiekort på sig.

Det er en myte: Den kinesiske middelklasse findes ikke

Posted 18 jan 2008 — by kinablog
Category Erhverv, Kultur, Politik

xinjiekou_400x300.shkl.jpg

Der er ingen kinesisk middelklasse. Den findes ikke. Det er en myte.

Det kan man læse i en interessant artikel i The Australian, der har interviewet David Goodman, der er professor på University of Technology i Sydney.

The assumption of middle- class behaviour, especially in patterns of consumption, “is to be expected as a function of globalised commercialism,” with Gucci, Loewe and Louis Vuitton brands targeted at the wealthy consumer in Shanghai and Beijing, as well as in Milan and New York.

But Goodman insists China’s “new rich categories of entrepreneurs are less the new middle class than a future central part of the ruling class”. They are quite unlike the 19th-century European bourgeoisie in the extent to which they have emerged from and retain close relationships with the established political system.

For this is not China’s first wave of modernisation, as often presumed by those who believe Deng Xiaoping conjured this remarkable industrial machine from an imploded peasant nation.

Og hvad med de mange entreprenører, der er dukket op i Kina de seneste år? Jo, de er tæt bundet sammen med partistaten. De er, skriver han, hverken uafhængige eller uden for det politiske establishment.

Tværtimod er de en fuldt integreret del af partistaten, og de benytter sig af netværk der er etableret på indflydelse i partistaten. Når de indflydelsesrige kadrer går på pension, bliver derres børn forretningsmænd, der er afhængige af deres forældres netværk. Derfor er:

“… ownership, management and control are intertwined in ways that cut across previous analyses of middle (or indeed any other) class behaviour”.

And promoting the new entrepreneurs and the new rich as “the new middle classes” fits well the ideological constraint of today’s rulers against celebrating conspicuous wealth. All China’s classes are increasingly portrayed as middle. It’s just that some are decidedly more middle than others.

Det har Christine Lu, der står bag China Business Network, startet en diskussion om, som du kan følge på hendes blog.

:: Billedet er fra Wikipedia og viser Xinjiekou, der er shoppinghjertet i Nanjing

Ingen penge til Beijing: Lokalregeringerne og overforbruget

Posted 16 jan 2008 — by kinablog
Category Arkitektur, Miljø, Politik

W020070118524830154078.jpg

Hvad gør en kinesisk lokalregering, der har alt for mange penge på bankbogen? Jo, den bygger en kopi af Det Hvide Hus.

De seneste år har den kinesiske centralregering forsøgt at fremme konceptet om “节约型社会” (jieyue xingshihui), der på dansk vel bedst kan oversættes til “et bæredygtigt samfund”.

Det gør centralregeringen i en erkendelse af, at Kina ikke har uudtømmelige naturressourcer, og at presset på naturen bliver stadig større. Samt ikke mindst for at dæmme op for lokalregeringernes mildt sagt afslappede forhold til alt, der har med miljø, forbrug og ressourcer at gøre.

Eksempelvis når det kommer til byggeri. Et distrikt i Anhui (安徽阜阳) har således bygget et hovedkontor, der mere eller mindre er en kopi af Det Hvide Hus i Washington. I Henan har lokalregeringen stablet et 66.670 kvadratmeter stort kompleks på benene, der ligger omgivet af springvand og parker. Og i Chongqing har debatten raset over bygningen af en kopi af Beijings Tiananmen port.

Det viser en ødselhed, der er aldeles ude af trit med befolkningen. Dertil kan man lægge et astronomisk beløb, der bruges på restauranter og officielle ceremonier. For ikke at tale om brugen af tjenestebiler, der får den danske debat om ministerbiler til at blegne. Ifølge et medlem af Det Kinesiske Folks Rådgivende Konference (全国政协: Quanguo Zhengxie), bruges bilerne kun til tjenestligt brug en tredjedel af tiden. Resten er privat kørsel. Det koster hvert år samfundet 144 milliarder kroner.

I artiklen “How Government Waste Threatens Conservation” kommer forfatteren, Tang Hao, der er adjunkt på Huanan Normal University, godt rundt om nogle af de mulige forklaringer, der er på lokalregeringernes lystige forbrug af penge.

Priserne på byggegrunde og ejendomme i Kina er steget enormt, og det har betydet større indtægter for lokalregeringerne, der har monopol på indtægterne fra den lokale jord. Embedsmændene og politikerne er ikke på samme måde politisk bevidste som i vesten, og har ikke det samme forhold til skatteyderne. De tror, at den eneste måde de kan få noget ud af pengene på, er ved at bruge dem. Ingen grund til at spare noget op.

Samtidig er det ikke klart defineret, hvor og hvor meget magt centralregeringen har over lokalregeringerne, så det er nemt for de lokale embedsmænd at skubbe ansvaret fra sig.

Derudover har centralregeringen ikke noget kontrolsystem med lokalregeringernes pengekasser, og åbenhed i forvaltningen og tilsyn med finanserne er der ikke noget af.

Den skattebetalende borger Wang Peng ved ikke på samme måde som den danske Jens Jensen, hvad skattepengene går til.

:: Foto fra Dahe

I husarrest: Zeng Jinyan på engelsk tv

Posted 16 jan 2008 — by kinablog
Category Internettet, Medier, Politik

zeng_jingyan.jpg

Sikkerhedspolitiet i Beijing har arresteret den kinesiske aktivist Hu Jia, som jeg har skrevet om tidligere. Tilbage i lejligheden sidder hans hustru Zeng Jinyan og parrets to måneder gamle baby.

De er i husarrest, men forleden lykkedes det hende at dukke op på engelske Channel 4 News, og du kan se indslaget her.

Hvis du stadig ikke har læst artiklen på Globalvoices, vil jeg godt anbefale den igen. John Kennedy har oversat flere indlæg fra nettet, og det er som tidligere nævnt god læsning.

:: Via Black and White Cat

Protester og demonstrationer i Kina: Kinesisk politistyrke tæver mand ihjel

Posted 15 jan 2008 — by kinablog
Category Billeder, Hverdag, Internettet, Journalistik, Medier, Politik

200801090562-150040.jpgWei Wenhua (魏文华) standsede bilen og sagde: ”Nu er de igen i gang med at tæve folk”. Cirka ti minutter senere var han død. Tævet ihjel.

Kinesiske cheng guans (城管执法人员 eller blot 城管) har tævet en mand ihjel under en demonstration i Hubei (湖北). Det har ført til demonstrationer og en bølge af protester på nettet samt kritiske avisartikler. Mindst fire er anholdt og cirka 100 personer er under efterforskning. Det skriver jeg om i Berlingske i dag.

Sagen starter med en losseplads. Folkene i landsbyen Wanba (湾坝村), der ligger udenfor den større by Tianmen (天门) i Hubei, havde lejet et stykke jord ud, som gennem et stykke tid havde været brugt som losseplads. Kontrakten udløb i november sidste år, og ingen i landsbyen havde lyst til at forny kontrakten. Heller ikke i Wanba vil man bo ved siden af en losseplads. Stanken var blevet for meget.

Det ignorerede embedsmændene fra Tianmen. De havde brug for en losseplads, så de fortsatte med at køre skrald ud til Wanba. Det blev for meget for landsbyens beboere, og den 4. januar forsøgte beboerne at blokere adgangen til lossepladsen. Dagen efter dukkede der så cirka 50 cheng guan op i byen, der skulle sørge for at holde demonstrationen under kontrol.

Cheng guans er ikke en rigtig politistyrke, men derimod nærmere en slags sikkerhedsfolk, der laver lettere politiarbejde. I byerne ser man dem køre rundt i varebiler eller lastbiler, hvor de for eksempel holder øje med ulovlige gadekøkkener. De smider borde, taburetter, køkkenvogne og så videre op på ladet og forsøger at anholde ejerne. Eller de tager ud til ejendomme der skal rives ned, og får beboerne sat på gaden.

Cheng guans er upopulære i befolkningen. Det er nemt at forstå, når man ser billeder som dem bloggeren Zhao Mu har lagt på sin blog (via Globalvoices. De senere år har der været flere alvorlige sager, hvor cheng guans har brugt voldelige midler, som også har resulteret i dødsfald.

Det var derfor, Wei Wenhua sagde, at ”nu er de igen i gang med at tæve folk”, da han standsede bilen. Den 41-årige Wei Wenhua, der var direktør for et ingeniør- og arkitektfirma, rakte ud efter sin mobiltelefon og steg ud af bilen. Han ville tage billeder af optøjerne. Det er ikke sikkert, hvad han ville gøre med billederne. Måske ville han lægge den på nettet. Da han er ude af bilen og er gået i gang med at fotografere går det galt. 20-30 cheng guans opdager hvad han laver, og kommer hen mod ham. De begynder at slå og sparke. Wei Wenhua holder telefonen over hovedet og råber, at han vil slette indholdet og give dem telefonen. Det hjælper ikke. De fortsætter med at slå og sparke ham i mindst fem minutter. Han var død ved ankomsten til hospitalet.

Med i bilen sad en af hans kolleger, der i sidste uge gav sin øjenvidneberetning og fortalte om samtalen i bilen til Nanfang Zhoumo, der er en avis, som er kendt for sin kritiske journalistik. Du kan læse artiklen fra Nanfang Zhoumo her (på kinesisk). Nanfang Zhoumo har i det hele taget en god dækning af sagen (for eksempel her, her, og her).

Wei Wenhuas død har også været beskrevet i utallige kinesiske medier, der også har bragt andre beretninger fra øjenvidner. En hurtig – og aldeles uvidenskabelig – søgning på Wei Wenhuas navn på Baidu News giver mere end 3.000 artikler.

Det eneste, som medierne ikke har skrevet om, har været demonstrationerne, der førte til Wei Wenhuas død, og at mindst fem andre sårede blev bragt på hospitalet. Det gør de ikke, fordi partistaten er angste over for social uro, der aldrig bliver beskrevet i medierne. Sagen har også bredt sig på internettet, hvor vrede netizens har gjort sagen til en af de mest omdiskuterede emner på blogs og i fora i det nye år.

”Den ulykkelige hændelse i Wanba har vist os de brutale realiteter”, stod der i en kommentar i sidste uge i Nanfang Zhoumo. ”Det er 2008, og endnu en borger er død. Hvornår vil vi tage kampen op mod systemet med cheng guan?”, hed det videre.

Noget lader til, at den kamp kommer nu. Det er ikke kun i avisernes spalter og på internettet (for eksempel her og her), at kineserne har vist deres vrede. Flere tusinde vrede borgere demonstrerede i sidste uge foran rådhuset i Tianmen.

Ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua, har bystyret nu sat en undersøgelse i gang, hvor politiet indtil videre har anholdt fire personer, og hvor mere end 100 er inddraget i undersøgelsen. Flere af dem skulle være højtstående embedsmænd.

8198658.jpg

Karikaturen er fra QQ. På sedlen som cheng guan’en holder i hånden står der 罚 (fa), der betyder at straffe.

Den anden tegning er fra o22.net. Cheng guan’en råber: “小心我把你打成烈士 (xiaoxin, wo ba ni da cheng lieshi)”. “Pas på eller jeg slår dig til martyr”. På hans kølle står der “执法 (zhi fa), der betyder “at håndhæve loven.

:: Der har også i den vestlige presse været skrevet utallige artikler om sagen om Wei Wenhua. Se for eksempel Radio Free Asia, BBC, AFP, CNN og International Herald Tribune (AP).

Nye bøger om Kina: Hyperlæsværdig økonomibog, historien om Beijing og en god historie

Posted 13 jan 2008 — by kinablog
Category Erhverv, Historie, Journalistik, Nye bøger, Politik

bog.jpgI denne måneds samling af nye(re) bøger om Kina fortæller en gammel, garvet journalist historien om det moderne Kina; vi får hovedstaden Beijings historie; og ikke mindst begynder vi med en hyperlæsværdig bog om Kinas økonomi.

:: Titel:
The Chinese Economy: Transitions and Growth
Forfatter:

Barry Naughton
Forlag:
MIT Press

Kort sagt – læs den. Enhver der interesserer sig for Kinas økonomi og landets reformer bør læse Barry Naughtons bog. Den er skrevet som en lærebog i Kinas økonomi, og derfor kommer den systematisk hele vejen rundt om ethvert tænkeligt emne indenfor kinesisk økonomi. Barry Naughton er god til at binde den store makropolitik sammen med betydningen for den enkelte borger. Bogen er samtidig pædagogisk og godt skrevet, og i slutningen af hvert kapitel er der forslag til videre læsning. Naughtons bog er læsværdig for dem, der ikke er specialister i Kina og økonomi, men den er samtidig ikke bleg for at flette mere akademiske debatter ind i teksten. Den kan sagtens læses ud i et stræk, men fungerer også fint som opslagsbog. Så jeg siger det lige igen – læs den. (Fik jeg nævnt, at du bør læse den?)

:: Titel:
Beijing: From Imperial Capital to Olympic City
Forfatter:
Lillian M. Li, Alison Dray-Novey, Haili Kong
Forlag:
Palgrave Macmillan

De tre forfattere tager læseren på en tur gennem Beijings historie, og viser udviklingen fra Kublai Kahn og frem til i dag, hvor hovedstaden er ved at være klar til OL i august 2008. Jeg har endnu ikke læst bogen, men du kan læse en anmeldelse af den her. Jeg har kun nået at bladre i den, og det ser umiddelbart ud til at være lovende læsning, hvor forfatterne med velunderbygget kildemateriale kommer godt rundt om byens historie.

:: Titel:
The Changing Face of China: From Mao to Market
Forfatter:
John Gittings
Forlag:
Oxford University Press

John Gittings var den engelske avis Guardians mand i Kina og Asien fra 1983-2003, og åbnede avisens første bureau i Shanghai. Han skrev senest for avisen i januar 2007, og du kan læse flere af hans artikler på Guardian. Bogen er en seriøs og velafbalanceret gennemgang af det moderne Kina, som historien foldede sig ud fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag. Men det er kun i introduktionen, at han for alvor selv træder frem, omend der er flere anekdoter fra hans tid i for eksempel Hong Kong. Han har bevæget sig rundt i Kina i 30 år, men der er ikke mange reportager og fortællinger til at gøre den store historie levende. Det mangler der. Teksten bliver derfor til tider en smule knasende i kanterne. Bogen blev anmeldt i Historian i vinterudgaven 2007 (kræver abonnement) og i China Quarterly i 2006 (kræver abonnement), hvor den begge steder fik virkeligt gode anmeldelser.

Censur på internettet: Nye regler for videoportaler i Kina

Posted 11 jan 2008 — by kinablog
Category Erhverv, Hverdag, Internettet, Medier, Politik

keyboard.jpgCensur? Jo. Stramning? Tjah. I dag skriver jeg i Berlingske om de nye regler for videoportaler som træder i kraft i Kina 31. januar. Det er Statsadministrationen for Radio, Film og TV samt Ministeriet for Informationsindustrien, der står bag reglerne, som du kan læse i engelsk oversættelse her og på kinesisk her.

Hver gang der kommer en hvilken som helst lov eller lovforslag i Kina, kan man næsten være sikker på at finde overskrifter fra skuffen med “Kina slår ned på…” eller “Kina strammer for…”.

Sådan har det også været denne gang, som blandt andre Jeremy Goldkorn fra Danwei gør opmærksom på. Han mener, at den vestlige presse har været alt for hurtige på aftrækkeren, og er kommet med grove simplificeringer i dækningen af historien.

Se for eksempel denne artikel, der ellers ikke er en af de groveste. Her står der blandt andet, at “der er samtidig indført et totalt forbud mod videoindhold som afslører nationale hemmeligheder, skader landets omdømme eller forstyrrer den sociale stabilitet, som det hedder i reglerne.”

Næh, det passer nu ikke. Det er ikke nyt. Der er flere love og regler, der regulerer internettet, og lige præcis de vendinger har været brugt i årevis. I øvrigt er vendingerne helt almindelig standard kinesisk lovretorisk tomgang. Samtidig tror jeg heller ikke, at der findes noget land i verden, hvor man godt må afsløre nationale hemmeligheder på nettet. Det vil i hvert fald være mærkeligt at opfordre til det i en lovtekst.

I artiklen i Berlingske interviewer jeg sinologen Jens Damm. Han er assisterende professor på Freie Universität i Berlin, og medforfatter til bogen ”Chinese Cyberspaces Technological Changes and Political Effects”. Han mener ikke, at der er tale om en ny og markant stramning af loven. De seneste år er der skudt en skov af Youtube-kloner op på nettet, og den nye lov er blot en tilpasning af eksisterende lovgivning. Ny teknologi kræver nye love.

Videoportalerne er også allerede i dag underlagt selvcensur, hvor de skal holde øje med for eksempelvis politisk følsomt indhold, pornografi og voldeligt indhold.

Den tidligere præsident for Sohu.com og direktør for en af videoportalerne, youku.com, mener heller ikke, at loven er nogen betydelig ændring:

“It’s really just a formalization of the implementation and application process,” he says. “We’ve already been submitting various information they’ve asked us for about our legal structure, and about how we operate. From an operational standpoint it doesn’t make a difference, but from a regulatory perspective it’s going to be similar to when the portals listed.”

Nanfang Zhoumo mener dog i en leder, at der er tale om en stramning (via China Media Project):

“According to the regulations, companies hereafter applying to offer online video and audio services must be wholly state-owned (国有独资) or state-controlled (国有控股), and must have no record of violations in the three years prior to application. Many people believe that the lately very rich culture of online audio and video programming will soon lose its shine as it is “led to health and order.”

Jeg er i hvert fald enig med dem så langt, at den nye lov ikke er et skridt i den rigtige retning. Selvfølgelig ikke. Men det ændrer umiddelbart ikke så meget. I Kina er der også afgrundsdyb forskel på love, og om de så rent faktisk bliver håndhævet. Det er derfor for tidligt at svare klart på, om det er en stramning eller ej.

Man skal også huske på, at de to ministerier, der står bag lovgivningen, selv driver virksomheder på nettet. De fleste og de mest populære af videoportalerne er i dag privatejede. Det er jo noget skidt. Dårligt for forretningen og bundlinjen. Loven kommer derfor også til at beskytte ministeriernes egne forretningsområder.

Jens Damm ser i øvrigt den nye lov, som en del af oprydningen på nettet her før OL. Derfor tror han også, at der i de kommende måneder indtil OL begynder i august, vil blive ryddet op på nettet.

:: God diskussion og artikel på Rconversation

:: Og ligeså på Ogilvy Digitalwatch

:: Artikel fra Hexun 30. december (på kinesisk)

:: Se også kommentar på Silicon Hutong

:: Eksempler på kinesiske videoportaler: tudou.com, youku.com, rox.com.cn, pomoho.com, 56.com

Månedens propagandaplakat fra Kina: Tjen folket

Posted 11 jan 2008 — by kinablog
Category Kinesisk propaganda, Månedens plakat

DSC09960 (1)_400x616.shkl.jpg

På denne måneds kinesiske propagandaplakat står der: 全心全意为人民服务 (quanxin quanyi wei renmin fuwu). Det kan oversættes til: “Helhjertet at tjene folket”.

为人民服务 (wei renmin fuwu) er en af de helt store klassikere, når det kommer til kinesisk retorik og Mao Zedongs slogans. Det kommer fra en tale han holdt den 8. september 1944, som kan læses her på engelsk og her på kinesisk.

Det bruges efter sigende stadig i militæret i dag, når for eksempel en officer inspicerer tropperne:

Officer (der råber med fuld kraft): 你们辛苦了! (nimen xinkule!) (I har arbejdet hårdt/haft det hårdt!)

Soldater (der råber med fuld kraft): 为人民服务! (wei renmin fuwu!)