Så stopper vi: Kina slår ned på kritik efter jordskælvet

kommentarer
Internettet / Journalistik / Medier / Politik

240px-2008_Sichuan_earthquake_map_no_labels.svg.pngDe kinesiske medier har stort set haft frie hænder til at dække jordskælvet. Ingen censur. Men nu har myndighederne slået bremserne i. Kritikken er blevet for meget, skriver jeg i dagens Berlingske.

I de første uger efter jordskælvet kunne man se positive historier i medierne. Om den kinesiske premierminister Wen Jiabao, der personligt ledede redningsarbejdet, om modige redningsarbejdere fra Folkets Befrielseshær, om ofre der blev reddet ud af ruinerne.

Men historierne er begyndt at blive kritiske. Flere forskere har sagt, at de havde forsøgt at advare om et kommende, kraftigt jordskælv. Uden at myndighederne lyttede. Der har været kritik af den måde, som nødhjælpspengene bliver brugt på, og allerede nu er der eksempler på korruption. Og endelig er der kritikken af skolebygningerne.

Det må de kinesiske medier ikke længere fortælle om. Derfor har der også været meget lidt frem, om de 100 forældre, der i sidste uge var taget til retsbygningen i Dujiangyan for at forlange en undersøgelse af, hvorfor så mange skoler faldt sammen under jordskælvet. De fik ikke lov til at aflevere deres klage. I stedet blev de omringet af politiet og slæbt væk.

Op mod 10.000 børn mistede livet under jordskælvet den 12. maj, fordi de sad i skoler, der var dårligt byggede og som ikke kunne modstå det kraftige skælv, der målte 7,9 på Richter skalaen. Siden da er kritikken af lokalregeringerne taget til. Forældrene beskylder politikerne for at være korrupte, og for at være ligeglade med sikkerheden på skolerne.

De seneste dage har der været meget få historier om skolerne. Kinesiske og udenlandske journalister ikke længere besøge skolerne. De er bevogtet af politi og militær. Journalisterne kan heller ikke længere frit tale med forældrene. De tør ikke at tale udtale sig nu. På internettet er censuren også begyndt at dukke op igen, og diskussioner på fora bliver slettet.

Stort set det eneste, der har stået i medierne de seneste dage, er, at uddannelsesministeriet i Beijing er begyndt en undersøgelse af skolerne. Men indtil videre er der få detaljer om undersøgelsen. Der er ikke nogen dato for, hvornår den slutter. Eller om den er tilstrækkelig grundig til, at forældrene for svar på, hvorfor skolerne faldt sammen.

Hvordan foregår censuren så?

Ifølge China Media Project på University Hong Kong har en højtstående politiker fra Guangdong, Wang Yang, kritiseret den kritiske dækning fra de to aviser Nanfang Baoye og Nanfang Zhoumo. De to aviser er kendt for deres kritiske dækning, og i sidste uge bragte de flere kritiske historier om skolerne.

Li Changchun, der er nummer fem i det politiske hierarki i Kina og ansvarlig for landets propaganda, er også taget til Sichuan, hvor han har møder med journalister.

Samtidig er der blevet udsendt en liste til landets medier, hvor der står hvad de kan dække og hvad de ikke kan dække.

Når det så er sagt, så betyder det ikke, at al kritik er forstummet. Slet ikke. Den foregår bare på nettet. Som sædvanlig er der debat herude, på fora og blogs, og man kan smyge sig uden om censuren på mange måder.

:: Se oversættelse af artikel fra Nanfang Zhoumo om skolerne Southern Weekend investigative report on the Juyuan Middle School

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

2 Kommentarer

  1. Pingback: Skolerne i Sichuan: Interview med den knælende partisekretær | KINABLOG.dk

  2. Pingback: KINABLOG.dk » Liu Xiaobo: Domstol afviser appelsag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *