Made in China: De kinesiske opfindelser

250px-Toiletpapier_(Gobran111).jpgKompas, krudt, papir og bogtryk. Det er de fire store opfindelser fra Kina, man normalt taler om. Men der er mange flere. I århundreder var kineserne langt foran europæerne.

Men hvorfor opstod den moderne videnskab i Europa og ikke i Kina, der indtil omkring 1400-tallet var absolut førende? Det er det man kalder “Needhams gåde”.

Den britiske biokemiker Josehp Needham brugte årevis i Kina på at samle oplysninger sammen om videnskabens historie i Kina, og hans store spørgsmål var, hvorfor den vestlige teknologi og videnskab overhalede den kinesiske.

Simon Winchester har lige skrevet en bog om Joseph Needham, “The Man Who Loved China”, der netop er udkommet i USA og som rammer Storbritannien til september. Den får en grundig behandling her på Frog in a Wall og en mindre pæn anmeldelse på China Beat. Christian Science Monitor synes derimod godt om bogen.

Professor fra University of Pennsylvania Nathan Sivan – der blandt andet har skrevet “Science in Ancient China. Researches and reflections” – fra University of Pennsylvania beskriver Needhams gåde her.

Needhams arbejde mundede ud i mammutværket “Science and Civilisation in China“, der er et ret utilgængeligt og omfattende værk.

Robert Temple er forfatter til bogen »The Genius of China – 3.000 Years of Science, Discovery & Invention«, der bygger på Joseph Needhams arbejde. Der er et væld af gode illustrationer i bogen, og den er modsat Needhams enorme værk let at gå til.

I min artikel i Berlingske kan du læse et mindre interview med Robert Temple. Her er eksempler på nogle opfindelser, hvor kineserne var forud os europæere:

Rækker og hakkejern
I Kina: År 600 f.Kr.
I Europa: 18. århundrede
Den smarteste måde at dyrke for eksempel korn, majs, kartofler eller gulerødder på, er ved at sætte dem i rækker. Det er ret indlysende. Kineserne har gjort det siden 600 f.kr, hvor de også brugte effektive jernhakker til at dyrke jorden og rækkerne med. Helt så indlysende var det ikke i Europa. Det var først omkring 1730erne, at en engelsk jordbrugsekspert rejste rundt i Europa og forsøgte at få de europæiske bønder til at så deres afgrøder i rækker.

Spillekort
I Kina: År 900 e.Kr.
I Europa: År 1377 e.Kr.
Spillekort er udviklende for tænkemusklen, de er nemme at bære rundt på, og man kan spille overalt uanset tid, sted eller vejr. Sådan sagde kineserne, der opfandt spillekortene omkring 900. De var lidt længere, end dem vi bruger i Vesten i dag. De blev trykt på tyk papir i sort/hvid, og farverne blev bagefter lagt på med hånd. Den første bog om kortspil blev skrevet af en kvinde i 900. Bogen er desværre gået tabt siden. Det var enten araberne eller Marco Polo, der tog kortene med til Europa, hvor de første gang blev brugt i Tyskland og Spanien i 1377.

Kemisk krigsførelse
I Kina: 400 f.Kr.
I Europa: 18. århundrede
Kineserne brugte en form for giftgas omkring år 400 f. kr. De brugte blæsebælge til at pumpe giftig røg ned under fjendens tunneler, for eksempel ved belejringer af byer. Blæsebælgene var forbundet til ovne, der brændte kugler af tørret sennep og andre giftige planter. Der var opskrifter på giftgasserne, som præcist fortæller hvor mange kilo af hver ingrediens, der skulle bruges til at lave gassen. Nogle af ingredienserne kunne for eksempel være et fint, tørret pulver af menneske-ekskrementer, stormhat, kroton olie, aske og flere forskellige former for gifte. Nogle gange var det bomber eller granater, der kunne monteres på pile eller senere hen kunne fyres af fra forskellige former for skydevåben.

Trillebøren
I Kina: År 100 f.Kr.
I Europa: 11. eller 12. århundrede
Der gik lang tid før trillebøren kom til Europa. Den første illustration af en trillebør er fra 1220 og kommer fra England. Hvilket egentlig er utroligt, for brugen af trillebører kunne halvere den arbejdskraft, man skulle bruge i et byggeprojekt. I Kina har man brugt trillebører siden 100 f. kr. I starten var det især militæret, der brugte dem. De var så vigtige, at konstruktionen og tegningerne af de mange forskellige slags trillebører var velbevarede militære hemmeligheder. Nogle af dem havde for eksempel sæder og blev brugt til at transportere tropper, mens andre blev brugt til at skubbe forsyninger ud til soldaterne. De blev også brugt som forsvarsværker, som en slags mobile mure, der i et snuptag kunne lægges ned og arrangeres i en hvilken som helst formation, der kunne give soldaterne beskyttelse mod for eksempel kavaleri.

Støbejern
I Kina: År 400 f.Kr.
I Europa: 14. århundrede
Svenskerne var nogle af de første i Europa til at bruge støbejern. Det var i det 14. århundrede. Kineserne havde derimod opfundet og finpudset teknikken siden år 400 f. kr. Blandt andet fyrede de med kul, der kunne varme jernet op til høje temperaturer, og de brugte ovne, hvor de kunne regulere temperaturen og nedkølingen af metallet. De første jernstøberier var privatejede, men i 119 f. kr. nationaliserede staten hele landets 46 jernstøberier, så den bedre kunne overvåge masseproduktionen af jernvarer som for eksempel plovskær, hakker, jernknive, økser, gryder og legetøj.

Tændstikker
I Kina: År 600 e.Kr.
I Europa: År 1530 e.Kr.
Tændstikker er billige. Det er en af de helt små ting, som vi ikke tænker over i hverdagen. Men vi bruger dem stadig, og de har haft enorm betydninger for os og lettet vores hverdag igennem århundreder. Det kan vi takke en lille gruppe kvinder for, der befandt sig i en desperat situation i år 577. Der var krig, og de boede i en by, der var under belejring. De var løbet tør for fyrsvamp – som er en primitiv måde at tænde ild på – og blev nødt til at finde på noget andet. Løsningen blev en lille træpind med sulfur på spidsen. Den moderne tændstik, der har en spids af fosfor, sulfur og potassium chlorate, blev første gang produceret i 1830erne i Frankrig og Tyskland.

Papirpenge
I Kina: År 900 e.Kr.
I Europa: År 1660 e.Kr
De blev kaldt »flyvende penge«, fordi de var lavet af papir og derfor let kunne flyve ud af hænderne på sin ejer. I begyndelsen af 900 var der 16 private virksomheder, der havde lov til at trykke penge. Men i 1023 nationaliserede staten trykningen af pengesedler. Den oprettede en slags nationalbank, der trykte sedler med forskellige værdier, og hvor værdien var garanteret af staten. Allerede i 1107 blev sedlerne trykt og printet i seks farver. Og allerede i 1126 oplevede Kina for første gang problemer med inflationen. I 1183 kom den første sag om falske pengesedler, som en detaljeret rapport fortæller. Hele 2.600 styk nåede han at trykke, før han blev fanget og dømt til døden. De første egentlige pengesedler i Europa blev udstedt i Sverige i 1660 af Stockholms Banco, en forløber for Sveriges Riksbank.

Biologisk skadedyrskontrol
I Kina: År 300 e.Kr
I Europa: 20. århundrede
Larver, sorte myrer og andre skadedyr kan æde sig igennem en hel plantage af mandariner, så der ikke er en eneste frugt tilbage. Men det er der råd for. Siden omkring 300 f. kr. har kineserne vidst, hvordan man bekæmper en slags insekt med et andet. Svaret mod de mandarin-ædende sorte myrer er en anden slags myrer, som man sætter ud i sin plantage. Det gode råd er udførligt beskrevet i en bog fra år 304, der har titlen »Noter om Træer og Planter i de Sydlige Regioner«.

Paraplyen
I Kina: År 1400 e.Kr.
I Europa: Omkring 18. århundrede
De første paraplyer var lavet af silke, og blev brugt på hestevogne som beskyttelse mod regnen. Efter cirka det 11. århundrede bliver de almindelige, og man bruger nu også en slags olieret papir, der er mere modstandsdygtigt. Ingen ved præcis hvornår paraplyen for første gang blev slået ud i Europa.

Boring efter naturgas
I Kina: 100 f. kr.
I Europa:
Kineserne var de første til at bore efter naturgas. Allerede i år 100 f. kr. bredte boretårnene sig over Kina, hvor de borede helt ned til cirka 1,4 kilometers dybde. Det var nu ikke naturgas, som kineserne gik efter i begyndelsen. Det var salt. Men borede man forbi laget med salt, kom man ned til lommer af naturgas, og derfor begyndte de også at bruge naturgassen som brændsel og i lamper.

Der var store felter med boretårne og kamre, hvor man blandede gassen med luft for at gøre den mere potent. Rørledninger, der kunne være flere kilometer lange og som var lavet af bambusrør, ledte gassen væk fra felterne. For eksempel ind til byerne. I Sichuan er der eksempler på byer, hvor gassen blev brugt til opvarmning og belysning i byerne.

De havde også en slags campingblus, som en mand kunne tage med på en rejse i et par dage. Det var en slags cylinder, som var lavet af bambus og fyldt med gas, som han kunne åbne og tænde for, når han skulle lave mad.

Papir
I Kina: år 200 f. kr.
I Europa:
I begyndelsen brugte kineserne papiret til alt andet end at skrive på. Det blev brugt som tøj eller som isolering i soveværelset i de kolde vintermåneder. Eller som papirlommetørklæder. Det kan man læse i nogle optegnelser fra det kinesiske hof fra 93 f. kr, hvor en prins fik anbefalet at bruge papiret til sin næse. Altså verdens første Kleenex. Papiret blev også brugt til indpakning. I et dokument fra en mordsag i 12 f.kr. kan man læse hvordan morderen havde brugt rødt papir til at pakke sin gift ind i.

De brugte det også som toiletpapir. Man kan læse i statistikkerne fra 1393 fra det Kejserlige Bureau for Forsyninger, at hoffet det år fik produceret 720.000 stykker toiletpapir. Der blev også specialfremstillet 15.000 stykker parfumeret og ekstra blødt toiletpapir, der kun var til brug for den kejserlige familie.

:: Liste over kinesiske opfindelser på Wikipedia

:: Billedet er fra Wikipedia

Kommentar (3) Add yours ↓
  1. Frederikke & Emilie

    Rigtig god hjemme side den har givet meget inspiration til vores opgave

    17. november 2008

Din kommentar