Hua Guofeng: Kinas mest anonyme leder er død 87 år gammel

Skriv en kommentar
Historie / Politik

Hua Guofeng.jpg

Det mest interessante ved Hua Guofeng (华国锋) er, at han er så uinterresant.

Hua Guofeng var kort sagt en af Kinas mest anonyme ledere. I går døde han i Beijing 87 år gammel.

Det var ham, der efterfulgte Mao i 1976. En million mennesker drog i oktober 1976 ud i gaderne i Shanghai og Beijing for at hilse den nye formand velkommen.

Det var også ham, der byggede Mao’s mausoleum på Tiananmen. Men hans største bidrag til historien var, da han kort tid efter sin udnævnelse arresterede Firebanden og Mao’s hustru Jiang Qing. Det var stort set også hans eneste – og slet ikke ubetydelige – bidrag til historien. For Hua Guofeng tabte magtkampen mod Deng Xiaoping.

Hua ville fortsætte Mao’s linje. Hans kurs var, at uanset hvilke initiativer, regler eller tanker som Mao havde haft, så skulle man fortsætte dem.

Deng Xiaoping ville derimod væk fra Mao. Han ville lave reformer. And the rest is history, som man siger.

Hua havde ikke nogen visioner eller store planer. Mest af alt var han en funktionær og administrator af Mao’s politik. Han kom til magten, fordi han var fanatisk tilhænger af Mao og havde støtte blandt PLA’s generaler i Beijing.

Han var ikke nogen stor politisk strateg, så det varede ikke mange år før Deng Xiaoping og hans tilhængere, havde kørt ham ud på et sidespor.

Men selvom Hua Guofeng tabte magtkampen, fik han alligevel lov til at beholde de fleste af sine høje poster. For eksempel beholdt han sin post i Centralkomiteen helt op til 2002. Efter sigende uden at bære nag eller være hævntørstig. Derimod var han flink og høflig.

Efter sigende. For som altid kan man kun gætte om, hvad der sker inde i partiet og blandt de højeststående politikere.

På trods af sin høje alder fortsatte han med at komme til partiets kongresser, hvor han ivrigt fulgte med i debatterne, som man kan se på det her billede fra kongressen sidste år.

New York Times, The Telegraph og Washington Post har gode nekrologer over Hua. Guardians nekrolog giver et godt historisk rids over Hua.

Danwei har en god samling links og har også oversat en blogpost fra juraprofessor He Weifang.

Der er propagandaplakater af den anonyme formand på Black and White Cat og ikke mindst her i Stefan Landsbergers enorme samling af plakater.

Hold øje med Granite Studio de næste par dage, for ph.d. og historielærer Jemiah Jenne er en stor fan af Hua, og der kommer en solid nekrolog på et tidspunkt.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *