OL i Beijing: Forureningen er her stadig

Skriv en kommentar
OL 2008 Beijing / Politik

Forureningen er her stadig. Og der er kun 16 dage, til OL begynder her i Bejing.

Det er dårligt nyt, som jeg skriver om i dag i Berlingske. For i søndags gik Beijing i gang med sidste del af en omfattende plan, der skulle drive forureningen ud af byen. Hundreder af fabrikker og byggepladser er blevet lukket og halvdelen af de 3,3 millioner biler er fjernet fra vejene.

Ifølge de officielle målinger er luften blevet bedre i Beijing.

Det er også rigtigt. Til dels. Tågen og forureningen hang over Beijing både tirsdag og onsdag morgen. I går klarede det op senere på dagen, så man kunne se den blå himmel. De dage har der været flere af de seneste par uger. Hvilket er uhørt. Normalt ligger der en grå dyne over byen, og man kan aldrig se den blå himmel. Det kan man nu på de gode dage, men til gengæld ligger osen stadig nede mellem bygningerne og ude i horisonten.

Prøv at se de tre billeder her.

Forurening over Beijing et.jpg Det første er taget den 10. maj på en helt normal dag.

Det andet er taget her lørdag den 12. juli. Det var så ren og klar en dag, at der var artikler i aviserne dagen efter. Det er også første gang siden jeg flyttede ind i min nye lejlighed i marts, at jeg kunne se bjergene i horisonten. Jeg har så heller ikke kunne se dem siden.

Det tredje er taget her onsdag formiddag.

Den storstilede plan vil heller ikke hjælpe med det samme. Det kan tage op mod 20 dage, før man kan se, om den har hjulpet på forureningen, sagde det lokale bureau for miljøbeskyttelse (北京市环保局) i går til avisen Jiefang Ribao. På bureauets hjemmeside kan man i øvrigt også se de daglige målinger ved at klikke på kortet over det enkelte distrikt.

Forurening over Beijing to.JPG

Så samtidig med, at bureauet siger, at effekten af den storstilede plan er klar og tydelig, og at den nu er god nok til at holde OL, er bureauet alligevel begyndt at arbejde på en nødplan.

Det er uklart, hvad den præcist går ud på. Men det er en stramning af planen fra i søndags.

Siden søndag må man kun køre i sin bil hver anden dag (“机动车单双号限行”). Men der skal endnu flere biler væk fra vejene. Måske endda helt op til 90 procent af alle køretøjer. Samtidig skal naboprovinserne også skære ned i antallet af køretøjer.

Forurening over Beijing tre_200x150.shkl.JPG

Naboprovinserne skal også i gang med at lukke endnu flere fabrikker. For eksempel cementfabrikker, støberier og kraftværker, som der allerede lukkede hundreder af i søndags.
Bureauet har ikke sagt, hvornår de vil sætte nødplanen i gang. Det vil ske, »hvis luftkvaliteten ikke møder OL-kravene.«

Kan man så stole på målingerne, som miljøbureauet laver? Det tror jeg ikke. Der er ikke nogen uafhængige målinger af luftkvaliteten. Og Beijing og BOCOG vil gå langt for at undgå aflysninger under OL.

BOCOG siger selv, at man kan stole på målingerne. Men hvis luften er så god, ville der heller ikke have været problemer ved at lade en uafhængig organisation stå for målingerne.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *