Politiet i Beijing arresterer aktivist

kommentarer
Internettet / Journalistik / Medier / OL 2008 Beijing / Politik

1195-hujia.jpg_200x255.shkl.jpeg Klokken var tre om eftermiddagen, da 10-20 politifolk fra det kinesiske sikkerhedspoliti brød ind i lejligheden. Hu Jia sad med sin computer og chattede over Skype. Hans kone stod i badeværelset ved siden af og vaskede parrets to måneder gamle baby. Politimændene tog Hu Jia med. De lod hans hustru blive, men satte hende i husarrest.

Det var 27. december. Siden da har den 34-årige miljøforkæmper og AIDS-aktivist siddet fængslet et sted i Beijing. Uden at omverdenen præcist har fået at vide, hvad han er fængslet for. Officielt lyder det, at han har opfordret til omvæltning af staten.

Hu Jia er aktivist. Han har siden 2000 arbejdet for at hjælpe ofre for AIDS som for eksempel børn. Han har også flere gange kritiseret den kinesiske regerings AIDS-politik, og har været involveret i flere kampagner for borgeres rettigheder. Han er gift med den 24-årige blogger og menneskeretsforkæmper Zeng Jinyan. Sidste år kom hun på det amerikanske magasin Times’ liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Hu Jia har altså i flere år sat sig mod partistaten. Han har været i husarrest i flere måneder, hvor civilklædte politibetjente sad uden for Hu Jias lejlighed i Beijing og holdt øje med ham. Og hans familie. Som betjentene råbte efter når de forlod lejligheden. Eller skubbede til. Alt imens Hu Jia filmede det fra et vindue i lejligheden. Det blev til dokumentarfilmen »Prisoners of Freedom City« fra 2007.

Nu er Hu Jia kommet i fængsel. Det skete i juledagene, mens hele verden fulgte mordet på Benazir Bhutto. Og det var mere timing end et tilfælde, mener Reporters Without Borders. Verden kiggede væk og den kinesiske partistat brugte lejligheden til at fængsle en systemkritiker, siger organisationen.

Det kan også være fordi Hu Jia dagen før skrev om en anden aktivist, der sidder i fængsel. Konen til den fængslede aktivist havde lige fundet ud af, at parrets opsparing på cirka 6.000 kr. var forsvundet fra banken.

Fængslingen af Hu Jia er ikke noget, som de kinesiske medier skriver om. Men man kan læse flere steder på nettet, at Hu Jia ikke har fået lov til at se sin advokat.

Samtidig har 57 kinesiske systemkritikere i følge Reuters i går skrevet under på et åbent brev til regeringen i Beijing, som en protest mod fængslingen.

Ifølge Reporters Without Borders har den kinesiske regering fængslet 51 bloggere og aktivister.

Min artikel herover blev trykt i Berlingske Tidende onsdag den 9. januar, og jeg vil selvfølgelig blive ved med at følge sagen. Selvom jeg ikke tror, at der kommer til at ske så meget i sagen indtil OL er vel overstået. For desværre har Richard Spencer, der er korrespondent i Kina for den engelske avis The Times, nogle gode argumenter for, hvorfor det ser sort ud for Hu Jia. Du kan læse dem her.

:: Chine Digital Times har flere gange skrevet om Hu Jia

:: Jeg kan klart anbefale Globalvoices, der har skrevet godt og fyldigt om sagen.

:: Jeg har før skrevet om Hu Jia, hvor du også kan se et klip fra »Prisoners of Freedom City«

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. Pingback: I husarrest: Zeng Jinyan på engelsk tv | KINABLOG.dk

  2. Pingback: Med sikkerhedspolitiet i hælene: Hu Jias dokumentarfilm om at være i husarrest | KINABLOG.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *