» 2008 » august

To kvinder er blevet dømt til et år i arbejdslejr, skriver Human Rights in China i en pressemeddelelse.

Den 79-årige Wu Dianyuan (吴殿元) og den 77-årige Wang Xiuying (王秀英) havde søgt om tilladelse til at holde en demonstration i en af de tre olympiske ”protest-parker”, som jeg har skrevet om tidligere.

De er blevet dømt til ”genopdragelse gennem arbejde”, som er system hvor politiet kan dømme folk i op til fire år uden at sætte dem for en domstol.

De er dømt for at forstyrre den offentlige orden, fordi de har søgt om tilladelse til at demonstrere. Som ellers skulle være lovligt. Det løfte havde den kinesiske regering og arrangørerne af OL i Beijing, BOCOG, givet inden legene begyndte.

De to kvinder var naboer, da de i 2001 blev tvangsfjernede fra deres hjem i Beijing Siden har de uden held forsøgt at få erstatning.

Det er ikke kun europæiske fodboldtilhængere, der banker konen når deres hold taber.

Hele nationen tog sig til hovedet da nationalhelten Liu Xiang (刘翔) i mandags måtte humpe ud af Fuglereden. Det var en skuffelse af episke dimensioner.

Tag for eksempel Liu Xiangs løbenummer, der er 1356. Et lykketal for talglade kinesere, som der er 1,3 milliarder af og 56 minoriteter.

Liu Xiang er for kineserne, hvad kronprins Frederik, EM-holdet fra 1992, Mads Mikkelsen, Bjarne Riis, Holger Danske og Steffen Brandt er for danskerne. Hvis altså de var smeltet sammen i én enkelt person.

Derfor gik det også galt i et lille hjem i Fujian i mandags, som 163.com skriver.

Manden i huset er en stor fan af Liu Xiang. Så da konen sagde, at Liu Xiang blot havde bukket under for det enorme pres og simulerede skaden, svarede manden igen med en håndmad midt i konens ansigt. Skænderiet, tumulten og slåskampen fortsatte indtil politet dukkede op.

:: Grafikken er fra 163.com

Forleden skrev jeg om David Brooks. Han er en af de journalister og kommentatorer, der landede i Beijing og skulle sige noget klogt. Uden rigtig at vide noget om det der Kina.

Cnreviews har lavet en god liste og sammenfatning over de reaktioner som Brooks’ klumme har affødt.

Blandt andet Imagethief, Peking Duck, China Law Blog, Pomfrets China, Blurring Borders og ikke mindst Language Log, der laver en grundig gennemgang af det tåbelige argument om at vesten skulle være et samfund fuld af individer og de asiatiske lande fulde af kollektivister.

Pilen ryger op i det røde felt, når jeg ser nogen vrøvle om Vesten og Asien på den måde. Uanset om det er Brooks eller kinesiske nationalister. Som om en advokat fra Toronto har noget som helst til fælles med en automekaniker fra Gdansk. På samme måde ville der nok også være enkelte huller i samtalen mellem en nomade fra Mongoliet og en atomfysiker fra Tokyo.

Brooks skriver blandt andet:

This is a divide that goes deeper than economics into the way people perceive the world. If you show an American an image of a fish tank, the American will usually describe the biggest fish in the tank and what it is doing. If you ask a Chinese person to describe a fish tank, the Chinese will usually describe the context in which the fish swim.

These sorts of experiments have been done over and over again, and the results reveal the same underlying pattern. Americans usually see individuals; Chinese and other Asians see contexts.

Det er måske lige at stramme den hårdt nok, som Language Log skriver:

But first of all, it wasn’t a representative sample of Americans, it was undergraduates in a psychology course at the University of Michigan; and second, it wasn’t Chinese, it was undergraduates in a psychology course at Kyoto University in Japan; and third, it wasn’t a fish tank, it was 10 20-second animated vignettes of underwater scenes; and fourth, the Americans didn’t mention the “focal fish” more often than the Japanese, they mentioned them less often.

:: Billedet forestiller en typisk mongol, fillipiner, kineser, vietnameser eller whatever fra et sted i Asien.

Hvor mange har søgt om lov til at protestere under OL? Det har jeg skrevet om før. Blandt andet her og her.

Jeg har – som så mange andre – forsøgt at få en kommentar fra Bureau for Offentlig Sikkerhed. Aldeles uden held. Men nu har de løftet sløret for, hvor mange ansøgninger de har fået under OL.

I alt har de modtaget 74 ansøgninger fra kinesere om at holde demonstrationer i en af de tre parker, hvor det er tilladt at protestere under legene i Beijing.

Når man søger om lov til at holde en demonstration, skal man også skrive antallet af demonstranter på ansøgningen. I alt er 146 kinesere involveret i ansøgningerne.

De fleste af dem er sikkert blevet sendt tilbage til deres hjemprovinser eller arresterede og sendt i fængsel eller arbejdslejr.

De kan kort sagt ikke gøre andet end at vente på at OL slutter og udlandet bliver trætte af historier om Kina, så politiet i fred og ro kan gå i gang med dem.

Der er også tre udlændinge, som har søgt om tilladelse. Dem sker der ikke noget med.

Hvor mange af de 74 ansøgninger, har politiet så godkendt? Ikke en eneste.

Hvor mange demonstrationer, er der så blevet holdt under OL? Ikke en eneste.

Nicholas D. Kristof mener, at det alligevel er et tegn på fremskridt, som han skriver i søndagens klumme, som jeg også linkede til i går.

Yet even though the process is a charade, it still represents progress in China, in that the law implicitly acknowledges the legitimacy of protest. Moreover, a trickle of Chinese have applied to hold protests, even though they know that they are more likely to end up in jail than in a “protest zone.” Fear of the government is ebbing.

My hunch is that in the coming months, perhaps after the Olympics, we will see some approvals granted. China is changing: it is no democracy, but it’s also no longer a totalitarian state.

Jo, det er fremskridt. I forhold til ti eller tyve år siden. Men det har stået i loven i årevis, at kineserne har ret til at demonstrere. Uden at nogen har fået lov til det. Og jeg tror, at der kommer til at gå ret mange år, før vi ser lovligt demonstrerende kinesere i Beijing.

Og ja, 74 personer har været modige og er gået ind på politistationerne og er blevet arresterede. Og det tal er faktisk højere end jeg troede. Jeg har samlet omkring seks navne sammen, der er forsvundede og arresterede. Tænk sig, der er faktisk 74.

Så ja, på den ene side er frygten for det offentlige ved at ebbe ud. Det kan man også se på forårets mange ulovlige og voldelige protester rundt om i Kina, der har involveret titusinder af kinesere.

På den anden side, og sådan en er der altid i Kina, så er frygten der stadig. Man kan roligt sige, at munden er blevet lukket på enhver form for kritik op til OL.

Men jeg tror ikke, at der kommer flere demonstrationer her efter OL. Hvorfor skulle der det? Kineserne har haft ret til det i årevis, men ingen har fået lov til det af politiet. Så hvorfor skulle det ændre sig nu.

Alligevel er der lys forude, mener Kristof:

China today reminds me of Taiwan in the mid-1980s as a rising middle class demanded more freedom. Almost every country around China, from Mongolia to Indonesia, Thailand to South Korea, has become more open and less repressive — not because of the government’s kindness but because of the people’s insistence.

I feel that same process happening here, albeit agonizingly slowly. Someday China’s software will catch up with its hardware.

20.000 journalister er styrtet ned i Beijing. De fleste er her heldigvis for at dække sport. Og det går glimrende.

Men der er også nogle, der gerne vil dække al det der uden om OL (som der faktisk ikke har været en dyt af, fordi hele samfundet er sat på en total pause indtil OL er slut & forbi).

Det går ikke altid lige godt. Mange af dem har hentet deres viden om Kina fra det in-fligt magasin, der lå i sædelommen foran dem på flyveturen til Beijing. Eller fra flappen på Lonely Planet Beijing. Eller ved at kigge ud af vinduet på hotellet.

Derfor har medier over hele verden været solidt fyldte med oppustede historier om kontrasternes Kina, Mao Zedong på pengesedler, se hvor mærkeligt de spiser i Kina, hvor meget de alle sammen smiler herovre og alle de andre klicheer. Alt sammen gode og solidt researchede historier der er skrevet af folk, som aldrig har været uden for den 3. ringvej i Beijing.

En af de værste er Rob Riggles fra the Daily Show. Den fedladne og Starbucks-drikkende amerikaner er i kategori med Ted Baxter, Morbo og Kent Brockman.

Riggles omtaler landet som “the great China, gateway to Mongolia”. Serien hedder selvfølgelig Chasing the Dragon.

Han har været her en uge. Hvor han blandt andet har mødt og afdækket den lokale kultur. Som man kan se på billedet herover. Og iklædt den obligatoriske, khakifarvede vest har den selvfede journalist også fundet ud af, at “there is a story here, even bigger than me”.

Min helt klare favorit er indslaget, hvor han afdækker det autoritære Kina.

Den amerikanske fotograf Kevin German har taget en lang række seværdige og levende billeder her fra OL i Beijing.

Smut selv forbi og kig på hans blog Wandering Light.

:: Via Globalvoices

:: Foto fra Wandering Light

Rebecca Mackinnon har et læserbrev i dagens asiatiske udgave af Wall Street Journal. Titlen er “The Chinese Censorship Foreigners Don’t See”.

Grundlæggende er det en god opremsning af, at censuren i Kina er mere end blot den berømte firewall:

Repeat after me: “The Great Firewall is only one small part of Chinese Internet censorship.”

My Op-ed (…) is an effort to get people to get beyond what Internet scholar Lokman Tsui describes as a Western fixation on “Iron Curtain 2.0″ which blinds most Western observers to the realities of the Chinese Internet – and to China more generally, for that matter.

På hendes blog har hun lagt links og andre godbidder ind, som der ikke var plads til i avisen.

Før legene begyndte skrev John Kamm i Washington Post om, hvordan censuren er med til at forme kinesernes verdensbillede.

I teksten nævner han den nye undersøgelse fra Pew Research Center. Den viser for eksempel, at tre ud af fire kinesere tror, at Kina er populære ude i verden. Mere end 80 procent tror, at Kina tager hensyn til andre landes interesser, når landet udformer sin udenrigspolitik. Den viser også, at kun en procent af kineserne kendte til de mange europæiske og amerikanske tilbagekaldelser af kinesiske produkter.

Essentially, the people of China think twice as many people in the world like their country as actually do. This isn’t a gap; it’s a chasm. And the information bubble around the Chinese people explains a lot.

…

The fact that the Chinese people think the world loves China helps explain why it is so difficult to persuade Beijing to address human rights and other issues. The Chinese people, after all, see no need for changes to improve the country’s image. In contrast, polls have shown that Americans are aware that the United States’ image overseas has been badly damaged in recent years, and there is widespread agreement that work must be done to improve that image. In China, the Communist Party controls most of the information to which people have access, and that information does not include material showing how unpopular the country has become.

:: Nicholas D. Kristof er i Beijing. Han er gået ned på den lokale politistation, og har bedt om lov til at holde en demonstration, som han skriver om i sin op-ed fra i søndags.

For det burde være muligt at demonstrere i Beijing. Det lovede Sun Weide fra BOCOG lige før OL, at man kunne. Selvfølgelig kunne man det. Ingen problemer. I øvrigt står der allerede i den kinesiske lov, at man gerne må demonstrere.

Man skal bare have en tilladelse fra politiet. Og den er selvfølgelig umulig at få. Hvorfor panderynkerne da også ryger om i nakken på betjentene, da Kristof beder om lov til at demonstrere:

In the old days it (politiet) had to go out and catch protesters in the act. Now it saves itself the bother: would-be protesters show up at Public Security offices to apply for permits and are promptly detained. That’s cost-effective law enforcement for you.

Fortunately, the official at Window 12 didn’t peg me as a counterrevolutionary. He looked at me worriedly and asked for my passport and other ID papers. Discovering that I was a journalist, he asked hopefully, “Wouldn’t you rather conduct an interview about demonstrations?”

I artiklen argumenterer han også for, at Kina er ved at åbne sig, og at landet ikke længere er en totalitær stat. Det har indtil videre givet mere end 100 kommentarer på hans blog.

:: Lige nu er der masser af links om Kina på Arts & Letters. Her er nogle af dem. Kinas et-barnspolitik stresser og presser børnene, for de skal opfylde forældrenes drømme. De amerikanske præsidentkandidater vil have bedre kontrol med sweatshops og arbejdsvilkår i Kina, men er det overhovedet muligt at kontrollere?. Hvad betyder OL for Kina, og hvad viser det om kineserne? Kina og demokratiet – skal det komme indefra eller skal udlandet presse på?

:: Verdensbanken er kommet med en ny rapport – hvordan kan man finansiere udviklingen i landområderne i Kina, som er et et af målene for den 11. Femårsplan. Det ligger ikke lige om hjørnet, som forfatterne konkluderer.

:: Og så et link i den ultranørdede sprogkategori – gamle Bernhard Karlgren skal opdateres, skriver Pinyin News. Svenske Bernhards ordbog fra 1957, der er et af de mest omfattende værker om det kinesiske sprog, kommer i en ny og frisk udgave i december 2008.

:: Træt af OL? Lidt kedeligt? Her er en liste over, hvordan man pifter legene op.

I denne uges nyhedsbrev fra Matthew Crabbe fra Access Asia langer han ud efter BBC og deres dækning af erhvervsstoffet i Asien:

… BBC World cannot do business news in Asia – they’re Asia Business Report is pathetic, pointless, often inaccurate and a complete waste of time. Now don’t get us wrong, the BBC is great at many things – general news, sports, comedy, costume dramas, minor celebrities ballroom dancing etc – but in Asia their business news output is frankly lousy.

Frequently we find ourselves sitting in Shanghai watching some over-the-mobile muppet in a studio in Singapore gesticulating wildly (yes, that’s Rico Hizon, for it is he) about some ‘boom, boom, go, go’ event in China, and then dragging in some poor person to comment, who’s only qualification is that they are stuck in Singapore and have half an hour to spare with nothing better to do. The questions are lame, the responses are often even lamer and the whole thing is a dud. How does the BBC expect to cover business in China from a studio in Singapore with a little not-that-bright bloke who sits on a pile of telephone directories (honestly, he does) and waves his arms about? Of course, they’re equally hopeless on Vietnam and South Korea, while they’re so far removed from India they don’t even bother much.

De olympiske stadions er fyldte. Til randen. Med tomme sæder. Tilskuerne bliver væk.

BOCOG mener selv at det skyldes vejret. Her er enten er for varmt, vådt, tørt eller blæsende.

Hvorfor er de mange stadions kun halvfyldte? Eller endda kvartfyldte.

For det første tror jeg, at det er helt naturligt på det her tidspunkt under et OL. De saftige finaler kommer i næste uge.

For det andet har det kinesiske statsapparat banket smilene væk fra mange kineseres læber, så de ikke tør eller gider at have noget med OL at gøre.

Samtidig er visa-reglerne for udlændinge blevet strammet så meget, at mange har opgivet at rejse til Beijing og Kina.

Se på hotellerne her i Beijing. De hoster rundt med astmatiske belægningsprocenter på omkring de 50. Inden OL havde de haft sprittuscherne fremme og tilføjet uendeligt mange nuller bag de normale priser, men nu er de fleste blevet nødt til hurtigt at strege dem over igen og gå under selv de normale takster. For gæsterne er blevet væk. Det gælder også mange af de hoteller, der sidste år ved samme tid var fyldt op med gæster.

Under OL i Athen lykkedes det kun at sælge cirka to-tredjedele af billetterne. Men her i Beijing har man meldt alt udsolgt. Hvem er det så, der har nappet billetterne?

Det er blandt andet billethajerne, der har ædt enorme mængder af dem. Både de udenlandske og kinesiske af slagsen. For eksempel ville en af dem have 15.000 yuan for en billet til åbningsceremonien. Den fik han ikke solgt.

Samtidig er der voldsomt mange guanxi-billetter i omløb. Sponsorer, organisationer og virksomheder har suget billetterne til sig.

For eksempel har militæret købt en bunke af dem, som de er begyndt at dele ud til pensionerede soldater. Forleden gik de rundt fra dør til dør i et af de komplekser her i Beijing, hvor der bor pensionerede soldater, og bankede på dørene for at uddele billeter, så der kunne komme tilskuere til konkurrencerne.

BOCOG har ligefrem også sendt hundreder af folk ud i stadions, der iklædt orange t-shirts skal fylde sæderne ud og sprede god stemning på stadions.

:: Billedet er fra gårsdagens olympiske uvejr i Shanghai.

Her er det seneste eksempel på Olympisk pressefrihed i Beijing:

Local officials and plainclothes officers followed journalists attempting to report on migrant workers in Beijing,intimidating sources and later telling the journalists they needed government permission to conduct interviews.

Kristoffer Ronneberg, correspondent for the Norweigan newspaper Aftenposten, and Jes Randrup Nielsen of Jyllands-Posten (Denmark), were covering a story on migrant workers who were forced to leave Beijing because of a pre-Olympic clampdown.

Five minutes after the media arrived at the village, a local official approached the reporters and asked for their identification; she recorded information from their documents. Three unmarked cars and various officials followed the journalists “and made it impossible for us to talk to sources without putting them in danger,” recalled Ronneberg. The journalists confronted the officials following them; one said she had spoken to Propaganda authorities, who said they needed permission to speak with local people.

“This is, ofcourse, a clear violation of the new rules for foreign reporters,” said Ronneberg. The journalists, who decided to leave because of the obstruction, were also videotaped by the officials following them.

:: Billedet er her fra Wikipedia.

Forleden skrev David Brooks i hans klumme i New York Times, at man kan dele verden ind på mange måder. For eksempel i rig og fattig. Eller demokratisk og autoritær.

Men den mest slående inddeling, skriver han, er mellem samfund med henholdsvis kollektiv og individualistisk mentalitet. Som for eksempel USA og Asien.

Vrøvl.

For nu at sige det pænt.

Man kunne også sige: 操你妈的逼。

For det første er det umuligt at sætte alle de asiatiske lande i en enkelt kasse. Singapore, Taiwan, Kina, Indonesien, Sydkorea og så videre. Forskellene er enorme.

Som James Fallows skriver i en kommentar til David Brooks:

This is the kind of thing you can say only if you have not the slightest inkling of how completely different a billion-plus people can be from one another. Beijingers from Shanghainese, Guangdong entrepreneurs from farmers in Sichuan, Tibetans from Taiwanese, people who remember the Cultural Revolution from those who don’t, people who remember the famines of the Great Leap Forward from people who’ve always had enough. The guy across the street from his brother. His daughter from his wife. People hanging on in big state enterprises from those starting small firms. People who stayed in the villages from those who came to the city for jobs. Christians from Buddhists. Hu Jintao from Jiang Zemin, Olympic weightlifters from Olympic tennis players, Yao Ming from Liu Xiang, Wen Jiabao from Edison Chen — and while we’re at it, Filipinos from Koreans, Japanese from Chinese, Malaysian Chinese from Malaysian Malays. Lee Kuan Yew from Kim Jong Il. People from Jakarta from people in Seoul. Hey, they’re all “Asians”.

For det andet er der den sejlivede myte om, at kineserne er u-selviske og tænker på helheden og kollektivet først.

For det første. Kina er et af de mest kapitalistiske lande på jorden. Glem alt om USA. Hvis du har penge og forbindelser kan alt lade sig gøre her.

For det andet. Der er enorm fokus på individet i Kina. Se for eksempel på skolesystemet, der er gennemsyret af konkurrence. Et eksempel. Når læreren giver eleverne deres hjemmearbejde tilbage, får de opgaverne tilbage efter hvor godt de har klaret sig. Den bedste er den første. Den dårligste den sidste. Uanset om det er første klasse eller en klasse på universitetet. Kend din plads.

Det er et samfund, der er gennemsyret af konkurrence. For eksempel to år gamle børn, der går til engelsk. Det giver dem et forspring, når de skal begynde i skole.

Og nu er det jo tid for OL, så se på sportsskolerne, som Kina kopierede efter Sovjetisk model i 1950erne, der i dag fremavler atleter. Sport har også enorm betydning i de almindelige skoler, for du får point for, hvor godt du klarer dig i idrætstimerne. Og de point er vigtige. Jo flere, jo bedre. For de bestemmer hvilket universitetet, du kan komme ind på. Og navnet på et godt universitet bestemmer din videre karriere og hvilket arbejde, du kan få.

Trafikken i Kina er et godt billede på, hvor individualistisk et samfund det er. Alle vil først. Jeg vil frem. Det handler om mig. Uanset om jeg så blokerer for ti andre biler og sætter alt omkring mig i stå.

Generelt, i hvert fald. For det er – som nævnt – svært at generalisere 1,3 milliarder mennesker. Rigtigt nok, de er alle kinesere. Men en bonde der starter sin morgen med at trække vandbøflen rundt i marken, har ikke meget til fælles med en aktieanalytiker fra Shanghai, der starter sin morgen med en double shot latte fra Starbucks.

David Brooks skriver, at de kollektive samfund opstår omkring ækvator:

Recently, some scientists have theorized that it all goes back to microbes. Collectivist societies tend to pop up in parts of the world, especially around the equator, with plenty of disease-causing microbes. In such an environment, you’d want to shun outsiders, who might bring strange diseases, and enforce a certain conformity over eating rituals and social behavior.

Hmm… Så samfund omkring ækvator er lukkede og centrerede om sig selv. Og det har gjort blandt andre Kina til et samfund, der først og fremmest tænker på kollektivet. På grund af mikrober.

Blot en enkelt kommentar. Kina har et subtropisk klima i syd. Og subarktisk i nord. Men måske har mikroberne spredt sig fra syd til nord.

Hvis de ækvatoriale samfund på den måde skulle være lukkede, må det også betyde, at samfund som Danmark er åbne.

Tjah, selvom man bor 20 år på Bornholm, bliver man ikke bornholmer af den grund. Ligesom 20 år i Nuuk heller ikke gør en til eskimo. Jeg mener, at man roligt kan stille spørgsmålstegn ved, hvor åbne og globaliserede for eksempel det danske samfund er.

:: Billedet er her fra Wikipedia, og viser typiske kinesere på vej til OL i Beijing

Ude på landet har man også Fuglereder. For eksempel i Hangzhou i Zhejiang, hvor nogle bønder har bygget en kopi af Beijing Nationale Stadion. Der er bedre kendt som Fuglereden. De ti landsbyboere har brugt 15 dage på at strikke modellen sammen, der er bygget i størrelsesforholdet 20:1.

I det hele taget er der gået mode i at bygge kopier af Fuglereden. Her er den for eksempel som kage.

Lau Kin-Wai, som jeg ikke har hørt om før, men som efter sigende er en kendt restauratør i Hong Kong, langer i denne video ud efter det kulinariske Kina. Moderne madlavning er fortravlet, og det har ødelagt landets cuisine.

Ud over at bruge tid på madlavningen, bruger Lau Kin-Wai heller ikke smagsforstærkeren MSG, som både kinesere og kinesiske restauranter ellers ynder at hælde over maden. MSG er i øvrigt forbudt i Europa. Derimod bruger han kun naturlige ingredienser.

:: Via Thomas Crampton.

Guo Wenjun vandt førstepladsen i kvindernes konkurrence om ti meter skydning med luftpistol. Det har givet hende masser af omtale i de kinesiske medier.

Og det kan måske hjælpe hende med at finde sin far, der forsvandt for ti år siden, som der står i denne artikel fra 163.com. Her blev hendes forældre skilt, og i et stykke tid boede hun sammen med sin far. Men i 1999 afleverede han den 14-årige Guo til hendes træner. Hun har ikke set ham siden.

Det har fået flere netizens til at hjælpe den nyslåede medaljevinder med at finde sin far, og der cirkulerer nu billeder og efterlysninger af ham rundt på nettet.