OL i Beijing: Legenes værste journalist

Skriv en kommentar
Humor / OL 2008 Beijing

rob riggles journalister lokal kultur beijing.jpg

20.000 journalister er styrtet ned i Beijing. De fleste er her heldigvis for at dække sport. Og det går glimrende.

Men der er også nogle, der gerne vil dække al det der uden om OL (som der faktisk ikke har været en dyt af, fordi hele samfundet er sat på en total pause indtil OL er slut & forbi).

Det går ikke altid lige godt. Mange af dem har hentet deres viden om Kina fra det in-fligt magasin, der lå i sædelommen foran dem på flyveturen til Beijing. Eller fra flappen på Lonely Planet Beijing. Eller ved at kigge ud af vinduet på hotellet.

Derfor har medier over hele verden været solidt fyldte med oppustede historier om kontrasternes Kina, Mao Zedong på pengesedler, se hvor mærkeligt de spiser i Kina, hvor meget de alle sammen smiler herovre og alle de andre klicheer. Alt sammen gode og solidt researchede historier der er skrevet af folk, som aldrig har været uden for den 3. ringvej i Beijing.

En af de værste er Rob Riggles fra the Daily Show. Den fedladne og Starbucks-drikkende amerikaner er i kategori med Ted Baxter, Morbo og Kent Brockman.

Riggles omtaler landet som “the great China, gateway to Mongolia”. Serien hedder selvfølgelig Chasing the Dragon.

Han har været her en uge. Hvor han blandt andet har mødt og afdækket den lokale kultur. Som man kan se på billedet herover. Og iklædt den obligatoriske, khakifarvede vest har den selvfede journalist også fundet ud af, at “there is a story here, even bigger than me”.

Min helt klare favorit er indslaget, hvor han afdækker det autoritære Kina.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *