OL i Beijing: Tilskuerne bliver hjemme

Skriv en kommentar
OL 2008 Beijing / Politik

20080815061038717493_200x295.shkl.jpg De olympiske stadions er fyldte. Til randen. Med tomme sæder. Tilskuerne bliver væk.

BOCOG mener selv at det skyldes vejret. Her er enten er for varmt, vådt, tørt eller blæsende.

Hvorfor er de mange stadions kun halvfyldte? Eller endda kvartfyldte.

For det første tror jeg, at det er helt naturligt på det her tidspunkt under et OL. De saftige finaler kommer i næste uge.

For det andet har det kinesiske statsapparat banket smilene væk fra mange kineseres læber, så de ikke tør eller gider at have noget med OL at gøre.

Samtidig er visa-reglerne for udlændinge blevet strammet så meget, at mange har opgivet at rejse til Beijing og Kina.

Se på hotellerne her i Beijing. De hoster rundt med astmatiske belægningsprocenter på omkring de 50. Inden OL havde de haft sprittuscherne fremme og tilføjet uendeligt mange nuller bag de normale priser, men nu er de fleste blevet nødt til hurtigt at strege dem over igen og gå under selv de normale takster. For gæsterne er blevet væk. Det gælder også mange af de hoteller, der sidste år ved samme tid var fyldt op med gæster.

Under OL i Athen lykkedes det kun at sælge cirka to-tredjedele af billetterne. Men her i Beijing har man meldt alt udsolgt. Hvem er det så, der har nappet billetterne?

Det er blandt andet billethajerne, der har ædt enorme mængder af dem. Både de udenlandske og kinesiske af slagsen. For eksempel ville en af dem have 15.000 yuan for en billet til åbningsceremonien. Den fik han ikke solgt.

Samtidig er der voldsomt mange guanxi-billetter i omløb. Sponsorer, organisationer og virksomheder har suget billetterne til sig.

For eksempel har militæret købt en bunke af dem, som de er begyndt at dele ud til pensionerede soldater. Forleden gik de rundt fra dør til dør i et af de komplekser her i Beijing, hvor der bor pensionerede soldater, og bankede på dørene for at uddele billeter, så der kunne komme tilskuere til konkurrencerne.

BOCOG har ligefrem også sendt hundreder af folk ud i stadions, der iklædt orange t-shirts skal fylde sæderne ud og sprede god stemning på stadions.

:: Billedet er fra gårsdagens olympiske uvejr i Shanghai.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *