Fødevarer i Kina: Arla i kinesisk mælkeskandale

Skriv en kommentar
Fødevarer / Hverdag / Politik

arla mengniu mælkepulver.jpeg Endnu en fødevareskandale har ramt Kina. Jeg skriver mere i løbet af dagen, men lige nu er jeg på vej ud på en bondegård i Indre Mongoliet. Her er artiklen, som jeg skrev i dagens Berlingske:

Det kinesiske mejeri Sanlu (i øjeblikket virker hjemmesiden ikke) har solgt forurenet babymælkpulver, og indtil videre er mere end 1.250 spædbørn blevet syge og en række er indlagt på hospital med nyresten. Ifølge det kinesiske sundhedsministerium er 53 af børnene i »kritisk« tilstand. To er allerede døde. Og i aftes kunne de kinesiske myndigheder fortælle, at det danske mejeri Arla også er indblandet i skandalen.

Sagen begyndte i sidste uge. Da bad myndighederne mejeriet Sanlu om at trække deres mælkepulver tilbage fra de kinesiske supermarkeder, fordi der var fundet rester af melamin i pulveret. Melamin bruges til at lave f.eks. lim og plastic. Myndighederne satte derefter en undersøgelse i gang af 109 kinesiske mejerier.

Og i aftes eskalerede sagen dramatisk. Her kunne den statslige TV-station CCTV fortælle i et otte minutter langt indslag, at der var fundet melamin i 69 produkter fra i alt 22 mejerier. Et af dem er Kinas største mejeri, Mengniu, der også er Arlas kinesiske samarbejdspartner. »Man har taget 28 prøver fra vores selskab, og her har man fundet tre prøver med melamin,« siger Peter Peder Tuborgh, der er koncerndirektør i Arla. Han er i øjeblikket i den nordkinesiske by Hohhot i forbindelse med åbningen af selskabets nye mælkepulverfabrik.

»Det ser ud til, at 22 selskaber – heriblandt vores eget – i større eller mindre omfang har modtaget mælk med større eller mindre mængder af melamin,« siger Peder Tuborgh. Han vil ikke spekulere i, hvad der nu kommer til at ske, for Arla og Mengniu er stadig ved at danne sig et overblik over situationen. Men Peder Tuborgh siger, at Arla er klar til at trække produkterne tilbage, hvis de kinesiske myndigheder beder dem om det.

Det er almindeligt i Kina, at spædbørn og børn op til cirka fire år drikker mælkepulver. Arla Mengniu, som det kinesiske selskab hedder, sidder dog kun på få procent af markedet for mælkepulver. Den største producent er Sanlu, der har fået succes ved at have billige produkter, der især har solgt godt i fattigere dele af Kina.

Derfor har det også været svært for myndighederne at få et overblik over omfanget af skandalen, da den især har ramt områder, hvor sundhedsvæsnet er dårligt udbygget. De to dødsfald skete i maj og juli.

Indtil videre har politiet afhørt 80 personer og i følge Zhongguo Xinwenwang er i alt 26 personer tilbageholdt. Derudover er fire personer sigtede i sagen. Det er blandt andet to brødre fra Hebei, der siden 2004 har samlet mælk ind hos lokale bønder, og de er nu anklagede for at blande melamin i mælken. Det gør, at mælken umiddelbart ser ud til at være af en bedre kvalitet, og dermed kunne brødrene få flere penge for mælken.

Sanlu arbejder sammen med det new zealandske mejeri Fonterra, og de blev informeret om det forurenede mælkepulver allerede i begyndelsen af august. Men med blot en uge til åbningen af de Olympiske Lege i Beijing, ville Sanlu og de lokale myndigheder ikke gå ind i sagen. 5. september fik den new zealandske regering besked om sagen, hvorefter de informerede den kinesiske centralregering.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *