På listesko: Kina og Japan blev gode venner

Skriv en kommentar
Historie / Nationalisme / OL 2008 Beijing / Politik

Anti kinesiske protester free tibet_400x286.shkl.JPG
De tre kinesere står med det kinesiske flag i hånden. De er helt alene. Rundt om dem står cirka 200 japanere. De står og råber »Free Tibet« og »Hu Jintao tag hjem«, mens de tibetanske og japanske flag blafrer i vinden.

»Vi er her for at vise vores støtte til Kina og vores præsident,« siger den ene af de tre studerende. De går på Waseda Universitet i Tokyo, hvor Hu Jintao holdt en tale i onsdags i sidste uge. Det fik cirka 200 demonstranter til at dukke op foran universitetet, der var beskyttet af flere tusinde politifolk. De fleste af japanerne demonstrerede for et frit Tibet, men blandt demonstranterne var der også nationalister, som kræver en hård linje over for ærkerivalen Kina. Men den japanske premierminister, Yasuo Fukuda, har valgt en blødere kurs over for Kina.

I sidste uge var den kinesiske præsident Hu Jintao på et historisk besøg i Japan. Her blev de to ledere enige om at lægge historien bag sig:

»Som naboer og lande med en enorm indflydelse i Asien og resten af verden, har Kina og Japan ikke andet valg end at gå fredens vej og vælge venskab og samarbejde,« som Hu Jintao sagde på en pressekonference på universitetet.

Mødet mellem Japan og Kina, der er verdens anden og tredje største økonomier, var først og fremmest af stor symbolsk betydning. Topmødet viste, at de to lande er på vej ind i en ny fase. Især hvis man sammenligner det med sidste gang en kinesisk præsident besøgte Japan. Det var i 1998. Dengang forlangte Præsident Jiang Zemin en undskyldning for Japans invasion af Kina i 1931. Det fik han ikke, og besøget blev begyndelsen på ti års kulde mellem de to nationer.

Stort set hver gang der tidligere har været et møde mellem Japan og Kina, har det været et af de værste stridspunkter. Kineserne har aldrig accepteret den japanske undskyldning for ugerningerne under Anden Verdenskrig. Historien har stået i vejen for enhver form for forhandling mellem landene.

Forholdet gik især ned ad bakke under den tidligere japanske ministerpræsident Junichiro Koizumi. Han insisterede på at besøge Yasukuni, der er et mindesmærke over de japanske soldater, der faldt under Anden Verdenskrig. Det er et symbol på Japans militante fortid, mener kineserne og flere andre asiatiske lande.

Men Yasuo Fukuda har sagt, at han ikke vil besøge helligdommen. Den beslutning har været med til så småt at forbedre forholdet mellem Japan og Kina de seneste to år. Og under topmødet kunne de to ledere viske tavlen ren:

»Det er vigtigt for os at huske historien, men det betyder ikke, at vi skal bære nag,« sagde Hu Jintao.

Ikke alene er det farligt, når to så store militære magter ikke kan enes. Det er også dårligt for forretningen. I dag er Kina blevet Japans største handelspartner, og Japan har på trods af det dårlige forhold investeret kraftigt i Kina de seneste 30 år.

På mødet blev de to landes ledere også enige om at mødes fast en gang om året. Samtidig er de blevet enige om at udvide det militære samarbejde, samt at arbejde sammen på miljøområdet og med fødevaresikkerhed.

De to lande forsøgte dog også at finde en løsning på en årelang strid om olie- og gasfelter i det Sydkinesiske Hav. Det mislykkedes. Men begge ledere har slået fast, at der er en løsning er på vej.

Så bottomline – det historiske topmøde mellem Japan og Kina blev et møde, hvor de to lande lagde deres bitre fortid bag sig, og besluttede sig for at arbejde sammen om blandt andet miljø, militær og fødevaresikkerhed.

På papiret, i hvert fald. Mødet og resulatet af mødet var et kæmpe skridt fremad i forholdet mellem de to lande. Men vi taler om 50 års dybfølt had og historiske konflikter. I begge landes befolkninger er der stærke nationalistiske følelser og holdninger, som ikke bliver omvendt af, at de to ledere trykker hinanden i hånden. Så den virkelige test kommer nu i de næste måneder og år.

I sidste uge skrev jeg en optakt til mødet, som du kan læse på Berlingske. Her interviewede jeg Wenran Jiang, der er leder af China Institute på University of Alberta. Han har også skrevet en læsværdig analyse om topmødet i Guardian.

På Yale Global er der en serie, som hedder “China Ascendent”. Den er i tre dele, hvor den første er skrevet af Bertil Lintner, den anden af Pranab Bardhan og den tredje af Wenran Jiang.

:: Kinablog var i Japan i sidste uge, og jeg vil gerne undskylde, at jeg ikke fik lagt artiklen på før nu

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *