OL i Beijing: Sport, sport og sport

Skriv en kommentar
OL 2008 Beijing / Politik

img212039960-250x166shkl_150x100.shkl.jpg Slut. Ikke mere kinesisk OL. Det var paradoksalt nok et par uger, hvor Kina stod stille rent nyhedsmæssigt. Der skete (næsten) ikke noget. Kinesisk kultur, politik og erhvervsliv var lukket ned og medierne fyldte med svedende atleter.

Efter syv års politisk optakt var det også værd at lægge mærke til, hvor lidt politik fyldte under legene. Der var lagt op til det helt store, men der skete absolut intet.

Derfor blev aviser, tv og radio rundt om på kloden fyldt op med historier om, hvor sjovt de der kinesere spiser, og at kineserne nu har åbnet op for (indsæt selv et eller såsom yoga eller undergrundsmusik) ________. Og taxachauffører og de frivillige hjælpere rundt om ved de olympiske stadions blev brugt som eksperter på Kina.

Mange af de frivillige var i øvrigt hele klasser fra universiteterne, hvor de studerende havde fået en høflig henstilling om at melde sig som frivillige. Hvorfor nogle også blev nødt til at ændre rejseplaner og blive i Beijing i stedet for at rejse hjem.

Andre af de frivillige var soldater og betjente, der blot gik rundt i de frivilliges t-shirts. Det ser mindre skræmmende ud.

Næste gang kommer turen så til London og England. Hvis standarden fra Beijing skal holde, så får vi en bølge af historier om, hvordan alle englændere drikker varmt vand klokken fem om eftermiddagen, men at de er begyndt at blive moderne og åbne op for udlandet, for flere og flere drikker nu også kaffe; at de spiser kidney pie mindst en gang om dagen; at alle går på pub og drikker lunken øl; at mændene går med bowler hat og paraply og har en overlæbe der er stiv som en skruetrækker; og så videre.

Tom Humprhies, der arbejder for Irish Times var en af de 20.000 journalister der dumpede ned i Beijing for at dække Kina og legene. Han beskriver det selvransagende på denne måde:

More than at any other Olympic celebration, we were aware of being tranquillised – we lived in a theme park, not China (…).

The main transportation area at the Olympic press centre is a grid several football pitches in area with buses going hither and thither from designated stops. To get to the shuttle that whisks us nightly to our plush seven-star hotel suite, we must go past the stop that whisks other people to the Beijing Foreign Experts Institute. We can’t help but feel a pang of envy.

All of us here, after all, are foreign experts, unblushing about painting an overall picture of China after a couple of weeks spent within the Disney on steroids environment that the Olympics provides.

In truth we are the least-qualified people on earth to comment on China and the games. We can only compare and contrast these Beijing games as seen from within the bubble with the experience of being within other bubbles.

Og endelig:

China has planned and constructed these games to soothe us. It exposes us to the friendliest, most helpful security people in the world, the warmest citizens and their touching innocent pride. They smile hugely when they throw Snickers bars at us! And our reservations and protest plans feel like bad manners.

We remember all the promises made in Moscow seven years ago and realise that China has delivered over and over again in terms of the infrastructure of these games and, rather cynically, hasn’t blinked on much else. But we can see nothing and hear nothing, so while we are here, we do nothing and hope those who hope for more understand. We were queuing for M&Ms. Okay?

Og det er helt okay. Efter årelange diskussioner om menneskerrettigheder og storpolitik var det måske på tide at få atleterne på banen og koncentrere sig om sport og få lidt glæde ind i legene, der de seneste måneder var blevet presset ret flade.

Men. For sådan et er der. Alligevel overrasker det mig, at der overhovedet ikke var nogen politikere, atleter eller andre berømtheder, der kom med nogen som helst former for udtalelser eller lignende.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *