Mælkeskandalen i Kina: Bekymring over ammemødrenes helbred

Skriv en kommentar
Fødevarer

0922-NEWS10_4_200x243.shkl.jpg Mælkeskandalen har fået kineserne til at gå på jagt efter ammemødre. Eller mælkemødre (奶妈), som man siger på kinesisk. Det skriver jeg om i dag i Berlingske.

Se for eksempel på internettet, hvor der de seneste dage er dukket utallige annoncer op med folk, der søger ammer eller tilbyder deres service. For eksempel disse to, som er her fra tiebar.baidu.com:

SHENZHEN, AMMEMOR, 7.540 KRONER
Min baby er fem måneder gammel, jeg har mælk af god kvalitet og har ikke lyst til at lade det gå til spilde, og derfor vil jeg gerne arbejde som ammemor. 1354410XXXX Kun seriøse henvendelser

TILBUD OM SERVICE SOM AMMEMOR INDEN FOR SHENZHEN BY
Jeg: 23 år gammel og fra Jiangxi provinsen, gymnasieuddannet, hvid hud og smuk. Den 11. marts fødte jeg en pige (mit første barn). Jeg er sund og rask og har masser af mælk (mit fire måneder gamle barn kan ikke drikke det hele). Hvis jeg kan beholde resten af mælken til mit eget barn, kan vi tale om prisen. Til de engle, der har spist det skadelige pulver, vil jeg hjælpe jeres sårede hjerter og tage den laveste pris. Kontakt mig og læg en besked: QQ 39917XXXX. Venligst respekter min tid, for det meste af tiden bliver jeg nødt til at tage vare om mit eget barn. Tak.

Der er også dukket flere bureauer op. Der fungerer som en slags vikarservice, hvor de formidler kontakten mellem ammemødre og kunder. For eksempel dette bureau i Shenzhen, der også fortæller om, hvordan efterspørgslen er steget dramatisk efter skandalen brød ud. Sidste år fik de 20 telefonopkald, men alene i søndags fik de 60.

Dermed er prisen også steget. Og der er gode penge at tjene. I dag kan en ammemor tjene op mod 15.000 kroner. Men det er ikke alle, der er ude på at tjene penge.

For eksempel Zhang fra Henan.

»Jeg vil bare hjælpe. Min families situation er god, for min mand er forretningsmand og tjener gode penge,« fortalte hun mig i går. Hun har en søn på otte måneder, og han er nu gammel nok til at spise ris. Derfor vil hun ikke amme ham længere, men hun vil ikke lade mælken gå til spilde:

»Før arbejdede jeg, men nu er jeg hjemmegående husmor. Så jeg går derhjemme og har ikke noget at lave. Derfor er det ok, at jeg ikke får penge for det. Det er ikke pengene, jeg er interesseret i. Jeg synes bare, at det er så synd for de børn, der ikke kan få mælk,« siger Zhang.

Men der er et problem med ammerne, som jeg ikke havde plads til at skrive om i artiklen.

Se for eksempel den 30-årige frøken Zhu (朱), der arbejder med HR i Shanghai, som man kan læse om i denne artikel.

Tidligere tog hun på arbejde og overlod sit barn til hjemmehjælperen, der så gav barnet mælkepulver. Det tør hun ikke længere, og derfor er hun på udkig efter en ammemor.

Hun har pengene og er klar til at give en god løn, men hun er bekymret for deres kvalifikationer. Først og fremmest helbredet. Om ammen er sund og rask. Og dernæst om kvaliteten af mælken er god og tilstrækkelig.

Derfor tilbyder flere af bureauerne sundhedsattester. I mange af annoncerne kan man også se, at mødrene gerne vil gå med til at få et check, hvis kunden betaler for det.

:: Billedet er fra denne artikel.

Skribent

Hurtige klik fra Kina af Kim Rathcke Jensen. Jeg er journalist og BA i kinesisk. Jeg bor i Beijing, hvor jeg arbejder som Politikens korrespondent i Kina og Asien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *