Hvad er der sikkert at spise? Det spørger kineserne sig selv om, mens de venter på den næste fødevareskandale, som man kan se på tegningen fra denne artikel.
Tegningen her nedenfor er fra denne artikel.
Hvem har lavet det her, spørger den kinesiske forbruger. Det har han, siger fabrikanten og peger på hønen. Der igen peger på sækken med melamin og siger, det har den.
Tegningen er fra denne artikel.
Her er en opsamling af links om æg-skandalen. (Eller hvad man nu skal kalde den. Æg-gate, måske.)
:: David Bandurski fra University of Hong Kong’s China Media Project har en forrygende gennemgang af æg-skandalen i de kinesiske medier. Eller rettere, hvordan den ikke har været omtalt i medierne.
:: Propagandaministeriet kontrollerer alle nyheder omkring fødevaresikkerhed. Du kan læse mere om statens kontrol over mediernes dækning af fødevarerne her på China Digital Times.
:: Fødevarekontrollen i Shanghai vil nu også begynde at undersøge foder til fisk, skriver Shanghai Daily. Man frygter at fiskefoderet er blevet tilsat melamin på samme måde som foderet til høns.
:: Der er lige så meget økologisk mad i Kina, som der er giraffer med piskesmæld i Malmø. Sådan cirka. Shanghaiist har et interview med lederen af en af de få økologiske markeder i Kina.
:: Det er ikke kun Kina, der har problemer med maden. I 1996 ændrede fødevareindustrien i Storbritannien sig for altid, skriver forfatteren og journalisten Rose Prince på Chinadialogue.
:: Lidt løse nyheder. Wal-Mart har trukket alle æg tilbage af mærket 咯咯哒 fra sine kinesiske butikker. En sex-shop i Storbritannien har trukket et parti chokolade tilbage, som der var for meget melamin i. Chokolade var beregnet til at… ja, gæt selv, det skulle i hvert fald ikke smøres på rugbrød. I Hong Kong er man ikke alene trætte af de giftige fødevarer fra Kina, man er også trætte af, at den passive kinesiske centralregering, der har ignoreret sagen i den seneste uge og blot lukket øjnene i håb om at det hele ville forsvinde af sig selv. Derfor er man gået i gang med selv at teste æggene i Hong Kong, skriver Wall Street Journal. Og endelig – det vidste vi jo egentlig godt. Alt kinesisk kød er proppet med melamin, som AP skriver her.
:: Billedet er fra denne artikel på Nanfang Baoye. Læg mærke til den røde cirkel. Her stod der navnet på en af de tre producenter, hvor der er fundet melamin i ægget. Helt præcist har hun streget 湖 ud og skrevet 河 i stedet for. Det løser jo alle problemer, og gør æggene sikre at spise.
Først mælk. Nu æg.
Endnu en fødevareskandale har ramt de kinesiske køkkenborde. Det har jeg skrevet om i dag i Berlingske, og her taler jeg om det på DR2 Udland.
Skandalen viser to ting.
For det første. At centralregeringen og fødevarekontrollen stadig er ude af stand til at kontrollere landets fødevaresektor.
På trods af løfter om det modsatte. Både fra Hu Jintao og Wen Jiabao, der begge har lovet, at der skulle gøres noget. Drastisk. Lige nu. Som der blev sagt for eksempel sidste år. Hvorefter der ikke skete noget.
Blandt andet i september 2007, hvor præsident Hu Jintao sagde følgende:
»I want to say the Chinese government places high value on product quality,« Hu said to senior executives from Asia at a meeting at the Asia Pacific Economic Cooperation conference in Sydney today.
»We have begun enforcing a very strict examination and inspection procedure.«
Eller her i juli 2007, hvor Wen Jiabao sagde dette:
»Our country has many food safety rules and laws, but there are still many transgressions and the main reason is that we have not clamped down hard enough,« Wen said Friday.
»Fines are too low. The money offenders stand to make is much more than the fines,« the premier told a meeting of government members and provincial officials to discuss the growing problem.
»We must therefore toughen the enforcement of the law and punish any food safety infringements according to the law,« he added, in extracts from a speech that were broadcast on national radio.
Wen’s comments came as China faces increasing foreign pressure over the quality of its exports, with US President George W. Bush last week announcing increased efforts to intercept dangerous imports.
For det andet. At centralregeringen stadig ikke har lært noget af de tidligere skandaler.
For hvad kunne være med til at forhindre fødevareskandalerne? Det kunne medierne, hvis de fik lov til at grave frit i sagerne. Det får de ikke.
Mønsteret er det samme som efter for eksempel jordskælvet. De første par uger kan journalisterne stort set rapportere frit. Men så kommer censuren og lukker af for eksempelvis artikler om de sammenstyrtede skoler.
Det samme skete med mælkeskandalen. Men her med æggene er der stort set ikke blevet skrevet noget om det i de kinesiske medier. Ikke i forhold til hvor stor en sag det er.
Så det skal jo nok løse problemet med eksempelvis melaminen, der åbenbart findes i alle led af den kinesiske fødevareproduktion.
Det skal nok genskabe tilliden til de kinesiske fødevarer i udlandet.
Og ikke mindst hos de kinesiske forbrugere:
For hvis en regering ikke en gang kan beskytte almindelige borgeres middagsbord, hvad kan den så overhovedet gøre, spørger denne bruger på tiexue.net.
Taberne er først og fremmest forbrugerne. De almindelige kineserne. Og så er der bønderne.
Mælkeskandalen gik hårdt ud over de kinesiske bønder og hele mejerisektoren. Sådan er det også med æggene.
I Beijing er priserne faldet med ti procent, skriver AP.
På Kinas største engrosmarked for æg sælger man normalt 1.500 ton æg om dagen, skriver avisen Guangzhou Ribao. Det tal er nu nede på 500 ton om dagen.
Et kilo æg koster nu seks yuan her på markedet i byen Guangzhou. Det er lidt under fem kroner.
Men det koster syv yuan at producere et kilo æg.
»Det har aldrig været så slemt som nu,« siger en grossist til avisen.
Derfor er grossisterne stoppet med at købe æg hos bønderne ude på landet. Der igen kommer til at tabe penge. Som de ikke har for mange af i forvejen.
Kommer der så til at rulle hoveder i sagen?
Indtil videre er der blevet arresteret en enkelt person i sagen. Direktøren for en fabrik, der laver foder. Og der er bestemt ikke lagt op til meget mere end det.
:: Billedet er fra denne artikel.
Beijing har fået et nyt museum, skriver China Youth Daily (via 163.com). Og det er ikke malerier, antikke vaser eller udstoppede dyr, der skal udstilles.
Det er migrantarbejdere.
Det er de personer, som rejser måske hundreder eller tusinder af kilometer væk fra familien for at finde midlertidig og ofte dårligt betalt arbejde.
Millioner af mennesker, der rejser over hele Kina. Og som derfor også kaldes for Kinas flydende befolkning.
På kinesisk hedder de 打工者 (dagongzhe). 打工 betyder at have et midlertidig arbejde, at lave fysisk arbejde eller blot forefaldende arbejde.
De kaldes også for 打工妹 eller 仔. Som vel kan oversættes til arbejdssøster eller -bror.
De kommer ofte fra fattige landområder, og de er bunden af det kinesiske samfund, som ejeren af museet siger:
“农民工就像是自来水，需要的时候打开，不用的时候关上”。
Den slags arbejdere er som vand. Man kan skrue op for strømmen af dem, når man har brug for dem. Og slukke for dem, når man ikke kan bruge dem.
Derfor ville ejeren, Yang Weizhong (杨卫东), give dem et museuem. Der er nu ikke mange udstillingsgenstande derinde. Det er for eksempel fotografier eller midlertidige opholdstilladelser.
Og så er der Sun Zhigang, som jeg har skrevet om tidligere her på kinablog.dk. Han har ærespladsen på museet.
Verdens første bæredygtige by. Det var planen. Her på øen Chongming i Shanghai skulle der bo en halv million mennesker i miljømæssig harmoni med omgivelserne.
Projektet blev kendt under navnet Dongtan, og det blev lanceret i 2005 af den daværende britiske premierminister Tony Blair og Kinas præsident Hu Jintao.
Bannerføreren i projektet var det britiske ingeniørfirma Arup, der utallige gange har brugt det i deres markedsføring.
Og det er sikkert også her, at projektet ender. Som et stykke tom marketing. En luftkastel i en brochure fra Arup.
I 2010 skulle der være flyttet 400.000 personer ind i Dongtan, men projektet er gået i stå, skriver den britiske avis The Telegraph:
The British company has now backed away from its original timetable. “There is no time pressure on when to develop Dongtan,” said Roger Wood, the project manager at Arup.
In fact Dongtan hit the rocks after its main sponsor, Chen Liangyu, the city’s Communist Party boss and a member of the politburo, fell from grace in September 2006. Mr Chen, who was educated at Birmingham University courtesy of the British government-funded Chevening Scholarship scheme, was sentenced in April to 18 years in prison for fraud.
Because Dongtan had been under Mr Chen’s aegis, it became a political hot potato and nobody within the current Shanghai administration is now willing to touch it.
I følge artiklen har Arups kinesiske partner stort set glemt alt om projektet, der heller ikke længere har politisk interesse i Shanghai.
Det er ikke noget, som kommer bag på Matthew Crabbe fra Access Asia. Som han skriver i det ugentlige og som sædvanligt hårdtslående nyhedsbrev:
And one part of the article especially got our goat. Regular readers will be aware of how Arup have been selling themselves and collecting awards for being ‘master planners’, ‘visionary’, and all that – leading from the front and doing what nobody has ever done, the saviours of the Chinese environment, etc. Yet what do we hear now from Arup’s Roger Wood? The familiar dodgy builders’ lament of “it’s not me Gov”:
Wood: “We are simply the engineers of a project and work to the programme given to us by our client,” he said. This is a slight change of tack from the ‘visionary’ claims of yesterday.
Perhaps now Arup and their ‘master-planners’ will finally fess-up and admit it was all a con to ensure they got the Watercube, and other lucrative contracts, and that they knew all along that the Dongtan Eco-Village would never be anything more than the infamous artists impression. Though we doubt it!
Det er ikke første gang, at der sået tvivl om projektet. For eksempel her:
“‘Zero-emission’ city is pure commercial hype,” said Dai Xingyi, a professor at the department of environmental science and engineering at Fudan University in Shanghai.
“You can’t expect some technology to both offer you a luxurious and comfortable life and save energy at the same time. That’s just a dream,” he said.
Det står der i denne artikel fra Reuters i juni (via International Herald Tribune).
:: Billedet er fra denne artikel.
En soldat med ansvar for logistik i artilleri-regimentet i Nanjing (南京军区某炮兵团), er blevet idømt en straf, skriver ifeng.com.
Under en militærøvelse installerede soldaten et computerspil på en computer, der, lidt vagt formuleret, kørte kommandosystemet (指挥系统) for øvelsen.
Det fik computeren til at crashe og øvelsen til at gå i stå i ti minutter.
Den samlede redaktion her på kinablog.dk ville gerne vide, hvad det præcist var for en computer den unge mand sad og syslede med.
Vi synes jo nok ikke, at det er så fedt, hvis de kinesiske soldater sidder og installerer spil på computere, der bruges til at affyre missiler.
Redaktionen havde måske også håbet på, at de kinesiske missiler og lignende blev styret af noget lidt smartere og mere avanceret software end Windows. Virus, crash, genstart, ctrl-alt-delete og missiler er en ret kedelig kombination.
Så næste gang vi hører om noget lignende, bliver sikkert når en soldat har surfet pr0no og slettet Taiwan i en regn af raketter.
:: Billedet er fra denne artikel der viser noget af udstyret som drengene i Nanjing går og leger med.
Det europæiske parlament har givet Sakharov prisen til Hu Jia. (Det var i sidste uge, men jeg har ikke fået skrevet om det før.)
Det er selvfølgelig ikke noget, som den kinesiske centralregering er glade for, når en af landets “kriminelle” på den måde får en pris.
Centralregeringen har da også prøvet at arbejde bag de diplomatiske kulisser, for at overbevise det europæiske parlament om, at AIDS- og miljøaktivisten ikke fortjener prisen, som der står i denne artikel fra NYT:
“If the European Parliament should award this prize to Hu Jia, that would inevitably hurt the Chinese people once again and bring serious damage to China-E.U. relations,” Mr. Song wrote, according to The Associated Press.
Den fornærmede kinesiske stat forsøgte at argumentere for, at det ikke var noget som udlandet skulle blande sig, for sagen om Hu Jia er et rent internt anliggende. Men den går ikke, argumenterer Los Angeles Times for i denne op-ed:
The European Union’s decision to award its Sakharov Prize to activist Hu Jia, despite an intense pressure campaign from Beijing, “violates universally recognized rules in the world, which is countries should treat each other as equals and respect each other,” complained Chinese Foreign Ministry spokesman Liu Jianchao.
Apparently we missed that page of the international rule book. We do recall Article 19 of the Universal Declaration of Human Rights, though. That’s the portion of the United Nations’ seminal 1948 document that states: “Everyone has the right to freedom of opinion and expression; this right includes freedom to hold opinions without interference and to seek, receive and impart information and ideas through any media and regardless of frontiers.”
Men alligevel blev Hu Jia ikke noget emne på ASEM-topmødet, som Wall Street Journal skriver, for de europæiske topledere havde ikke lyst til at diskutere menneskerettigheder med Kina.
Heller ikke den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han var ifølge Berlingske Tidende mest af alt interesseret i klimaspørgsmålet:
Også på klimaområdet var statsministeren tilfreds. Han fik landenes tilsagn om, at de i alle tilfælde kommer til København til næste år med tasken fuld af vilje til at nå en aftale om det besværlige klimaspørgsmål.
Men blot fordi der så sidder en enkelt kinesisk miljøkritiker fængslet, betyder det jo ikke, at der er nogen grund til at diskutere det med de kinesiske værter, siger han til Ritzau (via Kristeligt Dagblad):
Fogh Rasmussen siger, at han ikke vil tage emnet op på et kinesisk-europæisk topmøde fredag inden for det såkaldte Asem-samarbejde.
- Nej, det er der ingen grund til. Det her er en sag mellem Europa-Parlamentet og Kina inden for den kritiske dialog, forklarer han.
Men hvem er så Hu Jia?
Mange kinesere kender ham ikke. Men, ret paradoksalt, takket være den kinesiske centralregering og deres højlydte protester, har han fået en del omtale her i Kina i de seneste dage.
Selvom der dog langt fra er for eksempel nogen åben diskussion om ham og prisen på internettet.
Derimod er han blevet angrebet af for eksempel Wang Haoxuan, som man kan læse i denne oversættelse fra Global Voices:
He is more than thirty and unemployed. He doesn’t have any proper income and need support from parent. The most ridiculous thing is, he couldn’t support himself but claim to be a devoted activist on “environmental protection” and “AIDS”. And his activities were supported by foreign “democratic foundations”. His wife met with Dalai Lama, supported Tibet independent and against Beijing Olympics. We can see that Hu Jia is not innocent at all in his crime. Now he suffers from liver diseases, probably will be trafficked out of the country to the U.S. Once he arrives there, he had to pay back by devoting to the separation of China.
Han er også blevet forsvaret. Blandt andet i denne kommentar fra Global Voices:
There are many different types of criminal in this world. For example those who produced the melamine milk powder, they are also criminals. For Hu, he just concerns about environmental problem and expresses his opinions, he then becomes a criminal. The difference is, in China, for the former type of criminals, they stay out of jail, while for Hu and his kinds, they have to stay in jail or under house arrest.
I de udenlandske medier har han fået en mængde rosende omtale. Se selv på Google News.
Men det er måske ikke helt retfærdig, skriver Peking Duck
Da Nobel prisen skulle uddeles argumenterede han for, at Hu Jia ville være det bedste valg.
Det mener han ikke længere:
It’s intriguing to see how devoid of actual content the articles that praise him are: planted a few (very few) trees, brought roses to Tiananmen Square and criticized the CCP there, did some good blogging, got arrested and tried to use the Olympics as a soapbox to taunt and condemn the Party. And all those things are great. However, the difference between Hu and the other heroes cited above is simple: the others actually made huge strides for their causes. Arrest and publicity are not what they’re best known for, although they’ve been there and done that. They are known for advancing very specific causes and their being jailed or harassed was a sidebar to their activism – it wasn’t the headline. As Inside-Out says, “They were not purists, but they aimed for actual change instead of simply provoking.”
There’s an entire article cited in the earlier thread going on about Hu’s purity, for whatever that’s worth. I started off two weeks ago under the Hu spell, and I said he would be the best choice for the Nobel Peace Prize. A friend of mine then made a healthy argument about why I was wrong, which led me to track down people I know who actually know Hu Jia, or who’ve worked with his wife (who gets universal praise from all). I was really surprised. Not like he’s bad or undeserving of praise for bravery, but he is so down the list in terms of inspiring those around him and bringing meaningful change to China. He became everybody’s sacred cow because the foreign media created a halo around him that’s far bigger and brighter than his actual achievements.
Insideoutchina stiller det samme spørgsmål og skriver:
While mentioning Hu Jia in passing during summarization, Pan devotes several full chapters to a number of other people whose stories are familiar to me, and to many Chinese. Among those, there are the Southern Metropolis Daily journalists, whose tactful but effective true journalism resulted in the government’s abolishing the unjust and cruel “shourong” system; there are the two authors who wrote the book An Investigation of China’s Peasantry that pushed for the eventually realized relaxation of the peasants’ unbearable tax burden; there is the retired army doctor who first exposed the severe reality of Beijing’s SARS disaster to the outside world, helping to avoid an even bigger calamity… All of those people also suffered punishment from the government. They were not purists, but they aimed for actual change instead of simply provoking.
I don’t know what the criteria are for the “prize for freedom of thought,” but why not give it to those people?
Jeg mener, at Hu Jia ligger på linje med de andre modtagere af Sakharov prisen. Men for mig at se, så ville det have været for meget at give Nobelprisen til ham.
Hu Jia er simpelthen ikke helt oppe i den liga som de andre prismodtagere er i.
Hvad består hans arbejde så i?
Han er en fysisk syg mand, som hans hustru skriver i sin seneste blogpost (her på engelsk og her på kinesisk). Der sidder i fængsel fordi han talte og skrev om for eksempel miljøproblemer i Kina. Mens hans hustru og deres barn sidder i husarrest, omgivet af politibetjente.
Det er et godt billede, der træder skarpt igennem i mediebilledet og har gjort ham til et symbol på kampen for ytringsfrihed og rettigheder i Kina.
Som Xiao Qiang skriver i Guardian:
Hu Jia has chosen to stand with those who suffer, and to lend his voice to those who are voiceless in Chinese society. He has also confronted his persecutors, and brilliantly tapped into the power of digital advocacy. By doing so, he has become a living symbol of defiance and resistance to the world’s most powerful authoritarian state.
:: Folkets Befrielseshær har siden slutningen på den kolde krig været i gang med at opbygge et moderne luftvåben. De vigtigste dele er russisk og kinesisk teknologi. Opbygningen af det vil være færdigt i løbet af de næste ti år, og det kan være med til at forskubbe den strategiske balance i Asien. Blandt andet vil systemet højst sandsynligt være umuligt at gennembryde for andet end de amerikanske B-2A og F-22A fly, som der står i denne artikel fra China Brief fra Jamestown Foundation.
:: Trussel eller mulighed? Kina får skudt mange ting i Mao-skoene, og det er bestemt ikke altid lige retfærdigt. Battle of Ideas forsøger at nuancere debatten om Kina i denne serie foredrag (Via Shanghaiist).
:: På thechinabeat er der tre artikler om Wikipedia og Kina. Hvor meget kan man egentlig stole på Wikipedias artikler, der ofte baserer sig på få kilder og er skrevet af få personer, der tit har et sporadisk kendskab til Kina. Her er del et, to og tre.
:: Kina er verdens mest ansvarlige land. I hvert fald hvis man spørger forskerne på Chinese Academy of Sciences. De har netop undersøgt alle verdens lande og deres opførsel omkring for eksempel fattigdom, miljø og udviklingsbistand. Og, trommehvirvel, Kina er nummer et. På sidstepladsen kommer USA. David Bandurski fra China Media Project på University of Hong Kong har oversat noget af debatten fra de kinesiske medier og internet. Som en af brugerne skriver: Den her rapport er lige så forvrøvlet som rapporterne under Mao.
:: Lufttrafikken i Kina er vokset med 17 procent om året siden 1985. I dag skubbes der hvert år cirka 387 millioner personer rundt i luften over Kina. Det betyder, at hele 60 af landets lufthavne er ved at være forstoppede af trafik. Derfor vil Kina investere cirka 100 milliarder kroner i nye lufthavne frem til 2020. Stort land, store tal. Men det er – ikke overraskende – noget værre skidteras for miljøet, som Autopia skriver.
:: Det let retoucherede billede er fra denne side.
Kina vil arbejde frem mod en løsning på næste års klimatopmøde i København.
Det kunne præsident Hu Jintaos og premierminister Wen Jiabaos i går fortælle statsminister Anders Fogh Rasmussen, som der står for eksempel her i Berlingske.
Men det er ikke noget som overrasker de kinesiske miljøorganisationer. Og det er heller ikke noget, som fylder meget i de kinesiske medier.
For eksempel i denne artikel fra Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua. Vinklen er, at Kinas præsident og premierminister i går mødte de to statsministre for Vietnam og Danmark.
I artiklen står der blandt andet, at Danmark og Kina begge håber at kunne »udvikle de to landes venlige relationer og samarbejde.«
Derimod står der ikke meget om gårsdagens samtaler mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og de to øverste kinesiske ledere, præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao.
Denne korte artikel nævner, at Wen Jiabao var enig i den danske statsministers forslag. Og her, at Kina lægger stor vægt på det kommende miljøtopmøde i København, og at det er vigtigt at have et videnskabeligt samarbejde mellem de to lande.
I en artikel på radiostationen Guoji Zaixian, der kan oversættes til International Radio, er præsident Hu Jintao citeret for at sige, at Kina har stor opmærksomhed på mødet i København. Og at Kina vil gøre hvad de kan, for at tackle problemerne omkring klimaændringer.
Der står også, at Anders Fogh Rasmussen tilbød at samarbejde med Kina om bæredygtig energi, miljøbeskyttelse og uddannelse samt forskning.
Xinhua har også lavet en kort biografi over Anders Fogh Rasmussen. Der i øvrigt hedder 拉斯穆森 på kinesisk. Det er en fonetisk oversættelse af Rasmussen, og det udtales La-si-mu-sen på kinesisk.
Derimod er mødet ikke nævnt i dagens trykte udgaver af Kinas største af aviser. For eksempel står der blot i Beijing Qingnian Bao, at europæiske ledere i går ankom til ASEM-møde i Beijing, og at Irlands og Danmarks statsministre ankom til Beijing den 20. oktober.
I de store kinesiske erhvervsaviser – som for eksempel 21 Shiji Jingji Bao og Zhongguo Jingying Bao – står der ikke noget om gårsdagens aftale.
Den meget lille omtale hænger måske sammen med, at kineserne ikke er så overraskede over udmeldingen.
For eksempelvis kommer det ikke bag på forskere, miljøorganisationer og NGO’er i Kina.
»Det er et positivt signal, men der er ikke tale om et skifte i Kinas miljøpolitik,« siger Wu Changming fra Climate Group, der er en international NGO, som har kontorer i for eksempel USA, England og Kina.
Wu Changming siger, at det store skifte kom sidste år i forbindelse med klimatopmødet på Bali i 2007, og da Kina sidste år udfærdigede landets første politik omkring klimaændringerne.
Derfor er det ikke noget nyt, at de kinesiske ledere taler om miljøpolitik og klimaændringer. Og det er måske derfor, at gårsdagens udtalelser ikke fylder meget i de kinesiske medier.
»Det er ikke første gang, at præsident Hu Jintao taler om miljø i offentligheden,« siger Li Yan fra Greenpeace i Beijing.
»Når de kinesiske medier ikke omtaler det, så er det sikkert fordi, der allerede har været så meget i medierne om miljø,« siger Li Yan.
Både Wu Changming og Li Yan er dog enige om, at det er en vigtig udmeldning, som Kinas politiske top kom med i går. Den forstærker beskeden om, at Kina er begyndt at tage miljøet alvorligt.
Det er Gao Qingxian også. Han er forsker på Chinese Resarch Academy of Environmental Science.
»Det er jo ikke noget nyt. Men det er vigtigt signal at sende. Og det er vigtigt, at de to regeringer forpligter sig på at samarbejde om forskning på området og dedikerer midler til det,« siger Li Yan.
:: Artiklen er en sammenskrivning af de to artikler jeg har her og her på Berlingske.dk.
Hvad sker der med mælkeskandalen i Kina?
Kort sagt – ikke noget. Overhovedet.
Der er stort set ingen nyheder om sagen i de kinesiske medier.
Og jeg har svært ved at tro, at alle sten er vendt i den sag.
Sundhedsministeriet siger, at der stadig er næsten 6.000 børn indlagt på hospitalet. Og at i alt 53.000 er blevet syge. At fire er døde.
Og det er det. Thats it. Sådan har det været i ugevis. Ministeriet siger dog også, at de har fået nye og opdaterede tal, men at de ikke ser nogen grund til at offentliggøre dem.
Så hvor mange er faktisk døde af mælkepulveret? Hvor mange er blevet syge?
Og hvem var det helt præcist, der forsøgte at dække over skandalen? Var det kun lokal- og provinsregeringen? Var der virkelig ingen, der vidste noget om det, før i september?
Et andet spørgsmål er, hvordan det går med politiets undersøgelse. Den har der heller ikke været nyheder om i lang tid.
Det vil altså sige, at politiet har fundet samtlige skyldige i hele Kina. Og at myndighederne nu har det fulde overblik over skandalen, at der ikke findes flere syge og ikke har været flere dødsfald.
Måske.
Men det har jeg svært ved at tro på.
Myndighederne – SARFT, Sundhedsministeriet, centralregeringen og hvem man nu ellers kan gætte sig til – har lagt låg på sagen. Medierne må ikke selv efterforske sagen. De må ikke bruge andet end materiale fra Xinhua.
For at komme fødevareskandaler til livs, så kræver det en fri presse, der kan rejse sig fra skrivebordet og gå ud i virkeligheden og efterforske fup og fakta og frit skrive om det.
For kinesernes egen skyld.
Og for Kinas omdømme i omverdenen.
Men endnu en gang har centralregeringen dummet sig. Som den gjorde ved sidst fødevareskandale, som jeg skrev her.
Eller som James Fallows skriver her i Atlantic:
How can official China possibly do such a clumsy and self-defeating job of presenting itself to the world? China, like any big, complex country, is a mixture of goods and bads. But I have rarely seen a governing and “communications” structure as consistent in hiding the good sides and highlighting the bad.
Et af de eksempler han bruger, er centralregeringens retorik om Tibet:
Whenever a Chinese official or the state-run Xinhua News Agency puts out a release in English calling the Dalai Lama “a jackal clad in Buddhist monk’s robes” or a man “with a human face and the heart of a beast,” it only builds international sympathy for him and members of his “splittist clique.” A special exhibit about Tibet in Beijing’s Cultural Palace of Minorities this year illustrated the blessings of China’s supervision by showing photos of grinning Tibetans opening refrigerators full of beer, and of new factories including a cement plant in Lhasa. Such basic material improvements are huge parts of the success story modern China has to tell. But the exhibit revealed total naïveté in dealing with the complaints about religious freedom made by the “Dalai clique.” It was as if the government had hired The Onion as its image consultant.
Kort sagt. Grow up, goddamnit.
Deres ydmyge korrespondent var på DR2 Udland i går (og skulle jeg se klatøjet ud, så er det altså midt om natten her i Kina, skulle jeg hilse og sige) for at tale om den finansielle krise, som den er set fra Kina.
Fire minutter er ikke lang tid, og jeg nåede selvfølgelig ikke det hele. Men der var en enkelt ting, som jeg lige hurtigt ville pege på her.
Economist Intelligence har en interessant artikel i deres Business China fra den 13. oktober. Den hedder The Next Domino?
Her skriver de, at Kina måske alligevel er på vej mod en sub-prime krise.
Ejendomsmarkedet og -priserne falder i ellers tidligere så stærke markeder som i Shanghai, Beijing og omkring Yangtze-deltaet.
Se på Beijing. I sidste halvår 2007 blev der på en gennemsnitlig uge solgt 300.000 kvadratmeter i Kinas hovedstad. Det er nu faldet til 136.000 kvadratmeter. Samtidig går kineserne efter mindre lejligheder. Tidligere er de gået efter store luksuslejligheder. For eksempel som investeringer. Men nu efterspørger de lejligheder på 80 kvadratmeter.
Og problemet for bankerne er ikke de dårlige lån som i USA:
In particular, overdue loans are becoming a growing problem. Industrial and Commercial Bank of China, for example, had Rmb110bn in overdue loans at the end of June, Rmb11bn more than in January.
…
Different accounting standards between banks mean these figures are probably hiding considerable amounts of actual overdue or nonperforming loans.
Og på trods af de seneste fem, seks års bankreformer, er der stadig problemer:
Fraudulent practices call for a crackdown. No one knows the true extent of these practices or exactly how leveraged Chinese borrowers are. Yet regulators have not acted, apart from telling banks to tighten credit tandards for both property buyers and developers. Meanwhile, the central bank in September lowered interest rates and banks’ reserve requirement ratio slightly to relieve liquidity conditions for small- and medium-sized enterprises.
To hurtige forslag til læsning om bankreformerne:
:: “Bank ownership and efficiency in China: What will happen in the world’s largest nation?” fra ScienceDirect (kræver abonnement).
:: “Financial Sector Reform in China” fra Harvard (åbner i .pdf)
Hvorfor stak Yang Jia (杨佳) seks politibetjente ned?
Hvad fik en mild og venlig 28-årig mand til at gøre det?
Skjuler politiet noget i sagen?
Der er mange spørgsmål i sagen om Yang Jia, som skriver jeg om i Berlingske i dag. Han er blevet dømt til døden, og hans appel er blevet afvist.
Sagen får voldsom megen opmærksomhed i Kina lige nu. Blandt andet fordi den peger på uretfærdighederne i det kinesiske retsvæsen. Yang Jia har ikke fået en åben og retfærdig retssag, og den viser svaghederne i det kinesiske retsvæsen. For mange kinesere viser den også, hvad der sker når en almindelig borger kommer i klemme hos politiet, stiller sig op mod systemet og forsøger at stå fast på sine rettigheder.
For eksempel har Yang Jia og hans familie – faren og en tante, for moren er på mystisk forsvundet – ikke fået lov til at vælge deres egen advokat.
Det er ikke den første sag i år, hvor politiet og ordensmagten har spillet en uheldig rolle.
Tidligere på året blev Wei Wenhua tævet ihjel. En midaldrende direktør. Der endda var medlem af Kinas Kommunistparti. Han var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg har skrevet om den først her, her og her.
Han blev tævet ihjel af en gruppe chengguans. Det er en slags politimænd, som jeg har skrevet om i artiklerne ovenover. De blev stillet for retten her den 17. september og fire af dem tilstod at have tæsket Wei Wenhua til døde, som der står i denne artikel på qq.com.
Der er også en sag fra Harbin.
Seks betjente, der alle havde fri, dræber den 22-årige studerende Lin Songling uden for et diskotek. Der er en god gennemgang af sagen på Chinasmack, hvor der er billeder og oversat poster og kommentarer fra internettet.
Først her. Men vær lige opmærksom på, at billederne er kradse og viser liget af den studerende.
Dernæst her. Hvor der også er et indslag fra nyhederne, som bringer en video fra et overvågningskamera.
Her kan man også tydeligt se, at den 22-årige var ret provokerende i sin optræden. I nogle af de oversatte kommentarer fra Chinasmack står der, at Lin Songling var en forkælet unge, der ikke var bange for politiet, fordi hans familie havde gode forbindelser.
ESWN har oversat en række kommentarer og diskussioner fra nettet, og som en af de mange netizens skriver:
“No matter what, it is wrong to beat someone to death. This is especially the case for the police, who ought to know the law!”
Betjentene er stadig tilbageholdt. Men hvordan bliver retssagen? Politiet har i følge denne artikel på Nanfang Baowang besøgt familien og forsøgt at få dem til at indgå kompromis.
:: Billedet er fra denne artikel.
:: Flot. Her er en kandidat til årets dummeste PR-stunt. Den britiske handelsminister Peter Mandelson var i Tianjin den 26. september. Her ville han vise, at han stolede på den kinesiske mejerisektor. Ingen problemer med mælken. Se selv, sagde han på et pressemøde, og drak et glas kinesisk mælk. Ni dage senere får han konstateret nyresten. Operationen gik godt.
:: Hvad er Asiens bedste øl? Det spørgsmål forsøger 2point6billion.com at svare på.
Hvis man spørger mig, så er vinderen den japanske Asahi. Især hvis den serveres som fadøl, hvor den har en virkelig behagelig og silkeblød skum. Og endnu bedre bliver det, hvis den drikkes i Tokyo på en lille sashimi-restaurant.
Qingdao – eller Tsingtao om man vil – er den eneste kinesiske øl på listen, som i øvrigt også eksporteres til Danmark. Og for at være helt ærlig – whatever. Kineserne kan ikke lave øl. Det meste er noget pjasket pilsner, der ligger og rumsterer nede omkring de tre, fire procent alkohol. Det er absolut fint nok til at slukke tørsten en sommerdag i Beijing, men smagsløgene kommer ikke på arbejde.
Kina flyder jo over af kopivarer, alt kan købes som fake, og det gælder i øvrigt også øl som for eksempel Corona.
:: China Car Times har fået poterne i den nye Geely Panda, som da er en nuser lille bil, der ligner en mellemting mellem den nye Fiat 500 og et eller andet fra Finding Nemo. Med et prisskilt på 40.000 yuan er prisen sikkert lige så lav som sikkerheden. Flere billeder her.
:: Reglerne for at gå på internet-barer i Beijing er nu blevet strammet. Første gang man registrerer sig skal baren taget et foto af dig og dit ID-kort skal scannes. Inden året er omme skal alle barerne have installeret computere, der kan registrere brugerne. Ytringsfrihed, schmytringsfrihed.
:: Mumie kører i subway i Shanghai. Mand i hvidt jakkesæt med girafhoved stiger på på subway. Forvirret? Læs her.
Ups. Pludselig var der hul i Xidan, der er en Beijings mest berømte shoppinggader. Asfalten kollapsede fredag morgen og gav et hul i vejen på seks meter.
Det skriver blandt andre Xinhua i denne artikel, hvor der også er flere billeder af hullet.
Hvordan kan det så ske, at der lige pludselig falder et 30 kvadratmeter stort stykke hul ned i vejen?
Ja, det nævner artiklen ikke. Derimod nævner nyhedsbureauet Xinhua de højtstående lokalpolitikere, der »prompte tog til ulykkesstedet for at undersøge situationen og dirigere arbejdet.«
Det var Beijing by’s partikomitesekretær (eller hvordan man lige oversætter 市委) og vicepartisekretær samt Beijings borgmester og viceborgmester, der tog ud for at dirigere rundt med gravkøer og cementblandere.
Endnu en skandale. Cirka 230 børn er blevet diagnosticeret med hævede lymfekirtler, og de kommer alle fra den samme børnehave, der ligger i Cixi (慈溪) i Zhejiang. Institutionen har i alt 400 børn, som alle er mellem tre og otte år gamle.
Børnene er blevet syge, fordi børnehaven gennem længere tid har brugt madolie af dårlig kvalitet. Det mener forældrene.
De beskylder børnehaven for at have brugt en slags industriel palmeolie, der kun kan bruges til at lave makeup og sæbe. Og altså slet ikke er egnet til madlavning.
Den sag går tilbage til begyndelsen af oktober, som man kan læse her på Mingpaonews og på Tianya.
Det benægter de lokale myndigheder, der satte 14 læger til at undersøge børnene.
Konklusionen lød stort set, at der ikke var noget problem. De fleste af tilfældene var ikke videre alvorlige, mente lægerne.
Forældrene var dog ikke overbeviste. De troede ikke på de lokale læger, og tog deres børn til hospitaler i for eksempel Shanghai.
Onsdag gik Sundhedsministeriet så ind i sagen og begyndte deres egen undersøgelse, hvor de sendte et hold læger af sted til provinsen.
Konklusionen er ikke klar endnu. Men jeg bliver ikke overrasket, hvis den viser, at forældrene har ret i deres beskyldninger.
I så fald er sagen klassisk. Og helt efter bogen som mælkeskandalen og de andre fødevareskandaler er skrevet efter. Vi har nogen der forsøger at tjene penge. Eller i det her tilfælde sikkert at spare penge. Og de er aldeles ligeglade med, at det vil gå ud over andres helbred.
Derefter forsøger de lokale myndigheder at dække over sagen. Der er ikke noget problem. De benægter alt. Det virkede i gamle dage.
Så viser det sig, at de ikke længere kan skjule eller fortie det. Derfor bliver lokal- eller provinsregeringen nød til at fyre en eller anden. Måske endda to eller tre personer.
Og that’s it. Indtil den næste sag dukker op. For loven og kontrolmekanismerne bliver der ikke ændret synderligt meget på. Og den bliver da slet ikke håndhævet.
For selvom centralregeringen i Beijing måtte have de bedste intentioner, så nytter det ikke noget, når man ignorerer loven ude i lokalområderne og provinserne, og når de ikke bliver presset til at overholde loven. For slet ikke at tale om moralen. Og ikke mindst mediernes rolle.
I den slags sager spiller medierne en vigtig rolle. Hvis de frit kan få lov til at efterforske og skrive om sagerne. Og det kan de ikke, som David Bandurski fra China Media Projekt skriver:
On the one hand, party leaders pledge to deal resolutely with these specific incidents and their causes; on the other they fail to address a political culture of information control that fuels the cover-up of truths at the expense of ordinary Chinese.
I sin glimrende blogpost har han oversat en op-ed fra Chang Ping (长平), som han har skrevet om medier, fødevarer og mælkeskandalen i Oriental Daily:
On October 10 the Xi’an Evening Post reported the whole process of how Sun Chunlong revealed the truth about the cover up. As I was poring over the sequence of events with a friend I made a terrible discovery. At least five websites, including Netease and Sina, deleted the report on their sites. When Southern Metropolis Daily reported this news the headline was, “News is deleted and blogs deleted too.” Apparently, this follow-up report should have been headlined, “News deleted, blogs deleted and news deleted again ….”
:: Billedet er her fra Mingpaonews, hvor forældrene forsøger at få lokalregeringen til at gå ind i sagen