Vrøvl og mikrober: Kinesere tænker ikke på individet

kommentar 1
Politik

Hverdag i Kina i 2008_400x212.shkl.jpg

Forleden skrev David Brooks i hans klumme i New York Times, at man kan dele verden ind på mange måder. For eksempel i rig og fattig. Eller demokratisk og autoritær.

Men den mest slående inddeling, skriver han, er mellem samfund med henholdsvis kollektiv og individualistisk mentalitet. Som for eksempel USA og Asien.

Vrøvl.

For nu at sige det pænt.

Man kunne også sige: 操你妈的逼。

For det første er det umuligt at sætte alle de asiatiske lande i en enkelt kasse. Singapore, Taiwan, Kina, Indonesien, Sydkorea og så videre. Forskellene er enorme.

Som James Fallows skriver i en kommentar til David Brooks:

This is the kind of thing you can say only if you have not the slightest inkling of how completely different a billion-plus people can be from one another. Beijingers from Shanghainese, Guangdong entrepreneurs from farmers in Sichuan, Tibetans from Taiwanese, people who remember the Cultural Revolution from those who don’t, people who remember the famines of the Great Leap Forward from people who’ve always had enough. The guy across the street from his brother. His daughter from his wife. People hanging on in big state enterprises from those starting small firms. People who stayed in the villages from those who came to the city for jobs. Christians from Buddhists. Hu Jintao from Jiang Zemin, Olympic weightlifters from Olympic tennis players, Yao Ming from Liu Xiang, Wen Jiabao from Edison Chen — and while we’re at it, Filipinos from Koreans, Japanese from Chinese, Malaysian Chinese from Malaysian Malays. Lee Kuan Yew from Kim Jong Il. People from Jakarta from people in Seoul. Hey, they’re all “Asians”.

For det andet er der den sejlivede myte om, at kineserne er u-selviske og tænker på helheden og kollektivet først.

For det første. Kina er et af de mest kapitalistiske lande på jorden. Glem alt om USA. Hvis du har penge og forbindelser kan alt lade sig gøre her.

For det andet. Der er enorm fokus på individet i Kina. Se for eksempel på skolesystemet, der er gennemsyret af konkurrence. Et eksempel. Når læreren giver eleverne deres hjemmearbejde tilbage, får de opgaverne tilbage efter hvor godt de har klaret sig. Den bedste er den første. Den dårligste den sidste. Uanset om det er første klasse eller en klasse på universitetet. Kend din plads.

Det er et samfund, der er gennemsyret af konkurrence. For eksempel to år gamle børn, der går til engelsk. Det giver dem et forspring, når de skal begynde i skole.

Og nu er det jo tid for OL, så se på sportsskolerne, som Kina kopierede efter Sovjetisk model i 1950erne, der i dag fremavler atleter. Sport har også enorm betydning i de almindelige skoler, for du får point for, hvor godt du klarer dig i idrætstimerne. Og de point er vigtige. Jo flere, jo bedre. For de bestemmer hvilket universitetet, du kan komme ind på. Og navnet på et godt universitet bestemmer din videre karriere og hvilket arbejde, du kan få.

Trafikken i Kina er et godt billede på, hvor individualistisk et samfund det er. Alle vil først. Jeg vil frem. Det handler om mig. Uanset om jeg så blokerer for ti andre biler og sætter alt omkring mig i stå.

Generelt, i hvert fald. For det er – som nævnt – svært at generalisere 1,3 milliarder mennesker. Rigtigt nok, de er alle kinesere. Men en bonde der starter sin morgen med at trække vandbøflen rundt i marken, har ikke meget til fælles med en aktieanalytiker fra Shanghai, der starter sin morgen med en double shot latte fra Starbucks.

David Brooks skriver, at de kollektive samfund opstår omkring ækvator:

Recently, some scientists have theorized that it all goes back to microbes. Collectivist societies tend to pop up in parts of the world, especially around the equator, with plenty of disease-causing microbes. In such an environment, you’d want to shun outsiders, who might bring strange diseases, and enforce a certain conformity over eating rituals and social behavior.

Hmm… Så samfund omkring ækvator er lukkede og centrerede om sig selv. Og det har gjort blandt andre Kina til et samfund, der først og fremmest tænker på kollektivet. På grund af mikrober.

Blot en enkelt kommentar. Kina har et subtropisk klima i syd. Og subarktisk i nord. Men måske har mikroberne spredt sig fra syd til nord.

Hvis de ækvatoriale samfund på den måde skulle være lukkede, må det også betyde, at samfund som Danmark er åbne.

Tjah, selvom man bor 20 år på Bornholm, bliver man ikke bornholmer af den grund. Ligesom 20 år i Nuuk heller ikke gør en til eskimo. Jeg mener, at man roligt kan stille spørgsmålstegn ved, hvor åbne og globaliserede for eksempel det danske samfund er.

:: Billedet er her fra Wikipedia, og viser typiske kinesere på vej til OL i Beijing

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

  1. Pingback: OL i Beijing: Mere vrøvl fra Brooks | KINABLOG.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *