Ny og glimrende bog: Kina – individ og samfund

Skriv en kommentar
Nye bøger

06783501d9.jpg Det er en af de bedste bøger om Kina, der er udgivet i Danmark de senere år. Hvis du er på udkig efter en bred introduktion til Kina og kineserne, så vil jeg anbefale “Kina – individ og samfund“.

Den er skrevet af professor Stig Thøgersen fra Aarhus Universitet og professor Mette Halskov Hansen fra Oslo Universitet.

Det er egentlig en undervisningsbog til højere læreanstalter. Men det skal ikke afskrække dig.

Der er ingen tvivl om, at den er mere akademisk end journalistisk. Forstået på den måde, at jeg gerne ville have haft reportager, lyde og lugte. Det er en smagssag.

Men bogen er skrevet, så den kan læses af alle. I hvert fald alle der er nysgerrige og har en interesse i Kina. Den er velskrevet, logisk opbygget og med gode illustrationer.

Udgangspunktet for bogen er ikke, hvordan vi ser på kineserne udefra. Det er derimod kineserne og deres hverdag.

Forfatterne opsummerer det selv således:

Kineserne er individer – ikke en grå masse
I kølvandet på den økonomiske liberalisering har Kina oplevet en markant individualisering. Subkulturerne blomstrer og sætter deres aftryk på tøjstil og musiksmag, og de mere privilegerede kinesere lægger omhyggelige karriereplaner og blogger om deres seksualliv på nettet. Den sociale struktur og det politiske system sætter selvfølgelig nogle rammer for den enkeltes handlemuligheder og råderum, men der er opstået utallige – og stadig mere forskellige – måder at være kineser på.

De unge vil selv bestemme
Kinesiske unge vil selv finde deres partnere og det er blevet almindeligt at have flere kærester før man gifter sig.

”Fri kærlighed” er blevet et almindeligt begreb på kinesisk, men det betyder ikke at den enkelte frit kaster sig ud i kærlighedsforhold. Den frie kærlighed henviser til den måde man indgår aftaler om ægteskab på. De unge har tit meget klare kriterier som bruges til at måle potentielle partnere op mod hinanden. Indtægt, uddannelsesniveau, udseende, familiebaggrund, familiens bosted og personens karakter og psyke trækkes frem som afgørende kriterier når en kæreste skal vurderes som kommende ægtefælle.

Det frie består for de fleste i at de selv vil tage den afgørende beslutning i modsætning til deres forældre, hvis ægteskab ofte var delvist eller helt arrangeret.

Alligevel er det vigtigt for de unge at forældrene bifalder ægteskabet, og for de fleste mænd på landet er det også afgørende at den kommende kone var villig til at flytte sammen med sine svigerforældre.

Kinesernes retsbevidsthed vokser
I politiske retssager ser staten stadig stort på juraen og fængsler sine modstandere uden at bekymre sig ret meget om paragrafferne.

Men i de senere år er kinesiske borgere begyndt at anvende loven til at hævde deres rettigheder i dagligdagen, både individuelt og kollektivt.

Det fik en bank at føle, da den skrev i en jobannonce at mandlige ansatte skulle måle mindst 168 cm og kvindelige mindst 155 cm. En ung jurist på 165 cm lagde sag an mod banken som han anklagede for at krænke hans forfatningsmæssige rettigheder ved at diskriminere pga. højde.

Han tabte sagen af tekniske grunde, men den blev dækket intenst i medierne, og banken endte med at trække højdekravet tilbage af frygt for mere dårlig omtale.

Den kinesiske drøm
Der er flere forskellige veje til social opstigning i Kina, men uddannelse og forretning er de to vigtigste, og de to spiller i høj grad sammen.

Børnenes skolegang er ofte det første en kinesisk familie investerer i, hvis den kommer til penge, og børnenes akademiske grader kan igen give familien hæder og anseelse og dermed også bedre forretningsbetingelser. Hundreder af millioner af kinesere tror på, at de har en chance for at nå til tops, og de kæmper hårdt for at få succes.

Den kinesiske drøm handler om hele familiens samlede opstigning til materiel velstand, god uddannelse og social anerkendelse.

Reformer uden demokrati
Hvis man måler Kinas politiske udvikling i forhold til om landet kommer nærmere på demokrati i vestlig forstand, så bliver man skuffet.

Alligevel er forholdet mellem statsapparatet og befolkningen under konstant udvikling. Der opstår nye interessebaserede organisationer og fællesskaber på tværs af de båse som tidligere holdt folk på plads, og samtidig ændrer statens magtudøvelse også karakter.

Den kinesiske ledelse forsøger at udvikle forskellige politiske mekanismer der inddrager ”folkets røst” i de politiske processer uden direkte at afholde valg. Vejledende afstemninger, borgerpaneler, fokusgrupper, opinions- og tilfredshedsundersøgelser og indirekte valg er blandt de metoder der bliver eksperimenteret med.

Det politiske system er ikke statisk. Styringsmekanismerne udvikles hele tiden, men det gør befolkningens krav og forventninger også.

Den kinesiske nationalfølelse
Den kinesiske nationalfølelse er stærk, som vi også har set under OL. Staten arbejder hårdt på at samle hele befolkningen om en fælles identitet for at modvirke social uro og skabe enhed mellem de forskellige etniske grupper.

Men KKP balancerer på en knivsæg, fordi nationalismen har en folkelig basis som ingen har kontrol med. Hvis regeringen undertrykker spontane, folkelige protester som er nationalistisk begrundet, vil den let kunne fremstå som anti-national og anti-folkelig, og protesterne vil kunne vende sig mod lederne selv.

Det er baggrunden for at styret i nogle sammenhænge forsøger at bortcensurere spontane folkelige nationalistiske udtryk og i andre tilfælde opmuntrer dem.

Uligheden stiger
Kina har udviklet sig fra at have en meget beskeden forskel mellem rige og fattige i starten af 1980erne til at have en meget markant forskel, sådan at uligheden nu overstiger USA’s og ligger på niveau med de mest ulige lande i Asien som Thailand og Filippinerne.

Ifølge en rapport fra Verdensbanken var der 94 lande som i 2006 havde mindre ulighed end Kina og kun 29 lande, som stort ser alle ligger i Latinamerika og Afrika, hvor uligheden var større.

Den senest offentliggjorte gini-koefficient for Kina lå på 0.47, godt over de 0.4 som internationalt anses for at være en faregrænse som ikke må overstiges, hvis man vil sikre social stabilitet.

Religionsfeber
Hundreder af millioner kinesere praktiserer i dag en form for traditionel kinesisk religion – det vil sige en tro og praksis som omfatter elementer fra buddhisme, daoisme og konfucianisme samt dyrkelse af forfædre og lokale guder. Og der er intet der tyder på, at den økonomiske udvikling svækker interessen for religion, snarere tværtimod.

Der er også stor interesse for religion blandt unge veluddannede byboere, især for buddhisme og kristendom, og man har siden starten af 1980erne talt om at Kina var ramt af ”religionsfeber.”

Men hvis religionen, som det er tilfældet med buddhismen i Tibet og islam i Xinjiang, kobles med et ønske om mere vidtgående selvstyre, eller hvis staten føler at den mister kontrollen med et trossamfund, så er den parat til at gribe hårdhændet ind.

Kinesere finder sig ikke i alt
Det er en sejlivet myte at kineserne lydigt lader sig koste rundt af myndighederne, men det er faktisk helt normalt at brokke sig.

Der afholdes årligt 70-90.000 demonstrationer rundt om i landet, hvor fx afskedigede arbejdere, skatteplagede bønder eller utilfredse pensionister fremfører deres krav.

Endnu flere deltager i diskussioner på Internettet, hvor der er opstået et vist rum for kollektiv organisering, diskussion og kritisk debat.

I en berømt sag fra 2003 anbragte politiet en ung grafisk designer i en form for opsamlingslejr for arbejdere der ikke havde deres identitetspapirer i orden. Få dage efter døde han, og en lokal avis afslørede at han var blevet tævet ihjel af politiet. Der rejste sig derefter en proteststorm på nettet, og det endte med at nogle af de skyldige blev dømt, og at man ændrede nogle af procedurerne for anbringelse af papirløse arbejdere.

Avisens redaktør blev for øvrigt senere dømt for korruption i en sag som i realiteten formodentlig var politisk begrundet. Journalister er nemme at ramme på denne måde, mens stemmer på nettet bedre kan holde sig anonyme.

:: Disclaimer: Og så lidt journalistisk etik. Jeg har selv haft en ualmindeligt lille finger med i bogen, da jeg har givet kritik på nogle få af kapitlerne. Jeg var studerende på kinesisk på Aarhus Universitet, i noget af den tid som Stig Thøgersen skrev på bogen. Derfor er jeg nævnt i forordet sammen med andre studerende.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *