Personerne bag mælkeskandalen i Kina: Portræt af Li Changjiang

kommentar 1
Fødevarer / Politik

Li Changjiang.jpg I dag har jeg skrevet en længere baggrundsartikel om mælkesagen i Berlingske. Jeg kommer blandt andet ind på Li Changjiang. Her er noget af researchen, som jeg brugte i afsnittet om ham.

Li Changjiang (李长江)
Det er svært at finde informationer om højtstående embedsmænd og politikere i Kina. Hans officielle CV på AQSIQ’s hjemmeside er kort. Sådan er det altid med biografier om højtstående ledere. De er velplejede og uden overraskelser. Der er den officielle version. Og ikke mere.

Li Changjiang er chef for fødevarekontrollen i Kina, der hedder General Administration of Quality Supervision, Inspection and Quarantine (AQSIQ).

Og han er ved at være voldsomt upopulær i Kina.

Som man for eksempel kan se i denne ret hårdtslående tråd på military.club.china.com.

En bruger skriver, at Li Changjiang har fulgt den samme karrierevej som Hu Jintao, og at mælkesagen derfor ikke vil få nogen betydning for hans karriere. Han bliver ikke syndebuk. Han er beskyttet.

I denne tråd på bbs.tecn.cn skriver en bruger, at »… alt afhænger af, hvad staten siger. Staten er partiets stat og ikke folkets. Man skal aldrig håbe for meget.«

En bruger skriver, at der er »Så mange embedsmænd i AQSIQ, og alligevel fortsætter skandalerne… Jeg ved virkelig ikke, hvad det er de går og laver.«

En anden kalder AQSIQ for »babydræber-bureauet.«

Tråden er blevet slettet af censuren siden i går lørdag.

Det er en blogpost, der skulle have ligget her, også. Dermed er de forskellige links selvfølgelig også forsvundet.

Men i blogposten stod der, at Li Changjiang efter skandalen om hundefoderet lovede, at man nu ville begynde at kontrollere 12 forskellige grupper af fødevarer for blandt andet melamin. Heriblandt mælkepulver og flydende mælk.

Har han allerede dengang haft en mistanke om, at der kunne være melamin i mælken? En af de anholdte i den nye pulverskandale har da også indrømmet, at han har brugt melamin siden april 2005.

Men på trods af sine udtalelser sidste år, sagde Li Changjiang på et pressemøde i onsdags, at man ikke har forventet at finde melamin i mælk og derfor ikke tidligere har testet mælkeprodukter for stoffet.

Hvem er han så?

I denne artikel fra 2002 fra Xinhua, kan man læse, at han er født i 1944 i Shuangcheng, der ligger i den nordlige provins Heilongjiang.

Han har været medlem af Kinas Kommunistparti siden december 1965, og han har en bachelorgrad i design og produktion af optiske instrumenter. Siden da er han støt og roligt kravlet op ad hierarkiet i partistaten og partiet. Blandt andet som formand for de studerende på det universitet, han læste på; som leder af historieforskning i partiets ungdomsafdeling; i august 1992 bliver han vicedirektør for det bureau, der administrerer landjorden i Kina; og i 1995 bliver han assistent for guvernøren i Zhejiang provinsen.

I 1999 bliver han vicedirektør for toldmyndighederne i Kina og i 2001 bliver han direktør for AQSIQ.

Efter skandalen om det kinesiske hundefoder, der dræbte utallige hunde og katte i USA, sagde han i denne artikel fra Xinhua, at den udenlandske presse ikke kender sandheden om de kinesiske virksomheder og produkter, og at “kinesisk mad overholder standarderne”.

Artiklen lå på nettet lørdag den 20. september, men i dag søndag virker den ikke. Noget tyder på at censuren er begyndt at rydde op i Li Changjiangs udtalelser. Men se selv hans udtalelser i Google News arkiv for 2007.

I 2007 tildeler CCTV ham æren som årets økonomiske person, som man kan læse i denne artikel på Xinhua. her står der, at på et tidspunkt hvor de kinesiske produkter “blev mødt med kulde” i udlandet, arbejdede Li hårdt på at styrke de kinesiske produkter. Han stod blandt for udarbejdelsen af den første hvidbog om fødevaresikkerhed i Kina, og arbejdede i et år hårdt på at udbrede og få udlandet til at forstå sandheden om de kinesiske produkter.

Har han en hobby? Børn? Hvor bor han? Alle de spørgsmål, man normalt forsøger at beskrive i et portræt af for eksempel vestlige politikere, er for det meste umulige at besvare ordentligt i Kina. Ledernes biografier er gennemkontrollerede.

Der er også en kort beskrivelse af ham på Wikipedia.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

1 Kommentar

  1. Pingback: Mælkeskandalen i Kina: Skurke og syndebukke | KINABLOG.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *