Kinesisk kunst for millioner: 798 bliver pop

kommentar 1
Erhverv / Kultur

DSC00056_400x267.shkl.JPG

Her er mørkt, koldt, og der lugter af urin.

Solen skinner over Kinas hovedstad, og der er 27 grader. Men lige indenfor døren til den gamle og tre etager høje fabriksbygning er der fugtigt og mørkt. Et eller andet sted nede ad den lange gang står en transistorradio og spiller noget kinesisk musik. En spinkel og skrattende baggrundsstøj. Alt herinde er i beskidte grå nuancer. Loft, vægge, trappe og gulv er af cement. Der er pytter af vand på gulvet. Det kommer inde fra toilettet, der er løbet over. En kinesisk arbejder kommer ud derfra, mens han gnider sig i hænderne og går videre. Der er ikke noget håndklæde på toilettet.

Fortsætter man op på tredje etage, finder man derimod et kunstgalleri. Med en vesterlænding i tyk, hvid og velpresset skjorte, der står og kigger på malerierne, mens han taler i sin iPhone og drikker af et papkrus fra Starbucks. Det er 100 procent kosmopolitisk bobo, og området hedder 798 Art Zone.

Det var egentlig en del af en civil og militær industrizone på 500.000 kvadratmeter, der blev bygget i slutningen af 1950erne. Det kommunistiske Kina byggede det i samarbejde med kammeraterne fra Østtyskland, og flere af de mange fabriksbygninger er derfor holdt i rendyrket Bauhaus. Dengang var det forskellige former for elektronik og højtalere, som de 10.000-20.000 arbejdere producerede. I dag er de fleste af fabrikkerne lukkede. Der ligger stadig nogle enkelte herinde. For eksempel »North China Research Institute of Electro-optics«.

Men ellers er de stort set blevet afløst af steder med navne som Gao Brothers Art Centre, Dax Art Space og Co2 United Creative Space.

Der er dog stadig mange arbejdere herinde. For der bygges overalt. De gamle bygninger rives ned eller sættes i stand. Og der graves, så det støver i de smalle gader mellem de små og store fabrikshaller og –bygninger, der i dag huser trykkerier, øvelokaler for teatergrupper, atelierer, boghandlere, restauranter og cafeer.

De første kunstnere og avantgarden rykkede ind på området i 1995, men det var først efter 2001, at de tomme fabrikker for alvor blev fyldt af kunstnere. Der var billige kvadratmetre og masser af plads til deres atelierer og værksteder.

Det var dengang. I dag er 798 blevet til en ghetto af gallerier. Efter sigende skulle der være omkring 100 af dem i dag. Og der bliver stadig flere af dem, der virker som en magnet på især udenlandske turister. Samtidig er vor tids yuppier, de politisk bevidste, veluddannede og champagne-drikkende bourgeois-boheme, eller bobos, som franskmændene kalder dem, begyndt at købe lejligheder i 798. En lokal ejendomsmægler fortæller, at man hurtigt kan komme af med 20.000 kroner om måneden for en stor og rummelig lejlighed i en af de gamle fabriksbygninger. Her kan man så bo side om side med gallerierne og, nå ja, kunstnerne. Dem, der begyndte det hele. De kreative. Der ikke længere har råd til at bo her. Med mindre de tjener kassen. Det er der til gengæld flere af dem, der er begyndt at gøre.

Der er nemlig penge i moderne kinesisk kunst. Det har der været i årevis, men priserne fortsætter med at kravle opad. I sidste uge holdt Sotheby’s i Hong Kong auktion over moderne kinesisk kunst. Det var blandt andet en del af den såkaldte Estella Collection, der skulle sælges. Sotheby’s kaldte auktionen for den største og mest betydelige samling af kinesisk samtidskunst, der nogensinde har været på auktion. Det er noget af en fanfare. Men på en af siderne i kataloget står der da også, at Sotheby’s selv »helt eller delvist ejer« samt »har økonomiske interesser i samlingen«.

Hele auktionen indkasserede omkring 240 millioner kroner. Det dyreste stykke var et oliemaleri med titlen »Bloodline: Big Family No. 3« af Zhang Xiaogang. Det blev solgt for lidt over 28 millioner kroner. Dermed er det også det dyreste kinesiske maleri, der nogensinde er blevet solgt. Det gik til en person, der er født på Taiwan, men som i dag bor i USA. Det er helt normalt. Flere af gallerierne i 798 fortæller, at køberne for det meste er udlændinge fra Europa eller USA. Det er altså ikke kineserne selv, der køber den kinesiske kunst.

798 er blevet så trendy, at det ikke længere er trendy. Det er selvfølgelig et problem, hvis man er bobo og gerne vil være smart. Men ikke mindst er det et problem for de kunstnere, der kom til 798 for at arbejde i billige atelierer. Men der er flere »nye« 798 på vej i Beijing. Blandt andet søger kunstnerne ud mod et nedlagt bryggeri i Wangjing. En gruppe har etableret sig i Songzhuang. Og en kilometer fra 798 ligger East End Art Zone. Men lad være med at sige det til nogen, for ellers bliver det bare for populært.

:: Du kan også læse papirudgaven af artiklen på Berlingske

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

  1. Pingback: Kultur i Kina: Ou Nings farvel til storbyen Journalistik, nyheder og baggrund om Kina af journalist Kim Rathcke Jensen KINABLOG.dk Journalistik, nyheder og baggrund om Kina af journalist Kim Rathcke Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *