Mælkeskandalen i Kina: Tidslinje

Skriv en kommentar
Fødevarer

12850333_200x145.shkl.jpg Her er en tidslinje over den kinesiske mejeriskandale. Jeg forsøger at opdatere den løbende.

Marts: Sanlu modtager de første meldinger om sygdom blandt børn. Mejeriet kalder enkelte produkter tilbage, men informerer ikke myndighederne.

Maj: Det første dødsfald. En fem måneder gammel dreng dør i Gansu provinsen på grund af det forurenede mælkepulver.

Juli: I begyndelsen af juli beder Sanlu diskret nogle distributører om at tilbagetrække al mælkepulver fra 2007 og frem til juli 2008. Pulveret skal erstattes med ny-produceret pulver. Sanlu har stadig ikke informeret offentligheden.

Juli: En otte måneder gammel pige mister livet, og dødsfaldet bliver senere koblet sammen med mælkepulveret.

2. august: Sanlu fortæller sine distributører, at det nye pulver heller ikke “lever op til kvalitetsstandarderne” og skal trækkes tilbage. Den new zealandske samarbejdspartner Fonterra siger, at det er her i begyndelsen af august, at de først bliver informeret om problemet.

2. august: Sanlu informerer byregeringen i Shijizhuang, der dog ikke informerer hverken provins- eller centralregeringen.

5. september: Den new zealandske regering siger, at de her bliver informeret om sagen af Sanlus new zealandske partner, Fonterra, hvorefter de informerer den kinesiske regering.

8. september: Provinsregeringen i Hebei provinsen, hvor Sanlu har hovedsæde, bliver, igen i følge de New Zealandske medier, informeret om sagen af den kinesiske centralregering.

9. september: I følge en undersøgelse fra det kinesiske sundhedsministerium er der her, at bystyret i Shijizhuang informer provinsregeringen i Hebei om sagen.

10. september: Provinsregeringen informerer centralregeringen i Beijing om det forurenede produkter. I følge loven skulle de have gjort det inden for to timer, men der er gået mindst 24 timer.

10. september: De første rapporter om det forurenede mælkepulver dukker op i de kinesiske medier.

11. september: Sanlu tilbagekalder mælkepulver produceret før 6. august.

12. september: En større undersøgelse bliver sat i gang over hele Kina, og lokalregeringen i Hebei oplyser, at mælkepulveret er blevet forurenet med melamin.

13. september: Det første dødsfald bliver sat i forbindelse med mælkepulver.

13. september: Det andet dødsfald bliver forbundet med mælkepulver. To personer bliver arresteret for at have solgt forurenet mælk.

16. september: Der findes rester af melamin i 69 produkter fra 22 mejerier. Blandt andet fra Arla Mengnius fabrik.

17. september: Det fjerde dødsfald. Provinsregeringen i Xinjiang fortæller, at et barn er død efter at have drukket forgiftet mælkepulver fra Sanlu.

17. september: Premierminister Wen Jiabao udvider undersøgelsen af mejerierne fra kun at omfatte mælkepulver til at omfatte alle produkter fra alle mejerier.

18. september: Sundhedsmyndighederne i Hong Kong finder melamin i mælk og is fra Yilin mejeri, og alle produkter trækkes tilbage fra hylderne.

19. september: De kinesiske myndigheder finder melamin i mælk fra Mengniu, Yili og Guangming. Det er første gang, at der findes melamin i andre produkter end mælkepulver og det resulterer i en omfattende tilbagekaldelse. Supermarkeder over hele Kina fjerner varer fra de tre mejerier.

21. september: Sundhedsministeriet siger nu, at 53.000 børn er blevet syge. Af dem er 40.000 behandlet uden for hospitalet. 12.892 er blevet indlagt med mere alvorlige nyreproblemer. Heraf er 1.579 allerede blevet udskrevet. Sundhedsministeriet sætter tallet af dræbte til tre. Men provinsregeringen i Xinjiang har tidligere omtalt et dødsfald, som ministeriet ikke har talt med.

22. september: Den upopulære Li Changjiang træder overraskende tilbage som direktør for AQSIQ.

23. september: Fødevarekontrollen i Gansu siger, at de har fundet den dødelige bakterie enterobacter sakazakii i næsten al mælkepulveret fra Sanlu. Der er ikke lignende meldinger fra fødevarekontrollen i andre provinser.

24. september: Taiwan udvider sit forbud mod kinesiske mælkeprodukter fra at omfatte mælkepulver, yoghurt og flydende mælk og forbyder nu 160 kinesiske mælkeprodukter. EU, Indien, Frankrig og Sydkorea strammede også torsdag op for importen af mælkeprodukter fra Kina.

European Union, India, France and South Korea

:: Opdateret 22. september Opdateret 23. september 25 september

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *