OL i Beijing: Angrebet i Xinjiang

kommentarer
OL 2008 Beijing / Politik

7048AA78521F74EBEA0B769CA76853B4_400x250.shkl.jpg

Endnu en gang er der uro i Xinjiang, som jeg skriver om i dagens Berlingske her og her.

Angrebet skete i Kashgar foran Yiquan Hotel, som politistationen ligger ved siden af. To personer kørte en lastbil med tiplad ind i en gruppe af politimænd (eller rettere det paramalitære wujing 武警, hvis man vil gå i detaljer), der mandag morgen ved otte-tiden var i gang med at jogge på gaden. Lastbilen skred ud i vejsiden og ramte en elmast, hvorefter de to mænd hoppede ud. De angreb politimændene med knive og smed hjemmelavede bomber ind i politiets barakker. Der er fundet stumper efter fem eksplosioner.

14 blev dræbt på stedet, og to andre døde på undervejs til hospitalet. I alt er der 16 sårede.

Er det så terror? Eller er det en lokal konflikt, hvor for eksempel bønder gengælder politivold eller lignende?

I Beijing er man ikke i tvivl. Det har man faktisk ikke været i lang tid. Viceminister for offentlig sikkerhed, Yang Huanning, sagde i sidste måned, at OL vil være et mål for terror, hvor forskellige anti-kinesiske kræfter vil gøre alt for at sabotere legene.

Siden da har myndighederne kørt en kampagne for et fredeligt OL, og der er strammet gevaldigt op på sikkerheden. Samtidig skal man overbevise befolkningen og udlandet om, at der er en reel terrortrussel. Derfor har de i den grad slået på frygten for terror. Blandt andet ved at ophøje lokale episoder ude i provinserne til nøje planlagte terrorangreb.

For eksempel i begyndelsen af juli, hvor et offentligt kontor i Zhangjiajie i Hunan eksplodere. Der var ingen dræbte men flere sårede. Det var en mand, der ville have hævn over den lokale regering, fordi hans ulovligt byggede hus var blevet raget ned af det offentlige.

Der har været flere episoder i år. For eksempel i maj da »splittister fra East Turkistan Islamic Movement« går ombord på Southern Airlines fly for at kapre eller sprænge det i luften, men hvor det lykkedes for politiet at forpurre det. Et andet eksempel er fra den 5. maj i Shanghai, hvor en bus eksploderede. Eller fra Kunming den 21. juli, hvor to bomber sprænger i to busser og dræber to personer. Et andet eksempel er, da politiet i Xinjiang holdt en pressekonference og sagde, at de i år havde anholdt 82 terrorister og at to af dem var blevet henrettet.

Der er flere røde tråde, som går gennem alle eksemplerne. For eksempel bomberne i busserne. Det var ikke terrorisme og der var ingen forbindelse mellem Kunming og Shanghai. Politiet i Kunming har sendt en efterlysning ud på en mand, og afskriver helt at der er tale om terror.

En anden rød tråd er beviserne. Der er en total mangel på beviser i alle eksemplerne. De tre personer fra flykapringen har alle tilståede. Siger politiet. Men under hvilke vilkår? Og de 82 personer, som de har anholdt i år? Ingen beviser. Er der nogen journalister, udenlandske politikere eller diplomater, som får lov til at kigge beviserne efter? Nej.

Politiet og myndighederne argumenterer i cirkler. Vi har beviser, fordi vi siger det, og vi har fået en tilståelse, som i skal tro på, fordi vi siger det.

Som det var under krisen i Tibet. Vi har en munk, som i ikke kan tale med, der har tilstået terrorisme, og tilståelsen er givet under forhold, som vi ikke kan tale om, og der er ingen grund til at fremlægge yderligere beviser, for det er, som vi siger.

Samtidig er det værd at lægge mærke til timingen. For eksempel med de 82 personer. Politi, sikkerhedsbureau og centralregering prøver at overbevise kineserne og udlandet om, at der har været en konstant mængde af terrorisme i Xinjiang. Se selv – vi har anholdt 82 terrorister i hele 2008. Men hvorfor hører vi så først om dem nu? Der har været stort set stille i Xinjiang hele året.

Betyder det så, at der ikke er en terrortrussel i Xinjiang. Nej. Den er reel nok. Men myndighederne blæser den op.

I går talte jeg blandt andet med Dr. Michael Clarke fra Griffith University:

»Det er et legitimt problem. Når man ser på historien i Xinjiang, kan man arguementere for, at der især har været problemer siden slutningen af 1980erne. Men det er især blevet forstørret efter 9-11,« siger Michael Clarke.

De kinesiske myndigheder bruger altså ikke blot frygten for terror og OL som en undskyldning for generelt at stramme op på sikkerheden og slå hårdere ned på Xinjiang.

Michael Clarke siger, at regeringen også bruger det udenrigspolitik til at komme tættere på lande i centralasien, der har problemer med terror og fundamentalistiske islamister.

»Kina har set det som en mulighed for at knytte bånd med de lande,« siger Michael Clarke.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

3 Kommentarer

  1. Pingback: OL i Beijing: Kinesisk politi overfalder to udenlandske journalister | KINABLOG.dk

  2. Jeg hørte i går en historie om hvordan 100.000 terrorister mere eller mindre var på vej til Beijing – ganske vist ikke i samlet flok, men i små grupper.
    Mange gange har kineserne svært ved at oversætte de store tal til engelsk, fordi de ikke bruger de samme benævnelser, så jeg spurgte flere gang til om det nu også var 100.000, og det blev bekræftet.
    Tidligere er jeg blevet anbefalet at udsætte en tur til Ningxia, fordi det vrimler med terrorister, hvilket går det farligt af bevæge sig rundt.
    Uden tvivl voldsomt overdrevet, men alligevel er der mange der falder for det, og det er meget svært at overbevise dem om det modsatte for hvor er beviserne.

  3. Pingback: Ugens fem klik fra Kina: Marked, bomber, Stein Bagger og demokrati | KINABLOG.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *