De ansatte i en udviklingszone har overmalet et hagekors, som de havde malet på en væg. Det skriver Dahe.cn. De ansatte forklarede, at de havde fundet tegnet på internettet. Og at ingen anede hvad det betød:
“我不明白这到底是什么意思？难道意思是乘坐了纳粹的列车，就能到达幸福的地方？”一位路人说，挺好的一个广告创意，却让他觉得心里极不舒服：“如果是创意，商家就忽视了人们的感情；如果是无意，商家就不懂得那段历史。”
昨日上午，两列“幸福列车”依然“停”在水榭花都售楼中心外，在车头中央是白底黑字的德国纳粹党标识。“前段时间画到上面去的。”售楼中心的工作人员说，但他们“谁也没有留意这是什么意思，也没有注意到”。
Her i lørdags var en af mine venner på restaurant her i Beijing. Det var en italiensk restaurant, hvor de fleste af kunderne er udlændinge.
På et tidspunkt går lyset ud. Musikken stopper. Lidt efter bliver lyset tændt igen, og der står 25 politimænd i restauranten. De spreder sig ud til alle bordene, og forlanger at se udlændingenes pas og identitetspapirer. Politimændene checker papirerne og ved nogle af bordene står de og tager notater.
Endnu en gang – Kina ønsker hele verden velkommen til OL. En verden, en drøm. Og det er drømmen om en politistat.
Som jeg har skrevet utallige gange tidligere, så er Kina de seneste måneder sprunget ud som en hysterisk og knippelsvingende politistat.
Der bliver konstant strammet op på sikkerheden over for udlændingene, og det bliver stadig sværere at få visa.
Jeg har selv skrevet om i Berlingske, hvordan sikkerheden og de strammere visa-regler kommer til at gå ud over turismen under OL. I dagens New York Times kan man læse nogle friske tal, der endnu en gang bekræfter det. I artiklen nævner de Kerry Center Hotel, der har gået fra en belægningsprocent på tæt på 100, men som nu er raslet ned på 63.
Hvorfor gør de det? Fordi de er bange for udlændinge, der laver demonstrationer under legene.
For et par uger siden landede jeg i Shenzhen Bao’an International Airport (深圳宝安国际机场), der ligner de fleste andre kinesiske lufthavne. Den er kedelig. Uinspirerende. Og der er ikke gjort det mindste for, at gøre den arkitektonisk interessant på nogen måder.
Men det er på vej til at blive bedre. De italienske arkitekter Massimiliano and Doriana Fuksas har nu tegnet en ny terminal til lufthavnen i Shenzhen:
The design has been made keeping in mind the unpredictable nature of the aviation industry. The terminal will be made so that people could have a glimpse of the outside, where planes will fly in and out to all corners of the world. The roof canopy will be made of of a patterned double skin. The inner skin will be made of fine net and allow diffused sunlight into the terminal. It will reduce energy consumption and create a pleasant indoor atmosphere.
Der er tre faser i byggeriet, der strækker sig frem til 2035:
Phase 1 (in 2015)
Major facilities in Phase 1 will include the unit terminal with 63 contact gates, the first stage of the APM, traffic system, parking place, landscape, and shopping centre. Train service for APM will not be available until the complete of Phase 2.Phase 2 (in 2025)
Expansion after Phase 1 will occur based on masterplan. During Phase 2, the first remote passenger concourse will be constructed to add gates and the satellite terminal with rail stations will be operational. This will require expansion of the APM.Phase 3 (in 2035)
Development of the airport’s west side will continue until about 2035 when T3 Shenzhen International Airport will be fully constructed. Phase 3 continues the demand driven development process. The satellite terminal will again undergo expansion and more remote concourse will be added during this decade. And also there will be expansion of Terminal head house. The volume of extension of Terminal head house is going to be glass facade with glass roof so that the extension of building can have continuity in terms of construction material.
Lufthavnen i Shenzhen er verdens 69. største og der gik cirka 20 millioner rejsende gennem den slidte lufthavn i 2007.
I den kinesiske lov står der, at udenlandske journalister har ret til at rapportere og rejse frit i Kina op til OL. Sådan er det selvfølgelig ikke i virkeligheden.
Den olympiske fakkel er kommet til den politiske ligtorn Xinjiang. Se blandt andet en artikel fra AP og fra BBC.
De udenlandske journalister havde fået at vide, at de havde lov til at tale med de almindelige folk, der ville stå langs vejsiden og kigge på faklen.
Men før faklen kom til Xinjiang, fik de at vide, at det var forbudt. Det kunne de ikke. Men det er jo ikke det samme, som at indskrænke ytringsfriheden, som en lokal embedsmand siger til South China Morning Post (de kræver abonnement, så der er ingen link):
“Don’t be angry. We are still giving you reporting freedom,” one official said.
“It’s for your reporting convenience,” another added, defending the restrictions and explaining that it was to make life easier with so many people expected to turn up.
As it turned out, ordinary people had been banned from the streets, and only a carefully selected crowd was on show.
:: Billedet er fra Wikipedia og viser den olympiske fakkel i London
Han er blevet kendt som den knælende partisekretær, der faldt på knæ og bønfaldt forældrene om ikke at protestere over de sammenstyrtede skoler (som jeg har skrevet om på kinablog og i Berlingske for eksempel her og her).
ESWN har oversat et interview med ham:
Q: Why did you kneel down in front of the parents?
A: I made a mistake in my initial judgment. In the past, people seek out the leaders when they have a problem. Once the leader shows up, the matter calms down in deference to the party secretary or mayor. But what happened that day deviated from custom. The parents were bounded together by the bitterness and sorrow of losing their children. Overnight they refused to recognize me. Wufu is not the heaviest hit town in the earthquake. But the classroom building of the Fuxin Number Two Primary School collapsed with 129 schoolchildren dead. The parents thought that the classroom building had collapsed as the result of a natural disaster as well as human faults. I promised to make a thorough investigation of the building, but I needed time. The parents did not think so. I was worried. I knelt down to express a certain degree of sincerity, not to put on a show. I don’t remember how many times I knelt down. Afterwards, someone said that I knelt four times. I have never thought about kneeling down in the past over any issue. But in the face of this catastrophe, I can put aside all personal concerns and misgivings.
Det seneste i sagen om skolerne er, at myndighederne nu forsøger at købe sig til forældrenes tavshed.
Samtidig er politiet også begyndt at arrestere forældrene og de kinesiske og udenlandske journalister, der skriver om sagen. Se for eksempel BBC’s James Reynolds blogpost, der fortæller om en af hans kolleger, der blev arresteret af politiet:
The police told my colleague that she was being detained under article 2 of the rules printed on the back of our earthquake press passes.
Article 2 says the following (this is our translation from the original Chinese): “When conducting interviews, journalists must obey the relevant rules or regulations issued by different levels of headquarters for earthquake relief and reconstruction work.”
The police told my colleague that the relevant rule in this case was this: the earthquake relief headquarters had decreed a period of traffic control. This temporary security measure meant that journalists were not allowed in the city (even reading this now I’m not entirely sure what it means – but my colleague made a point of noting it down accurately at the time to get it exactly right).
Another reason was offered as well. The police told my colleague that there was a danger of further aftershocks in Dujiangyan, so reporters should leave for their own safety. (This explanation was a little hard to believe since we came across cafes by the side of the road full of people relaxing with little apparent worry of being caught in an aftershock.)
Og som sædvanlig siger politiet også, at der ikke er tale om censur. Slet ikke. Vi må bare ikke skrive om det.
Den seneste uge har jeg været på reportage i nogle af de (mest møgbeskidte og triste) hjørner af Kina, hvor internettet stadig ikke er kommet ud, så jeg har ikke kunne opdatere bloggen. Beklager.
Men nu er jeg tilbage igen. Der kommer snart artikler fra turen.
De kinesiske medier har stort set haft frie hænder til at dække jordskælvet. Ingen censur. Men nu har myndighederne slået bremserne i. Kritikken er blevet for meget, skriver jeg i dagens Berlingske.
I de første uger efter jordskælvet kunne man se positive historier i medierne. Om den kinesiske premierminister Wen Jiabao, der personligt ledede redningsarbejdet, om modige redningsarbejdere fra Folkets Befrielseshær, om ofre der blev reddet ud af ruinerne.
Men historierne er begyndt at blive kritiske. Flere forskere har sagt, at de havde forsøgt at advare om et kommende, kraftigt jordskælv. Uden at myndighederne lyttede. Der har været kritik af den måde, som nødhjælpspengene bliver brugt på, og allerede nu er der eksempler på korruption. Og endelig er der kritikken af skolebygningerne.
Det må de kinesiske medier ikke længere fortælle om. Derfor har der også været meget lidt frem, om de 100 forældre, der i sidste uge var taget til retsbygningen i Dujiangyan for at forlange en undersøgelse af, hvorfor så mange skoler faldt sammen under jordskælvet. De fik ikke lov til at aflevere deres klage. I stedet blev de omringet af politiet og slæbt væk.
Op mod 10.000 børn mistede livet under jordskælvet den 12. maj, fordi de sad i skoler, der var dårligt byggede og som ikke kunne modstå det kraftige skælv, der målte 7,9 på Richter skalaen. Siden da er kritikken af lokalregeringerne taget til. Forældrene beskylder politikerne for at være korrupte, og for at være ligeglade med sikkerheden på skolerne.
De seneste dage har der været meget få historier om skolerne. Kinesiske og udenlandske journalister ikke længere besøge skolerne. De er bevogtet af politi og militær. Journalisterne kan heller ikke længere frit tale med forældrene. De tør ikke at tale udtale sig nu. På internettet er censuren også begyndt at dukke op igen, og diskussioner på fora bliver slettet.
Stort set det eneste, der har stået i medierne de seneste dage, er, at uddannelsesministeriet i Beijing er begyndt en undersøgelse af skolerne. Men indtil videre er der få detaljer om undersøgelsen. Der er ikke nogen dato for, hvornår den slutter. Eller om den er tilstrækkelig grundig til, at forældrene for svar på, hvorfor skolerne faldt sammen.
Hvordan foregår censuren så?
Ifølge China Media Project på University Hong Kong har en højtstående politiker fra Guangdong, Wang Yang, kritiseret den kritiske dækning fra de to aviser Nanfang Baoye og Nanfang Zhoumo. De to aviser er kendt for deres kritiske dækning, og i sidste uge bragte de flere kritiske historier om skolerne.
Li Changchun, der er nummer fem i det politiske hierarki i Kina og ansvarlig for landets propaganda, er også taget til Sichuan, hvor han har møder med journalister.
Samtidig er der blevet udsendt en liste til landets medier, hvor der står hvad de kan dække og hvad de ikke kan dække.
Når det så er sagt, så betyder det ikke, at al kritik er forstummet. Slet ikke. Den foregår bare på nettet. Som sædvanlig er der debat herude, på fora og blogs, og man kan smyge sig uden om censuren på mange måder.
:: Se oversættelse af artikel fra Nanfang Zhoumo om skolerne Southern Weekend investigative report on the Juyuan Middle School
Nogle gange er der gode kopier. Andre gange dårlige. Jeg har ikke smagt Red Labial fra Johhnie Worker, men mon ikke smagen er lige så god som retsstavningen.
:: Fra Szechuan-vultures.com
Kompas, krudt, papir og bogtryk. Det er de fire store opfindelser fra Kina, man normalt taler om. Men der er mange flere. I århundreder var kineserne langt foran europæerne.
Men hvorfor opstod den moderne videnskab i Europa og ikke i Kina, der indtil omkring 1400-tallet var absolut førende? Det er det man kalder “Needhams gåde”.
Den britiske biokemiker Josehp Needham brugte årevis i Kina på at samle oplysninger sammen om videnskabens historie i Kina, og hans store spørgsmål var, hvorfor den vestlige teknologi og videnskab overhalede den kinesiske.
Simon Winchester har lige skrevet en bog om Joseph Needham, “The Man Who Loved China”, der netop er udkommet i USA og som rammer Storbritannien til september. Den får en grundig behandling her på Frog in a Wall og en mindre pæn anmeldelse på China Beat. Christian Science Monitor synes derimod godt om bogen.
Professor fra University of Pennsylvania Nathan Sivan – der blandt andet har skrevet “Science in Ancient China. Researches and reflections” – fra University of Pennsylvania beskriver Needhams gåde her.
Needhams arbejde mundede ud i mammutværket “Science and Civilisation in China“, der er et ret utilgængeligt og omfattende værk.
Robert Temple er forfatter til bogen »The Genius of China – 3.000 Years of Science, Discovery & Invention«, der bygger på Joseph Needhams arbejde. Der er et væld af gode illustrationer i bogen, og den er modsat Needhams enorme værk let at gå til.
I min artikel i Berlingske kan du læse et mindre interview med Robert Temple. Her er eksempler på nogle opfindelser, hvor kineserne var forud os europæere:
Rækker og hakkejern
I Kina: År 600 f.Kr.
I Europa: 18. århundrede
Den smarteste måde at dyrke for eksempel korn, majs, kartofler eller gulerødder på, er ved at sætte dem i rækker. Det er ret indlysende. Kineserne har gjort det siden 600 f.kr, hvor de også brugte effektive jernhakker til at dyrke jorden og rækkerne med. Helt så indlysende var det ikke i Europa. Det var først omkring 1730erne, at en engelsk jordbrugsekspert rejste rundt i Europa og forsøgte at få de europæiske bønder til at så deres afgrøder i rækker.
Spillekort
I Kina: År 900 e.Kr.
I Europa: År 1377 e.Kr.
Spillekort er udviklende for tænkemusklen, de er nemme at bære rundt på, og man kan spille overalt uanset tid, sted eller vejr. Sådan sagde kineserne, der opfandt spillekortene omkring 900. De var lidt længere, end dem vi bruger i Vesten i dag. De blev trykt på tyk papir i sort/hvid, og farverne blev bagefter lagt på med hånd. Den første bog om kortspil blev skrevet af en kvinde i 900. Bogen er desværre gået tabt siden. Det var enten araberne eller Marco Polo, der tog kortene med til Europa, hvor de første gang blev brugt i Tyskland og Spanien i 1377.
Kemisk krigsførelse
I Kina: 400 f.Kr.
I Europa: 18. århundrede
Kineserne brugte en form for giftgas omkring år 400 f. kr. De brugte blæsebælge til at pumpe giftig røg ned under fjendens tunneler, for eksempel ved belejringer af byer. Blæsebælgene var forbundet til ovne, der brændte kugler af tørret sennep og andre giftige planter. Der var opskrifter på giftgasserne, som præcist fortæller hvor mange kilo af hver ingrediens, der skulle bruges til at lave gassen. Nogle af ingredienserne kunne for eksempel være et fint, tørret pulver af menneske-ekskrementer, stormhat, kroton olie, aske og flere forskellige former for gifte. Nogle gange var det bomber eller granater, der kunne monteres på pile eller senere hen kunne fyres af fra forskellige former for skydevåben.
Trillebøren
I Kina: År 100 f.Kr.
I Europa: 11. eller 12. århundrede
Der gik lang tid før trillebøren kom til Europa. Den første illustration af en trillebør er fra 1220 og kommer fra England. Hvilket egentlig er utroligt, for brugen af trillebører kunne halvere den arbejdskraft, man skulle bruge i et byggeprojekt. I Kina har man brugt trillebører siden 100 f. kr. I starten var det især militæret, der brugte dem. De var så vigtige, at konstruktionen og tegningerne af de mange forskellige slags trillebører var velbevarede militære hemmeligheder. Nogle af dem havde for eksempel sæder og blev brugt til at transportere tropper, mens andre blev brugt til at skubbe forsyninger ud til soldaterne. De blev også brugt som forsvarsværker, som en slags mobile mure, der i et snuptag kunne lægges ned og arrangeres i en hvilken som helst formation, der kunne give soldaterne beskyttelse mod for eksempel kavaleri.
Støbejern
I Kina: År 400 f.Kr.
I Europa: 14. århundrede
Svenskerne var nogle af de første i Europa til at bruge støbejern. Det var i det 14. århundrede. Kineserne havde derimod opfundet og finpudset teknikken siden år 400 f. kr. Blandt andet fyrede de med kul, der kunne varme jernet op til høje temperaturer, og de brugte ovne, hvor de kunne regulere temperaturen og nedkølingen af metallet. De første jernstøberier var privatejede, men i 119 f. kr. nationaliserede staten hele landets 46 jernstøberier, så den bedre kunne overvåge masseproduktionen af jernvarer som for eksempel plovskær, hakker, jernknive, økser, gryder og legetøj.
Tændstikker
I Kina: År 600 e.Kr.
I Europa: År 1530 e.Kr.
Tændstikker er billige. Det er en af de helt små ting, som vi ikke tænker over i hverdagen. Men vi bruger dem stadig, og de har haft enorm betydninger for os og lettet vores hverdag igennem århundreder. Det kan vi takke en lille gruppe kvinder for, der befandt sig i en desperat situation i år 577. Der var krig, og de boede i en by, der var under belejring. De var løbet tør for fyrsvamp – som er en primitiv måde at tænde ild på – og blev nødt til at finde på noget andet. Løsningen blev en lille træpind med sulfur på spidsen. Den moderne tændstik, der har en spids af fosfor, sulfur og potassium chlorate, blev første gang produceret i 1830erne i Frankrig og Tyskland.
Papirpenge
I Kina: År 900 e.Kr.
I Europa: År 1660 e.Kr
De blev kaldt »flyvende penge«, fordi de var lavet af papir og derfor let kunne flyve ud af hænderne på sin ejer. I begyndelsen af 900 var der 16 private virksomheder, der havde lov til at trykke penge. Men i 1023 nationaliserede staten trykningen af pengesedler. Den oprettede en slags nationalbank, der trykte sedler med forskellige værdier, og hvor værdien var garanteret af staten. Allerede i 1107 blev sedlerne trykt og printet i seks farver. Og allerede i 1126 oplevede Kina for første gang problemer med inflationen. I 1183 kom den første sag om falske pengesedler, som en detaljeret rapport fortæller. Hele 2.600 styk nåede han at trykke, før han blev fanget og dømt til døden. De første egentlige pengesedler i Europa blev udstedt i Sverige i 1660 af Stockholms Banco, en forløber for Sveriges Riksbank.
Biologisk skadedyrskontrol
I Kina: År 300 e.Kr
I Europa: 20. århundrede
Larver, sorte myrer og andre skadedyr kan æde sig igennem en hel plantage af mandariner, så der ikke er en eneste frugt tilbage. Men det er der råd for. Siden omkring 300 f. kr. har kineserne vidst, hvordan man bekæmper en slags insekt med et andet. Svaret mod de mandarin-ædende sorte myrer er en anden slags myrer, som man sætter ud i sin plantage. Det gode råd er udførligt beskrevet i en bog fra år 304, der har titlen »Noter om Træer og Planter i de Sydlige Regioner«.
Paraplyen
I Kina: År 1400 e.Kr.
I Europa: Omkring 18. århundrede
De første paraplyer var lavet af silke, og blev brugt på hestevogne som beskyttelse mod regnen. Efter cirka det 11. århundrede bliver de almindelige, og man bruger nu også en slags olieret papir, der er mere modstandsdygtigt. Ingen ved præcis hvornår paraplyen for første gang blev slået ud i Europa.
Boring efter naturgas
I Kina: 100 f. kr.
I Europa:
Kineserne var de første til at bore efter naturgas. Allerede i år 100 f. kr. bredte boretårnene sig over Kina, hvor de borede helt ned til cirka 1,4 kilometers dybde. Det var nu ikke naturgas, som kineserne gik efter i begyndelsen. Det var salt. Men borede man forbi laget med salt, kom man ned til lommer af naturgas, og derfor begyndte de også at bruge naturgassen som brændsel og i lamper.
Der var store felter med boretårne og kamre, hvor man blandede gassen med luft for at gøre den mere potent. Rørledninger, der kunne være flere kilometer lange og som var lavet af bambusrør, ledte gassen væk fra felterne. For eksempel ind til byerne. I Sichuan er der eksempler på byer, hvor gassen blev brugt til opvarmning og belysning i byerne.
De havde også en slags campingblus, som en mand kunne tage med på en rejse i et par dage. Det var en slags cylinder, som var lavet af bambus og fyldt med gas, som han kunne åbne og tænde for, når han skulle lave mad.
Papir
I Kina: år 200 f. kr.
I Europa:
I begyndelsen brugte kineserne papiret til alt andet end at skrive på. Det blev brugt som tøj eller som isolering i soveværelset i de kolde vintermåneder. Eller som papirlommetørklæder. Det kan man læse i nogle optegnelser fra det kinesiske hof fra 93 f. kr, hvor en prins fik anbefalet at bruge papiret til sin næse. Altså verdens første Kleenex. Papiret blev også brugt til indpakning. I et dokument fra en mordsag i 12 f.kr. kan man læse hvordan morderen havde brugt rødt papir til at pakke sin gift ind i.
De brugte det også som toiletpapir. Man kan læse i statistikkerne fra 1393 fra det Kejserlige Bureau for Forsyninger, at hoffet det år fik produceret 720.000 stykker toiletpapir. Der blev også specialfremstillet 15.000 stykker parfumeret og ekstra blødt toiletpapir, der kun var til brug for den kejserlige familie.
:: Liste over kinesiske opfindelser på Wikipedia
:: Billedet er fra Wikipedia
Udenlandske journalister får dødstrusler. Den kinesiske regering fordømmer vestlige medier. Kinesiske kilder tør ikke længere at tale med vestlige journalister.
Sådan ser det journalistiske klima ud i Kina lige nu. Da Beijing fik tildelt OL lovede de, at udenlandske journalister ville have frihed til at dække, hvad de ville. Det løfte har de gentaget flere gange:
“Foreign journalists will not limit their activities to the Games themselves. They will also cover politics, science, technology and the economy … the ‘related matters’ … actually expands the areas on which foreign journalists can report.”
Sådan sagde Liu Jianchao, der er talsmand for udenrigsministeriet, i december 2006.
Og sådan er det ikke gået.
Omverdenen protesterede højlydt over urolighederne i Tibet, og det fik den olympiske fakkels tur rundt i verden til at blive en fiasko. Med protester i London og Paris, en afkortet tur til San Fransisco, hvor faklen måtte gemme sig i et stormagasin og endelig blev den også mødt med protester under rundturen her i Asien.
Protesterne over Kinas brud på menneskerettighederne og situationen i Tibet voksede, og svaret fra den kinesiske regering var en fordømmelse af de udenlandske medier og journalsiter. På samme tid som nationalisterne glemte alt om hadet til de normale arvefjender Japan og USA og i stedet kastede sig over det nye offer Frankrig.
Min kollega her på kontoret, Kathleen E. McLaughlin, der er korrespondent for BNA i Washington, har skrevet en god analyse til American Journalism Review.
Et eksempel på dødstruslerne kommer fra AP’s bureauchef Charles Hutzler:
Early in April, after returning from a government-chaperoned reporting trip to the aftermath of demonstrations in the Tibetan capital, Lhasa, Associated Press Beijing Bureau Chief Charles Hutzler started getting harassing calls on his mobile phone. For five or six days, 20 to 30 calls rolled in every hour (except during lunch and dinner and late at night), with a nearly equal number of text messages. Most passed on petty insults and patriotic curses; some threatened to kill him. Though he stopped answering his cell phone and switched to a backup line, Hutzler says the several callers he did talk to shared one thing: They hadn’t read anything he had written.
At least 10 foreign journalists working in China have been the target of death threats since March, according to Melinda Liu, a Newsweek journalist and president of the Foreign Correspondents Club of China. No arrests have been made.
Som Melinda Liu, der er journalist på Newsweek og formand for Foreign Correspondents Club of China (FCCC) siger, har der været mindst ti tilfælde hvor journalister har modtaget dødstrusler. Melinda Liu håber på, at de kinesiske myndigheder vil tage dødstruslerne alvorligt og efterforske dem:
“I hope authorities will realize it’s in their interest to investigate death threats against foreign media, because such threats violate Chinese laws. It’s appalling that Chinese citizens can get away with threatening to kill foreigners. What kind of message does that send to the world, with the Olympics little more than [weeks] away?” The tidal wave of anti-international-media sentiment is not a huge surprise to foreign journalists who live and work here; they’re well aware that public opinion is fickle and often shaped by government control of information. The international media have always been somewhat scorned for criticizing China, but they were generally seen as fair. Now, journalism professors here say, many residents feel the Western press is as bad as or worse than the Chinese media.
Hvordan vil det så gå, når der kommer 20.000-30.000 udenlandske journalister til Beijing i august? Kinablog.dk’s ydmyge redaktør havde for nylig en længere udveksling af e-mails med Øjvind Hesselager, der har skrevet en artikel “OL eller EJ?” til fagbladet Journalisten. Jeg er kort sagt bekymret for, hvad der vil ske, når så mange journalister kommer til Kina. Hvoraf mange aldrig har været her før.
Et godt råd:
Veteran China correspondents advise visiting reporters to study before they arrive and to be prepared for delays, not to say chaos. Most say it’s important to remember that Chinese people are not all of a single mind.
“China is not a monolith, and things can change quickly,” Liu says. “Be prepared for a reality much different than what you imagined – no matter what it is that you imagined, good or bad.”
BOCOG er blevet nødt til at undskylde for en manual, som de lavede til de frivillige under det kommende Paralympics.
Som de selv siger: “Some mistakes were made in describing people with disabilities.” Her på Kinablog kan vi kun sige: “You think?!?”
Det er nogle mildest talt stereotype beskrivelser af handikappede, som de kommer med i manualen:
[...disabled people] “show no differences in sensation, reaction, memorisation and thinking mechanism from other people, but they might have unusual personalities because of disfigurement and disability”.
“For example, some physically disabled are isolated, unsocial, and introspective; they usually do not volunteer to contact people,” it said.
“They can be stubborn and controlling; they may be sensitive and struggle with trust issues.
“Sometimes they are overly protective of themselves, especially when they are called crippled or paralysed.”
BOCOG har undskyldt sig med, at fejlene bunder i kulturelle forskelle og fejl i oversættelsen. Men det undersøgte AAP, og de fandt de samme beskrivelser i den kinesiske udgave.
:: Via Shanghiist
Mit kontor her i Beijing ligger i ambassadekvarteret i Sanlitun. Det ligger i et diplomatic compound, som er et område med en mur omkring nogle etageejendomme, hvor der mest bor udlændinge og folk som arbejder på ambassaderne.
Forleden kom der en seddel op nede i opgangen. Alle der bor eller arbejder herinde skal nu have lavet et id-kort. For at få det skal man aflevere pasfoto, erklæring om at man arbejder eller bor herinde, det skal være underskrevet og med virksomhedens officielle røde stempel, der skal være en liste over ansatte, og man skal aflevere en kopi af pas og visum.
Det er en lille ting. Men dem har der været mange af på det seneste. Ovenpå de store ting. Hvor de kinesiske myndigheder strammer grebet om udlændinge her i landet.
Prøv at se artiklen om den nye guidebog fra BOCOG, som jeg har skrevet i dagens Berlingske. (Du kan læse hele artiklen her på Berlingske.)
Arrangørerne bag de Olympiske Lege i Kina, Beijing Organizing Committee (BOCOG), er kommet med det de kalder en guidebog over, hvordan udlændinge skal opføre sig under OL. Det er en liste på 57 punkter, der viser, hvad de udenlandske gæster må og ikke må. Selv om listen i øvrigt er skrevet til udlændinge, findes den kun på kinesisk.
I guiden (奥运期间外国人入境出境及在中国停留期间法律指南) står der, at du skal registrere dig på politistationen inden 24 timer. Du må ikke rejse, hvor du vil. Du må ikke have bøger eller lignende, som er kritiske over for Kina, med i tasken. Hvis du har psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme, kan du i det hele taget godt glemme at komme ind i Kina. Kort sagt – velkommen til OL i Beijing.
De 57 punkter er skrevet som spørgsmål. For eksempel som i punkt 13, hvor spørgsmålet lyder: »Hvilke varer og ting må man ikke tage med ind i Kina?«
Svaret lyder blandt andet, at »film, fotografier, optagelser, bånd, videoer, laserdiske, CDer, memorysticks eller lignende medier med indhold som kan være skadelig for den kinesiske regering, økonomi eller kultur« skal blive hjemme.
Til gengæld må man gerne tage sit kæledyr med. Dog højst ét dyr per person.
Et andet af punkterne er, at udlændinge ikke kan rejse frit rundt i Kina. Og hvis man ikke har de rigtige tilladelser, bør man ikke rejse til de områder, hvor udlændinge ikke har lov til at tage hen.
I et andet punkt står der også, at udlændinge altid skal have de »relevante dokumenter« på sig, og at politiet til enhver tid har ret til at tjekke udlændinges pas og andre papirer. Der står også, at man ved ankomsten skal registrere sig på den lokale politistation inden for 24 timer.
I punkt otte står der, at folk med psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme ikke kan komme ind i landet.
Heller ikke hvis man er ude på at lave »forfærdelige, voldelige og omvæltende aktiviteter«. Eller hvis man er ude på at »skade landets sikkerhed«. Det er højst sandsynligt en direkte hentydning til for eksempel menneskeretsgrupper eller pro-tibetanske grupper, som centralregeringen er bange for vil lave demonstrationer under legene.
Hvis man ikke overholder reglerne, og for eksempel deltager i en demonstration, kan man blive fængslet uden retssag.
De voldelige optøjer i Tibet og i naboprovinserne givet dårlig omtale af Kina. Det bredte sig til internationale protester mod den olympiske fakkel, da den var på rundtur i Europa, USA og flere lande i Asien.
På det seneste har myndighederne også strammet kursen over for udlændinge i landet, som jeg har skrevet om tidligere. Politiet standser udlændinge på gaden eller besøger dem i deres hjem for at undersøge pas og visum. Samtidig er det blevet sværere at komme ind i Kina, og det er gået ud over især studerende og forretningslivet, der har protesteret højlydt over de strammere visumregler.
OL ender med at blive et OL for kinesere. Ingen udlændinge. Med mindre de smiler.
Men er den her guidebog egentlig henvendt til udlændinge? Eller er det ren indenrigspolitik? Den er jo kun skrevet på kinesisk. Der er to muligheder.
Den første. Prøv at se den her blog-post. Grundlæggende siger bloggeren, at der kommer flere og flere udlændinge til Kina, og de begår mere og mere kriminalitet. Kina skal stille sig op overfor de kriminelle udlændinge og ikke lade sig kue, men straffe dem hårdt, så Kina kan bevare sin værdighed.
Rendyrket nationalisme. Som i den grad er dukket op i Kina igen de seneste måneder. Det er fortællingen om udlændinge, der udnytter de stakkels kinesere. Hvor Kina er offeret.
Reglerne for BOCOG passer godt ind her. Vi bøjer os ikke for udlændingene.
Den anden mulighed er, at BOCOG simpelthen ikke har tænkt på, at de færreste udlændinge læser kinesisk, og at det derfor kunne have været smart, at lave den på engelsk.
Ægteparret Wang er ved at købe ind i supermarkedet Jingkelong, der er en af Beijings største kæde af supermarkeder. De står bukket over en fryser, der er fyldt med store, frosne stykker svinekød. Stykker på tre, fire, fem kilo. De er ikke pakket beskyttende ind i hverken poser eller plasticfilm, de er bare hældt ned i fryseren. På kanten af fryseren ligger der blod, fedt og trevler af kød. Det pensionerede ægtepar står og leder efter et godt stykke. Fru Wang står med sine grove hænder, hun kommer fra landet, og flytter rundt på de halvt optøede kødstykker for at finde en god klump. En gang i mellem tørrer hun sine blodige og fedtede fingre af i jakken eller bukserne.
De er begge pensionister. Det er en af de fattigste grupper i det kinesiske samfund, og en af de grupper, der især kan mærke de stigende fødevarepriser. Tidligere spiste de svinekød hver dag. Det er for kineserne, hvad leverpostej er for danskerne. Det var altid på middagsbordet. Men kineserne har ikke længere råd til at have gris mellem spisepindene, og ægteparret Wang køber stort set ikke fersk svinekød. Det har de ikke råd til. De køber kun frossent svinekød, når det er på tilbud. Og de kan mærke de højere madpriser i deres budget.
»Men du bliver jo nødt til at spise, selvom priserne stiger og stiger,« siger fru Wang og fortsætter:
»Lønningerne er ikke steget. Det betyder, at du ikke kan spare penge op, men bliver nødt til at bruge flere penge på mad.«
Hr. Wang er pensioneret lærer, og arbejdede i årevis på en primærskole i Yanzhou i Shandong provinsen. Han var dog ikke fastansat på skolen. Han var vikar. Derfor tjente han kun mellem 40 og 100 yuan om måneden. Det er cirka 30-70 kroner om måneden. Ægteparret boede på landet, og mens han gik i skole passede konen det lille landbrug derhjemme. Bønder er en anden af de fattigste grupper i det kinesiske samfund, så ægteparret har ikke været i stand til at spare penge op til alderdommen. Derfor flyttede de for nogle år siden til Beijing. Her bor de i dag sammen med otte af deres familiemedlemmer.
Det er ikke kun inflationen og den globale fødevarekrise, der har skubbet priserne på svinekød i vejret. Sidste år ramte en virus de kinesiske svinebesætninger. Blå Øre Virus, som den hedder, udryddede store dele af svinebestanden. Derfor er prisen på svinekød steget endnu mere end andre fødevarer. I alt er kød og fjerkræ steget med 46 procent siden sidste år.
I april måned steg priserne på fødevarer med 22,1 procent. Det var – igen – prisen på svinekød der er skyld i den enorme stigning.
For et par uger siden sagde Wen Jiabao i et interview, at Kina har 250 millioner ton ris i reserver. Det er nok til at stabilisere priserne på ris og til at føde de 1,3 milliarder kinesere i et halvt år.
Prisen på madolie er også et problem. Centralregeringen forsøger at holde dem under kontrol. Hvis en producent af madolie vil hæve prisen, skal virksomheden aflevere en ansøgning
Det skete for eksempel i april, hvor National Development and Reform Commision gav tre fabrikanter lov til at hæve prisen.
Madolie er en af de vigtigste ingredienser i det kinesiske køkken. I supermarkederne kan man købe dunke med for eksempel to, fem og liter olie. Det bruges til alt. Hvordan kan man lave mad i en wok uden olie? Nej, det går ikke.
Så det er en katastrofe, at også priserne på madolie er steget. Virksomhederne er derfor begyndt at bruge det i deres markedsføring. For eksempel kan man købe en computerskærm fra Samsung og få en dunk af den populære Arawana madolie med i købet.
Eller man kan købe værdipapirer og få madolie. Galaxy Securities har et tilbud til alle sine kunder i Beijing. Hvis man køber værdipapirer for mere end 5.000 yuan får man en stor dunk madolie.
Hos Goldstate Securities forsøger man at tiltrække nye kunder, ved at give alle, der åbner en konto hos dem, 2,5 liter madolie.
Hos China Mobile får kunder, der indbetaler 100 yuan i forskud på deres nye mobilabonnement, en gratis dunk madolie. Indbetaler man 200 yuan får man to dunke. Og får 300 yuan får man tre dunke.
I marts måned havde et apotek i Dalian to dage med tilbud, hvor de forsøgte at tiltrække nye kunder. De første 100 kunder som brugte mere end 10 yuan fik 900 ml olie. De næste 101-500 kunder fik en pose ris.
:: Artiklen er et uddrag fra en artikel, som jeg lavede med Poul Høi og Line Holm Nielsen
