» 2008 » juli

OL i Beijing: Bill Gates kommer til byen

2008072307334280c7a_400x268.shkl.jpg

Bill Gates (比尔盖茨: bi er gai ci) skal til OL. Han har brugt 100.000.000 yuan på at leje en lejlighed, der ligger 180 meter fra fuglereden.

Det er i omegnen af 69 millioner kroner. Det lyder måske som en lidt pebret pris. Pjat. Tænk på at lejen er for et helt år. Et fund til de penge.

Lejligheden er i to etager og er på 700 kvadratmeter.


Gå til artikel » Skriv kommentar

OL i Beijing: Forureningen er her stadig

Forureningen er her stadig. Og der er kun 16 dage, til OL begynder her i Bejing.

Det er dårligt nyt, som jeg skriver om i dag i Berlingske. For i søndags gik Beijing i gang med sidste del af en omfattende plan, der skulle drive forureningen ud af byen. Hundreder af fabrikker og byggepladser er blevet lukket og halvdelen af de 3,3 millioner biler er fjernet fra vejene.

Ifølge de officielle målinger er luften blevet bedre i Beijing.

Det er også rigtigt. Til dels. Tågen og forureningen hang over Beijing både tirsdag og onsdag morgen. I går klarede det op senere på dagen, så man kunne se den blå himmel. De dage har der været flere af de seneste par uger. Hvilket er uhørt. Normalt ligger der en grå dyne over byen, og man kan aldrig se den blå himmel. Det kan man nu på de gode dage, men til gengæld ligger osen stadig nede mellem bygningerne og ude i horisonten.

Prøv at se de tre billeder her.

Forurening over Beijing et.jpg Det første er taget den 10. maj på en helt normal dag.

Det andet er taget her lørdag den 12. juli. Det var så ren og klar en dag, at der var artikler i aviserne dagen efter. Det er også første gang siden jeg flyttede ind i min nye lejlighed i marts, at jeg kunne se bjergene i horisonten. Jeg har så heller ikke kunne se dem siden.

Det tredje er taget her onsdag formiddag.

Den storstilede plan vil heller ikke hjælpe med det samme. Det kan tage op mod 20 dage, før man kan se, om den har hjulpet på forureningen, sagde det lokale bureau for miljøbeskyttelse (北京市环保局) i går til avisen Jiefang Ribao. På bureauets hjemmeside kan man i øvrigt også se de daglige målinger ved at klikke på kortet over det enkelte distrikt.

Forurening over Beijing to.JPG

Så samtidig med, at bureauet siger, at effekten af den storstilede plan er klar og tydelig, og at den nu er god nok til at holde OL, er bureauet alligevel begyndt at arbejde på en nødplan.

Det er uklart, hvad den præcist går ud på. Men det er en stramning af planen fra i søndags.

Siden søndag må man kun køre i sin bil hver anden dag (“机动车单双号限行”). Men der skal endnu flere biler væk fra vejene. Måske endda helt op til 90 procent af alle køretøjer. Samtidig skal naboprovinserne også skære ned i antallet af køretøjer.

Forurening over Beijing tre_200x150.shkl.JPG

Naboprovinserne skal også i gang med at lukke endnu flere fabrikker. For eksempel cementfabrikker, støberier og kraftværker, som der allerede lukkede hundreder af i søndags.
Bureauet har ikke sagt, hvornår de vil sætte nødplanen i gang. Det vil ske, »hvis luftkvaliteten ikke møder OL-kravene.«

Kan man så stole på målingerne, som miljøbureauet laver? Det tror jeg ikke. Der er ikke nogen uafhængige målinger af luftkvaliteten. Og Beijing og BOCOG vil gå langt for at undgå aflysninger under OL.

BOCOG siger selv, at man kan stole på målingerne. Men hvis luften er så god, ville der heller ikke have været problemer ved at lade en uafhængig organisation stå for målingerne.


Gå til artikel » Skriv kommentar

Ugens fem klik fra Kina: Sure sokker, fyrværkeri, gademad, OL og Apple

niaochaofireworkstop_400x280.shkl.jpg

:: Foreign Policy har en artikel af John Hoberman, der er professor i germanske sprog på University of Austin i Texas. Titlen er “Think Again” (kræver abonnement). I teksten argumenterer han blandt andet for, at OL er en politisk begivenhed, og at legene ikke skal promovere menneskerettigheder.

:: Beijing får nu Kinas første Apple Store. Den åbner på lørdag i det nybyggede Sanlitun Village.

:: Planerne for åbningsceremonien ved OL er en statshemmelighed, og det kan derfor koste op til syv års fængsel, hvis for eksempel en af de 10.000 medvirkende taler over sig. Men en ting er, at de står inde på stadionen og øver sig. Derimod er det lidt sværere at skjule en test af fyrværkeri. Selve showet er tilrettelagt af Zhang Yimou.

:: Telegraphs korrespondent i Kina, Richard Spencer, langer ud efter kommentatoren Liu Shinan fra China Daily og hans sure sokker. Liu Shinan er en af de kinesere, der ruller sig sammen i fosterstilling, hver gang nogen fra vesten kritiserer Kina. I stedet for en logisk og rationel argumentation lyder standardargumentet, at hele verden ikke forstår Kina, og hvis i dog bare gjorde en indsats for at forstå os.

:: Her er to korte videoer om kinesisk gademad. Den første er en gennemgang af gadens lækkerier, den anden handler mere om fedmebølgen og Kinas overvægtige problmer.

:: Billede fra Sina


Gå til artikel » Skriv kommentar

Hanekamp og dromedarer: Kort over Beijing fra 1936

Kort over Beijing 1936.jpg

Faldt lige over det her kort over Beijing, som efter sigende skulle være fra 1936. Der er sket lidt siden da. For eksempel ruller der en rickshaw rundt over det kvarter, hvor mit kontor ligger.

Kortet giver et meget godt overblik over det liv og de aktiviteter, der var i byen dengang. Kornmagasiner, hanekamp, de gamle elefant-stalde, papir-markedet og sørme om der ikke også er en karavane af dromedarer. Som måske nok er en anelse historisk ukorrekt. Der var almindelige til langt op i det 20. århundrede, som man for eksempel kan se på disse billeder.

Den giver også et overblik over bygningerne, hvoraf de fleste er blevet revet ned siden. For eksempel bymurene. Sammen med mange af de andre bygninger, der gav Beijing sit eget særpræg, er de forsvundet i dag.


Gå til artikel » Kommentar (4)

Folket elsker Wen Jiabao: Kinas mest populære politiker får hyldestsang

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Den populære premierminister Wen Jiabao har nu fået sin egen sang, som to fans har skrevet og komponeret i en hyldest til den 66-årige premierminister.

Efter jordskælvet er Wen Jiabao blevet Kinas mest populære og folkekære politiker, efter personligt at have ledet redningsarbejdet i Sichuan. Aviser, TV og radio har været plastret til med reportager om den utrættelige BaoBao (宝宝), der har stået i ruinerne og trøstet de sammenklemte ofre.

Allerede samme dag som skælvet ramte Sichuan var han på vej til området. Derimod kom den stive og mediesky præsident Hu Jintao først til området fire dage senere om fredagen. Og først efter folk var begyndt at spørge sig selv om, hvad landets præsident dog lavede.

Forskellen på de to er slående. Den følsomme Wen Jiabao, der står med røde øjne og er tydeligt mærket af situationen. Og på den anden side står den skjorteklædte træbjælke Hu Jintao. Der minder meget om Keanu Reeves. Det er kun ud fra dialogen og konteksten, at man ved om han er glad/sur/begejstret/alvorlig, for der er ingen bevægelser i ansigtet.

Derfor er Wen Jiabao braget ind i folkets hjerter. Og i sidste uge kom så hyldestsangen “Folket elsker dig så inderligt” til BaoBao:

Hver gang vind og regn rammer os
Kommer du og står i vores midte
og skærmer os fra det.

Du kommer med det samme når folket har brug for det
Uanset hvor stor faren er står du forrest

Du siger til børnene, at de ikke skal græde
selvom tårerne løber ned ad dit eget ansigt
Du beder os om at passe på os selv
selvom du aldrig selv tager den mindste pause

Premierminister! Premierminister, vi forstår oprigtigt dit hjerte,
du bekymrer dig altid for os
Premierminister! Premierminister, du er så træt, folket elsker dig inderligt
hver dag og hvert øjeblik bekymrer vi os for dig

每当风雨来临,
你就会来到我们中间。
无论再大的风雨,
都被你挡在了一边。

只要人民需要,
你总在第一时间出现。
无论再大的危险,
你都会义不容辞冲锋在前。

你叫孩子们别哭,
你自己却泪流满面。
你叫我们多保重,
你自己却一刻都不得闲。

总理啊!总理,
我们深深懂得你的心,
每一刻你都把我们惦念。
总理啊!总理,
你太累了人民心疼你,
每一刻我们都用心把你挂牵。

Det er en hurtig oversættelse, så jeg beklager, hvis der er nogen som sidder og rynker brynene. Hele videoen kan ses på Youtube eller på Baidu.

Apropos BaoBao. Det er normalt umuligt at komme tæt på de kinesiske ledere. Både fysisk og især mentalt. Men i 2006 fik Jane Macartney et interview med BaoBao, hvor de blandt taler om, hvad han læser.

Asked about his late-night reading preferences and what anxieties gave him insomnia, Wen Jiabao displayed the depth of his knowledge of China’s classics and the breadth of his interests beyond politics.

He told The Times that the question was a difficult one to answer. “You are actually asking about my reading and thinking.”

Rather than answer directly, the Prime Minister chose to quote from writings that he found most pertinent to his life.

“They will tell you something about me, what is on my mind and what I read.”

Hele interviewet er værd at læse, og der går nok også ti år før en udenlandsk journalist igen får lov til at interviewe nogen fra den politiske top.


Gå til artikel » Comment (1)

Nye sedler i Kina: Mao døde i 1989 og kinesere går amok i OL

ny kinesisk ol seddel.jpg

Her er en sommernyhed om Kina. Med tre gode ingredienser. For det første har det noget med Mao at gøre. Han er jo altid god at hive op af skuffen. Dernæst er der OL med i historien. Og endelig er der et twist af det gode gamle “hvor er de dog sære i Kina”.

Historien er, at Kina fjerner Mao fra landets pengesedler. Som der står her på sporten.dk er formand Mao nu blevet “fjernet fra pengesedlerne i i Kina” fordi OL-feberen “har nået nye højder”.

Nogenlunde det samme kan man også læse i Børsen, i the Telegraph, i en meget panderynkende alvorlig analyse i Guardian og utallige andre steder.

Det passer bare ikke. Mao er fortsat på landets pengesedler. Den nuværende serie kom i 1999 og er den femte serie i Folkerepublikkens historie. Og den fortsætter.

Den kinesiske nationalbank har blot trykt en serie på seks millioner 10 yuan sedler for at fejre OL.

Og helt ærligt – so what?

På samme måde trykker Danmarks Nationalbank en gang i mellem særlige serier af mønter for at fejre en begivenhed. Som for eksempel H. C. Andersen-året, 1000-året for den første danske mønt eller Frederik’s og Mary’s bryllup.

Men når det samme sker i Kina, så er det pandeklaskende sært. Fordi der kommer en serie mønter med H. C. Andersen på, betyder det jo heller ikke Dronning Margrethe bliver slettet fra samtlige danske sedler og mønter.

Hvad er der så med de sedler?

Ifølge Xinhua er de fleste af sedlerne blevet sendt til de olympiske byer, for eksempel Beijing, Shanghai og Qingdao.

Sedlerne er samlerobjekter, hvor folk har stået i lange køer foran bankerne for at få på dem, så de for eksempel kan sælge dem på taobao.com til et sted mellem 800 og 2.000 yuan.

Og så en lille parantes:

I samme artikel fra sporten.dk står der i øvrigt at “14 år efter hans død blev den kinesiske møntfod, yuan, udsat for en omfattende renovering” og Mao kom på pengesedlerne. Well, nej, Mao kom først på sedlerne i 1999, og han døde altså ikke i 1985 men i 1976.

Vissevasse. Detaljer. Flueknepperi. Jovist. Men Anker Jørgensen blev altså heller ikke statsminister i 1989, og det skader vel ikke at stræbe efter lidt præcision.


Gå til artikel » Skriv kommentar

Journalistik og OL: Ingen Kina eksperter uden licens

150px-ZDF.png Et hold fra den tyske tv-station ZDF står og sender et direkte indslag fra Den Lange Mur ved Simatai. ZDF’s korrespondent Johannes Hano står og interviewer en amerikansk analytiker, da uniformerede og civilklædte betjente træder ind og afbryder indslaget.

De afbryder interviewet, fordi amerikaneren ikke er en “licensed Chinese expert”. Som der står på FCCC (Foreign Correspondents Club of China) hjemmeside om Detentions and Harassments:

During the Great Wall interview, guards jumped in front of their live camera and stopped the broadcast. The ZDF crew called the Foreign Ministry and International Press Center and was allowed to continue, said Hano, “but we had to always take into consideration that they would stop us again.”

Politiet har også intimideret kilder, så de ikke turde udtale sig:

Several sources interviewed throughout the week were harassed by police, he recalled, and some who previously had agreed to be interviewed ultimately refused. ZDF plans to file “a sharp protest” with the Chinese government, said Hano. “While the abort of our live [broadcast] was a massive interference it is only the tip of the iceberg of what we experienced during the whole week of our long-planned live broadcasts from China.”

Tidligere skulle udenlandske journalister have tilladelser, når de skulle interviewe kinesere eller rejse rundt i landet. Men her op til OL vedtog de kinesiske politikere en særlov, så korrespondenterne ikke skulle hente tilladelser til at tale med kilder og frit kunne rejse rundt i (det meste) af landet. Loven trådte i kraft den 1. januar 2007.

FCCC har fået rapporter om hele 180 tilfælde i 2007, hvor myndighederne har chikaneret, tilbageholdt eller på anden måde forhindret journalisternes arbejde.

Det er ikke blevet bedre op til OL. Siden januar i år har der været 259 tilfælde, hvor myndighederne har forsøgt at hindre journalisternes arbejde.

FCCC opdaterer denne side med “Detentions and harrasments

Lige nu er betjentene og resten af sikkerhedsapparatet grebet af paranoia og angst. Der er to politiske fløje her i Beijing. De mere moderne og reformvenlige på den ene side, og de hårdtslående tilhængere af et stramt sikkerhedsapparet på den anden side. Og det er sikkerhedsfolkene, der sidder på den politiske magt i øjeblikket. Deres eneste bekymring er, at der ikke skal være problemer under legene.

Hvordan kommer det så til at gå, når de 25.000-30.000 udenlandske journalister kommer til Beijing her i august?

Jo, prøv at se på, hvad det var for et indslag ZDF var ved at lave. Det var om Beijings skønne seværdigheder. Ikke noget med menneskerettigheder, forurening eller social uro eller et af de mange andre følsomme emner.

Jo tættere vi er kommet på legene, jo værre er det blevet. Derfor tror jeg ikke, at situationen vil ændre sig og de pludselig lægger kursen om. Der vil blive masser af tilfælde af chikanerier og tilbageholdelser. Og der vil være tilfælde, hvor de går ind og afbryder direkte transmissioner.

Det vil også betyde, at kinesiske kilder kommer i vanskeligheder efter legene, fordi de har talt med de udenlandske medier.

Særloven gælder i øvrigt kun indtil den 1. september, og så træder den gamle lov i kraft igen.


Gå til artikel » Skriv kommentar

Historiske billeder fra Kina: Nøgne damer, bymure og hungersnød

Flygtning fra hungersnoeden i Shandong.jpg

Sport, Folkets Befrielseshær på øvelser, sværindustri, landbrug og tidlige kinesiske nøgenbilleder.

Thomas H. Hahn, der har en Ph.d. i kinesisk historie, og i dag er ansat på Cornell University, har en ret fantastisk samling af historiske billeder fra Kina og Tibet før 1949.

Han skriver, at han begyndte samlingen i 1988, og at der i dag er mere end 345 indlæg.

Siden er lidt svær at navigere rundt på, men det er værd at bruge lidt tid på at surfe rundt i billederne.

Et andet site med med speciale i historiske billeder fra Kina er BBS’en ilzp.com. Selvom man ikke læser kinesisk, er den værd at klikke rundt på.

For eksempel er der denne tråd, med billeder fra Jinan af flygtninge fra hungersnøden i 1927-1928. Fotos og diskussion om fotografen Lu Xiangyou (吕相友). Eller billeder fra et supermarked i Beijng under Kulturrevolutionen.

:: Billedet er fra ilzp.com og serien om hungersnøden i Shandong i 1927. Billedteksten lyder: “Flygtning graver et hul og gør sig til at bygge et skur for at modstå vinteren”


Gå til artikel » Skriv kommentar

Bevæbnede løbehjul: Kinesisk politi får Segways

Politi i kina får segway.jpg

Det bevæbnede politi (武警) i Jinan, der er hovedstaden i Shandong, har lige holdt en anti-terror øvelse med navnet “泰山2008”. Navnet kommer efter Tai Shan, der et af de fem hellige bjerge i Daoismen.

Under øvelsen kunne man se betjentene bruge deres seneste nye våben – en Segway. De siger selv, at den er god til patruljer, fordi den er hurtig og nem at manøvrere, og at man kan dække et stort areal hurtigt.

Der står ikke noget i artiklen om, hvor mange de har købt, om politiet i andre provinser har fået samme ide eller hvilke erfaringer politiet har med at bruge det højteknologiske løbehjul.

Politiet i Jinan er ikke de første til at bruge Segways. Flere steder i USA ruller ordensmagten allerede rundt på Segways, og firmaet har en hel side dedikeret til “police and governments”. Ifølge Segway har de i alt 750 politi- og sikkerhedsstyrker som kunder over hele verden.

Det kan godt være, at det er en god ide. Men det ser eddermame dumt ud.

武警 skal i øvrigt ikke forveksles med anti-terrorkorpset, der hedder 防暴.

:: Huanqio Shibao har en længere artikel om sagen (på kinesisk), hvor billedet også kommer fra.


Gå til artikel » Kommentar (2)

Et harmonisk OL: Kritikere i fængsel og husarrest

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Kritikerne i Kina er ved at blive harmoniserede her op til OL. Jo tættere vi kommer på legene, jo værre går det for menneskerettighederne.

Tidligere på ugen blev mindst fire kritikere sat i husarrest, og i tirsdags blev en journalist idømt fire års fængsel.

Det er det seneste eksempel på, hvordan den kinesiske regering fortsætter med at slå ned på sine kritikere her 35 dage før OL begynder i Beijing. Sagerne kommer samtidig med, at Kina forsøger at vise velvilje i forhandlingerne om Tibet. I tirsdags kom repræsentanter for Dalai Lama til Beijing for at genoptage forhandlingerne med den kinesiske regering.

Men selvom Kina forsøger at vise sig fra sin gode side fik journalisten Sun Lin (孙林) alligevel fire års fængsel ved retten i Nanjing. Han var anklaget for at være medlem af en bande, der afpressede penge fra illegale taxichauffører, men blev kendt skyldig i ulovlig våbenbesiddelse og for at have forstyrret den offentlige ro og orden. Sun Lin har hele tiden nægtet sig skyldig.

20080630103909.jpg Sun Lin (på billedet) er journalist for det kinesisk-sprogede website Boxun.com, der har hjemme i North Carolina i USA. Han blev arresteret den 30. maj 2007 efter advarsler fra myndighederne, der bad ham stoppe med at skrive om politik og sociale sager.

Sun Lin skrev under pseudonymet Jie Mu (孑木), og han dækkede især kriminalitet, politivold og stridigheder om ejendomme og landarealer. Sidste år skrev han også om Boxun, som de olympiske arrangører ikke ville give tilladelse til at dække OL. Boxon.com er censureret i Kina

Sun Lin’s advokat, Mo Shaoping, siger til nyhedsbureauet AP, at retten i Nanjing ikke fortalte Sun Lin’s familie om domsafsigelsen. Det skal retten i følge loven gøre tre dage før en afsigelse. Det skete ikke, og Sun Lin’s familie blev nægtet adgang til retssalen.

Samtidig har politiet i Beijing forhindret en række aktivister i at mødes med to amerikanske kongresmedlemmer, skriver blandt andre New York Times, AFP og AP. De to amerikanere er i øjeblikket i Beijing, hvor de i søndags skulle have haft en middag med flere dissidenter og kritikere.

Det forhindrede politiet. Advokaten Li Baiguang blev holdt i husarrest i tre dage i en forstad til Beijing. En anden advokat, Jiang Tianyong, blev holdt tilbage i hans lejlighed indtil middagen var forbi. Teng Biao, der er forsker på China University of Political Science and Law, blev også sat i husarrest (se biografi over flere af dem her).

Li Fangping, advokaten der blandt andet har forsvaret menneskeretsforkæmperen Hu Jia, fortæller til New York Times, at tre politimænd holdt vagt uden for hans lejlighed, og at de truede ham med at forfølge ham, hvis han gik udenfor.

Fan Yafeng, der er jurist på Chinese Academy of Social Sciences, siger, at han også var inviteret til middagen. Men efter et telefonopkald fra politiet, valgte han ikke at tage afsted.

»Det er en helt normal situation. Vi oplever tit den slags begrænsninger i vores frihed«, siger Fan Yafeng.

Fan Yafeng er også bekymret for, at det vil blive værre efter OL, når medierne og omverdenen ikke længere vil være helt så interesserede i Kina.

Det seneste år er der blevet strammet op over for kritikere og social uro, for Kinas Kommunistparti og regeringen i Beijing vil bruge de olympiske lege til at vise befolkningen og omverdenen, at landet er et stabilt og harmonisk samfund.

Tidligere på ugen begyndte myndighederne en national kampagne, der skal forhindre social uro og demonstrationer op til legene. Det skriver blandt andre det officielle nyhedsbureau Xinhua. Beijing har beordret landets lokalregeringer til at »beskytte social harmoni og stabilitet og at sikre at Beijings olympiske lege vil forløbe sikkert og roligt.«

Kampagnen kommer efter sidste uges uroligheder i Guizhou provinsen (se blandt andet AP via International Herald Tribune, AFP og EastSouthWestNorth) hvor en 17-årig pige blev fundet død i en flod. De lokale myndigheder blev beskyldt for at forhindre opklaringen af sagen, fordi en søn af en lokal embedsmand efter sigende skulle være involveret i mordet på pigen.

Sagen udløste optøjer med mere end 30.000 demonstranter. Omkring 2.000 paramilitære tropper og politimænd forsøgte at kontrollere uroen, der resulterede i afbrændte regeringsbygninger og 300 arrestationer.

Det har selvfølgelig også fået censuren på internettet til at gå op i et højere gear. Men de kinesiske netbrugere har prøvet det før og er gode til at snige sig uden om censuren.

Blandt andet ved at bruge Twitter, som for eksempel den kinesiske blogger og borgerjournalist Zuola.

Eller som Wall Street Journal skriver:

So bloggers on forums such as Tianya.cn have taken to posting in formats that China’s Internet censors, often employees of commercial Internet service providers, have a hard time automatically detecting. One recent strategy involves online software that flips sentences to read right to left instead of left to right, and vertically instead of horizontally.

:: Videoen er fra sidste uges optøjer i Guizhou. Se flere her på Youtube


Gå til artikel » Skriv kommentar