OL og fakler: Kina fordømmer vestlige protester

Skriv en kommentar
Journalistik / Medier / Nationalisme / OL 2008 Beijing / Politik

u=1515105928,3573637618&fm=0&gp=40.jpgGamle Wang står på et stille gadehjørne i Beijing og nyder solen og varmen. Kigger på cyklerne og bilerne. Står og sludrer med damen, der sidder på en kasse ved siden af sin lille frugtbod. Han vil ikke fortælle hele sit navn, men siger, at vi bare kan kalde ham »Gamle Wang«. Og jo, han har da læst om protesterne i London og Paris.

»Det er ikke godt. Det er de tibetanske separatister, som står bag demonstrationerne. De forsøger at løsrive Tibet fra Kina, og gøre det til et selvstændigt land. Men politiet arresterede dem, og resten af fakkeloptoget gik godt,« siger den pensionerede officer, Gamle Wang, og ryster opgivende på hovedet. Han er sikker på, at det amerikanske politi vil have styr på demonstrationerne på dens rute gennem San Francisco, og han tror ikke, at demonstrationerne vil få nogen større betydning for OL.

Dermed ligger han sig helt på linje med den historie, der bliver fortalt i stort set alle de kinesiske medier om faklens turbulente tur gennem London, Paris og San Francisco. For eksempel som der står i en leder fra det officielle nyhedsbureau Xinhua:

”Selvom de tibetanske separatister havde valgt flere forskellige skadelige metoder til at forstyrre fakkeloptoget, endte de med at blive slået ned af politiet, sendt i fængsel og fordømt af de lokale”.

I lederen står der også, at faklen er et vigtigt symbol på den olympiske ånd, og at ethvert forsøg på at forbinde den eller OL med politik vil mislykkes:

”Med stærk opbakning fra moderlandet Kina, med den enorme støtte fra kinesere i udlandet og med hele verdens forståelse vil de tibetanske separatisters plot mod Kina og de Olympiske Lege være dømt til at mislykkes”.

Det er umuligt at vide præcist, hvad de 1,3 milliarder kinesere synes om de vestlige demonstrationer. Men Gamle Wang er måske en af de mere moderate kinesere. I hvert fald hvis man kigger på internettet. Her er der gennem de seneste dage blevet skrevet utallige anti-vestlige kommentarer på fora og blogs, der fordømmer Vesten og demonstranterne i langt højere grad end man kan se i de statslige medier.

For eksempel på Tianya, der er et de største og mest populære fora i Kina. I går tirsdag var det ved at boble over af harme og vrede kommentarer. På forsiden af hjemmesiden var der i alt 45 poster. De 37 af dem handlede om demonstrationerne. Som det også gjorde i mange andre fora, som for eksempel på China.com:

”De fleste af demonstranterne i London og Paris var vesterlændinge, der aldrig har været i Kina. Men alligevel er de imod Kina og at Kina udvikler sig. (…) Kineserne har store forhåbninger til OL. Men anti-Kina er deres eneste mål. Det tibetanske spørgsmål er blot deres undskyldning og Dalai Lama er en brik i deres skakspil”.

Den seneste tid er de vestlige medier også blevet stærkt kritiserede i Kina, for at være dobbeltmoralske og have en ensidig dækning af OL og konflikten i Tibet.

Såsom denne kommentar. Den er skrevet af en kineser, der studerer i Frankrig og som var taget af sted for at se faklen i Paris. Studenten kommer med en ordentlig fanfare:

“Jeg forstår ikke, hvorfor så mange franskmænd har sluttet op om de anti-kinesiske protester. (…) En gammel fransk dame pegede på mig og fordømte kineserne som mordere. Jeg spurgte hende, om hun var klar over, at det denne gang var tibetanerne, der startede ildspåsættelserne og at det var rettet mod Han-kineserne. Hun svarede, at det alt sammen var propaganda fra Kinas Kommunistparti. Da gik det op for mig, hvor forfærdelig mediernes magt kan være. De vestlige medier siger altid, at kommunistpartiet har hjernevasket kineserne. Men ud fra det jeg har set, har de franske medier og den franske regering ikke også hjernevasket det franske folk? Når de råber ad os og kalder os for mordere, er det så ikke en anden sag? I dag går de på gaden for at demonstrere for fred og frihed. Men når jeg ser på deres ansigter, viser de os, at det kun gælder for franskmændene. Hvis kineserne er uenige med dem eller ikke følger deres regler, kan de bare tage tilbage til Kina!”

”Der var ingen vestlige medier, som ville interviewe os. Vi skreg alt hvad vi kunne, men der var ingen vestlige tv-stationer, der spurgte os om vores følelser. De ville kun interviewe vesterlændingene ved siden af os. Hvis de kom med svar, der var pro-kinesiske, stoppede de med at interviewe dem. Hvis de kom med svar, der var anti-kinesiske blev de ved med at spørge dem, indtil de fik et tilfredsstillende svar”.

“De fortalte os om, at medierne var retfærdige og objektive, og de fortalte os om ideerne om frihed og retfærdighed. I dag gik det op for mig, at de smukke ideer kun gælder for dem selv og deres egne regler. Jeg føler mig så fremmed fra det, selvom jeg er midt i det. Franskmændene råbte ad os og bad os tage tilbage til Kina. Ja, det er på tide at tage tilbage til Kina. Kun når Kina bliver virkeligt stærkt, kan vi for alvor vinde deres respekt. Jeg vil ikke blive her for at betale skat til franskmændene der overhovedet ikke arbejder”.

Men det er langt fra alle, der går op i det med olympiske fakler. Lidt længere nede ad gaden, hvor Gamle Wang står og nyder solen, sidder der en 20-årig mand på en snusket stol. Han passer sin butik, der er et lille skur, hvor der står kasser med æbler, mandariner, tomater, ananas og jordbær på gaden foran skuret med youghurt og store sække med nødder og kerner.

»Jeg læser ikke så meget aviser og ser heller ikke rigtigt fjernsyn. Jeg ved, at der sker noget. Men ellers ikke,« siger han, og ligner ikke en, der har tænkt særligt meget over OL.

Faklens tur gennem San Francisco var en gnidningsfri succes. I hvert fald hvis man læser i de kinesiske medier.

Billedet er en anelse anderledes i de vestlige medier, som man kan læse utallige steder. For eksempel i New York Times og på BBC.

:: Artiklen blev bragt i Berlingske i går, og du kan læse den kortere avis-version her

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *