Nye bøger om Kina: Hyperlæsværdig økonomibog, historien om Beijing og en god historie

Skriv en kommentar
Erhverv / Historie / Journalistik / Nye bøger / Politik

bog.jpgI denne måneds samling af nye(re) bøger om Kina fortæller en gammel, garvet journalist historien om det moderne Kina; vi får hovedstaden Beijings historie; og ikke mindst begynder vi med en hyperlæsværdig bog om Kinas økonomi.

:: Titel:
The Chinese Economy: Transitions and Growth
Forfatter:

Barry Naughton
Forlag:
MIT Press

Kort sagt – læs den. Enhver der interesserer sig for Kinas økonomi og landets reformer bør læse Barry Naughtons bog. Den er skrevet som en lærebog i Kinas økonomi, og derfor kommer den systematisk hele vejen rundt om ethvert tænkeligt emne indenfor kinesisk økonomi. Barry Naughton er god til at binde den store makropolitik sammen med betydningen for den enkelte borger. Bogen er samtidig pædagogisk og godt skrevet, og i slutningen af hvert kapitel er der forslag til videre læsning. Naughtons bog er læsværdig for dem, der ikke er specialister i Kina og økonomi, men den er samtidig ikke bleg for at flette mere akademiske debatter ind i teksten. Den kan sagtens læses ud i et stræk, men fungerer også fint som opslagsbog. Så jeg siger det lige igen – læs den. (Fik jeg nævnt, at du bør læse den?)

:: Titel:
Beijing: From Imperial Capital to Olympic City
Forfatter:
Lillian M. Li, Alison Dray-Novey, Haili Kong
Forlag:
Palgrave Macmillan

De tre forfattere tager læseren på en tur gennem Beijings historie, og viser udviklingen fra Kublai Kahn og frem til i dag, hvor hovedstaden er ved at være klar til OL i august 2008. Jeg har endnu ikke læst bogen, men du kan læse en anmeldelse af den her. Jeg har kun nået at bladre i den, og det ser umiddelbart ud til at være lovende læsning, hvor forfatterne med velunderbygget kildemateriale kommer godt rundt om byens historie.

:: Titel:
The Changing Face of China: From Mao to Market
Forfatter:
John Gittings
Forlag:
Oxford University Press

John Gittings var den engelske avis Guardians mand i Kina og Asien fra 1983-2003, og åbnede avisens første bureau i Shanghai. Han skrev senest for avisen i januar 2007, og du kan læse flere af hans artikler på Guardian. Bogen er en seriøs og velafbalanceret gennemgang af det moderne Kina, som historien foldede sig ud fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag. Men det er kun i introduktionen, at han for alvor selv træder frem, omend der er flere anekdoter fra hans tid i for eksempel Hong Kong. Han har bevæget sig rundt i Kina i 30 år, men der er ikke mange reportager og fortællinger til at gøre den store historie levende. Det mangler der. Teksten bliver derfor til tider en smule knasende i kanterne. Bogen blev anmeldt i Historian i vinterudgaven 2007 (kræver abonnement) og i China Quarterly i 2006 (kræver abonnement), hvor den begge steder fik virkeligt gode anmeldelser.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *