» 2008 » januar

Why be dull, som man siger på engelsk. Det er jo ikke videre originalt at tage på skiferie i Alperne, vel?

Derfor tog Simon Elegant, der er korrespondent i Kina for Time Magazine, på skiferie med familien i Hebei. Det var vist en blandet fornøjelse, som man kan læse på hans blog, hvor man også kan se en video af besøget.

Skiområderne i Kina er i den grad i en opstartsfase. For eksempel har området som han besøgte i Hebei kun en enkelt lift. Men det er (som med alt andet i Kina) et område i vækst, som man kan læse i denne artikel fra Xinhua.

På about.com har de en liste over de ti største skiområder i Kina, hvor Yabuli er den bedste og største med hele 17 lifte. På Beijingski.com (på kinesisk) kan man finde en liste over områder i nærheden af Beijing.

Og hvad med skiskole? Hvem har brug for det, når folkemasserne har undervisningsmateriale (大众滑雪教材) som denne cd: “På ski – lær at stå på ski af en mester” (滑雪去 跟着冠军学滑雪). Så er det bare om at komme hjem og stå på ski foran computeren.

:: Foto fra Wikipedia

Klokken var tre om eftermiddagen, da 10-20 politifolk fra det kinesiske sikkerhedspoliti brød ind i lejligheden. Hu Jia sad med sin computer og chattede over Skype. Hans kone stod i badeværelset ved siden af og vaskede parrets to måneder gamle baby. Politimændene tog Hu Jia med. De lod hans hustru blive, men satte hende i husarrest.

Det var 27. december. Siden da har den 34-årige miljøforkæmper og AIDS-aktivist siddet fængslet et sted i Beijing. Uden at omverdenen præcist har fået at vide, hvad han er fængslet for. Officielt lyder det, at han har opfordret til omvæltning af staten.

Hu Jia er aktivist. Han har siden 2000 arbejdet for at hjælpe ofre for AIDS som for eksempel børn. Han har også flere gange kritiseret den kinesiske regerings AIDS-politik, og har været involveret i flere kampagner for borgeres rettigheder. Han er gift med den 24-årige blogger og menneskeretsforkæmper Zeng Jinyan. Sidste år kom hun på det amerikanske magasin Times’ liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Hu Jia har altså i flere år sat sig mod partistaten. Han har været i husarrest i flere måneder, hvor civilklædte politibetjente sad uden for Hu Jias lejlighed i Beijing og holdt øje med ham. Og hans familie. Som betjentene råbte efter når de forlod lejligheden. Eller skubbede til. Alt imens Hu Jia filmede det fra et vindue i lejligheden. Det blev til dokumentarfilmen »Prisoners of Freedom City« fra 2007.

Nu er Hu Jia kommet i fængsel. Det skete i juledagene, mens hele verden fulgte mordet på Benazir Bhutto. Og det var mere timing end et tilfælde, mener Reporters Without Borders. Verden kiggede væk og den kinesiske partistat brugte lejligheden til at fængsle en systemkritiker, siger organisationen.

Det kan også være fordi Hu Jia dagen før skrev om en anden aktivist, der sidder i fængsel. Konen til den fængslede aktivist havde lige fundet ud af, at parrets opsparing på cirka 6.000 kr. var forsvundet fra banken.

Fængslingen af Hu Jia er ikke noget, som de kinesiske medier skriver om. Men man kan læse flere steder på nettet, at Hu Jia ikke har fået lov til at se sin advokat.

Samtidig har 57 kinesiske systemkritikere i følge Reuters i går skrevet under på et åbent brev til regeringen i Beijing, som en protest mod fængslingen.

Ifølge Reporters Without Borders har den kinesiske regering fængslet 51 bloggere og aktivister.

Min artikel herover blev trykt i Berlingske Tidende onsdag den 9. januar, og jeg vil selvfølgelig blive ved med at følge sagen. Selvom jeg ikke tror, at der kommer til at ske så meget i sagen indtil OL er vel overstået. For desværre har Richard Spencer, der er korrespondent i Kina for den engelske avis The Times, nogle gode argumenter for, hvorfor det ser sort ud for Hu Jia. Du kan læse dem her.

:: Chine Digital Times har flere gange skrevet om Hu Jia

:: Jeg kan klart anbefale Globalvoices, der har skrevet godt og fyldigt om sagen.

:: Jeg har før skrevet om Hu Jia, hvor du også kan se et klip fra »Prisoners of Freedom City«

Der skete noget med Kina i julen. Lagde du mærke til det? Kina blev mindre. Fra den ene dag til den anden. Sådan. Krymp. Den kinesiske økonomi blev 40 procent mindre end vi gik og troede. Det samme gælder i øvrigt også for Indien, der ligeledes har fået klippet 40 procent af sin økonomiske størrelse.

Det er ikke rart. For nu skal vi til at justere vores verdensbillede og vores syn på Kina og Indien, der ikke længere er helt de økonomiske mirakler, som vi gik og troede. Men lad os først lige se på, hvad det egentlig var der skete.

Det var Verdensbanken i Washington, der før jul kom med de nye og mere præcise tal. Når bankens økonomer sidder og regner på et lands økonomi, bruger de en metode der hedder purchasing power parity (PPP).

Den går ud på, at man måler prisen på en række sammenlignelige produkter og services i flere lande. I alt er der cirka 1.000 af dem, som banken sammenligner priserne på i 146 lande.

Det er kompliceret. Blandt andet skal økonomerne justere for kvaliteten af produktet, der kan svinge fra land til land. Der kan også være forskelle i prisen på den samme vare eller service inden for et lands grænser. Det er besværligt og kan minde mere om at spå i kaffegrums end eksakt videnskab. Men det er en mere præcis metode, end hvis man blot brugte de altid svingende valutakurser. Logikken bag PPP er, at man måler befolkningens levestandard og økonomiske købekraft.

Altså – hvad koster den samme bunke varer købt i København, Beijing, London og så videre.

Et af problemerne er så, at banken har brugt nogle gamle tal. Meget gamle, endda. De kommer fra en undersøgelse, der blev lavet i Indien og Kina i 1986. Tallene var altså 22 år gamle. Priserne i både Indien og Kina er steget ganske meget siden da, og tallene har derfor været aldeles misvisende.

Der er også et andet problem. Tallene fra Kina kommer fra kun 11 byer. Det er ikke mange i et stort land som Kina, der – alt afhængigt af hvordan man gør det op – har mellem 20 og 99 byer med mere end én million indbyggere. Det er også et problem, når man tænker på, at 60 procent af Kinas befolkning bor på landet og ikke i byerne.

Kina er skrumpet. Og hvad så? De nye tal rykker ikke ved miljøproblemerne i Kina. De er der stadig. Men tallene betyder, at Kina nu bruger den samme mængde energi til at producere 40 procent mindre. Kina har brug for massive investeringer for at komme miljøproblemerne til livs, men med de nye tal i hånden, vil det være endnu sværere for det internationale samfund at presse de kinesiske politikere til at ofre den økonomiske vækst på miljøets alter.

Kineserne er også fattigere, end vi troede. De dyrere varer og kinesernes dårligere købekraft gør, at landet med et slag har fået flere fattige borgere. Det har samtidig fået middelklassen til at krympe. Hvilket bør få investorer og virksomheder til at spidse ører. Især de af slagsen, der har satset på netop middelklassens købekraft – der er nu blevet langt færre potentielle kunder i butikken.

Alt det bliver vi nødt til at forholde os til. På den ande side set er der ingen grund til at gå i panik. Grundlæggende rykker det ikke ved det faktum, at Kina stadig er verdens næststørste økonomi; at den kinesiske eksport, ifølge CIA World Factbook, i 2007 stadig er på cirka 970 milliarder dollar; at Kina og Indien stadig har valutareserver på cirka 1,3 billion dollar.

Kina har i årevis været svøbt i et tæppe af hype. Og Kina er stadig på vej frem. Ingen tvivl om det. Landet er stadig et vigtigt marked og en vigtig politisk storspiller. Men nu har vi fået et mere realistisk billede af Kina, der bør os få til at justere vores billede af Kina som et økonomisk mirakel, og som landet med de 1,3 mia. kunder.

I dag er Kina ikke en økonomisk tiger. Nok nærmere en killing. Men killinger bliver også store en dag.

:: Baggrunds-artiklen herover er fra Berlingske Tidende den 10. januar

:: God kommentar i Los Angeles Times

:: Og en i International Herald Tribune (som jeg takker for billedet med Kina som en killing)