OL i Beijing: Politik får guldmedalje

kommentar 1
OL 2008 Beijing / Politik

screen-capture.png Politik og OL hører sammen, som jeg skriver om i dag i Berlingske. Hen over weekenden ramlede den globale politik ind i OL. Med 100 km/t. Slam. Og gjorde Beijing og OL til verdens politiske navle.

Der var krigen mellem Georgien og Rusland, som i weekenden fik den amerikanske præsident George W. Bush og Ruslands premierminister Vladimir Putin til at støde sammen. Der var Georgiens olympiske landshold, der overvejer at trække sig ud af legene. Og der var bomberne som søndag morgen eksploderede i Xinjiang.

Fredag var der middag for de 80-90 statsoverheder, der skulle være med til åbningen af OL samme aften. Det var i Folkets Sal, der ligger på Tiananmen i midten af Beijing. Ved hver af bordpladserne i den enorme sal, bag ved en gul serviet, en tallerken, tre vinglas og seks guldknive og –gafler stod et bordkort. På to af dem stod der George W. Bush og Vladimir Putin. Middagen begyndte med Kinas præsident Hu Jintao, der holdt en tale om OL, og hvordan det fremmer »venskab«, »gensidig forståelse« og »fred.« Imens sad Putin og Bush få meter fra hinanden og lyttede til talen, mens georgiske og russiske soldater hamrede ind i hinanden fem tusind kilometer fra middagsbordene i Beijing.

Senere under middagen var det så Bush og Putin’s tur til selv at støde sammen, i det som den australske premierminister Kevin Rudd i de australske medier har kaldt for en »ophedet« diskussion.

Det var her, at Bush for første gang under OL meget bestemt bad Putin om at stoppe bombningen af Georgien. Det gjorde han igen søndag, hvor han i øvrigt også var til gudstjeneste i Kuanjie Protestantiske Kirke i Beijing. Det var for endnu en gang at stikke til den kinesiske regering. Denne gang var det ikke for at kritisere menneskerettighederne og manglen på ytringsfrihed, men for at opfordre regeringen til religionsfrihed, som der reelt ikke eksisterer i Kina.

Det var også i går søndag, at to konkurrenter og medaljevindere fra Rusland og Georgien gav hinanden hånden og et par kindkys, for at vise at konflikten derhjemme ikke skulle gå ud over den gode sportsånd i Beijing.

Men som den georgiske medaljevinder sagde: »Den her medalje er vigtig for Georgien, især i disse tider«.

For medaljen er selvfølgelig mere end blot et stykke metal, der er vundet i en sportskonkurrence. Især tilbage i hjemlandet.

Især når to af Georgiens olympiske deltagere selv kommer fra Sydossetien, og flere af dem har bekendte eller familie i hæren.

Den kinesiske regering har selv brugt OL til at gøre politisk hovedrent. De seneste måneder har den ryddet op blandt sine kritikere. De er sat i fængsel, arbejdslejr eller er blevet chikanerede. Det har utallige rapporter fra menneskeretsorganisationer peget på.

Kinas regering har også brugt frygten for terror til at sætte sig endnu hårdere på Xinjiang provinsen. For nogle måneder siden begyndte regeringen at tale om terrortruslen fra den vestlige provins. Flere sager blev vist frem som beviser. Sagerne har været umulige at kontrollere fra uafhængige kilder. Flere udenlandske observatører mener, at det er lokale skærmydsler og forbrydelser, der blive pustet op til at blive stemplede som terror.

Søndag fortsatte urolighederne derovre. Her skød politiet syv personer, som de siger var terrorister, der havde sprunget en eller flere bomber i en lokal politistation og dræbt to betjente.

Sport, OL og politik hører sammen. Det er derfor Kina holder OL. Her taler man om at blive en tiyu daguo (体育大国). En sportslig supermagt. Kina skal bruge legene som springbræt til at blive en moderne supermagt, og de kan ikke hævde at være det, uden også at være en tiyu daguo.

Som Kinas tidligere præsident Jiang Zemin sagde før landet vandt konkurrencen om at holde OL i 2008: »Et succesfuldt bud [på OL] vil højne den indenlandske stabilitet i Kina og skabe økonomisk fremgang«.

:: Billedet er mit eget elendige foto af George Bush’s bordkort.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *