Protester og demonstrationer i Kina: Kinesisk politistyrke tæver mand ihjel

kommentarer
Billeder / Hverdag / Internettet / Journalistik / Medier / Politik

200801090562-150040.jpgWei Wenhua (魏文华) standsede bilen og sagde: ”Nu er de igen i gang med at tæve folk”. Cirka ti minutter senere var han død. Tævet ihjel.

Kinesiske cheng guans (城管执法人员 eller blot 城管) har tævet en mand ihjel under en demonstration i Hubei (湖北). Det har ført til demonstrationer og en bølge af protester på nettet samt kritiske avisartikler. Mindst fire er anholdt og cirka 100 personer er under efterforskning. Det skriver jeg om i Berlingske i dag.

Sagen starter med en losseplads. Folkene i landsbyen Wanba (湾坝村), der ligger udenfor den større by Tianmen (天门) i Hubei, havde lejet et stykke jord ud, som gennem et stykke tid havde været brugt som losseplads. Kontrakten udløb i november sidste år, og ingen i landsbyen havde lyst til at forny kontrakten. Heller ikke i Wanba vil man bo ved siden af en losseplads. Stanken var blevet for meget.

Det ignorerede embedsmændene fra Tianmen. De havde brug for en losseplads, så de fortsatte med at køre skrald ud til Wanba. Det blev for meget for landsbyens beboere, og den 4. januar forsøgte beboerne at blokere adgangen til lossepladsen. Dagen efter dukkede der så cirka 50 cheng guan op i byen, der skulle sørge for at holde demonstrationen under kontrol.

Cheng guans er ikke en rigtig politistyrke, men derimod nærmere en slags sikkerhedsfolk, der laver lettere politiarbejde. I byerne ser man dem køre rundt i varebiler eller lastbiler, hvor de for eksempel holder øje med ulovlige gadekøkkener. De smider borde, taburetter, køkkenvogne og så videre op på ladet og forsøger at anholde ejerne. Eller de tager ud til ejendomme der skal rives ned, og får beboerne sat på gaden.

Cheng guans er upopulære i befolkningen. Det er nemt at forstå, når man ser billeder som dem bloggeren Zhao Mu har lagt på sin blog (via Globalvoices. De senere år har der været flere alvorlige sager, hvor cheng guans har brugt voldelige midler, som også har resulteret i dødsfald.

Det var derfor, Wei Wenhua sagde, at ”nu er de igen i gang med at tæve folk”, da han standsede bilen. Den 41-årige Wei Wenhua, der var direktør for et ingeniør- og arkitektfirma, rakte ud efter sin mobiltelefon og steg ud af bilen. Han ville tage billeder af optøjerne. Det er ikke sikkert, hvad han ville gøre med billederne. Måske ville han lægge den på nettet. Da han er ude af bilen og er gået i gang med at fotografere går det galt. 20-30 cheng guans opdager hvad han laver, og kommer hen mod ham. De begynder at slå og sparke. Wei Wenhua holder telefonen over hovedet og råber, at han vil slette indholdet og give dem telefonen. Det hjælper ikke. De fortsætter med at slå og sparke ham i mindst fem minutter. Han var død ved ankomsten til hospitalet.

Med i bilen sad en af hans kolleger, der i sidste uge gav sin øjenvidneberetning og fortalte om samtalen i bilen til Nanfang Zhoumo, der er en avis, som er kendt for sin kritiske journalistik. Du kan læse artiklen fra Nanfang Zhoumo her (på kinesisk). Nanfang Zhoumo har i det hele taget en god dækning af sagen (for eksempel her, her, og her).

Wei Wenhuas død har også været beskrevet i utallige kinesiske medier, der også har bragt andre beretninger fra øjenvidner. En hurtig – og aldeles uvidenskabelig – søgning på Wei Wenhuas navn på Baidu News giver mere end 3.000 artikler.

Det eneste, som medierne ikke har skrevet om, har været demonstrationerne, der førte til Wei Wenhuas død, og at mindst fem andre sårede blev bragt på hospitalet. Det gør de ikke, fordi partistaten er angste over for social uro, der aldrig bliver beskrevet i medierne. Sagen har også bredt sig på internettet, hvor vrede netizens har gjort sagen til en af de mest omdiskuterede emner på blogs og i fora i det nye år.

”Den ulykkelige hændelse i Wanba har vist os de brutale realiteter”, stod der i en kommentar i sidste uge i Nanfang Zhoumo. ”Det er 2008, og endnu en borger er død. Hvornår vil vi tage kampen op mod systemet med cheng guan?”, hed det videre.

Noget lader til, at den kamp kommer nu. Det er ikke kun i avisernes spalter og på internettet (for eksempel her og her), at kineserne har vist deres vrede. Flere tusinde vrede borgere demonstrerede i sidste uge foran rådhuset i Tianmen.

Ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua, har bystyret nu sat en undersøgelse i gang, hvor politiet indtil videre har anholdt fire personer, og hvor mere end 100 er inddraget i undersøgelsen. Flere af dem skulle være højtstående embedsmænd.

8198658.jpg

Karikaturen er fra QQ. På sedlen som cheng guan’en holder i hånden står der 罚 (fa), der betyder at straffe.

Den anden tegning er fra o22.net. Cheng guan’en råber: “小心我把你打成烈士 (xiaoxin, wo ba ni da cheng lieshi)”. “Pas på eller jeg slår dig til martyr”. På hans kølle står der “执法 (zhi fa), der betyder “at håndhæve loven.

:: Der har også i den vestlige presse været skrevet utallige artikler om sagen om Wei Wenhua. Se for eksempel Radio Free Asia, BBC, AFP, CNN og International Herald Tribune (AP).

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

3 Kommentarer

  1. Pingback: Protester i Kina: Cheng guans siger undskyld og protester vokser | KINABLOG.dk

  2. Pingback: Lukkede retssager og retfærdighed: Flere sager om politivold i Kina | KINABLOG.dk

  3. Pingback: Chengguans fortsætter med at give problemer i Kina. | KINABLOG.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *