Fy det må du ikke: Velkommen til OL i Beijing

kommentarer
Nationalisme / OL 2008 Beijing / Politik

200px-One_World_One_Dream.pngMit kontor her i Beijing ligger i ambassadekvarteret i Sanlitun. Det ligger i et diplomatic compound, som er et område med en mur omkring nogle etageejendomme, hvor der mest bor udlændinge og folk som arbejder på ambassaderne.

Forleden kom der en seddel op nede i opgangen. Alle der bor eller arbejder herinde skal nu have lavet et id-kort. For at få det skal man aflevere pasfoto, erklæring om at man arbejder eller bor herinde, det skal være underskrevet og med virksomhedens officielle røde stempel, der skal være en liste over ansatte, og man skal aflevere en kopi af pas og visum.

Det er en lille ting. Men dem har der været mange af på det seneste. Ovenpå de store ting. Hvor de kinesiske myndigheder strammer grebet om udlændinge her i landet.

Prøv at se artiklen om den nye guidebog fra BOCOG, som jeg har skrevet i dagens Berlingske. (Du kan læse hele artiklen her på Berlingske.)

Arrangørerne bag de Olympiske Lege i Kina, Beijing Organizing Committee (BOCOG), er kommet med det de kalder en guidebog over, hvordan udlændinge skal opføre sig under OL. Det er en liste på 57 punkter, der viser, hvad de udenlandske gæster må og ikke må. Selv om listen i øvrigt er skrevet til udlændinge, findes den kun på kinesisk.

I guiden (奥运期间外国人入境出境及在中国停留期间法律指南) står der, at du skal registrere dig på politistationen inden 24 timer. Du må ikke rejse, hvor du vil. Du må ikke have bøger eller lignende, som er kritiske over for Kina, med i tasken. Hvis du har psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme, kan du i det hele taget godt glemme at komme ind i Kina. Kort sagt – velkommen til OL i Beijing.

De 57 punkter er skrevet som spørgsmål. For eksempel som i punkt 13, hvor spørgsmålet lyder: »Hvilke varer og ting må man ikke tage med ind i Kina?«

Svaret lyder blandt andet, at »film, fotografier, optagelser, bånd, videoer, laserdiske, CDer, memorysticks eller lignende medier med indhold som kan være skadelig for den kinesiske regering, økonomi eller kultur« skal blive hjemme.

Til gengæld må man gerne tage sit kæledyr med. Dog højst ét dyr per person.

Et andet af punkterne er, at udlændinge ikke kan rejse frit rundt i Kina. Og hvis man ikke har de rigtige tilladelser, bør man ikke rejse til de områder, hvor udlændinge ikke har lov til at tage hen.

I et andet punkt står der også, at udlændinge altid skal have de »relevante dokumenter« på sig, og at politiet til enhver tid har ret til at tjekke udlændinges pas og andre papirer. Der står også, at man ved ankomsten skal registrere sig på den lokale politistation inden for 24 timer.

I punkt otte står der, at folk med psykiske lidelser eller seksuelt overførte sygdomme ikke kan komme ind i landet.

Heller ikke hvis man er ude på at lave »forfærdelige, voldelige og omvæltende aktiviteter«. Eller hvis man er ude på at »skade landets sikkerhed«. Det er højst sandsynligt en direkte hentydning til for eksempel menneskeretsgrupper eller pro-tibetanske grupper, som centralregeringen er bange for vil lave demonstrationer under legene.

Hvis man ikke overholder reglerne, og for eksempel deltager i en demonstration, kan man blive fængslet uden retssag.

De voldelige optøjer i Tibet og i naboprovinserne givet dårlig omtale af Kina. Det bredte sig til internationale protester mod den olympiske fakkel, da den var på rundtur i Europa, USA og flere lande i Asien.

På det seneste har myndighederne også strammet kursen over for udlændinge i landet, som jeg har skrevet om tidligere. Politiet standser udlændinge på gaden eller besøger dem i deres hjem for at undersøge pas og visum. Samtidig er det blevet sværere at komme ind i Kina, og det er gået ud over især studerende og forretningslivet, der har protesteret højlydt over de strammere visumregler.

OL ender med at blive et OL for kinesere. Ingen udlændinge. Med mindre de smiler.

Men er den her guidebog egentlig henvendt til udlændinge? Eller er det ren indenrigspolitik? Den er jo kun skrevet på kinesisk. Der er to muligheder.

Den første. Prøv at se den her blog-post. Grundlæggende siger bloggeren, at der kommer flere og flere udlændinge til Kina, og de begår mere og mere kriminalitet. Kina skal stille sig op overfor de kriminelle udlændinge og ikke lade sig kue, men straffe dem hårdt, så Kina kan bevare sin værdighed.

Rendyrket nationalisme. Som i den grad er dukket op i Kina igen de seneste måneder. Det er fortællingen om udlændinge, der udnytter de stakkels kinesere. Hvor Kina er offeret.

Reglerne for BOCOG passer godt ind her. Vi bøjer os ikke for udlændingene.

Den anden mulighed er, at BOCOG simpelthen ikke har tænkt på, at de færreste udlændinge læser kinesisk, og at det derfor kunne have været smart, at lave den på engelsk.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

3 Kommentarer

  1. Det er rystende så lidt de Kinesiske myndigheder har fattet af verdenssamfundet. De har så meget at lære, men så lidt lyst til at tabe ansigt, at det tager dem dobbelt så lang tid før de opdager verden uden for dem har noget at byde på 🙁

  2. Thor siger

    Vi er et par stykker, som skal derover.

    Hvad skal man forvente, hvis man tager sin bærbare computer med derover?

    Iøvrigt skal vi rejse en uges tid i Sydkina inden Beijing. Vi har dog hotelreservationer til alle dagene, så håber ikke, at vi får nogle problemer i de dage, men hvem ved…

  3. Fiske siger

    Jeg er dum som en dør 😉 og kan huske lige så godt som en guldfisk 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *