Ugens Fem Klik Fra Kina: Mønsterarbejdere, Egon Olsen og demokrati

Skriv en kommentar
Ugens Fem Klik

20080616165202914_150x135.shkl.jpg :: Danwei har nu fundet årets Mønsterarbejdere. Hvem er det? Jeg har to ting at sige til de af jer, der ikke kender Danwei. For det første – skam jer. For det andet – Danwei er en af de bedste blogs om Kina og kinesiske medier, reklamer og storbyliv.

Den blev oprettet i 2003 af Jeremy Goldkorn, og i dag er redaktionen oppe på otte mand, hvoraf den ene er en kvinde. Igen i år har de fundet årets bedste blogs, og du kan se hele listen her.

:: Kina og demokrati? Glem det. For Kina er gået en anden vej end sine demokratiske naboer som Thailand, Sydkorea og Taiwan, skriver Daniel C. Lynch i Far Eastern Economic Review. Han er lektor i internationale forhold på University of Southern California, og er forfatter til »Rising China and Asian Democratization«, der udkommer senere på måneden. Hans konklusion i artiklen lyder:

»The key point is simply that if current trends hold, China’s future will not be democratic. Neither all of the hullabaloo surrounding the Olympics nor the Sichuan earthquake response significantly alters China’s developmental trajectory. The sooner the world recognizes this fact, the sooner we can all begin preparing for the real Chinese future«.

:: Luften er møgbeskidt i Beijing. Men det skader ikke atleterne, der alligevel tager hjem om et par uger. Os andre derimod… host… bør nok være lidt mere bekymrede, skriver Beijing Airblog:

»In fact i don’t really care what the air quality will be like in the next few weeks; i rather worry about the next few years, and my only hope is that the authorities will be somehow convinced/pressured to give a higher priority to improving air quality. Stop subsidizing petrol, even if it doubles the price at the pump. Enforce dust filters on industrial installations across the country. Preventing higher inflation is not a long-term vision,«

:: Der er mere Wahaha end Jubii over Yahoo i Kina. Kort sagt går det ualmindeligt dårligt for de vestlige tech-firmaer her i landet. Hvorfor? Jack Perkowski og Managing the Dragon nævner denne artikel, hvor han opsummerer grundene: De forstår ikke markedet, de er ufleksible og der er stærke lokale konkurrenter. Som Egon Olsen ville have sagt: Hundehoveder, hængerøve og lusede amatører.

:: Den amerikanske TV-station NBC, der har rettighederne til OL i Kina, er ikke glade for internettet, som man kan læse på Pomfret’s China. Stationens advokater havde nemlig travlt i fredags. De brugte hele dagen på at ringe rundt til hjemmesider over hele verden i et forsøg på at holde åbningsceremonien væk fra internettet.

OL skal nemlig ses i fjernsynet på et bestemt tidspunkt, mener NBC, der lever i en tid hvor et fjernsyn var et mahognimøbel med låger. Så her er en nyhed: Internettet er kommet for at blive. Prøv at åbne en “browser” og se hvad der sker.

Det er Napster om igen. I stedet for at pladeindustrien så det smarte i internettet, forsøgte at tjene penge på det, udnytte det og gav folk hvad de ville have, lagde de sig i fosterstilling og har nu brugt ti år på at rulle rundt og tude over hvor du-du-dumme alle er, snøft. Så kom iTunes selvfølgelig, og nu er de så småt blevet tvunget til at finde ud af hvad det dersens http og www er for noget elektronisk hurlumhej & hekseri. NBC er nu ved at lave en Napster.

Helt ærligt. Jeg beklager. TV? Glem det. Ikke om jeg gider spilde tid på det. Det kan godt være, at de Armani-klædte Grauballemænd i NBC’s bestyrelse sidder fast i 2005, men jeg vil eddermame selv bestemme over, hvornår jeg vil se nyheder, sport, doku, drama eller hvad det måtte være. “Programmet sendes fredag klokken 20.35”. Nej, gu gør det ej. Jeg skal nok selv finde ud af, hvornår jeg vil se det. Og hvis jeg ikke kan bestemme over min egen tid, så glem alt om det.

Og hey – DR og TV2? Se på mig. Jeg taler til jer. Hey, herovre, I’m lookin’ at ya! Vågn op, damnit.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *