Nikotinhunger: Eks-rygende kinesisk chimpanse føder velskabt unge

Skriv en kommentar
Humor

1587969_746665.jpg

En 30-årig chimpanse, der kvittede cigaretterne for tre år siden, er nu blevet mor for tredje gang. Det skriver Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua.

Chimpansen Ai Ai (艾艾), der til daglig bor i Qinling Zoo i Xian, blev for få dage siden mor til en velskabt baby (宝宝).

Ai Ai blev importeret fra Japan i 1982, og på samme tid kom Ai Ai’s mage også til Kina. Han døde desværre kort tid efter og Ai Ai blev deprimeret og nedtrykt. Hun begyndte derfor at pulse på de cigaretskodder, som de besøgende kastede fra sig.

Cigaretterne blev flere og flere. Det blev ikke bedre i 1997, da hendes nye mage blev alvorligt syg, og hun samtidig mistede et barn. Det gjorde hende “ensom og kold, og hendes hunger for nikotin steg dag for dag”, som der står i artiklen.

I august 2005 blev hendes helbred stadigt dårligere og hun blev samtidig tyndere. Dyrepasserne besluttede derfor, at det var tid til at kvitte cigaretterne. Herefter blev alting godt. Helbredet blev bedre, og sidste år blev hun gravid med sin nye mage, der altså for tredje gang gjorde hende til mor forleden.

Hermed endnu et bevis på, at det godt kan svare sig at lægge cigaretterne på hylden. Eller hvor man nu lægger dem i et abebur.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *