AIDS og antiloper: Kinesisk aktivist får tre år i fængsel

Skriv en kommentar
Internettet / Medier / Miljø / OL 2008 Beijing / Politik

HuZeng200.jpgHu Jia skal tre år og seks måneder i fængsel. Jeg har før skrevet om den kinesiske aktivist her på Kinablog, og du kan læse nyheden om fængslingen her på Berlingske Tidende.

Sagen har fået megen omtale i især de vestlige medier de seneste måneder, og retssagen mod Hu Jia er blevet nævnt af flere organisationer som et symbol på de kinesiske menneskerettigheder her op til OL. Kina er i det hele taget under internationalt pres på grund af situationen i Tibet og for generelt at forbedre landets menneskerettigheder.

Eller er de? Se på sagen om Hu Jia. Fængslingen kritiseres af både USA og EU. USA kalder den for »nedslående«, mens EU ifølge nyhedsbureauet AFP opfordrer til omgående at løslade Hu Jia.

Vil det så hjælpe noget? Sidder Hu Jintao lige nu og tænker “øv, det var da sørens, de synes det er en nedslående sag, så jeg må hellere gøre noget”? Næppe. Hu Jintao og statsapparatet bag ham forsøger lige nu at holde sammen på Kina, der er ved at boble over af problemer, så han er nok ikke voldsomt bekymret over, at EU kræver Hu Jia løsladt.

For hvad er konsekvenserne for Kina, hvis de ikke løslader Hu Jia?

Ingen. Ikke hvis man ser på, hvad der hidtil er sket i sagen. På trods af de seneste måneders diplomatiske pres og vestlige medieomtale blev den 34-årige Hu Jia alligevel dømt for at »opfordre til omvæltning af staten«. Det er en bred og bøjelig anklage, som den kinesiske stat ofte bruger til at dømme aktivister og dissidenter med. I Hu Jias tilfælde er anklagen baseret på interview, han har givet til udenlandske medier og artikler han har offentliggjort i udlandet.

Så Hu Jintao kan i ro og mag ignorere EU’s krav om at få løsladt Hu Jia. Og der er ingen grund til at bekymre sig over at USA finder fængslingen for nedslående. Bare rolig. Hverken USA eller EU er parate til at bakke ordene op med handling.

Efter retssagen sagde Hu Jia’s advokat Li Fangping dette til Radio Free Asia:

“We cannot accept this verdict, because the peaceful words Hu expressed are irrelevant to state power,” Hu’s lawyer, Li Fangping, told RFA’s Mandarin service after the trial. “Therefore, the 3-1/2-year prison sentence is inappropriate.”

Hu Jias hustru, Zeng Jinyan, fik ikke lov til at overvære sin mands retssag for to uger siden. Der måtte hun pænt blive hjemme under den ultrakorte retssag, der kun tog tre timer. Hun er selv en Kinas mest kendte aktivister, der lige nu sidder i husarrest med parrets måneder gamle baby. Men denne gang fik hun lov til at overvære domsafsigelsen:

She rejected the court case against her husband.

Hu Jia and his wife, Zeng Jinyan, January 2007. Photo courtesy of Hu Jia.

“They can use every tactic in the book to shut me up, but they can’t change the way I feel about this,” Zeng, who has been under house arrest with the couple’s four-month-old baby daughter since Hu ’s arrest Dec. 27, told Cantonese service reporter Grace Kei Lai-see.

“Hu Jia is as proud as everyone else that China will host the next Olympic Games. But he doesn’t want your average poor Chinese nobody to suffer more on account of the Olympics,” she said.

Hvad skal en aktivist så gøre for at få tre år og seks måneders fængsel i Kina?

Hu Jia har de senere år været meget åben i sin kritik af Kina. For eksempel hvad angår miljø. Han har været medlem af flere miljøorganisationer og har blandt andet været med til at redde den tibetanske antilope. Han har også stiftet en NGO, der skulle hjælpe AIDS-syge i Henan-provinsen og har kritiseret statens AIDS-politik. Derudover har han arbejdet på at få forskellige politiske fanger løsladt og har også haft en kritisk blog på nettet.

Det blev i 2007 for meget for den kinesiske stat, der i 2007 satte ham i 200 dages husarrest. Her sad han i boligkomplekset »Frihedens By« i Beijing og kunne kun kommunikere med omverdenen gennem telefon og internet.

I november 2007 deltog han i en videokonference med EU-Parlamentet, hvor han talte om menneskerettighederne i Kina. Det har måske været den konference, der den 27. december fik den kinesiske stat til at arrestere Hu Jia.

Det var dog først for to uger siden, at han kom for retten. Retssagen tog tre timer. Nu har han så fået sin dom, som han har ti dage til at appellere.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *