Arkiv for april, 2008

Journalistik og andre forbrydelser: Guide til at dække OL i Kina

Posted 30 apr 2008 — by kinablog
Category Journalistik, Medier, OL 2008 Beijing, Politik

180px-Moleskine_ruled_notebook,_inside_view.jpg Nu er det tid til at bukke sig forover og stikke hovedet i navlen. Foreign Correspondents Club of China (FCCC) har lige udgivet en Reporters Guide to China.

Der er gode citater fra andre korrespondenter, og guiden giver et godt billede af, hvordan det er dække Kina lige nu.

For eksempel når det kommer til pressekonferencer i forbindelse med OL:

“There are an adequate number of press conferences, but no valuable information is given, ever.” — Francesco Liello, La Gazzetta dello Sport, Italy

Eller når det kommer til at samle selv de mindste fakta ind:

“Even for casual inquiries, such as how many seats [there are] in a stadium, you have to go through a huge rigmarole. Very straightforward information — like how much are they spending on the Olympics — is almost impossible to find out.” — A European news agency reporter

Om tilfredsheden med kvaliteten og troværdigheden af informationer fra BOCOG:

“Absolutely none. Data varies according to department. [Some officials] mix apples and pears. BOCOG often just picks up Xinhua News Agency reports, which are unreliable. They throw around estimates. Nailing down a figure doesn’t seem to be remotely important.” — A European news agency reporter

“Veracity is very low. I just don’t believe what they say. I don’t believe the statistics…BOCOG’s spokesmen just don’t have much credibility. I can’t verify anything.” – A sports reporter who’s been in Beijing for more than a year.

Man kan heller ikke bare tage blokken i hånden og gå ud og tale med folk. Især ikke hvis det er mere følsomme emner, som man dækker. Tre eksempler:

A campaigner from Sichuan was paralyzed from the waist down in 2006 when thugs he says were linked to local officials beat him up after he spoke to German journalists.

In 2007 farmer Yu Changwu from Heilongjiang Province in northeastern China was sentenced to two years of re-education through labor for speaking to foreign journalists about his campaign to recover and privatize farmland seized by the government. The charge was the government’s catchall “endangering state security.”

Uighurs and Tibetans in particular have been detained — and in the case of one group sentenced to death -after expressing separatist sentiments.

Det er ikke kun kilderne, man skal sørge for at beskytte, men også ens kinesiske assistenter:

Authorities in China may try to intimidate assistants by threatening to speak to their families about what they are doing, accusing them of being unpatriotic or insinuating that they may lose their job. They may insist on regular meetings with your assistants to get information on your reporting plans. This does not necessarily mean your assistants are betraying you — they probably have no choice about attending. But you should take this into consideration when discussing sensitive coverage plans.

Endelig slutter guiden af med en historie om at dække Kina. Den hedder “Trying to commit journalism in China” og er skrevet af Jonathan Watts, der er den britiske avis The Guardians drønende gode korrespondent i Kina.

Her kan jeg så komme med følgende citater:

Foreign journalists “can travel anywhere in China. There will be no restrictions.”

– Olympics Press Chief, Sun Weijia, Press briefing September 2006

“Foreign journalists will not limit their activities to the Games themselves. They will also cover politics, science, technology and the economy … the ‘related matters’ … actually expands the areas on which foreign journalists can report.”

– Foreign Ministry Spokesman Liu Jianchao, December 2006

:: Foto af den uundværlige Moleskine fra Wikipedia

Forsmag på OL: Hong Kong deporterer aktivister

Posted 30 apr 2008 — by kinablog
Category Medier, OL 2008 Beijing, Politik

250px-Hong_Kong_Skyline_-_Dec_2007.jpg Det her kan være en forsmag på, hvad der venter aktivister under OL i Beijing.

Myndighederne i Hong Kong har deporteret mindst syv aktivister, her inden den olympiske fakkel i dag ankom til Hong Kong.

I tirsdags blev tre pro-tibetanske aktivister nægtet indrejse til Hong Kong i byens lufthavn. Aktivisterne var fra Free Tibet Campaign og Students for a Free Tibet.

Samme dag blev generalsekretæren for Independent Chinese PEN Center, Zhang Yu, tilbageholdt og forhørt i lufthavnen i syv timer, før han blev sat på et fly tilbage til Paris. Zhang skulle have deltaget i en fire-dages konference i Hong Kong.

Og i lørdags blev den danske kunstner og aktivist Jens Galschiøt og hans tre sønner tilbageholdt i lufthavnen, hvor de blev forhørt og sendt tilbage til Danmark.

I et interview med AP, siger Zhang Yu:

“Jeg troede virkelig, at myndighederne i Hong Kong var anderledes end i Beijing.”

Det troede de fleste. Den tidligere britiske kronkoloni skulle stadig nyde godt af vestlige idealer som ytringsfrihed og borgerrettigheder. Men siden Hong Kong blev overdraget til Kina, har der ofte været gnidninger i forholdet.

Sagen er blevet det helt store emne i Hong Kong. Den danske generalkonsul, repræsentanter for EU og franske diplomater har haft et møde med Ministeren for Sikkerhed, Ambrose Lee, hvor de diskuterede Galschiøts sag, som der ses alvorligt på i diplomatiske kredse.

Ma Ngok, der er politisk analytiker på Chinese University of Hong Kong, har tidligere sagt, at regeringen i Hong Kong vil have svært ved at retfærdiggøre udvisningen af Galschøt.

Om myndighederne i Hong Kong er kommet på bedre tanker, vil vise sig på fredag. Her begynder faklen på sin tur rundt i Hong Kong, og her ankommer Mia Farrow også til byen. Måske. Ifølge en anonym embedsmand vil hun eventuelt blive nægtet indrejse.

Her er nogle udpluk fra de hundreder af artikler om sagen: Reuters, CNN, AP, AFP, og AFP igen.

:: Billedet er fra Wikipedia

Visum til Kina: Stor forvirring om nye regler

Posted 28 apr 2008 — by kinablog
Category OL 2008 Beijing, Politik

images.jpeg Visumregler er kedelige. Sådan er det. Gab. Men – det er faktisk ret spændende, det der sker med de kinesiske visumregler lige nu.

Partistaten er blevet så angste for, at en eller anden udenlandsk splittist skulle vinke med et tibetansk flag under OL. Eller lave en protest over menneskerettighederne. Eller whatever. Og det vil på alle måder være dårlig PR.

Forestil dig for eksempel en situation, hvor politiet bliver nødt til at anholde en gruppe udlændinge under OL. Dårlig omtale.

Derfor har de strammet gevaldigt op på visumreglerne. Hvis man vil sige det på en måde, så er de blevet meget omhyggelige med, hvem der har lov til at blive i landet under OL. Koste hvad det vil. Prøv at se her:

»Det kinesiske folk vil give de udenlandske venner en varm, entusiastisk og åbenhjertig velkomst,« sagde det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Jiang Yu, på en pressekonference i sidste uge.

Jo, måske. I hvert fald de udenlandske venner, der får lov til at slippe ind i Kina, og som ikke mere eller mindre høfligt er blevet bedt om forlade Kina. Nu. Afsted. De nye og uventede stramninger er langt hen ad vejen det samme som at smide folk ud.

I weekenden skrev jeg om de kinesiske visa-regler i Berlingske. Om at det går ud over virksomheder og forretningslivet og i det hele taget alle udlændinge i Kina. For i de her dage skal man ikke tale med ret mange udlændinge, før man finder den første, som er på vej ud af Kina.

Hvad går de ny regler så ud på? Det er svært at sige, som blandt andre South China Morning Post (ingen link fordi de kræver betalings-abb) skriver, ved de professionelle ikke engang hvad der foregår:

The Hong Kong Association of Travel Agents was last night unable to explain why the ministry’s advice conflicted with a letter it issued to travel agents last week stating that only nationals from 33 countries could no longer apply for a mainland visa within Hong Kong, unless they were identity-card holders.

Problemet er, at der officielt ikke er ændret på noget. Sagen er, at ufatteligt mange virksomheder og personer er kommet i klemme. Beviserne er overvældende. Der er ingen tvivil. Men partistaten siger, at der ikke er ændret på noget som helst. Nej, nej, alt er godt. Vi har ikke ændret noget.

Det er et smukt eksempel på vaskeægte kinesisk bureaukrati. Hvis vi nu bliver ved med at benægte det åbenlyse, så bliver de nok til sidst overbevist om, at der ingen problemer er. Øh, nej.

European Chamber of Commerce er for eksempel kommet med denne pressemeddelse:

The European Union Chamber of Commerce in China is concerned about recent and unexpected difficulties encountered in obtaining and renewing business travel visas (“F visas”) to China. In the last few days, the European Chamber has received complaints from many of its members regarding these matters and has expressed its concerns to China’s Ministry of Foreign Affairs.

European companies in mainland China, Hong Kong and abroad have in recent days encountered such difficulties as:
• refusal of multiple-entry F visas,
• suspension of express visa services for F visa applications, and
• shortening of the length of issued single- and double-entry F visas.

The European Chamber is also particularly concerned about cases where Asia-based Europeans seeking to renew their China business visas, have been required to return to their home countries to apply.

South China Morning Post har talt med en forretningsmand fra Hong Kong, der er i en ret typisk og kedelig situation:

My situation is typical of many long-term Hong Kong residents. I own a Hong Kong-based garment trading company with a 26-year track record of exporting garments from the mainland – 100 per cent of our production is China-based. We own and operate 26 stores on the mainland and run a trading company in Shanghai. With the current visa restrictions and the sudden nature of their announcement, we are unable to operate our business efficiently. No warning was given and no reason has been given for these restrictions. My customers, who travel from Europe and the US, are now required to apply days in advance for a single-entry visa and must produce evidence of valid onward tickets to have any chance of obtaining a visa. Last week a customer had to return to Europe, after planning a three-day trip to Hong Kong and the mainland, due to these restrictions, without having been able to visit his business on the mainland.

My multiple visa has expired. This prevents me from making my usual regular trips across the border to look after my business interests.

Shanghaiist har fulgt visa-reglerne ret grundigt, og der er en god opsummering her.

Du kan læse mere om visumreglerne på den danske ambassade’s hjemmeside. De har links til de relevante kinesiske myndigheder.

Færdsel og mundhygiejne: Trafik og dårlig ånde i Beijing

Posted 27 apr 2008 — by kinablog
Category Humor, Hverdag

u=2557008170,4036394882&fm=0&gp=-46.jpgJeg har ikke nogen bil. Og det er jeg glad for. For kineserne er dårlige til at børste tænder.

Politiet her i Beijing har startet en kampagne mod spritbilister. Det begyndte for alvor i november sidste år, hvor de delte en million klistermærker, plakater og brochurer ud til hoteller og restauranter i byen.

Kampagnen blev fulgt op af en stor spirituskontrol i januar, hvor 5.000 betjente var på gaden i Beijing. Og i dagene omkring det kinesiske nytår den 7. februar lavede trafikpolitiet razziaer hver dag. Nytåret eller forårsfestivalen, som det også hedder, er kinesernes svar på den danske jul, også når det kommer til at gøre maven glad med alkohol og mad, så politiet har god grund til at holde øje med spritbilister.

Samtidig har politiet offentliggjort en liste med navnene på 40 transportvirksomheder, blandt andre taxa-firmaer, ud på internettet.

Alt i alt har politiet i de tre første måneder af 2008 skrev 13.713 rapporter om spirituskørsel, og at de anholdte 1.147 bilister.

Det lader altså til, at kampagnen har virket. I hvert fald er der ifølge en ny statistik fra trafikpolitiet ti procent færre dødsulykker end i samme periode sidste år. Og her i år var der heller ikke nogen, som døde i spiritusulykker under nytåret, hvilket er værd at lægge mærke til.

Politiet fortsætter da også deres spiritus-razzier. Den 30. marts begyndte de en kampagne på 100 dage, hvor de rundt om i byen vil holde spirituskontroller omkring middag og midnat.

Jeg har set det et par gange. Det foregår på den måde, at politiet stiller sig op ved et lyskryds. Når det bliver rødt lys, går en betjent ned gennem rækken af biler. Han har et alkometer med i hånden, som han stikker ind gennem sideruden og ind i hovedet på bilisten. Blæs. Videre til næste bil. Blæs. Videre til næste bil. Blæs. Og så videre ned gennem rækken af biler.

Uden at skifte det lille mundstykke.

Hvilket er ret ulækkert.

Kineserne er nemlig ikke for gode til at skubbe en tandbørste rundt i munden. Alene i den her uge har jeg tre gange været i nærkontakt med dårlig mundhygiejne. Den ene gang var i en butik, hvor ekspedienten lugtede tungt af blødende gummer og gamle madrester. Den anden gang var en taxichauffør, som jeg havde fornøjelsen af at sidde ved siden af i 43 minutter. Den tredje gang var i den altid overfyldte undergrundsbane, hvor jeg stod klemt op ad en kvinde. Hun var træt. Desværre. For hun gabte konstant.

Se for eksempel på denne undersøgelse fra World Health Organization (WHO). Her er udpluk fra undersøgelsen:

  • 46 procent af bybefolkningen i Kina mellem mellem 35 og 44 år nøjes med at børste deres tænder en enkelt gang om dagen.
  • 54 procent af befolkningen i Beijing børster tænder mere end en gang om dagen
  • 29 procent af befolkningen i Shandong børster tænder mere end en gang om dagen
  • 32 procent af bybefolkningen i Kina mellem 35 og 44 år har aldrig været ved tandlæge
  • 11 procent stopper med at børste tænder hvis gummerne bløder
  • 16 procent ved ikke, hvad de skal gøre hvis gummerne bløder
  • Kun fire procent bruger tandtråd.
  • Fem procent af dem bruger i øvrigt den samme tandbørste i mere end et år.
  • To procent kender ikke til nogen fordele ved tandbørstning

Og det var i byerne og i den mere veludviklede del af Kina. Tallene ser endnu værre ud på landet.

Nej, jeg har ikke idol-plakater med Maude Varnæs hængende i min lejlighed. Men kald mig endelig for en snerpet, karies-angst, »Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder«-nynnende mundhygiejnefascist. Fint med mig.

Men jeg skal den ondelynemig ikke sidde i en bil og få stukket sådan et gennemsuttet apparat ind i munden. Aldrig. Jeg vil nægte. Pure. Hvilket nok ikke er en smart strategi at have over for det kinesiske politi.

Derfor er jeg glad for, at jeg ikke har nogen bil.

:: Du kan læse papirudgaven af artiklen i Berlingske fra i lørdags

:: Lær færdselsreglerne på kinesisk (de findes åbenbart) – teoribog på kinesisk

:: Wikipedia om kinesiske trafikregler

:: Download undersøgelsen fra WHO (åbner i .pdf)

Nationalisme i Kina: Kinesiske advokater lægger sag an mod CNN

Posted 23 apr 2008 — by kinablog
Category Internettet, Medier, Nationalisme, OL 2008 Beijing, Politik

quanjifu.jpg

CNN fortsætter med at være upopulære i Kina. Det hjalp ikke, da tv-stationens kommentator Jack Cafferty forleden kaldte kineserne for »slyngler og banditter«.

Det har nu fået 14 kinesiske advokater til at lægge sag an mod Jack Cafferty på grund af hans stødende kommentarer. Advokaterne kommer fra det samme firma i Beijing, der hedder Beijing Huanzhong & Partnere (北京环中律师事务所).

De følger og bruger lovgivningen for på en rationel og professionel måde at protestere mod Caffertys kommentarer, som de siger. Advokaterne kræver 100 yuan i kompensation.

En anden kineser har brugt 10.000 yuan på en annonce, der kræver en undskyldning fra CNN. Annoncen blev vist på den kinesiske hjemmeside Needream.com, så det skal jo nok overtale amerikanerne og CNN til at undskylde.

:: Billedet er fra advokatfirmaets profil på deres hjemmeside

Nationalisme i Kina: Kinesere på gaden protesterer mod Carrefour

Posted 20 apr 2008 — by kinablog
Category Erhverv, Internettet, Medier, OL 2008 Beijing, Politik

15581471415338699661.jpg

I går lørdag var der spredte protester mod Frankrig rundt om i Kina. Det meste af vreden mod Frankrig, Vesten og de vestlige mediers dækning af OL og faklen er dog stadig mest tydelig på nettet. I fredags talte jeg med flere kinesere foran en af Carrefours butikker i Beijing.

»Forretning er forretning. Politik er politik. Og det skal ikke blandes sammen«, mener Yao (姚). Han er en lidt krumrygget og lettere overvægtig kineser i krøllet skjorte, og han siger selv, at han er forretningsmand.

Yao har lige været inde og købe ind i den franske supermarkedskæde Carrefour, og han er ikke specielt vred på Frankrig.

Det er flere af de kinesiske internetbrugere derimod, og de er ved at organisere en boykot mod Frankrig. Det går især ud over den franske supermarkedskæde Carrefour, der er en af Kinas største, og som har 44.000 ansatte i 122 butikker over hele landet. Internetbrugerne vil forsøge at få kineserne over hele landet til at boykotte Carrefour den 1. maj. Boykotten af Frankrig kommer også til at gå ud over varemærker som Luis Vuitton, Givenchy, L’Oreal og Sephora.

Carrefour har seks af sine store butikker, der vel mest kan sammenlignes med en dansk Bilka, i Beijing. Her fredag eftermiddag var der roligt og ingen demonstrationer foran den Carrefour, som Yao vil fortsætte med at komme i sin Carrefour:

»Boykotten vil forsvinde af sig selv på et eller tidspunkt,« mener Yao. Den pragmatiske 35-årige forretningsmand er mere interesseret i hvad han køber, end hvor det er lavet.

En af de andre kunder, der lige er kommet ud af Carrefour, kan godt forstå boykotten:

»Jeg er vred over de vestlige mediers dækning,« siger Gei (葛). Hun er en velklædt og trendy storby-husmor med store solbriller i panden, der er ved at sætte to fyldte indkøbsposer op i sin cykelkurv. Hun mener ikke, at de vestlige medier fortalte den rigtige historie om uroen i Paris. Da faklen ramte den franske hovedstad, blev der råbt skældsord ad de kinesiske studenter, der ikke fik lov til at fortælle om deres støtte til Kina. Det var kun de anti-kinesiske synspunkter, der kom frem i medierne, mener hun.

»Men jeg er rationel. Jeg vil fortsætte med at købe ind i Carrefour og købe franske produkter,« siger hun.

En af servicemedarbejderne inde i supermarkedet, er derimod godt gal på sin arbejdsgiver. Han vil ikke have sit navn i avisen, for han vil ikke miste sit arbejde, siger han. Selvom han arbejder for Carrefour, er han ikke imod boykotten:

»Jeg elsker mit land. Så jeg er vred over, at Carrefour støtter den tibetanske uafhængighed. Carrefour gør forretninger i Kina, så hvordan kan de behandle landet på den måde,« siger han. Han kan dog ikke svare helt præcist på, hvordan Carrefour støtter den tibetanske uafhængighed.

Flere internetbrugere og medier gør ellers hvad de kan, for at få kineserne til at boykotte Frankrig og Carrefour, der hedder Jialefu på kinesisk. Blandt andet gennem hjemmesiderne anti-jialefu.cn og anti-carrefour.com. Og gennem sms’er, der opfordrer til boykot, og på internettet hvor der er lister med franske virksomheder og varemærker på internettet.

Det er dog ikke alle virksomhederne, som er franske. På en af listerne er det tyske undertøjsfirmaet Sloggi også med. Italienske Dolce & Gabbana står på en anden liste sammen med det amerikanske kosmetikfirma Urban Decay.

Nogle netizens er også begyndt at tale om en boykot af den amerikanske burgerkæde KFC. Der er også diskussioner på nettet, om man skal boykotte tyske og engelske produkter. Men det er langt fra alle, der har lyst til at boykotte udlandet. En af kommentarerne lyder: ”Boykotte Vesten? Hvornår vil kineserne bruge deres intellekt til at bekæmpe ilden i deres hjerter? Vi befinder os ikke længere i tiden med Den-Lukkede Dørs politik”.

Amerikanere og geografi: Krisen i Tibet eller Nepal eller hvor det nu er

Posted 20 apr 2008 — by kinablog
Category Humor, Politik

[youtube:http://www.youtube.com/watch?v=efnNm-5AFG0]

Stephen Hadley er den amerikanske præsident Bush’s sikkerhedsrådgiver. Eller national security advisor, som det hedder på engelsk.

Når krisen kradser, er det sikkerhedsrådgiveren, der skal rådgive den amerikanske præsident. Det er ham, Stephen Hadley, der sidder ved siden af den præsident Bush i Det Hvide Hus’s “situation room“.

Forleden begik han en fejl i et tv-interview på amerikanske ABC News. Fejlen er bekymrende af to grunde.

For det første vil det ikke ligefrem hjælpe til at overbevise kineserne om, at den vestlige verden har styr på situationen og historien omkring Tibet og Kina.

For det andet er det ikke betryggende, at en mand med Stephen Hadleys arbejde kan lave sådan en fejl.

Hvad var det så han gjorde? Jo, han skal forklare den amerikanske reaktion på krisen omkring Kina og Tibet. Men han nævner ikke Tibet med et ord, men bruger i stedet konsekvent “Nepal“:

“The President is going to the Olympics… The way to deal with the issue of Nepal is not by some — a statement that you’re not going to the opening ceremonies and say, therefore, I checked the Nepal box.”

“What he’s doing on Nepal is what we think the international community ought to be doing, which is approaching the Chinese privately through diplomatic channels and sending a very firm message of concern for human rights, a concern for what’s happening in Nepal, urging the Chinese government to understand that it is in their interest to reach out to representatives of the Dalai Lama, and to show, while the whole world is watching China, that they are determined to treat their citizens with dignity and respect. There is an opportunity here. And if countries are really concerned about Nepal, we shouldn’t have this sort of non-issue of opening ceremonies or not. They should do the hard work of quiet diplomacy to urge the Chinese government — in their interest — to take advantage of this opportunity to do something,”

På den anden side set er amerikanerne jo heller ikke kendte for at være specielt stærke i geografi.

:: Via Shanhgaiist

Nationalisme i Kina: Boykot Frankrig

Posted 18 apr 2008 — by kinablog
Category Internettet, Medier, Nationalisme, OL 2008 Beijing, Politik

4305019-1836322.jpg

For tre uger siden var de kinesiske nationalister sure på USA. Nu er de så sure på Frankrig. Om tre uger er det måske et andet land. Her er en kort opsummering over nogle af de utallige nationalistiske udbrud mod Frankrig.

Udenrigsministeriets talsmand Jiang Yu (姜瑜) sagde på en pressekonference den 15. april:

»Flere kinesere har frit udtrykt deres holdninger og følelser. Alt dette er ikke tilfældigt, og fra fransk side bør man reflektere og tænke over det«.

Den franske supermarkedskæde Carrefour (deres kinesiske hjemmeside) skal boykottes. Der er oprettet en anti-carrefour hjemmeside fordi:

De kinesiske netizens er vrede over det den franske regering og det franske folk gjorde under den olympiske fakkels tur gennem Paris. Blandt andet fordi lokale tv-stationer opfordrede til protester. Fordi faklen blev slukket fire gange af tibetanske seperatister. Fordi franske politimænd ikke gjorde noget for at beskytte faklen. Fordi grupper af franskmænd råbte skældsord mod kinesere. På grund af den franske presses dækning af faklen.

Siden opfordrer også til at boykotte Carrefours ejer, LV, der »har støttet tibetansk uafhængighed«.

Kommentar og underskriftsindsamling fra Tianya:

»Det franske folk og den franske regering ignorerede den olympiske fakkels ånd, og ignorerede det kinesiske folks følelser.«

»Vi opfordrer dig til ikke at tage til Carrefour igen, men tage til andre supermarkeder… Kina skal ikke forhånes.«

Ifølge en artikel fra Beijing Avis (新京报) er internetbutikker og hjemmesider er begyndt at sælge anti-Tibet-uafhængigheds t-shirts.

Nationalisme i Kina: Kinesere synger om CNN og forpulede vestlige medier

Posted 18 apr 2008 — by kinablog
Category Internettet, Medier, Nationalisme, OL 2008 Beijing, Politik

20080320_16_400x204.shkl.jpg

»De forpulede vestlige medier taler alle som en hunds ildelugtende prutter, og de har slået sig sammen om at splitte Kina.«

(西方媒体喜欢放TM狗臭屁,他们成帮结伙沆瀣一气,要把从我们中国分裂出去)

Sådan lyder to af linjerne i en sangtekst, der hedder »Vær ikke som CNN«, og som er skrevet af en 20-årig pige. Hun er en af de mange frustrerede kinesere, der mener, at Kina bliver uretfærdigt behandlet i de vestlige medier, der ignorerer den sande historie om Tibet og dæmoniserer Kina.

Frustrationen og vreden har ført til anti-vestlige sange, videoer og diskussioner på nettet og i landets medier. Det har ført til dødstrusler mod flere vestlige journalister. Og internetbrugere er ved at organisere en boykot af Frankrig og franske virksomheder.­

Det er især de kinesiske nationalister, der står bag de anti-vestlige protester. Det er svært at sige, hvem nationalisterne egentlig er. Om det er grupper eller individer, og hvor godt organiserede de er. Men de fleste af de vrede kommentarer kommer fra yngre mennesker, siger Johan Lagerkvist, der kommer fra Utrikespolitiska Institutet i Stockholm, hvor han forsker i kinesisk nationalisme.

Lagerkvist mener, at det er svært at finde ud af, om de har forbindelse til staten:

»Vi ved ikke, hvor stor en rolle staten spiller i det her. Mange af protesterne virker ordnede og strømlinede, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan de går i samme retning,« siger Johan Lagerkvist.

For det er regeringen og de statskontrollerede medier, som styrer den offentlige mening, påpeger Johan Lagerkvist:­

»Vi skriver foråret 2008. Vi troede, at internettet og den nye teknologi ville gøre en ende på diktaturers kontrol over nyhedsstrømme. Men kineserne er i en informationsboble, hvor de er enige i det, som regeringen siger.«

Han mener, at staten til enhver tid har ressourcerne til at standse protesterne. Men det sker ikke. Dermed blåstempler staten de mange protester.

Såsom »Vær ikke som CNN«. Der findes en anden version af sangen, der er mindre grov i sproget. Og der er lavet en video til den, som blandt andet ligger på YouTube og på den statslige TV-station CCTVs hjemmeside. Den bliver sunget af en 24-årig og – indtil nu – ukendt popsanger og er hurtigt blevet til en af de mest populære videoer på det kinesiske internet.

I videoen er der fotografier fra urolighederne i Lhasa og skærmbilleder af de vestlige mediers hjemmesider. Billeder som ifølge de kinesiske kritikere dokumenterer, hvordan de vestlige medier har manipuleret historierne og fotografierne fra Tibet.

Et af billederne er et skærmbillede fra CNNs hjemmeside, der viser en artikel om urolighederne og et medfølgende billede. Måden billedet er beskåret på ændrer hele historien, mener de kinesiske kritikere.

CNN mener selv, at der blot er tale om almindelig billedredigering.

Flere gange har der dog også været rene fejl i de vestlige medier, der f.eks. nogle gange har haft svært ved at kende forskel på Tibet og det republikanske land Nepal, der ligger på grænsen mellem Indien og Tibet. Den fejl begik man også på den tyske TV-station RTL, der har undskyldt­ fmiseren.

Spørgsmålet er så, om det alt i alt ændrer på indholdet i artiklerne og historien om urolighederne i Tibet. Det mener kritikerne.

Situationen er blevet så tilspidset, at flere udenlandske journalister har modtaget dødstrusler. For eksempel USA Today, den britiske avis Times og ikke mindst CNN, der måtte flytte ud af deres normale kontorer og i sikkerhed på et af Beijings bedre hoteller.

CNN er i det hele taget blevet udråbt til syndebuk, og en student har lavet en hjemmeside, der hedder www.anti-cnn.com. Den skal afsløre de vestlige mediers »løgne og forvanskninger«.

Det blev ikke bedre, da en af TV-stationens kommentatorer, Jack Cafferty, kaldte kinesiske produkter for noget »skrammel« og kineserne for »slyngler og banditter«. Det fik det kinesiske udenrigsministerium til at forlange en undskyldning. Den kom i går. Det var de kinesiske ledere, han kritiserede, ikke det kinesiske folk, lød det fra CNN.

Det har nu ikke dæmpet tonen i landets medier og på internettet. For eksempel ændrer kinesere i massevis deres ikoner på Microsofts chat, MSN, til »I Love China«. På Facebook er der en gruppe, som hedder »Tibet WAS, IS and ALWAYS WILL BE a part of China«. Den 5. april havde den 37 medlemmer. I dag har den over 22.000 medlemmer.

Men det er ikke kun CNN, det går ud over. Internet-brugere forsøger også at få gang i en boykot mod Frankrig. Som en kommentar på et af Kinas største fora lyder: »Det franske folk og den franske regering ignorerede den olympiske fakkels sjæl og ignorerede det kinesiske folks følelser.«

Det går især ud over den franske supermarkedskæde Carrefour. Den hedder Jialefu på kinesisk, og nu er der også en www.anti-jialefu.cn hjemmeside.

En af kommentarerne på et af Kinas største fora lyder: »Vi hader ikke supermarkedet, men den franske regering og det franske folk.«

:: Du kan læse papirudgaven af artiklen her på Berlingske

:: Billedet er et skærmdump fra CNN, der de seneste uger har cirkuleret på det kinesiske internet. De kinesiske kritikere mener, at beskæringen ændrer og forvrænger hele historien og kalder det for manipulation.

Nationalisme i Kina: Vi elsker vort moderland, vi elsker frihed

Posted 18 apr 2008 — by kinablog
Category Internettet, Kultur, Medier, Nationalisme, OL 2008 Beijing, Politik

screen-capture-1_400x216.shkl.png

Nationalismen er ved at blive banket op i højeste gear i Kina. Den her video er et godt billede på det verdenssyn nationalisterne har.

Der er ikke mange fakta. Det er følelser. Med Kina i offerrollen og Vesten som udbytter.

Imperialismen er ude på at ødelægge Kina. Den vestlige kapital satte sig på kontrollen over den kinesiske økonomi, og der blev spekuleret i det kinesiske aktiemarked. De udenlandske “varme penge” (热钱) væltede ind i markedet, og det fik almindelige folk til også at investere. Men så trak den udenlandske kapital sig ud af markedet, og aktiekurserne gik skarpt nedad. Og så videre.

Der tales om ond-sindede konspirationsteorier, om at gøre kineserne til slaver og om at Vesten hælder deres økonomiske problemer ned i Kina.

Svaret er selvfølgelig et stærkt Kina, der går til modangreb. Som der står til sidst: “Vi elsker vort moderland, vi elsker frihed”.

Kinesisk kunst for millioner: 798 bliver pop

Posted 16 apr 2008 — by kinablog
Category Erhverv, Kultur

DSC00056_400x267.shkl.JPG

Her er mørkt, koldt, og der lugter af urin.

Solen skinner over Kinas hovedstad, og der er 27 grader. Men lige indenfor døren til den gamle og tre etager høje fabriksbygning er der fugtigt og mørkt. Et eller andet sted nede ad den lange gang står en transistorradio og spiller noget kinesisk musik. En spinkel og skrattende baggrundsstøj. Alt herinde er i beskidte grå nuancer. Loft, vægge, trappe og gulv er af cement. Der er pytter af vand på gulvet. Det kommer inde fra toilettet, der er løbet over. En kinesisk arbejder kommer ud derfra, mens han gnider sig i hænderne og går videre. Der er ikke noget håndklæde på toilettet.

Fortsætter man op på tredje etage, finder man derimod et kunstgalleri. Med en vesterlænding i tyk, hvid og velpresset skjorte, der står og kigger på malerierne, mens han taler i sin iPhone og drikker af et papkrus fra Starbucks. Det er 100 procent kosmopolitisk bobo, og området hedder 798 Art Zone.

Det var egentlig en del af en civil og militær industrizone på 500.000 kvadratmeter, der blev bygget i slutningen af 1950erne. Det kommunistiske Kina byggede det i samarbejde med kammeraterne fra Østtyskland, og flere af de mange fabriksbygninger er derfor holdt i rendyrket Bauhaus. Dengang var det forskellige former for elektronik og højtalere, som de 10.000-20.000 arbejdere producerede. I dag er de fleste af fabrikkerne lukkede. Der ligger stadig nogle enkelte herinde. For eksempel »North China Research Institute of Electro-optics«.

Men ellers er de stort set blevet afløst af steder med navne som Gao Brothers Art Centre, Dax Art Space og Co2 United Creative Space.

Der er dog stadig mange arbejdere herinde. For der bygges overalt. De gamle bygninger rives ned eller sættes i stand. Og der graves, så det støver i de smalle gader mellem de små og store fabrikshaller og –bygninger, der i dag huser trykkerier, øvelokaler for teatergrupper, atelierer, boghandlere, restauranter og cafeer.

De første kunstnere og avantgarden rykkede ind på området i 1995, men det var først efter 2001, at de tomme fabrikker for alvor blev fyldt af kunstnere. Der var billige kvadratmetre og masser af plads til deres atelierer og værksteder.

Det var dengang. I dag er 798 blevet til en ghetto af gallerier. Efter sigende skulle der være omkring 100 af dem i dag. Og der bliver stadig flere af dem, der virker som en magnet på især udenlandske turister. Samtidig er vor tids yuppier, de politisk bevidste, veluddannede og champagne-drikkende bourgeois-boheme, eller bobos, som franskmændene kalder dem, begyndt at købe lejligheder i 798. En lokal ejendomsmægler fortæller, at man hurtigt kan komme af med 20.000 kroner om måneden for en stor og rummelig lejlighed i en af de gamle fabriksbygninger. Her kan man så bo side om side med gallerierne og, nå ja, kunstnerne. Dem, der begyndte det hele. De kreative. Der ikke længere har råd til at bo her. Med mindre de tjener kassen. Det er der til gengæld flere af dem, der er begyndt at gøre.

Der er nemlig penge i moderne kinesisk kunst. Det har der været i årevis, men priserne fortsætter med at kravle opad. I sidste uge holdt Sotheby’s i Hong Kong auktion over moderne kinesisk kunst. Det var blandt andet en del af den såkaldte Estella Collection, der skulle sælges. Sotheby’s kaldte auktionen for den største og mest betydelige samling af kinesisk samtidskunst, der nogensinde har været på auktion. Det er noget af en fanfare. Men på en af siderne i kataloget står der da også, at Sotheby’s selv »helt eller delvist ejer« samt »har økonomiske interesser i samlingen«.

Hele auktionen indkasserede omkring 240 millioner kroner. Det dyreste stykke var et oliemaleri med titlen »Bloodline: Big Family No. 3« af Zhang Xiaogang. Det blev solgt for lidt over 28 millioner kroner. Dermed er det også det dyreste kinesiske maleri, der nogensinde er blevet solgt. Det gik til en person, der er født på Taiwan, men som i dag bor i USA. Det er helt normalt. Flere af gallerierne i 798 fortæller, at køberne for det meste er udlændinge fra Europa eller USA. Det er altså ikke kineserne selv, der køber den kinesiske kunst.

798 er blevet så trendy, at det ikke længere er trendy. Det er selvfølgelig et problem, hvis man er bobo og gerne vil være smart. Men ikke mindst er det et problem for de kunstnere, der kom til 798 for at arbejde i billige atelierer. Men der er flere »nye« 798 på vej i Beijing. Blandt andet søger kunstnerne ud mod et nedlagt bryggeri i Wangjing. En gruppe har etableret sig i Songzhuang. Og en kilometer fra 798 ligger East End Art Zone. Men lad være med at sige det til nogen, for ellers bliver det bare for populært.

:: Du kan også læse papirudgaven af artiklen på Berlingske

Tibet og Kina: Optøjerne i 1959 og Tibet set gennem en kinesers øjne

Posted 12 apr 2008 — by kinablog
Category Historie, Kultur, Medier, Nationalisme, Politik

140px-Dalai_Lama_boy.jpg Hvad er det egentlig krisen i Tibet handler om? Her er artikler om Tibet, der er gode, velskrevne og læsværdige. De er værd at bruge ti minutter af din dag på.

Far Eastern Economic Review har fundet tre artikler frem fra arkiverne, hvor de rapporterer fra urolighederne for 49 år siden. Det var de uroligheder, der drev Dalai Lama og hans regering i eksil i Indien i 1959.

Foreign Policy har interviewet Robert Barnett, der er ekspert i Tibet og professor på Columbia University. Han er forfatter til bogen “Lhasa: Streets with Memories”. Interviewet hedder “Seven Questions: What Tibetans Want”.

Det første spørgsmål lyder:

Foreign Policy: What does the average Tibetan want? Is it independence, or a greater share of Tibet’s modernization and economic growth, which has been dominated by Han Chinese?

Robert Barnett: Not really either of those things. We have to be very careful not to confuse exile politics, which is a demand for anti-China this and anti-China that, with internal politics, which is much more pragmatic, complex, and sophisticated.

A very important sector of Tibetans have become very wealthy because China has poured money into creating a middle class in Tibetan towns, though there hasn’t really been a dividend for the countryside and the underclass. So, we can’t explain this as just economic modernization. We could explain the violence against the [Han] Chinese in that way. It could have to do with that. But the violence is present in just one demonstration out of 50 in the past two weeks.

These protests are really about two things: A huge sector of the rural population has said, “Tibet was independent in the past. We reassert that belief. That doesn’t mean we demand that it be independent again, but we are reinserting that into the discussion.” And, “The Dalai Lama represents our interests.” I suppose a possible third thing is, “We are certainly not happy with Chinese President Hu Jintao.” This is a huge political statement that nobody anticipated.

Robert Barnett har også skrevet en god artikel om krisen på OpenDemocracy.

En anden læsværdig artikel er fra det amerikanske magasin The Atlantic. Den er fra 1999 og hedder “Tibet Through Chinese Eyes”:

Political views on Tibet tend to be as unambiguous as the hard blue dome of sky that stretches above its mountains. In Western opinion, the “Tibet question” is settled: Tibet should not be part of China; before being forcibly annexed, in 1951, it was an independent country. The Chinese are cruel occupiers who are seeking to destroy the traditional culture of Tibet. The Dalai Lama, the traditional spiritual leader of Tibet, who fled to India in 1959, should be allowed to return and resume his rule over either an independent or at least a culturally autonomous Tibet. In short, in Western eyes there is only one answer to the Tibet question: Free Tibet.

For Han — ethnic Chinese — who live in Tibet, the one answer is exactly the same and yet completely different. They serve what the Chinese call “Liberated Tibet.” Mei Zhiyuan is Han, and in 1997 he was sent by the Chinese government to act as a “Volunteer Aiding Tibet” at a Tibetan middle school, where he works as a teacher. His roommate, Tashi, is a Tibetan who as a college student was sent in the opposite direction, to Sichuan province, where he received his teacher training. Both men are twenty-four years old. They are good friends who live near Heroes Road, which is named after the Chinese and Tibetans who contributed to the “peaceful liberation” of Tibet in the 1950s. This is how Mei Zhiyuan sees Tibet — as a harmonious region that benefits from Chinese support. When I asked him why he had volunteered to work there, he said, “Because all of us know that Tibet is a less developed place that needs skilled people.”

:: Billedet er fra Wikipedia og forestiller den nuværende Dalai Lama som dreng

Boykot af OL: Vent til sidste øjeblik

Posted 11 apr 2008 — by kinablog
Category Nationalisme, OL 2008 Beijing, Politik

images.jpegJeg fik ikke linket til Nicholas D. Kristof’s klumme i New York Times den 3. april. Bedre sent end aldrig.

Han mener ikke, at en total boykot af OL er vejen frem. En boykot af åbningsceremonien kan derimod være en løsning, skriver han:

The best answer is: Postpone the decision until the last minute so as to extort every last ounce of good behavior possible out of the Chinese government — on Darfur as well as Tibet. But at the end of the day, if there have been no further abuses, President Bush should attend — for staying away would only inflame Chinese nationalism and make Beijing more obdurate.

Læs hele klummen her og se også diskussionen og kommentarerne på hans blog.

OL og fakler: Kina fordømmer vestlige protester

Posted 10 apr 2008 — by kinablog
Category Journalistik, Medier, Nationalisme, OL 2008 Beijing, Politik

u=1515105928,3573637618&fm=0&gp=40.jpgGamle Wang står på et stille gadehjørne i Beijing og nyder solen og varmen. Kigger på cyklerne og bilerne. Står og sludrer med damen, der sidder på en kasse ved siden af sin lille frugtbod. Han vil ikke fortælle hele sit navn, men siger, at vi bare kan kalde ham »Gamle Wang«. Og jo, han har da læst om protesterne i London og Paris.

»Det er ikke godt. Det er de tibetanske separatister, som står bag demonstrationerne. De forsøger at løsrive Tibet fra Kina, og gøre det til et selvstændigt land. Men politiet arresterede dem, og resten af fakkeloptoget gik godt,« siger den pensionerede officer, Gamle Wang, og ryster opgivende på hovedet. Han er sikker på, at det amerikanske politi vil have styr på demonstrationerne på dens rute gennem San Francisco, og han tror ikke, at demonstrationerne vil få nogen større betydning for OL.

Dermed ligger han sig helt på linje med den historie, der bliver fortalt i stort set alle de kinesiske medier om faklens turbulente tur gennem London, Paris og San Francisco. For eksempel som der står i en leder fra det officielle nyhedsbureau Xinhua:

”Selvom de tibetanske separatister havde valgt flere forskellige skadelige metoder til at forstyrre fakkeloptoget, endte de med at blive slået ned af politiet, sendt i fængsel og fordømt af de lokale”.

I lederen står der også, at faklen er et vigtigt symbol på den olympiske ånd, og at ethvert forsøg på at forbinde den eller OL med politik vil mislykkes:

”Med stærk opbakning fra moderlandet Kina, med den enorme støtte fra kinesere i udlandet og med hele verdens forståelse vil de tibetanske separatisters plot mod Kina og de Olympiske Lege være dømt til at mislykkes”.

Det er umuligt at vide præcist, hvad de 1,3 milliarder kinesere synes om de vestlige demonstrationer. Men Gamle Wang er måske en af de mere moderate kinesere. I hvert fald hvis man kigger på internettet. Her er der gennem de seneste dage blevet skrevet utallige anti-vestlige kommentarer på fora og blogs, der fordømmer Vesten og demonstranterne i langt højere grad end man kan se i de statslige medier.

For eksempel på Tianya, der er et de største og mest populære fora i Kina. I går tirsdag var det ved at boble over af harme og vrede kommentarer. På forsiden af hjemmesiden var der i alt 45 poster. De 37 af dem handlede om demonstrationerne. Som det også gjorde i mange andre fora, som for eksempel på China.com:

”De fleste af demonstranterne i London og Paris var vesterlændinge, der aldrig har været i Kina. Men alligevel er de imod Kina og at Kina udvikler sig. (…) Kineserne har store forhåbninger til OL. Men anti-Kina er deres eneste mål. Det tibetanske spørgsmål er blot deres undskyldning og Dalai Lama er en brik i deres skakspil”.

Den seneste tid er de vestlige medier også blevet stærkt kritiserede i Kina, for at være dobbeltmoralske og have en ensidig dækning af OL og konflikten i Tibet.

Såsom denne kommentar. Den er skrevet af en kineser, der studerer i Frankrig og som var taget af sted for at se faklen i Paris. Studenten kommer med en ordentlig fanfare:

“Jeg forstår ikke, hvorfor så mange franskmænd har sluttet op om de anti-kinesiske protester. (…) En gammel fransk dame pegede på mig og fordømte kineserne som mordere. Jeg spurgte hende, om hun var klar over, at det denne gang var tibetanerne, der startede ildspåsættelserne og at det var rettet mod Han-kineserne. Hun svarede, at det alt sammen var propaganda fra Kinas Kommunistparti. Da gik det op for mig, hvor forfærdelig mediernes magt kan være. De vestlige medier siger altid, at kommunistpartiet har hjernevasket kineserne. Men ud fra det jeg har set, har de franske medier og den franske regering ikke også hjernevasket det franske folk? Når de råber ad os og kalder os for mordere, er det så ikke en anden sag? I dag går de på gaden for at demonstrere for fred og frihed. Men når jeg ser på deres ansigter, viser de os, at det kun gælder for franskmændene. Hvis kineserne er uenige med dem eller ikke følger deres regler, kan de bare tage tilbage til Kina!”

”Der var ingen vestlige medier, som ville interviewe os. Vi skreg alt hvad vi kunne, men der var ingen vestlige tv-stationer, der spurgte os om vores følelser. De ville kun interviewe vesterlændingene ved siden af os. Hvis de kom med svar, der var pro-kinesiske, stoppede de med at interviewe dem. Hvis de kom med svar, der var anti-kinesiske blev de ved med at spørge dem, indtil de fik et tilfredsstillende svar”.

“De fortalte os om, at medierne var retfærdige og objektive, og de fortalte os om ideerne om frihed og retfærdighed. I dag gik det op for mig, at de smukke ideer kun gælder for dem selv og deres egne regler. Jeg føler mig så fremmed fra det, selvom jeg er midt i det. Franskmændene råbte ad os og bad os tage tilbage til Kina. Ja, det er på tide at tage tilbage til Kina. Kun når Kina bliver virkeligt stærkt, kan vi for alvor vinde deres respekt. Jeg vil ikke blive her for at betale skat til franskmændene der overhovedet ikke arbejder”.

Men det er langt fra alle, der går op i det med olympiske fakler. Lidt længere nede ad gaden, hvor Gamle Wang står og nyder solen, sidder der en 20-årig mand på en snusket stol. Han passer sin butik, der er et lille skur, hvor der står kasser med æbler, mandariner, tomater, ananas og jordbær på gaden foran skuret med youghurt og store sække med nødder og kerner.

»Jeg læser ikke så meget aviser og ser heller ikke rigtigt fjernsyn. Jeg ved, at der sker noget. Men ellers ikke,« siger han, og ligner ikke en, der har tænkt særligt meget over OL.

Faklens tur gennem San Francisco var en gnidningsfri succes. I hvert fald hvis man læser i de kinesiske medier.

Billedet er en anelse anderledes i de vestlige medier, som man kan læse utallige steder. For eksempel i New York Times og på BBC.

:: Artiklen blev bragt i Berlingske i går, og du kan læse den kortere avis-version her

En kineser i Tyskland: Hjernevaskede tyskere og det dæmoniserede Kina

Posted 10 apr 2008 — by kinablog
Category Hverdag, Medier, Nationalisme

125px-Flag_of_Germany.svg.pngESWN har oversat en post fra en kineser, der arbejder i en virksomhed i Tyskland, og som efter sigende har boet der i to år. Kineseren fortæller om diskussionerne med sine kolleger på kontoret. Det er interessant læsning. Det viser hvordan denne kineser, der bor i Vesten og har adgang til al den information, man måtte ønske sig, ser på krisen i Tibet.

Kineseren beskriver også en diskussion om censur på internettet. Kineseren mener ikke, at Tyskland på nogen måde er bedre end Kina:

Then I said, “We live in Germany but we actually don’t have any freedom of speech. Recently, Germany has blocked many of our discussion forums. We cannot communicate directly with the Chinese people over the Internet.”

Et argument man ofte hører blandt kinesere er, at den vestlige presse altid er negative over for Kina. Hvorfor skriver i ikke nogle positive ting om Kina og viser nogle smukke billeder, har jeg hørt flere gange.

Men der er altså forskel på at være negativ og på at være kritisk. Ofte tror kineserne, i hvert fald dem som jeg og mine kolleger og venner har talt med om det her, at den vestlige presse kun er kritisk over for den kinesiske regering og ikke over for mediets egen regering.

Derefter kan man så også diskutere, hvor meningsfyldt det overhovedet er at tale om en samlet, vestlig presse, og dermed hælde Randers Amtsavis, Helsinkin Sanomat og New York Times i den samme kategori.

Et andet argument jeg ofte hører fra kinesere er, at hele verden har rottet sig sammen mod Kina. Noget i stil med det her:

I said: “China is developing rapidly now and the western nations are scared and uneasy. Therefore, everybody is against China. I have been in Germany for two years, and I have not read a single piece of good news about China. China is always wrong in everything that it does. Do you feel that such a grand country can do nothing right?”

Som jeg har skrevet om utallige gange tidligere her på kinablog, er det ikke altid, at den vestlige presse rammer plet i dækningen af Kina. Nogle gange tenderer det en lidt sorth/hvid dækning. Som for eksempel da kineseren så et billede fra det kinesiske nytår i en tysk avis:

Underneath a photo of fireworks going off, the caption was: “Fireworks. Not allowed everywhere in China.”

According to our logic, it was for our safety. According to their logic, it was because there are no human rights in China …

Ligesom man tit i den danske presse hører om Forbuds-Sverige, på samme måde hører man også tit om Forbuds-Kina. Men det er heller ikke lovligt at fyre raketter af til nytåret i for eksempel Paris. Og hvordan er det nu lige de danske regler for fyrværkeri er? Hvordan ville de danske myndigheder reagere, hvis man en onsdag formiddag stillede sig op på Rådhuspladsen i København for at fyre et par hundrede raketter af?