Protester i Kina: Presset vokser i sagen om Wei Wenhua og cheng guans siger undskyld

kommentarer
Hverdag / Internettet / Medier / OL 2008 Beijing / Politik

chen guans konfiskerer cykel.jpg

Wei Wenhua (魏文华) blev tævet ihjel af cheng guans (城管执法人员 eller blot 城管).

Det har jeg tidligere skrevet om i Berlingske, som du kan læse her, her og her. Og på kinablog.dk, som du kan læse her.

Indtil videre har sagen ført til, at der nu er sat en større undersøgelse i gang, som involverer mere end 100 personer, og som har fået flere embedsmænd til at træde tilbage.

Den har også ført til, at mere end 100 højtstående ledere fra de upopulære cheng guans mødtes til et krisemøde her i weekenden. Mandag gik de i Beijing offentligt ud og fordømte kollegernes grove metoder, der førte til Wei Wenhuas død.

”Denne rå håndhævelse af loven, denne grove behandling, træder på ånden i loven og på retssikkerheden”, hedder det i den fælles udtalelse fra lederne, der kommer fra hele Kina.

”Når cheng guans på denne måde mishandler personer, er det ulovligt og et overgreb på menneskerettighederne, som vi må stå frem og kraftigt tage afstand fra”, hedder det videre i udtalelsen, der blandt andet kan læses på Renminwang.

De opfordrer også deres kolleger til at reflektere over deres metoder og magtanvendelse, og til kraftigt at forbedre cheng guans image i offentligheden.

Hvor meget skal man så lægge i den udtalelse?

Jo, det viser en lydhørhed fra systemets side. Det viser – endnu en gang – at partistaten ikke blot kan sætte ørepropperne i og tromle hen over befolkningen. At det folkelige pres kan vokse så meget, at det presser systemet, i det her tilfælde cheng guans, til at lytte. Det viser, at internettet kan bruges til en debat, der er kritisk over for magthaverne.

Men det er for tidligt at sige, hvor meget Wei Wenhuas død og protesterne reelt kommer til at ændre. I artiklen i Berlingske interviewer jeg Yongnian Zheng, der ikke tror, at sagen på samme måde kommer til at ændre lovgivningen eller det politiske system:

”Det politiske klima er anderledes i dag. Timingen er meget dårlig”, siger han. Til august er der OL i Kina, og indtil da vil regeringen være utrolig varsom og forsigtig. Hvis sagen skal føre til politiske ændringer, skal det komme fra nogle af de øverste politikere i Beijing.

”Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil tage initiativ til det i dag. Ikke med OL lige om hjørnet”, siger Yongnian Zheng.

Den politiske elite i Beijing vil gøre alt for hurtigt at lægge låg på sagen. Men debatten fortsætter på nettet, på fora og blogs. Presset vokser. Den hurtigste måde at få sagen til at forsvinde på, vil være rent faktisk at gøre noget ved problemerne. At ændre systemet med de forhadte cheng guans og sørge for, at de utallige meningsløse overgreb ikke kan finde sted igen.

Lad os håbe, at det er den løsning, som den politiske top i Zhongnanhai vælger at gå efter. Ret fejlen og kom videre.

:: Billedet er fra bloggeren Zhao Mu. Det viser hvordan cheng guans går efter de små gadehandlende og konfiskerer deres ejendom. I det her tilfælde er det den gamle dames budcykel, som de tager fra hende. Det har sikkert også været hendes eneste levebrød.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. Pingback: Sagen om Wei Wenhua: Wentao slår i bordet | KINABLOG.dk

  2. Pingback: Politivold i Kina: Morder bliver helt | KINABLOG.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *